Første verdenskrig ændrede livet dras-tisk for både sol-daterne og civilbe-folkningen. Især for kvinderne, der nu måtte løfte den dob-belte byrde med både fødevaremangel, husholdning, børneop-dragelse og deres stadigt stigende beskæftigelse som erstatning for de indkaldte mænd. De millioner af døde ved fronten rejste spørgs-målet om krigens nødvendighed og betydning. Den daglige kamp for over-levelse med fødevaremangel vakte samtidig stærk mistillid til de statslige myndigheder blandt befolkningen. Store dele af arbej-derklassen og landbefolkningen var skeptiske i forhold til den sejrs-sikre tyske propaganda allerede fra begyndelsen af ​​krigen, blandt andet fordi den primært stammede fra borgerlige ”nationale kredse”.

I stort tal strømmede folk til gudstjenester, mere præget af ydmyg-hed og hjælpeløshed, end tillid til sejr eller krigslyst. En nærmest religiøs form for nationalfølelse blandt befolkningen var tydelig, og den blev under hele krigen fremhævet som den særlige “August-ånd” for at fastholde de nationale følelser.

Som et tegn på denne nationale enhed, påbegyndtes umiddelbart efter krigsudbruddet nogle moralopbyggende initiativer, som f.eks. ”Kriegsnagelungen” i 1915. Befolkningen et jern- eller messingsøm som økonomisk støtte til enker og forældreløse børn. Disse mange søm blev så under stor opmærksomhed slået ind i store træfigur, ”Kriegsnagelungen”, der efter Østrigsk forbillede opsattes på offent-lige steder i mange Østrig-Ungarske og tyske byer.

Det viste sig hurtigt at håbet om en kort hurtig krig var illusorisk. I Vesten var Schlieffenplanens hurtige omringning og tilintetgørelse af fjenden slået fejl, og fra Østpreussen rapporteredes efter in-vasionen af de russiske tropper om mange grusomheder mod civile. Rapporterne fra Østpreussen efterlod befolkningen i områderne nær fronten med følelsen af en eksistentiel trussel.

Til de konstante bekymringer over krigens forløb og skæbnen for familie og venner ved fronten, kom efterhånden også problemet med at skaffe tilstrækkeligt med fødevarer.

På trods af regeringens rationering af alle fødevarer via fødevare-kuponer, kunne den mængde fødevarer den enkelte kunne købe, ikke dække det daglige kaloriebehov. Kartofler og brød blev mere og mere sjældne på bordet i mindre velstående hjem. I stedet for kaffe eller te fandtes kun ringe erstatningsprodukter. Fødevarekrisen blev yderligere forværret af den Britiske flådes blokade. Dette nåede et højdepunkt under “Roevinteren” 1916-1917. Underernæring og sult medførte at omkring 700.000 mennesker døde i Tyskland, herunder steg børnedødeligheden med 50 procent. Ernæringsbetingede tilstande som træthed, irritabilitet og følsom-hed over for forkølelser og influenza blev almindelige.

Medens der især i storbyernes arbejderhjem herskede akut sult, omgik de økonomisk bedre stillede det statskontrollerede dis-tributionssystem og opfyldte alle deres behov for fødevarer på det sorte marked. Det tegnede sig for mod slutningen af krigen for næsten en tredjedel af al handel med føde- og drikkevarer.

Landbrugsområderne var langt mindre påvirket end byerne. Landmænd udnyttede knapheden til at sælge deres produkter til priser langt over reguleringens maksimalpriser eller udvekslede dem med værdigenstande. Disse leverancer til enkelte privilegerede befolk-ningsgrupper medførte en hastigt voksende tvivl om retfærdig-heden af ​​staten distributionssystem og betydningen af ​​den uover-skuelige strøm af dekreter og forordninger.

I stigende grad forekom der protester og fødevareoptøjer, ofte med en antisemitisk undertone. Forbløffende nok voksede turismen igen efter 1915, og det blev med vrede konstateret, at stort set alle ønskelige mad- og drikkevarer var tilgængelige for de velhavende rejsende i turistområderne, uden om de gældende forordninger, medens de mindre privilegerede var henvist til lange køer, hamst-ring og tyveri af kul for at overleve.

Overbevisningen om, at der var rigeligt mad til hele befolkningen hvis de kun blev fordelt mere retfærdigt, førte til et enormt tab af troværdighed for staten. Bevidstheden om, at selv om alle offervilligt skulle bære krigens byrder og belastninger, var der mange der ifølge den gældende og udemokratiske valgsystem reelt var uden politisk indflydelse. Dette var med til at underminere tilliden til enhver form for statslig myndighed til langt efter våbenhvilen.

I betragtning af den akutte fødevarekrise, udfærdigedes en social solidaritetsbestemmelse. Så kunne kvinder og unge på deres, i henhold til gældende lov illegale, indkøbsture på landet forvente at blive mødt af efterforskning af jernbanepersonalet. Under krigens ændrede vilkår flyttede den subjektive værdi af retssystem og retfærdighed sig også.

Den kraftige stigning i ungdomskriminalitet skyldes primært, at mange unge ikke kunne yde andet bidrag til deres families overlevelse end tyveri. De kunne ikke erstatte deres indkaldtes fædre som forsørgere. Det vil være forkert at benægte, at befolkningens opfattelse af useriøse myndighederne syntes at have medført en vis legitimering af ulovlige handlinger.

Med hån og stum protest reagerede den nødlidende befolkning på absurde råd fra krigsernæringsministeriet og dets underordnede myndigheder: ”De sultne bør selv sikre den bedste udnyttelse af fødevarerne ved, med 2500 tyggebevægelser, at tygge 30 bidder i 30 minutter”.

Krigskogebøgerne anbefalede stadig i 1917 at bruge ingredienser som smør og ansjoser, hvilket var i skarp kontrast til den virkelige verden og kun var årsag til hovedrysten. Medvirkende til den dårlige stemning var de kommunalt indførte krigskøkkener, der mere var et forum for deling af personlige erfaringer end et middel til at hæve moralen.
Se kogebogen >>>

Sidst men ikke mindst, stødte den nyetablerede ”National Frauendienst”, der ellers skulle mobilisere modstandsvilje og ud-holdenhed, konstant på subjektive oplevelser der modsagde den officielle propaganda.