Fromm, Hans Jensen Hiort (1894-1959)

Senest ændret den 9. oktober 2023 15:15

Persondata
Født: 10/12-1894 på Grarupgård, Grarup sogn.
Død: 09/11-1959, Vandling, Starup sogn.
Begravet 13/11-1959 på Grarup sogns kirkegård.
Uddannelse: Ved Landbruget. Thune Landbrugsskole i 1919-1920. Ladelund Landbrugsskole i 1923.
Erhverv: Landmand. Statshusmand. Gårdejer.
Bopæl: Før krigen på Grarupgård,  Vojensgård og efter krigen i bl.a. Hoptrup og Sdr. Vilstrup. Sidst bosat i Vandling, Starup sogn.
Hustru: Gift 1924 med Cecilie Marie Eriksen (1901-1994).
Børn: Mindst 2 børn (født 1927-1929 ifølge folketælling 1930).

Militære løbebane før krigen
Andet: Mødte på session i 1914.

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 16/12-1914.
Udtrådt: Taget til fange 25/09-1916. Til Aurillac.
Hjemsendt 06/04-1919 (ifølge lægdsrulle 1920).
Enhed(er):  Infanterie-Regiment 84 (i december 1914).
Fra marts 1915 ved Infanterie-Regiment 86.
Var i september 1916 ved Infanterie-Regiment 87, 5 Kompagnie.
Rang:
Såret: I foden, strejfskud i panden, lazaret
Udmærkelser:
Andet
:  Opholdt sig 01/10-1918 i “Frankrig (Fangenskab)“. (Kilde: Folketælling 1921).

Hans Jensen Hiort Fromm “… har deltaget i Verdenskrigen i over 4 Aar“. (Kilde: Danske Landmænd).

Efter krigen
Opholdt sig i efteråret 1920 og i februar 1921 i Grarup sogn.
Var 1925 gårdejer i Hoptrup sogn og 1930 landmand i Vilstrup sogn. Overtog 1943 gården i Vandling, Starup sogn, med 16 Tdr. land.

Medlem af DSK – Starup afdeling.

Biografi for Hans Jensen Hiort Fromm (1894-1959), trykt i Danske Landmænd, 1944.

Kilder
Fødselsbiregister, Øsby, RAA. Navngivet “Hans Jensen Hiort Fromm”.  (Eksternt link, oktober 2023).

Alfabetiske lister (= lægdsruller), Haderslev Landråd, militæralder 1914, Grarup, Rigsarkivet. Opført som “Hans Jensen Hjort Fromm”. (Eksternt link, oktober 2023).

Sønderjyske lægdsruller (1920-1920). Udskrivningskredsen for Sønderjylland. Rigsarkivet Aabenraa. Indført under bogstav S (= årgang 1920), fødselsår 1894, lægdsnummer 116 (= Grarup).

Folketælling 01/02-1921, Grarup sogn, Grarup. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1925, Hoptrup sogn, Djernæs. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1930, Vilstrup sogn, Sdr. Vilstrup. Rigsarkivet. Vielsesår ifølge denne kilde.

Kirkebog, Grarup sogn, RAA.
Gravsten, Grarup sogns kirkegård. På gravstenen står “Hans Hjort Fromm”.

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936. (internt link, oktober 2023).

Mindeværket Danske Landmænd og deres Indsats, Bind 3, Haderslev amt, Nationalt Forlag, 1944.

DSK Årbøger, 1960. Nævnt på liste over årets afdøde medlemmer

Fotos

Uddrag af “Aurillac-Bogen 1936“, side 61-62:
“Født d. 10. December 1894 paa Grarupgaard.

Jeg er opvokset i mit Hjem paa Grarupgaard, en gammel Slægtsgaard, der engang har været Frigaard. Efter Konfirmationen var jeg en Vinter paa Hejls Efterskole, derefter var jeg hjemme et Par Aar og 1913— 14 paa Vojensgaard.

Jeg var blandt dem, der var taget til Soldat i 1914. Jeg blev nu krigsuddannet i Slesvig i 3 Maaneder til Marts 15. Da kom jeg til I. R. 86, der stod ved Moulin. hvor jeg lærte Skyttegravskrigen at kende. I det store Slag her, Juni 16, faldt mange Nordslesvigere, særlig mange Unge. Jeg blev saaret i venstre Fod og fik et Strejfskud i Panden. Kom saa paa Lazaret i Noyon, senere til Enskirchen ved Rhinen og derfra til Flensborg.

Da jeg var blevet rask, kom jeg igen til Frankrig til I. R. 5/87 og var med ved Verdun, Reims og ved Somme, hvor jeg blev taget til Fange den 25. September 1916. Vi laa helt ude i en Spids, fik ingen Reserver og da Franskmændene angreb, var der kun en lille Halvdel af Kompagniet tilbage. Jeg kom først i Fangelejr i Amiens og derefter til flere ukendte Steder, hvor vi havde det daarligt. Alt blev taget fra os, og da mine Breve var skrevet paa Dansk, spurgte de mig, hvor jeg var fra. Jeg talte med en Officer, der kunde Norsk; han lovede mig, at jeg snart skulde faa det bedre, og kort efter blev jeg sammen med 4 Kammerater ført til Aurillac, hvor jeg ankom først i November 16.

Vi fik en god Modtagelse af de gamle Fanger, der var meget nysgerrige efter Nyt hjemmefra. Da jeg havde været hjemme paa Høstorlov, kunde jeg jo fortælle en Del. Kort efter kom jeg sammen med et stort Hold ud med en Tærskemaskine i Omegnen og var bl. a. hos »Ole Lukøje«. Det gav dygtigt at spise og drikke paa Tærskearbejde, og jeg skal ikke nægte, at jeg var glad for Vinen. Imod Sædvane var jeg i i 1 1/2 Aar paa én og samme Gaard ved Mauriac. Her havde vi det udmærket og blev næsten for gadt kendt med Byens Folk. Efteraaret 18 kom jeg tilbage til Depotet og var der, da Krigen sluttede, og til vi kom hjem. Om Vinteren var det rart at være i Lejren, naar man havde lidt Penge paa Lommen. Der var altid mange Bekendte. Jeg var i Lejren Julen 16 og Julen 18; det var festligt.

Vaabenstilstandsdagen fejredes, i Lejren, bl. a. ved en Fest paa Skomagerstuen; vi var glade og lystige over, at Krigen nu var Slut, og vi snart kunde komme hjem fra Fangenskabet.

Der gik nogen Tid, inden vi naaede saa vidt, og alt imens voksede Længslen mod Hjemmet, som jeg ikke havde set i 3 lange Aar. Jeg kom hjem med første Transport over København, hvor vi fik en storslaaet Modtagelse. Jeg blev der i 8 Dage og rejste saa hjem over Kolding, hvor en derboende Søster modtog mig. Herfra tog jeg med Rutebil til Haderslev, hvor min Fader og Moder hentede mig. Hjemme var mine Søskende samlet, Gensynet var hjerteligt; et Stykke før vi naaede Gaarden, saa jeg, at Dannebrog var hejst — det var det første Dannebrog, jeg saa over Sønderjylland; da var det jo endnu ikke tilladt at bruge det. Gensynsglæden var dog blandet med Vemod, idet en Broder var faldet i Galizien, mens jeg havde været borte; Kuglen, der ramte ham, strejfede ogsaa Fader og Moder. De var blevet ældre under Sorgen, og deres Ansigtstræk vidnede om, at ogsaa de havde følt Krigens Alvor.

Den første Sommer efter Hjemkomsten var jeg hjemme. Derefter havde jeg en herlig Vinter paa Tune Landbrugsskole, hvor jeg var sammen med flere Kammerater fra Aurillac. Herfra var jeg hjemme til Afstemningen. Jeg opholdt mig en Tid paa Sjælland for at lære dansk Landbrug. I 1924 blev jeg gift og fik selv Landbrug ved Hoptrup, senere, siden 1929, i Sdr. Vilstrup, hvor vi nu bor. Vi har en Dreng paa 9 Aar og en Pige paa 7 og har det godt, men de stærke Svingninger i Konjunkturerne har ogsaa ramt mig.

Straks efter Hjemkomsten skrev jeg til den Familie, hos hvem jeg havde været i halvandet Aar, men har ikke hørt fra dem — maaske fordi jeg dengang, det var i 1919, opgav min Adresse til Danmark, saa deres Svar ikke har naaet mig. Jeg vilde gerne derned en Tur og fortryder, at jeg ikke gjorde det, inden jeg fik Ejendom; da havde jeg Tid og Raad til det. Efterhaanden som man bliver ældre, bliver ogsaa Lysten mindre til at rejse derned”.

 

Kommentarer indsendt i oktober 2023, da der var oprettet 2 personsider for samme person:

3 tanker om “From, Hans (-1959)”
  1. Andreas Jacobsen

    Til Hanne C. Christensen

    To personsider har vakt min nysgerrighed:

    1. Nærværende personside vedr. From, Hans (-1959), der døde 09/11-1959 og var medlem af DSK, Starup afdeling.

    2. Personsiden vedr. Fromm, Hans (1894-), der blev født 10/12-1894 på Grarupgård i Grarup Sogn. Under den sidste del af krigen var han krigsfange i Aurillac i Frankrig.

    Måske er der tale om én og samme krigsdeltager?

    Ved opslag på websitet dodsregister.dk med navnet Hans From og dødsdato 9-11-1959 får man et og kun et søgeresultat: https://dodsregister.dk/

    Ved opslag på websitet dodsregister.dk med navnet Hans Fromm og fødselsdato 10-12-1894 får man nøjagtigt det samme søgeresultat: https://dodsregister.dk/

    Med andre ord: Der er faktisk tale om en og samme krigsdeltager, hvis fulde og rette navn er Hans Jensen Hjort Fromm. Den ene personside skal slettes.

    Med venlig hilsen
    Andreas Jacobsen

    Hanne C. Christensen

    Til Andreas Jacobsen.

    Tak for din kommentar.

    Dødsregisteret er en relativt ny database og derfor er der mange der ikke er slået op i denne. Det kommer efterhånden som de frivillige redigerer personsiderne.
    Uheldigvis er oplysningerne ikke altid så præcise – herunder særligt dødsstedet – der er mange kirkebøger at kigge igennem, hvis man ikke ved, hvor den enkelte boede til sidst. Der er f.eks. en del sogne under “Haderslev lægekreds”.

    Et andet problem er, at oplysningerne i DSK Årbøgerne om navne og dødsdatoer for afdøde medlemmer ikke altid er helt korrekt. Samtidigt er medlemmet ikke altid medlem i den DSK-afdeling, der dækker det sogn / den by han er bosat i.Jeg vil forsøge at finde tid til at kigge på personsiderne for de 2 Hans From/Fromm´er i løbet af denne måned.

    Med venlig hilsen
    Hanne C. Christensen
    Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

    Andreas Jacobsen

    Til Hanne C. Christensen

    Mange tak for dit hurtige og udførlige svar.
    Men jeg er opmærksom på, at ethvert kildemateriale så som Dødsregisteret og DSK’s medlemsfortegnelse og årbøger kan være fejlbehæftede.

    Et opslag i Grarup Sogns Kirkebog oplyser, at barnet Hans Jensen Hjort Fromm bliver født 10/12-1894 og døbt 23/12- 1894: https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=38170620.

    Et andet opslag i samme Kirkebog oplyser, at statshusmand Hans Jensen Hjort Fromm fra Vandling i Starup Sogn afgår ved døden 09/11-1959 og bliver begravet på Grarup Kirkegård 13/11-1959. Den afdøde blev født på Grarupgård i Grarup Sogn 10/12-1894:
    https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=38167846.

    Med andre ord: De to personsider “From, Hans (-1959)” og “Fromm, Hans (1894-)” omhandler én og samme krigsdeltager, Hans Jensen Hjort Fromm:
    https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-f/fromm-hans-1894/.

    Dokumentationen er således uafhængig af angivelserne i Dødsregisteret og i DSK’s medlemsfortegnelse og årbog 1960.

    Senere vil jeg indsende supplerende oplysninger om denne krigsdeltager og hans to krigsdeltagende brødre, Jens Jørgen Gunge Fromm (1880-1917) og Jakob Rudbeck Fromm (1893-1963) fra Grarupgård, en frigård på Haderslev Næs med en særlig og lang historie.

    Med venlig hilsen
    Andreas Jacobsen

En tanke om “Fromm, Hans Jensen Hiort (1894-1959)”

  1. Andreas Jacobsen har ret.
    Hans Fromm på personsiden ovenfor er den samme som Hans From på personsiden
    https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-f/from-hans-1959

    Beviset er, som Andreas Jacobsen angiver det, registreringen af Hans Fromms død og begravelse i kirkebogen for Grarup Sogn, Kontraministerialbogen opslag 72:
    https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17216375#201493,38167846
    Andreas Jacobsen oplyser et andet link:
    https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=38167846
    Begge links fører til samme opslag.
    Hans Jensen Hiort Fromm døde 1959 – 9. november i Vantling, Starup sogn, Haderslev herred og amt.
    Blev begravet på Grarup kirkegård, Grarup sogn, Haderslev herred og amt.
    Den afdødes Stilling (Erhverv) og Bopæl: Statshusmand af Vantling, Starup sogn, Haderslev herred og amt, født på Grarupgård, Grarup by og sogn 1894 den 10. december, gift med Cecilie Marie Eriksen af Vantling, ægtefællernes sidste opholdssted, søn af gårdmand Thomas Asmussen Fromm og hustru Anne Kirstine Rudebeck.
    Hans blev 64 år gammel.
    Dødsattest af 10. nov. 59 ved sognefogeden i Grarup. Dødsattest ved læge J. Tofte, Haderslev, af 10. nov. 59.

    Vantling / Vandling ligger 3,5 km sydøst for Haderslev centrum, og 2 km sydvest for Starup.

    Nævnte personside for DSK-medlem Hans From, død 9/11-1959
    https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-f/from-hans-1959
    må nu forventes at blive slettet.
    Der er på den side tre kommentarer. De burde flyttes til nærværende / ovenfor stående personside.

    Gravstenen på Grarup kirkegård kan ses på https://www.findengrav.dk/billeder/grarup/074.jpg
    Cecilie Marie Fromm født Erichsen døde i Haderslev 13-6-1994. (Hun blev 93 år).
    Gravskrift: Tak for alt.

    Bogen ‘Danske Landmænd og Deres Indsats’, Bind 3, Haderslev Amt, 1944, side 51:
    “From, Hans Jensen Hjort, Landmd., Vandling. Født paa „Grarupgaard“, Grarup, 10. Dec. 1894, Søn af Gdr. Thomas From, sammesteds. Gift med Cecilie Marie From, født Eriksen, født 12. Juni 1901, Datter af Gdr. Frederik Eriksen, Sverdrup. Gaarden er fra 1933 og er overtaget af From 1943. Der er opdyrket 16 Tdr. Land. … From er uddannet ved Landbruget og har været paa Thune Landbrugsskole 1919-20, Ladelund Landbrugsskole 1923 og derefter paa store Gaarde paa Fyn og Sjælland. From har deltaget i Verdenskrigen i over 4 Aar.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918