Senest ændret den 13. oktober 2021 17:13
Persondata
Født: 10/07-1891, Flovt, Øsby sogn.
Død: 31/12-1951, Gram sygehus.
Uddannelse: Smedelære
Erhverv: Smedesvend
Bopæl: Før krigen Haderslev, Køln og Hamborg.
Efter krigen bosat i Københoved, Skrave sogn.
Hustru: Gift maj 1919 med Dora Helene Barschat.
Børn (efter krigsafslutningen): 5
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: Efteråret 1911
Udtrådt:
Enhed: 15. Husar-Regiment, Wandsbek
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 02/08-1914
Udtrådt: Taget til fange under Marneslaget. Til Aurillac.
Udvekslet / frigivet oktober 1918 til Tyskland
Enhed(er): 15. Husar-Regiment
Rang: –
Såret: I ansigtet
Udmærkelser: –
Andet: –
Efter krigen
Smedemester, senere (1951) frugtavler i Københoved, Skrave sogn.
Kilder
Fødselsbiregister, Øsby, RAA. Navngivet “Heleuf Marius Rathgen”. (Eksternt link, september 2019).
Kirkebog, Hovedministerialbog, Øsby sogn, RAA. Døbt “Heleuf Marius Rathgen”. (Eksternt link, september 2019).
Kirkebog, Skrave sogn, RAA. Indført som afdød under navnet “Heleuf Marius Rathgen”. (Eksternt link, september 2019).
Publikationer
Aurillac-Bogen 1937. Kalder sig “Marius Rathgen”.
DSK Årbøger, 1952. Nævnt på liste over årets afdøde medlemmer som “Marius Ratgen”.
Fotos
Ja
Uddrag af Aurillac-Bogen 1937:
Født d. 10. Juli 1891 i Flovt, Øsby Sogn, hvor Forældrene var Fiskere.
Jeg var hjemme til Konfirmationen og var saa i Smedelære 4 Aar i Haderslev. Derefter havde jeg Arbejde i mit Fag i Køln og Hamborg og var en kort Tid hjemme i Nordslesvig, indtil jeg i Efteraaret 1911 blev indkaldt til Militærtjeneste ved 15. Husar-Regiment i Wandsbek.
Da Krigen udbrød, var jeg en veldresseret Soldat. Den 2. August 1914 rykkede Regimentet ud, og den 4. August om Morgenen drog v i ind i Belgien. Straks den første Dag havde vi en Fægtning ved Byen Vise, der, sammen med saa mange andre, blev brændt og totalt ødelagt. Felttoget gennem Belgien var rædselsfuldt for den stakkels civile Befolkning. Jeg var med ved Liege og Namur, men v i mødte først rigtig Modstand ved Mons og Charleroi, hvor Franskmændene og Englænderne var kommet Belgierne til Hjælp.
Ved Tilbagetoget under det store Marneslag blev jeg saaret i Ansigtet og taget til Fange. Hesten blev skudt ned under mig, og jeg var kommet til at ligge med det ene Ben ind under Hesten. Saadan laa jeg, indtil Franskmændene kom og tog mig.
Som Krigsfange kom jeg først til Dinan i Bretagne, hvor der var en stor Lejr. De første Maaneder var en uhyggelig Tid, hvor det var meget smaat med Fødemidler. Senere kom jeg til Montfort sur Meu, hvor jeg i en Militærsmedie kom til at lave Hestesko til militært Brug. Forplejningen var nogenlunde.
Vi var her 5 Sønderjyder. Vi fandt snart hinanden og holdt trofast sammen. I Montiort fik vi Besøg af Professor Verrier, og det fik stor Betydning for os i Retning af større Frihed; i Stedet for den tyske Uniform fik vi civile Klæder at gaa i, og vi kunde spadsere i Byen, saa meget vi vilde.
Da den sønderjyske Lejr i Aurillac blev oprettet, var jeg med i det første Hold, der kom dertil; kun én Mand, C hr. Høeg, Sønder Sejerslev, var ankommet før os.
Om Tiden i Aurillac vil jeg ikke fortælle, det er der sikkert andre, der gør. Jeg arbejdede hos Bønderne og ved Skovarbejde.
I Oktober 1918 var jeg blandt dem, der blev udvekslet med franske Krigsfanger i Tyskland. Jeg forlod Depot Special sammen med Søren Hattesen, Ellum, og kom hjem over Svejts. I Konstans blev hele den store Transport, vi tilhørte, modtaget af Tyskerne med Musik. Dér kom jeg paa Lazaret, idet jeg havde faaet spansk Syge, men forinden kom jeg for en Krigsret, for jeg havde jo været i den danske Fangelejr, og Tyskerne vilde have noget at vide om, hvordan og hvorledes det havde været dér.
De var imidlertid godt orienteret; om det saa var m. H. t. et Dannebrogsflag, jeg havde baaret i Kasketten, saa vidste de Besked derom. Jeg gik nu ud fra, at det havde været et Rødekorsmærke, som jeg havde faaet med en Pakke fra Danmark, og det, syntes de, lød meget troligt.
Jeg var jo forberedt paa dette Forhør, idet jeg undervejs hjem fra Frankrig havde truffet nogle Krigsfanger, der i sin Tid paa Grund af tysk Sindelag og Agitation var blevet bortvist fra den danske Lejr. De var svært højt oppe og sagde til mig: Ja, Dig skal vi nok sørge for, naar vi kommer til Tyskland. Og det havde de alts aa forsøgt paa. Men det fik de ikke noget ud af, thi de tyske Officerer troede naturligvis mig bedre end nogle gemene Angivere.
Efter at være blevet udskrevet af Lazarettet, kunde jeg 8 Dage senere fortsætte Rejsen nordpaa. A lt imens udbrød Revolutionen. I første Omgang naaede vi kun til Hannover. Her blev vi stoppet og indlemmet i den stedlige Garnison. Marinesoldater fra Kiel og Wilhelmshafen, der satte Gnister til den ulmende Revolutionsglød, kom ogsaa i ret stort Antal til Hannover. De første Dage blev de paagrebet og puttet i Arresten, men det tog jo en anden Ende. Garnisonens menige Soldater dannede Arbejder- og Soldaterraad sammen med Marinerne, og saa førtes en rask lille Krig mod Officererne. Disse holdt til i et Hotel lige overfor Banegaarden, men de holdt ikke til ret mange skarpe Skud, inden de udleverede deres Akselstykker, Kokarder og Vaaben. Saa hævedes Belejringen, men d’Hrr. Maatte kun vise sig i Civil.
Da Omvæltningen var sket, kunde jeg fortsætte til Hamborg. Efter et Ophold dér paa en Uges Tid stak jeg af hjem, hvilket lykkedes. Noget senere, da der var mere roligt, rejste jeg igen til min Garnison i Wandsbek. Jeg blev kort efter sendt til Flensborg, hvorfra jeg saa permitteredes.
Dermed var jeg ude af det hele og skulde saa se at komme i Gang med noget herhjemme. Jeg fik Plads som Smedesvend i Københoved, og en Maanedstid senere, sidst i Februar 1919, overtog jeg Smedeforretningen. Her har jeg haft det godt siden. I Maj 1919 blev jeg gift. Vi har 5 Børn.
Jeg vilde gerne have været med til Frankrig sidste Sommer, men jeg kunde ikke afse Tiden dertil. Det har glædet mig at se, hvorledes alle de gamle Drenge, der deltog i Turen, har svælget i Champagne og har haft en fornøjelig Rejse.