Senest ændret den 20. marts 2019 11:29

Persondata
Født:  15/03-1891, Rødding, Rødding Sogn
Død:  05/10-1914, Les Loges, Marne, Frankrig
Erhverv: –
Bopæl:  –
Hustru:  –
Børn (før krigsafslutningen):  –

Militære løbebane før krigen
–

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: –
Udtrådt:  Faldet. Savnet
Enhed(er):  Infanterie-Regiment Nr. 140, 5. Kompagnie
Rang:  –
Såret:  –
Udmærkelser:  –

Andet:  I Vermisstenlisten er han opført som “Lyke, Holgar”. Han var søn af pastor Lycke, Rødding
Hans bror, Alfred Lycke, døde 19/11-1914

Kilder
Fødselsbiregisteret, Rødding, LAA
Mindeblad, LAA
Vermisstenlisten, 1919
Mindesten, Rødding Sognekirkegård
Mindesten, Rødding Frimenighed
Marselisborg Monumentet, Aarhus

Publikationer
–

Fotos
Fotos af mindestene, Sønderborg Slot

Indlæg 12. februar 1915 i Hejmdal:
Gamle Pastor Lycke, der – som før meddelt – selv er bleven haardt hjemsøgt under Krigen, idet hans yngste Søn er falden og en ældre vistnok ogsaa, da man intet har hørt fra ham siden i September, talte bevæget og trøstende ud fra Profetens Ord; “Alt Kød er som Hø; Græsset visner og Blomsten affalder, men vor Guds Ord varer evindelig.” Guds Godhed mod os mennesker er overmaade stor. Han vil Altid, ogsaa naar det gaar gennem Sorgen, føre alt til det bedste for os. Han magter det og vil os kun godt:
Intet saa stort, han det jo kan,
Intet saa godt, han det jo vil,
Det overgaar al for Forstand,
At der en saadan Gud er til.
Han skildrede den dybe Sorg og det tunge Savn, det i mangfoldige Hjem og Hjerter havde fremkaldt, da Krigen kom, og saa mange af vore Kære pludselig maatte forlade Familie og Hjemstavn, og hvorledes mange gode Breve fra dem alle aandede Længsel efter Fred og efter Hjemmet. Mange haavede at komme hjem til deres Kære til Julen, men i Stedet for syntes Krigsluerne næsten at slaa endnu højere i vejret. Alligevel synes det, at den Del selv under Krigens Rædsler og store Savn langt fra Hjemmet har haft en velsignet Jul. Mange Breve fortæller os om den dybe Følelse (saa at nogle slet ikke kunde synge for Bevægelse) ved Julesangen i Skyttegravene.
Efter Prædiken blev Salmen: “Guds Fred er mer end Englevagt” sunget. Og efter Trosbekendelsen og fadervor lystes Velsignelsen over den store Forsamling. Til Slutning sang man: “Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred”, og den stemningsfulde Sørgehøjtidelighed var til Ende.