Senest ændret den 4. november 2024 12:22

Persondata
Født: 25/02-1899 i Bjerndrup, Stepping
Død: 05/04-1984 i Århus
Uddannelse:
Erhverv:
Bopæl:
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af Lauritz Andresen Lunding og hustru Gunder Marie f. Busk. Bror til Andreas Mathiesen Lunding (1895-1969) og Eile Marius Lunding (1907-)

Militær løbebane før krigen
–

Militær løbebane under krigen
Indtrådt: december 1916
Udtrådt: februar-marts 1919
Enhed(er): Garde-Ulanregiment, 5. eskadron
Rang:  Gefreiter
Såret: Ja
Udmærkelser:
Andet:

Tyske tabsliste:

Efter krigen
Oberst i den danske hær. Chef for efterretningtjenesten.

Kilder
Wikipedia – H.M. Lunding
Dansk Biografisk Leksikon – H.M. Lunding
Kirkebog Stepping, fødte 1899. Link.
Personregister Stepping, fødte 1899. Link.

Publikationer
Lunding, oberst H.M., og Otto Lippert: Erindringer ” Stemplet fortroligt” Gyldendal 1970 bibliotek.dk. 

Fotos
–

Fra “Stemplet fortroligt”:
I efteråret 1916 var jeg 17 år gammel på session, og jeg blev udskrevet til garde-feltartilleriet. Det var så meningen, at jeg som tilhørende årgang 99 skulle indkaldes i foråret 1917.

Men en aften i december 1916 stod pludselig en tysk gendarm i mit hjem og beordrede mig til at følge med. Jeg skulle indkaldes straks. Forklaringen på at jeg blev afhentet af en gendarm var, at jeg blev anset for at være såkaldt fluchtverdächtig, altså mistænkt for eventuelt at ville unddrage mig militærtjenesten ved flugt.

Helt tåbelig var denne tanke hos tyskerne ikke. I de fleste danske hjem i Sønderjylland havde man, tror jeg, været igennem diskussionen om, hvorvidt de unge sønner skulle forsøge at flygte til Danmark eller gå ind under den tunge pligt, som tysk militærtjeneste var.

Den danske rigsdagsmand i Berlin, H. P. Hanssen, og mange med ham havde kraftigt opfordret til, at de danske sønderjyder opfyldte deres statsborgerpligt for ikke at fortabe retten til at tale med om deres hjemstavns skæbne. Men det var vel naturligt, at spørgsmålet blev drøftet, ikke mindst i de hjem der efterhånden som krigen skred frem måtte sende yngre og yngre sønner af sted – til slut endog de 16-årige.

Min far var en tid inde på, at jeg nok burde forsøge at flygte. Mor mindede om H. P. Hanssens parole, men ville iøvrigt overlade til mig selv at bestemme. At en flugt eventuelt kunne komme til at gå ud over min ældre bror, som allerede var indkaldt, havde vist alle i tankerne. Måske også de eventuelle følger, hvis tyskerne skulle vinde krigen.

Men for alvor aktuelt blev problemet ikke hos os. Gendarmen stod i stuen og beordrede mig til at følge med, længe før jeg havde ventet min indkaldelse. Indenfor en time skulle jeg gøre mig klar – og sige farvel. Det var en ubehagelig afsked, før far kørte os til toget.

Jeg var ikke egentlig arrestant, blot taget i forvaring, og blev af gendarmen afleveret på Junker Hulvej-kasernen i Flensborg. Næste morgen gik jeg med en transport sydpå. Der kom flere og flere indkaldte til på vejen mod Berlin, hvor vi overnattede på den store godsbanegård i Spandau, og næste dag ankom vi 1500 mand til byen Cottbus i Lausitz nær den polske grænse.

Her viste det sig, at vi var tildelt flyvererstatningsafdeling nr. 12. Uddannelsen var rent infanterimæssig og skulle i første omgang vare seks uger. Herefter skulle rekrutter med studentereksamen gå videre til pilotuddannelse, de teknisk uddannede til teknisk tjeneste på feltflyvepladserne og vi bønder til flyveplads-forsvar bag fronterne.

Fra Tommy P. Christensen: Catalina-affæren, Försvarets Radioanstalt og hr. Nilsson; en sag for Lunding? I: Krigshistorisk Tidsskrift, 2024/3.

Hans M. Lunding blev indkaldt i foråret 1917. Efter sin rekrut-uddannelse i en flyveerstatningsafdeling i Cottbus, kom han til et gardeulanregiment i Berlin og fik yderligere 2½ måneds uddannelse i ridning og felttjeneste.

Herefter afgik han til sit regiments 5. Eskadron, der lå omkring Verdun på Vestfronten. Her blev han sammen med fem andre ulaner afgivet som ordonnansrytter til en infanteribrigadestab. I sine erindringer beretter Lunding, hvorledes han under tjeneste i forreste frontlinje stak hovedet lidt for højt op af skyttegraven og blev ramt af et fransk maskingeværprojektil i højre side af halsen. En grim skudskade, der gav ham et tydeligt rødt ar for resten af livet.

Efter ophold på feltlazaret og efterfølgende på et lazaret i Koln kom han til sit stamregiments erstatningsdepot i Berlin og blev herfra tilkommanderet et kursus som veterinærmedhjælper. Herefter tilgik han atter sit regiment, der nu lå i omegnen af Riga, men i marts 1918 kom han tilbage til Vestfronten, og nu var hans skudsår i halsen atter brudt op.

Lunding havde nu fået rang af korporal, og kom til et transportkommando, der bragte ham vidt omkring bl.a. ned gennem Balkan til Tyrkiet.

I efteråret 1918 var han tilbage ved sit regiments erstatningsdepot i Moabit, Berlin. Matros- og arbejderopstanden i Kiel i november 1918, havde allerede den 10. november bredt sig til hovedstaden.

Officererne blev afvæbnet, ligesom der i lighed med andre større, tyske byer blev dannet arbejder- og soldaterråd. Op imod 600 oprørere blev under stort postyr indkvarteret i ridehusene.

Lunding, havde i slutningen af oktober 1918 opsøgt det danske medlem af den prøjsiske landdag, H.D. Kloppenborg-Skrumsager, og her fået fortalt om stemningen i politiske kredse, hvor de fleste var klar over, at krigen snart måtte være forbi.

Lunding beretter i sine erindringer om et par spektakulære forsøg på at komme hjem til Nordslesvig, men først i februar 1919 kom han til Haderslev, da han med henvisning til sit halssår havde forsøgt at blive overført til et militærlazaret dér. Lunding blev så opereret endnu en gang og endeligt efter tre uger hjemsendt.