Jepsen, Hans Madsen (1892-1915)

Senest ændret den 28. maj 2017 14:39

Persondata
Født: 13/07-1892, Toftlund, Toftlund Sogn
Død: 06/06-1915, Moulin, Frankrig
Uddannelse: –
Erhverv:
Bopæl: ?
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen): –

Militære løbebane før krigen

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: ?
Udtrådt: Faldet. Savnet
Enhed(er): Infanterie-Regiment Nr. 86, 13. kompagni
Rang: ?
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: På mindetavlen er han opført som ”H.M. Jensen”

Jep Christian Jepsen og hustru Christine (f. Mathiesen) overtog i 1906 ejendommen Stenderupgårdvej 3. Jep Jepsen havde tidligere været købmand i Toftlund. Parret fik 2 døtre samt sønnerne Peter (se denne), Hans Madsen og Marcus Jepsen (1896-1982).

Både den 25.01. og den 27.03.1915 sendte Hans Jepsen en hilsen hjem til familie og venner via Hejmdal.

Hans Jepsens regiment havde i lang tid opholdt sig i skyttegravsstillingerne ved landsbyen Moulin sous Touvant, nær floden Aisne. Efter en forholdsvis rolig periode, begyndte det franske artilleri at intensivere ilden, og samtidigt tog den underjordiske minekrig til i styrke. Kort tid efter kom det ventede angreb.

Tidligt om morgenen den 6. juni 1915, begyndte et voldsomt og ødelæggende artilleribombardement. Der var kaos i de tyske stillinger. Dækningsrum blev skudt sammen, kommunikationslinjerne blev ødelagt, samtidigt med at man forsøgte at bringe de mange sårede i sikkerhed.

Hans Madsens 13. kompagni var blandt de hårdest ramte. Ved middagstid angreb det franske infanteri de ødelagte tyske stillinger. Der deltog bl.a. soldater fra de franske kolonier i Afrika, de såkaldte zuaver.

Der blev udkæmpet voldsomme og blodige nærkampe med knive, bajonetter, spader og håndgranater. Maskingeværerne gjorde også deres del af arbejdet. Situationen var alvorlig, og regimentet fik forstærkninger fra andre enheder. Det franske angreb mistede efterhånden kraft og ebbede ud.

Frontafsnittet blev atter stabiliseret, og senere samme måned kunne der iværksættes modangreb. Efter angrebet blev de tyske tab opgjort til 223 døde – heraf var 72 fra Nordslesvig og 3 fra Toftlund sogn. Derudover var 569 sårede og 845 savnede. Dagen blev senere kaldt den sorte dag ved Moulin.

Hans Jepsen er et godt eksempel på, at man kan finde modstridende oplysninger om de enkelte krigsdeltagere. Han meldes savnet den 6. juni efter slaget ved Moulin, men senere dukker der andre oplysninger op. På et fangekort fra 1919 fra  Krigsfangekontoret kan man læse, at han er krigsfange i Frankrig. .

Hans navn findes ikke i dødsbiregistret fra Toftlund sogn.

Der er ligeledes tvivl om hans kompagnitilhørsforhold. I Museum Sønderjyllands database over faldne soldater angives det, at han tilhører 13. Kompagni. På fangekortet fra Frankrig noteres det, at han er i 14. Kompagni.

Kilder
Kirkebog, fødte, Toftlund, LAA
Vermisstenlisten, 1919
Mindetavle, Toftlund Kirke
Marselisborg Monumentet, Aarhus

Publikationer
Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Fotos
Foto af mindetavle, Sønderborg Slot

Mindetavle, Toftlund Kirke
Mindetavle, Toftlund Kirke
Modersmålet 21/06-1915
Krigsfangekort

Indlæg 21. juni 1915 i Hejmdal:
Landmand Chr. Jepsen i Stenderup ved Toftlund modtog i Forgaars Pakker og Breve tilbage fra sin Søn. Der stod den Bemærkning, at han var savnet.

En tanke om “Jepsen, Hans Madsen (1892-1915)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918