Senest ændret den 22. april 2016 11:24

Psykiske krigsskader har optrådt i ubemærkethed mange år og mange krige. Der var dog en benægtende holdning til problemet blandt soldaterne, idet man regnede det for kujonagtigt.  En holdning der varede mange år endnu  Der var ligeledes en nedladende holdning til de der blev ramt, ikke mindst de menige, fra officerer og samfund. (f.eks. slog General Patton i 1943 en patient på et lazaret da han opfattede ham som kujon).

Af samme grund var problemet ikke anerkendt og dermed heller ikke videnskabeligt beskrevet. Dermed var der heller ingen behandling.

(Se også videoer i bunden af artiklen)

Kujoner?

Da 1. verdenskrig begyndte, var man helt uforberedt på disse psykiske kampskader og ikke mindst omfanget af dem. Både i England, Tyskland, Østrig-Ungarn og Frankrig blev der set med mistænksomhed på disse symptomer. De blev bredt set betragtet som kujoner, skulkere, “Drückebergere” og simulanter. Behandlingerne bar også præg heraf. Specielt i krigens første år handlede det om at få folk tilbage til fronten i bare nogenlunde anvendelig stand. Dog var der generelt stor forskel på officerer og menige i behandlingen, både i valg af behandlingssted og behandling. Der var også stor forskel på de enkelte psykiateres syn på, og ikke mindst behandling, af problemet.

De fleste med fællesbetegnelsen granatchok begyndte at ryste ukontrollerbart, og mange havde yderligere symptomer som ikke at kunne holde sig på benene, ikke at kunne betjene våben, ikke at kunne spise eller nægtede at tage føde til sig eller havde panisk angst for banale ting som for eksempel uniformshuer eller støvler.

Helbredelse forekom ikke, bortset fra nogle få tilfælde, da der på dette tidspunkt ikke fandtes nogen større viden om disse lidelser. Ofrene var normalt plejekrævende for resten af ​​livet.

Antallet af psykisk skadede alene i Tyskland er skønnet til 10-15 % af alle tropper svarende til 200.000-300.000 Tallene for Østrig-Ungarn sandsynligvis det samme. (Efter 1934 anerkendte man ikke længere i Tyskland psykiske krigstraumer, og under det nazistiske euthanasie-program dræbtes mellem 4000 og 5000 psykisk syge veteraner fra 1. verdenskrig.)

I 1939 modtog ca. 120.000 engelske veteraner invalidepension for psykiske lidelser og ca. 44.000 fik støtte fra forskellige velgørende foreninger og stiftelser. Statistikken omfatter ikke de psykisk skadede veteraner, der af den ene eller anden grund ikke fik pension. Det er formentlig flere hundrede tusinde.

I alle hærene blev en del soldater med granatchok stillet for retten, enkelte endda henrettet, som desertører eller kujoner.
Der blev afsagt mere end 3000 dødsdomme ved engelske krigsretter. Heraf bIev de 307 eksekveret. 32 af disse var uden tvivl ramt af granatchok. Alle henrettede blev posthumt benådet i 2006.
I Frankrig blev 2.000 dødsdømt og 700 henrettet.

I Tyskland er tallet kun 150 dødsdømte og 48 henrettet.

England
Her kaldtes lidelsen granatchok (Bombshell desease eller shell shock) fordi man indledningsvis troede, at trykbølgerne fra eksplosionerne havde presset hjernen mod kraniet dermed beskadigede den.

Der var, som i de andre krigsførende lande, delte meninger om, hvorvidt lidelsen et udslag af hysteri eller den blev brugt som en nem vej væk fra fronten. Nogle, specielt højtstående officerer, mente det var skulkeri, fejhed og tegn på karakterbrist. Enkelte, nærmere fronten som Oberst Rogers, Regimental Medical Officer ved regimentet Black Watch, praktiserede og anbefalede nærvær og samtaleterapi.

Blev en soldat ramt, blev han evakueret væk fra frontlinien til CCS (local Casualty Clearing Station). bl.a. fordi han var uforudsigelig. Hvis symptomerne fortsatte ved CCS , som normalt lå så tæt på fronten at man stadig kunne høre artilleri-ilden, blev han evakueret til et af de fire dedikerede psykiatriske centre som lå endnu længere fra fronten. Her fik han så prædikatet “NYDN (Not Yet Diagnosed Nervous) – afventende yderligere undersøgelse af specialister.

Også i England praktiseredes elektrochok. F. eks. anvendte Lewis Yealland i London “Faradization”, hvor de ramte dele af patientens  krop udsattes for elektriske stød. (f.eks. tungen, hvis patienten ikke kunne tale eller armen hvis han var lammet. Succesfuldt, hvis tilbagevenden af en smule følelse eller tale var en helbredelse i sig selv.

Som størrelsen af ekspeditionskorpset begyndte at lide af mandskabsmangel, begyndte antallet af psykisk skadede at blive et problem. Under Somme-slaget var ca. 40 % af de neutraliserede soldater ramt af granatchok. Dette resulterede i bekymringer for en regulær ”epidemi” man ikke havde råd til, hverken økonomisk eller militært. En af konsekvenserne af dette var en stigende interesse for den psykologiske forklaring på granatchok. Samtidig var man tilbageholdende med at medicinere disse lidelser. Hvis folkene ikke havde en diagnose eller var behandlet, var de ”uskadede” og dermed nemmere at returnere til fronten.

Ved slaget ved Passchendaele i 1917, havde den engelske hær udviklet en metode til at reducere antallene af granatchok. En mand der udviste begyndende tegn, fik nogle få dages hvile hos den lokale sanitetsofficer. Gennem 1917 blev granatchok bandlyst som diagnose i den engelske hær og brug af det blev bortcensureret, selv fra medicinske journaler.

Da det blev officielt anerkendt at soldaterne kunne bryde sammen på grund af stress, blev granatchok nu med militære øjne betragtet som mangel på karakter. Efter krigen påstod Fieldmarshall, Lord Gord, at granatchok var en svaghed der ikke forekom i “gode” enheder.

Frankrig
I Frankrig (og Italien), forekom mange retssager, da opfattelsen var, at de der ikke længere kunne kæmpe var militærnægtere. Soldater, der ikke længere var i stand til mentalt at være ved fronten, stødte på lægernes påstande om, at de kun ville simulere. Man mente, at de bevidst flygtede for at vende hjem på grund af sygdom. En diagnose som hysteri var almindelig. Selv ordet hysteri nedgjorde de berørte og var højst diskriminerende. Den almindelige opfattelse var blandt mange læger og offentligheden opfattet som en ren kvinde sygdom, som i øvrigt udgik fra livmoderen. Der var ikke langt fra diagnoser fra den generelle kategori af hysteri til mistanke om simulering.

Tilstanden blev forsøgt kategoriseret med udtryk som “anxiété”, og “Angoisse” (angst) eller “peur de la guerre” (frygt for krigen).
Det blev dog klart, at mange af de ramte ikke reagerede på hverken latterliggørelse, mobning, tvang eller disciplin, der var militærets officielle reaktion på granatchok.

En anden fremgangsmåde var påkrævet, og som i andre lande vendte man sig mod elektrochok.

Det blev i Frankrig kaldt af ”torpillage” (torpedering). En patient angreb lægen Dr. Clovis Vincent under behandlingen og endte for en krigsret. Sagen forfærdede mange civile og den offentlige mening tvang behandlerne til at bruge pænere (dermed ikke nødvendigvis pæne) metoder.

I Frankrig blev traumatiserede soldater efter første verdenskrig blev kaldt “émotionnés de la guerre” (Bevægelser efter krigen) eller “commotionés de la guerre” (skade på de fine nerver efter eksplosioner). Ved at skabe denne nye anerkendelse af krigssyge soldater, kunne de ydes samme ære som de fysisk sårede. I overensstemmelse hermed blev soldater med psykiske skader efterfølgende fælles betegnet “Invalides du Courage” (Tapperhedens invalide).

Østrig-Ungarn
Også i Østrig-Ungarn mente man at de psykiske kampskader kunne være simulering og fejhed. Heller ikke her var der på nerveanstalterne nogen ensartet terapi. Mens man i Graz helst satsede på hvile, badekure, diæter og manuelt arbejde, var man på Wiens hospitaler mere begejstrede for elektriske tvangsindgreb.

Det endelige mål for de eksisterende behandlinger ikke var fuld helbredelse, men begrænset genetablering af de ​​militære evner og færdigheder og tilbagevenden til fronten. De psykisk skadede havde angiveligt en iboende “vilje til sygdom”, og var under konstant mistanke som simulering. Man tyede derfor også til ekstremt brutale behandlingsmetoder.

Især “Kaufmann-Kuren”, opkaldt efter dets udvikler, den tyske psykiater Fritz Kaufmann, var en af ​​de mest almindelige metoder til terapi af psykisk sårede soldater. Dette var en meget smertefuld proces, der kombinerede suggestion (hjernevask), militær kadaverdisciplin og elektrisk tortur.

De psykisk syge patienter blev elektrificeret ved hjælp af en faradic pinsel (Faradays Brush). Viste de stød der blev påført den syge dele af kroppen ingen virkning, blev spændingen øget og nu påført brystvorter eller kønsdele.

Lægerne troede fuldt og fast på disse behandlingsmetoder. De elektriske stød fik patientens rystelser og skælven (Zitterer) til at forsvinde, og tvang patienten til at “flugt ind i sundhed”. Selv om Kaufmann-metoden medførte flere dødsfald, var det den på de østrigske psykiatriske hospitaler den mest almindelige behandling. Kaufmann-kuren anvendtes også i Tyskland.

Tyskland
Traumer var i fokus: skudsår, virkningerne af granatsplinter og dum-dum kugler samt transport af ofrene. De psykologiske konsekvenser kom ikke på tale i sanitetsuddannelsen. Ofrene for granatchok og psykiske skader i krigsårene fik diagnosen: krigsrystere (Kriegszitterer) , mandligt hysteri, krigsneurotisk, neurastheniker (nervøst sammenbrud). Det var måden at bringe soldaternes symptomer i samklang med tidens behandlinger og diagnoser på anstalterne. Forskning baseret på fronterfaring eller forskning om senfølger fandtes stort set ikke.

Selvmord hos hjemvendte blev, hvis de overhovedet optrådte i statistikken, knyttet til den økonomiske situation i efterkrigstidens periode. Et traume kunne kun være en følge af et fysisk trauma på egen krop.

Også i Tyskland havde man indledningsvis den opfattelse, er disse forstyrrelser var forårsaget af mekaniske årsager, udløst af chokbølger fra eksploderende granater eller høje eksplosionslyde, hvilke medførte en mindre hjernerystelse.

Almindelige mandskabsgrader blev, (modsat officererne, der behandledes med bade og beroligende midler) behandlet med smertefulde elektrochok, der skulle virke ved overraskelse. (Überrumpeling). Jo længere krigen varede, blev der oftere udtrykt mistanke om hysteriske simulering hvorved de berørte ville drage fordel af uproduktivitet og pension. Lægerne blev derfor opfordret til at holde antallet af pensionister så lavt som muligt og at opnå helbredelse for mellem 95 og 100 procent. Propagandistiske rapporter og film fra psykiatriske hospitaler gav indtryk af bedre og hurtigere “mirakelkure”.

I Tyskland gik i krigens første år mere end 100.000 patienter, der led af symptomer på “hysteri” eller den mere standsmæssige “neurasteni” (et udtryk, som officersklassen var meget mere tilbøjelige til at blive diagnosticeret) gennem felthospitalerne. Følelsesmæssige sammenbrud blev bredt anset for uværdigt og upatriotisk for en kæmpende mand – noget, som franske soldater led af.

I overensstemmelse hermed blev psykisk skadede infanterister i hæren fjernet fra skyttegravene for at sikre, at de ikke forurenede moralen. Efter en barsk behandling, blev de sjældent sendt tilbage til fronten, men sendes til arbejdstjeneste på hjemmefronten. Selvom der ikke er meget offentliggjort forskning er det kendt, at de tyske behandlinger dræbte mindst 20 soldater og forårsagede mange andre til at begå selvmord.

Der var dog også læger havde dog knap så rabiate holdninger. Dog krævede en af de mere menneskelige psykiatere, at patienterne under behandlingerne var nøgne for at øge deres sårbarhed.

I årene 1915-1918 døde en del af disse patienter forårsaget af sygdomme forårsaget af fejlernæring, da tildelingen til psykiatriske institutioner var knappe og sommetider blev disse “unyttige spiseres” død passivt accepteret.

Lægerne skabte en militær model, til at erkendelse af fænomenet ”krigens emotionelle påvirkning” (Phänomens der Kriegsemotionen). Denne fulgte modellen for epidemiske infektionssygdomme. Især fremhævedes kontrasten mellem den mandsdominerede frontlinie og den kvinde-dominerede.hjemmefront som en udløsende effekt.

En læge gav ligefrem udtryk for, at breve hjemmefra” var mere angst og spændingsfremkaldende, og dermed potentielt farligere, end umiddelbare krigsoplevelser.

En anden oplevede og beskrev den truende smitte af krigs-neuroser på hjemmefronten, “hvor ikke kun krigsinvalider, men også deres familier og en stor del af den kvindelige befolkning, og hermed mange mennesker, fungerede som bærere af sygdommen.”

Den brutale behandling af psykiske skader med elektriske stød som var baseret på princippet om at gøre deres ophold på hospitalet mere uudholdelig end opholdet ved fronten, blev dog i stigende grad betragtet med skepsis og afsky.

I en Rigsdagstale blev breve fra indlagte på Badenske nervelazaretter læst op. De centrale politikere blev bedt om at sikre, “at vores folk igen, med ro og tillid, kan se frem til lægernes arbejde på hospitalerne”.

Videoer

Fra “The Great War” – ca. 10 minutter

Ca, 50 minutter. Engelsk tv-kanal, muligvis BBC.