Senest ændret den 23. marts 2018 16:47

Persondata
Født: 15/06-1893 i Fole
Død: 24/12-1983.
Begravet på Sønder Hygum kirkegård.
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Fole; Harreby
Hustru (efter krigsafslutningen): Gift med Gudrun Marie (1898-1991).
Børn (efter krigsafslutningen): 3

Andet: Gudrun Marie havde været “gudmoder” dvs. penneven med Niels Peter Dixen  under hans krigsfangenskab.

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: –
Udtrådt: –
Enhed: –
Rang:  –
Andet: –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 2. maj 1915
Udtrådt: Taget til fange 14. juli 1916. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 84, II Ersatz-Bataillon; I.R. 92
Rang: –
Såret: Granatsplint i armen efter tilfangetagelsen, lazaret.
Udmærkelser: –
Andet: Nævner flere andre krigsfanger

Efter krigen
Landmand, Harreby

Kilder
Fødselsbiregister, Gram, LAA.   Navngivet “Niels Peter Dixen”.
Aurillac-Bogen 1936
Gravsten, Sønder Hygum sogns kirkegård. DK-gravsten.dk Oplysninger fra barnebarn (se kommentar herunder).

Publikationer
–

Fotos
Ja

Født d. 15. Juni 1893 i Fole, hvor Forældrene havde en Gaard.

Jeg er født og opvokset i Fole, hvor vi boede, til jeg var 11 Aar, saa flyttede vi til Harrebygaard, som nu ejes af min Broder. Med Undtagelse af en Vinter paa Holsted Efterskole, var jeg hjemme, til jeg fyldte 18 Aar. Saa tjente jeg et Aar hos J. Lund, Kolsnap, og da Krigen brød ud, var jeg Forkarl hos P. Kloppenborg, Harreby.

Jeg blev indkaldt den 2. Maj 1915 til II. Ers.-Bataillon I. R. 84 i Husum, og den 1. August 1915 kom jeg med en Transport til Galicien og Rusland. Fra Jarislau kom vi til Krakow, og derfra begyndte Marchen ind i Rusland, hvor vi tildeltes I R. 92. Noget egentligt Slag kom jeg ikke til at deltage i. — Omkring 1. Oktober 1915 transporteredes vi til Belgien, og efter 8 Dages Ophold i Antwerpen kom vi til Marie Py i Champagne, hvor flere gamle Aurillac’er er blevet taget til Fange. Hen paa Vinteren blev jeg syg, kom til Tyskland, og senere hjem paa Orlov. Atter kom jeg til Frankrig og var forskellige Steder, indtil jeg den 14. Juli 1916 blev taget til Fange i Nærheden af Reims.

Jeg var blevet saaret af en Granatsplint i venstre Arm og kom samme Nat i et Feltlazaret bagved Fronten. Efter 5 Dages Ophold dér kom jeg med Lazarettog til Tours, og efter Helbredelsen blev jeg puttet i en tysk Fangelejr. Der gik jeg paa Landarbejde sammen med 9 tyske Fanger. Det varede en 14 Dages Tid, saa blev jeg afhentet af en Vagtmand fra Lejren; jeg blev sendt til Poitiers, hvor jeg traf Johs. Andersen, Styding, og for første Gang i lang Tid fik jeg Lejlighed til at tale Dansk igen. Vi fulgtes saa ad videre, og undervejs stødte en Krigsfange fra Als til. Den 20. Oktober 1917 ankom vi til Aurillac. Begyndelsen dér var i Grunden ikke saa god. Under Afhøringen af vor gamle Tolk sagde jeg stadig »Jawohl« i Stedet for »Javel« — jeg havde jo ikke talt Dansk i lange Tider. Det gav ham Tvivl om Ægtheden af mit danske Alibi, men ind slap jeg, og glad var jeg.

Jeg kom snart ud paa Landet til Jussac, og havde dér en god Plads. Jeg passede Mandens Køreheste, hvilket var mit Morgenarbejde, hjalp saa i Stalden, og naar vi ved 9 1/2-Tiden var færdig, gav det gerne et Glas Vin og en Bid Brød. Saa børstede jeg Kreaturer til ved Middagstid og forrettede andet Arbejde Resten af Dagen. — Dér fejrede jeg den første Jul i Fangenskabet — sammen med Chr. Schmidt, P. Jørgensen, P. I. Petersen og Chr. Jessen. Vi havde købt Chokolade og Kiks og faaet pyntet et lille Juletræ. Vi læste Juleevangeliet og sad og havde det rart med hinanden, da Manden kom ind til os med 3—4 Flasker Vin. Viljen var god nok. Senere paa Vinteren slap Arbejdet op, og vi kom tilbage til Lejren, og derfra kom jeg til Marcolés, hvor jeg hjalp til ved Brænding af Trækul. Senere kom jeg til at presse Hø saavel i Aurillac, Jussac som flere Steder oppe i Bjergene og kom saa ud til Bønderne for at slaa Græs. Skønt de bød os en lang Arbejdsdag, var det dog friest og bedst dér.

Først i November 1918 kom jeg ind paa Depotet fra Høpresningsarbejde ude i Bjergene. Der taltes da næsten kun om Krigens snarlige Afslutning. Det gjorde man formentlig ogsaa i en Fangelejr for Officerer i Byen, hvor jeg lige havde arbejdet. Dér var østrigske og tyske Officerer samlet, og der var et værre Hus, thi d’Hrr. kunde ikke enes om, hvem der havde Skylden for den tabte Krig. De tyske Officerer paastod, at Østrigerne ikke duede, medens Østrigerne gav Tyskerne Ansvaret for Krigen og sagde, at det var deres Skyld det hele.

Inde i Lejren saa man ikke smaaligt paa Tingene i de Dage. Der var Glæde og Forventning over alle Sind. Og da den 11. November ved Middagstid Freden ringedes ind fra alle Byens Kirketaarne og vort Haab blev til Virkelighed, da brød der en Jubel ud, jeg aldrig har oplevet Magen til. Men ogsaa ude i Byen blev der Røre. Med et Slag blev Folk revet ud af Krigens Mareridt, de var som overgivne Børn; Hurraraab og Fanfarer, der blandede sig med Klokkeklangen, lød ind til os.

Lige over Middag lod Kommandanten, Kaptajn de Fourneaux os samle i Krigsfangegaarden og fortalte os, hvad der var sket. Efter at Fuglsang havde oversat Kaptajnens Tale, klang et kraftigt Vive la France og et Leve Danmark fra den begejstrede Flok. Kaptajnen, der selv var overvældet af Nyheden og vore Leveraab, fortsatte med at udtale, at vi jo nu kunde vente snart at komme hjem. — Da han var gaaet, rejste vi to Stænger, den ene i et Pæretræ og den anden bundet til en Pæl, hvor vi hejste Dannebrog og Trikoloren Side om Side, og Guirlander blev hængt op tværs over Lejrpladsen.

Vi tænkte paa Hjemmet, som vi nu snart skulde faa Lov at gense — til Jul vilde vi da sikkert være hjemme, og der var i Flokken ingen Tvivl om, at Hjemrejsen vilde komme til at foregaa over Danmark, og at Sønderjylland vilde blive dansk igen. I en Takkeadresse til Professor Verrier bad vi ham om at fremskynde vor Hjemsendelse. Der blev i Lejren foretaget en Indsamling til en Tønde Vin, og om Aftenen samledes vi i Lejrens store Stue, hvor der blev holdt Taler og udbragt Skaaler. Det blev en dejlig Aften.

Jeg er gift med min danske »Gudmoder« fra Fangenskabet, og vi har en Landejendom i Harreby paa godt 40 Tdr. Land. Livet har ikke været nogen Dans paa Roser, da vi fik købt i den dyre Tid, i 1923, men vi har dog klaret det værste og har det ellers godt. Vi har 3 Børn.
Nej, jeg har ingen Forbindelser med Frankrig, men jeg vilde naturligvis gerne se Landet dernede igen.