Senest ændret den 2. september 2024 18:18
Persondata
Født: 06/05-1897, Hajstrup, Bylderup sogn.
Død: 21/10-1916, Chaulnes, Somme, Frankrig.
Uddannelse: –
Erhverv: Smedesvend (i 1915).
Bopæl: Nymølle, Bylderup sogn (ifølge kirkebogen).
Hustru: Ugift.
Børn (før krigsafslutningen): –
Militære løbebane før krigen
Andet: Mødte på session 1915.
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 09/05-1916.
Udtrådt: Faldet. Savnet.
Enhed(er): Ersatz-Bataillon, Reserve-Infanterie-Regiment 84 i Lübeck (i maj 1916 ifølge den alfabetiske liste).
Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 215, 3 Kompagnie (i maj 1916).
Rang: –
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Opført i “Verlustlisten” (dateret 12/12-1916) som savnet. Militærenhed og stednavne angives ikke i denne liste.
Opført i “Vermisstenlisten” i 1919 som savnet den 21/10-1916 ved Ablaincort.
Der blev afholdt mindegudstjeneste for ham i Bylderup Kirke (dato er ikke angivet i kirkebogen).
Kilder
Kirkebog, fødte, Bylderup sogn, RAA.
Alfabetiske lister (= lægdsruller), Tønder Landråd, årgang 1897, Haistrup, Rigsarkivet. (Eksternt link, september 2024).
Kartotekskort og krigsfangelister, Internationalt Røde Kors, grandeguerre.icrc.org. (Eksterne link 1 og link 2, september 2024).
Kirkebog, døde, Bylderup sogn, RAA. Opført på en særlig liste over sognets faldne, der er skrevet i 1920. Her står bl.a.: “… gefallen in den schweren Kämpfen an der Somme am 21. Oktober 1916 bei Chaulnes“. Eksternt link, september 2024).
Efterladtesager, Invalidenævnet, RAA. Sag E-03290. Sagen er en ansøgning i januar 1938 om forældrerente til Jens Iversen Eskildsen og hustru Anna Cathrine Petersen. NB: Der skal søges om adgang til at se sagen.
Publikationer
–
Fotos
Foto af mindetavle i Bylderup kirke, Sonja Barsøe
Til Hanne C. Christensen
Hermed supplerende oplysninger om en af ugens udvalgte krigsdeltagere, Martin Eskildsen (ME).
Han møder på session i 1915 og bliver indstillet til krigstjeneste 09/05-1916 ved Ersatz/ Reserve-Infanterie-Regiment 84, jfr. Tondern Landrat, Alphabetische Listen 1897:
https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=49161240.
I den sidste del af sin krigstjeneste i September-Oktober 1916 tilhører han 3. Kompagnie i Reserve-Infanterie-Regiment 215, ikke Infanterie-Regiment 215, jfr. websitet denkmalprojekt.org:
http://denkmalprojekt.org/2021/vl-rir215_1-5-komp.html.
På ovenstående Personside og i “Dødslisten” af 10. November 2021 med faldne og savnede Sønderjyder er angivet, at ME falder 21/10-1916 ved Ablaincourt- Chaulnes ved Somme.
Men er dette korrekt og dokumenteret? Grunden til mit spørgsmål er følgende tre forhold:
1. Både af Verlustlisten af 12/12-1916 og af Vermisstenlisten af 1919 fremgår, at ME meldes savnet (“vermisst”) den 21/10-1916, ikke faldet (“tot”).
2. På Personsiden ovenfor er henvist til et dødsbiregister, men jeg kan ikke finde en indførsel af ME’s dødsfald i Bylderup Personregister, jfr. websitet sa.dk.
3. Af andre kilder fremgår, at et stort antal tyske soldater bliver taget til fange af franskmændene ved Ablaincourt-Chaulnes mellem Amiens og Saint-Quentin i dagene omkring den 21/10-1916. De savnede, herunder ME, bliver eftersøgt af de militære myndigheder og af International Røde Kors, se ME’s kartotekskort med Bilag på websitet grandeguerre.icrc.org:
https://grandeguerre.icrc.org/en/File/Details/142822/1/2/
https://grandeguerre.icrc.org/en/List/142822/913/484/.
Af optegnelserne fremgår, at ME bliver hårdt såret den 21/10-1916 og at han har været savnet siden.
Det er muligt, at angivelsen i Bylderup Kirkebog er korrekt, at ME falder under et håndgranat-angreb den 21/10-1916:
https://ao.sa.dk/ao/data.ashx?bid=38111328.
Men hvorfra stammer denne angivelse?
Med venlig hilsen
Andreas Jacobsen
Til Andreas Jacobsen.
Tak for din kommentar og de supplerende oplysninger, som jeg vil tilføje på personsiden i løbet af weekenden.
Martin Eskildsen er ikke fundet indført i Bylderup dødsbiregister i 2012. At der er angivet et dødsbiregister som kilde på personsiden er derfor en fejl!
Den frivillige gruppe, der i 2012 gennemgik personregistre og kirkebøgerne kørte til læsesalen i Aabenraa for at afskrive disse kilder, da de endnu ikke var digitaliserede. Personregistrene blev først tilgængelige senere – ligesom mange andre kilder, der først er blevet digitaliseret i de sidste 10-12 år.
Personsiden bygger primært på skriftlige kilder i form af Verlustlisten, Vermisstenlisten, indførslen i kirkebogen og forældrenes ansøgning om efterladterente i 1938.
At Martin Eskildsen er nævnt i Vermisstenlisten 1919 tyder på, at militæret ikke har fundet hans lig. Men hvis han er død i et angreb med håndgranater – som det angives i kirkebogen – har det muligvis heller ikke været muligt at finde ham. Det er nok mere et spørgsmål om, at få “regnskabet” til at passe – x antal soldater er sendt ud og y antal er ikke registeret som hjemvendte, i krigsfangenskab eller faldne. Martin Eskildsen er heller ikke den eneste faldne, der er nævnt i Vermisstenlisten i 1919 som savnet.
Hvorfra præsten har fået oplysningerne ang. dødsfaldet?
Måske har familien fået et brev fra en befalingsmand eller en soldaterkammerat, der skildrer begivenhederne og sandsynliggør at Martin Eskildsen er faldet. Præsten har næppe afholdt en mindegudstjeneste, hvis der ikke har foreligget en dokumentation for, at han er død. Men det betyder jo ikke automatisk, at den dokumentation stadig findes.
Med venlig hilsen
Hanne C. Christensen
Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.