Senest ændret den 2. maj 2016 11:52

Persondata

Født: 21. maj 1890 i Ålkær pr. Nustrup
Død: 23. august 1952 i Tirslund pr. Bevtoft
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Før og efter krigen Tirslund
Hustru: Ja
Børn: 3, heraf 1 dødt

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1911
Udtrådt: 1913?
Enhed: Infanteri, Soldau (Działdowo)
Rang:  –
Andet: –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 4. august 1914
Udtrådt: Taget til fange 7. september 1914. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 84, komp. 7
Rang: –
Såret: I brystet og armen
Udmærkelser: –
Andet: Bror faldet januar 1915

Efter krigen
Gårdejer

Kilder
Aurillac-Bogen 1937

Publikationer
–

Fotos
–

Født d. 21. Maj 1890 i Aalkjær, Nustrup Sogn, hvor Faderen havde været Lærer og blev pensioneret allerede i 1890.

Jeg kom til Landbruget og var beskæftiget ved dette, indtil jeg i 1911 blev in d kaldt til Militærtjeneste som Infanterist i Soldau i Østprøjsen. I 1913 købte min Fader en Gaard i Tirslund; jeg vilde den følgende Vinter 1914-15 have været paa Ladelund Landbrugsskole, men kom det ikke.

Ved Krigens Udbrud mødte je g paa Kasernen i Haderslev den 4. August og blev tildelt 7. Komp. I. R. 84, med hvilket jeg drog til Fronten over Aachen. Ind gennem Belgien og Nordfrankrig passerede vi mange af de Steder, som Aurillac’erne under deres Frankrigstur sidste Sommer har besøgt Liege, Mons, Chateau-Thierry osv.

I Marneslaget den 6. September 1914 blev jeg saaret i den ene Arm og i Brystet. Jeg var med i den forreste Angrebslinie, da vi gik frem mod de franske Stillinger i Nærheden af Esternay. Længere naaede Tyskerne aldrig, og her blev jeg liggende, da de tiltraadte Tilbagetoget. Dagen efter, den 7. September, blev je g taget til Fange af Franskmændene; der var ingen Bitterhed at mærke fra deres Side, de var tværtimod meget hjælpsomme. Jeg kom paa et Hospital i Bordeaux, hvor vi nød en Pleje saa god, som vist ingen af os havde drømt om; men efter Tyskernes Bombardement paa Kathedralen i Reims blev Stemningen mod os en anden. Da jeg var blevet rask, kom jeg til den lille franske Atlanterhavsø Ile d’Oléron, hvor der var en stor Krigsfangelejr i et gammelt Fort. Her samledes mange Nordslesvigere, og sammen med 19 Kammerater kom je g i Maj 1915 til Aurillac.

Ankommet til den sønderjyske Lejr i Ecole Albert blev v i i Gaarden modtaget af Professor Verrier. Det første Spørgsmaal, Prof. Verrier stillede mig, var noget pinligt. Hvor kan det være, jeg aldrig har set Deres Korrespondance, sagde han til mig. (Indtil da havde Prof. Verrier censureret vore danske Breve.) Og jeg synes heller ikke, Deres Kammerater har afsendt ret mange Breve, medens der altid var Masser af Breve til Jer, føjede han til. Jeg maatte jo saa til at forklare Sammenhængen, der var denne, at jeg havde haft en Stilling som en Slags Oppasset hos Tolkene paa Ile d’Oléron, og disse havde med Kommandantens Tilladelse betroet mig at læse Censur paa mine gode danske Kammeraters Breve. Det var en stor Tillid, svarede Professor Verrier med et Smil.

Da Vaabenstilstanden kom, arbejdede jeg i Courtiras ved Vendome hos en stor dansk Forretningsmand Hr. Erichsen i Paris, der havde købt et Gods herude og beskæftigede først 12 og senere 24 sønderjyske Krigsfanger. Om Aftenen gik vi ind til Vendome og oplevede hele den Jubel og Begejstring, hvormed Befolkningen og Soldaterne havde modtaget Efterretningen om Vaabenstilstanden og den vundne Krig. Det var med lyse Tanker om Fremtiden, vi en Dag hen i Marts Maaned 1919 forlod Courtiras for fra Banegaarden i Vendome at tiltræde Hjemrejsen over Dunkerque til København.

Jeg oplevede et Gensyn herhjemme i baade Glæde og Graad; det var herlige Dage, men ikke mindst da kom Savnet frem om min ældste Broder, der var falden ved Hartmannsweilerkopf i Januar 1915. I 1920 overtog jeg mit Hjem; jeg er gift, vi har haft 3 Børn, hvoraf det ældste er død.