3 tanker om “Holm, Thasten (1893-1915)”

1. Hans død omtales i Regimentshistorien om 15. Husaren-Regiment side 188. Her gengives dagbogs notat fra 21. februar 1915, skrevet af en Sergeant Clausen. Bogen er under oversættelse til dansk.

   Svar

2. Sådan faldt Thasten Holm:
   Fra Regimentshistorien følgende skildring fra Gefr. Götte, 1./Hus. 16:

   Ved middagstid havde Gefr. Holm ved staldmuren lagt et bål til rette under en harve. På harven havde han sat en pande, hvor han stegte frikadeller. Vi havde spist nogle stykker, da pludseligt en granat slog ned ved bålet og sendte harve med pande og frikadeller spredt over området. Vi for-svandt hurtigt i nærmeste dækning. Jeg gemte mig i fårestalden, hvor næsten hele eskadronen var forsamlet. Udefra blev der råbt: »4 melderyttere fra 1. og 3. gør klar og melder sig ved rittmesteren!«. Som jeg hørte mit navn nævnt, sadlede jeg min hest. Vi fire ordonnansser samlede os udenfor ved porten. Thomas Hansen og Hein Senf skulle ride til vores batteri og melde: »Batteriet skal falde tilbage«. Som de to nåede frem, havde russerne allerede stormet kanonerne. Vi to, Gefr. Holm og jeg, skulle ride til landsbyen og her melde os hos Majoren. I mellemtiden kom russerne allerede ud af skoven. Vi red afsted som fanden, og nåede frem til landsbyen. Jeg holdt hestene, mens Gefr. Holm søgte efter Major von Raszewski. Jeg stod med hestene bag det sidste hus i landsbyen. Huset var fuld af hårdt sårede fra vores infanteri. Hvem, der endnu kunne bevæge sig, forsvandt bag banedæmningen. Min position blev nu ubehagelig. Fra alle sider peb kuglerne, og Holms hest blev meget urolig. »Bötel« stod for det meste på bagbenene. Så kom Holm med feldweblen fra M.G.-kompagniet. Han fortalte os, at russerne havde stukket alle hans folk ned. Jeg spurgte Holm: »Har du fundet majoren?« Han sagde: »Nej«. Så måtte han formentlig opholde sig oppe bag jernbanedæmningen. Holm ville endnu engang lede efter majoren. Han kom dog hurtigt tilbage, for russerne var tæt på. Som Holm netop ville runde et hushjørne, hørte jeg jeg et dumpt brag, og min kammerat lå på hænder og knæ i pløret. Blød stod den arme knægt fra mund og næse. Han var blevet ramt i lungen, troede jeg. »Kammerat, lad mig ikke ligge«, sagde han. Jeg svarede ham: »Om vi så begge skal gå til, forlader jeg dig ikke«. Jeg fik ham hevet op i sadlen og sagde til ham: »Hold dig nu bare fast, for nu begynder dansen, så vi kan komme ud af dette helvede«. Jeg sad op, tog begge heste i tøjlerne og satte i gang. Der var godt en kilometer til godset. Vi var dårligt nået ud i åbent terræn, før vi blev overøset med kugler. Efter knapt 500 meter hørte jeg det bragte omkring mig. Hvem drejede det sig om? Holm stønnede og bad mig ride i skridt. Jeg slog over i skridt. Russerne beskød os med shrapnel og sendte en rasende geværild efter os. Holm blev ramt endnu engang, igen i ryggen. Jeg kan mærke, at det går mod slutningen, men jeg kan ikke hjælpe ham. Han beder mig sørge for, at vagtmesteren sendte hans breve og værdisager til hans mor sammen med hans sidste hilsen. Med min højre hånd tog jeg ham under hans venstre arm. Vi var endnu 300 meter fra godset, da majoren og officererne vinkede os nærmere. Jeg sagde til Holm: »du, majoren står allerede ved godset«. »Så er alting jo godt«, svarede han. Pludseligt gik et lag shrapnels ned foran os. Holms hest sprang til siden, så han gled ud af sadlen. Jeg har ham endnu under armen, men kan ikke holde ham fast, og må lade ham falde. Han falder præcist med ansigtet ned i en vandpyt. Jeg springer hurtigt ned fra hesten og lader dyrene løbe, som fortsætter mod godset. Jeg samlede min Holm op og bar ham væk i armene. Som vi gik blev Holm ramt af endnu et skud i foden. Jeg mærkede et ryg gennem hans krop, og Holm var død. I mellemtiden var kammerater kommet fra godset og overtog den døde. Jeg aflagde melding til majoren. Han trykkede mig i hånden og jeg trak begge heste over til de øvrige heste, der i mellemtiden fra godset var bragt ind i skoven. Jeg overdrog Holms hest til 3. Eskadron og fortalte Wachtmeister Petersen, hvad der var sket. Wachtmeister Petersen sendte derefter Holms sager til hans mor i Haderslev. Således døde endnu en tapper kriger på ærens mark. Jeg vil aldrig glemme dig, du gode kammerat.
   Sign. Herm. Götte, 1./Hus. 16

   Svar

   1. J. Flintholm
      Tak for beretningen. Jeg har skrevet regimentshistorien som kilde under publikationer, med henvisning til din beretning.
      Venlig hilsen
      Sonja Barsøe

      Svar