Senest ændret den 20. november 2018 15:59

Persondata
Født: 25/02-1899 i Bjerndrup, Stepping
Død: 05/04-1984 i Århus
Uddannelse:
Erhverv:
Bopæl:
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af Lauritz Andresen Lunding og hustru Gunder Marie f. Busk. Bror til Andreas Mathiesen Lunding (1895-1969) og Eile Marius Lunding (1907-)

Militær løbebane før krigen
–

Militær løbebane under krigen
Indtrådt: december 1916
Udtrådt:
Enhed(er): Garde-Ulanregiment, 5. eskadron
Rang:
Såret:ja
Udmærkelser:
Andet:

Tyske tabsliste:

Efter krigen
Oberst i den danske hær. Chef for efterretningtjenesten.

Kilder
Wikipedia – H.M. Lunding
Dansk Biografisk Leksikon – H.M. Lunding
Kirkebog Stepping, fødte 1899. Link.
Personregister Stepping, fødte 1899. Link.

Publikationer
Lunding, oberst H.M.: Erindringer ” Stemplet fortroligt” Gyldendal 1970 bibliotek.dk. 

Fotos
–

Fra “Stemplet fortroligt”:
I efteråret 1916 var jeg 17 år gammel på session, og jeg blev udskrevet til garde-feltartilleriet. Det var så meningen, at jeg som tilhørende årgang 99 skulle indkaldes i foråret 1917.

Men en aften i december 1916 stod pludselig en tysk gendarm i mit hjem og beordrede mig til at følge med. Jeg skulle indkaldes straks. Forklaringen på at jeg blev afhentet af en gendarm var, at jeg blev anset for at være såkaldt fluchtverdächtig, altså mistænkt for eventuelt at ville unddrage mig militærtjenesten ved flugt.

Helt tåbelig var denne tanke hos tyskerne ikke. I de fleste danske hjem i Sønderjylland havde man, tror jeg, været igennem diskussionen om, hvorvidt de unge sønner skulle forsøge at flygte til Danmark eller gå ind under den tunge pligt, som tysk militærtjeneste var.

Den danske rigsdagsmand i Berlin, H. P. Hanssen, og mange med ham havde kraftigt opfordret til, at de danske sønderjyder opfyldte deres statsborgerpligt for ikke at fortabe retten til at tale med om deres hjemstavns skæbne. Men det var vel naturligt, at spørgsmålet blev drøftet, ikke mindst i de hjem der efterhånden som krigen skred frem måtte sende yngre og yngre sønner af sted – til slut endog de 16-årige.

Min far var en tid inde på, at jeg nok burde forsøge at flygte. Mor mindede om H. P. Hanssens parole, men ville iøvrigt overlade til mig selv at bestemme. At en flugt eventuelt kunne komme til at gå ud over min ældre bror, som allerede var indkaldt, havde vist alle i tankerne. Måske også de eventuelle følger, hvis tyskerne skulle vinde krigen.

Men for alvor aktuelt blev problemet ikke hos os. Gendarmen stod i stuen og beordrede mig til at følge med, længe før jeg havde ventet min indkaldelse. Indenfor en time skulle jeg gøre mig klar – og sige farvel. Det var en ubehagelig afsked, før far kørte os til toget.

Jeg var ikke egentlig arrestant, blot taget i forvaring, og blev af gendarmen afleveret på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg. Næste morgen gik jeg med en transport sydpå. Der kom flere og flere indkaldte til på vejen mod Berlin, hvor vi overnattede på den store godsbanegård i Spandau, og næste dag ankom vi 1500 mand til byen Cottbus i Lausitz nær den polske grænse.

Her viste det sig, at vi var tildelt flyvererstatningsafdeling nr. 12. Uddannelsen var rent infanterimæssig og skulle i første omgang vare seks uger. Herefter skulle rekrutter med studentereksamen gå videre til pilotuddannelse, de teknisk uddannede til teknisk tjeneste på feltflyvepladserne og vi bønder til flyveplads-forsvar bag fronterne.