Senest ændret den 2. maj 2016 12:40

En ting, der uvægerligt forbindes med 1. verdenskrigs skyttegrave, er skyttegravsfødder, selvom fænomenet allerede beskrives under Napoleons tilbagetog fra Moskva i 1812.

Ikke blot oplevede soldaterne granater, maskingeværer og gas. De kunne også få deres fødder ødelagt af fugtige og kolde omgivelser. Ikke nødvendigvis efter lang tids ophold i vand, for tilstanden kan opstå ved temperaturer under 16 ° og på bare tretten timer.

Nogle skyttegrave lå i lavt terræn, hvorfor bunden som regel var mere eller mindre oversvømmet. Dette gjorde sig specielt gældende i Flandern hvor grundvandsspejlet kun lå et par spadestik nede. Efterhånden som de store slag fandt sted, ødelagde granaterne de både naturlige og kunstige dræningskanaler, hvorfor også regnvandet havde svært ved at komme væk. Nogle af tropperne havde konstant våde og fugtige fødder, hvilket medførte de såkaldte skyttegravsfødder.

Det er en medicinsk tilstand forårsaget af langvarig udsættelse af fødderne til fugtige, uhygiejniske og kolde forhold. Navnet er direkte relateret til 1. verdenskrigs skyttegrave. Angrebne fødder kan blive følelsesløse og de første symptomer er rødt kløende udslæt (erytem) eller blåfarvning (cyanose) som følge af dårlig blodforsyning.

Fødder kan efter kort tid begynde at lugte råddent på grund af forstadierne af vævsdød. Hvis tilstanden forværres, kan fødderne også begynde at svulme op. Fremskreden tilstand af skyttegravsfødder indebærer ofte blærer og åbne sår, hvilket giver grobund for svampeinfektioner. Hvis tilstanden ikke behandles ender det sædvanligvis med koldbrand og efterfølgende amputation. Behandlet i tide, kan symptomerne helbredes helt.

Diagnosen skyttegravsfødder er et tilbagevendende problem på f.eks. Roskildefestival i meget våde perioder.