Senest opdateret 19. marts 2026

Kirkegården ligger i Altona ca. 4 km nord for floden Elbe og ca. 3 km øst for motorvej 7, fra hvilken den kan nås via afkørsel 26 eller 27. Den østlige side ligger parallelt med Hamburgs jernbanenet og der er også jernbane nord for området. Kirkegården kan være omstændelig at nå frem til i bil. Hovedindgangen ligger lige over for Diebsteich jernbanestation. Parkeringsmulighederne er sparsomme og med en større jernbane/stationsomlægning forude kan det (2025) anbefales at parkere andetsteds og lade den sidste del af turen foregå med tog.
Friedhof Diebsteich blev anlagt i slutningen af 1868 som den første landskabsagtige kirkegård i Hamburg. Et meget enkelt kapel ved hovedindgangen er fra 1920’erne. Kirkegården er med elementer fra victoriansk og efterfølgende gravkultur – kapellet, brede gange, historiske gravsteder, spredte familiegravsteder, enkelte større mausoleer og gravrelieffer – samlet i et geometrisk parkagtigt kirkegårdsanlæg og ikke mindst pga. en samling af gamle træer og beplantning – den vigtigste af de fire evangeliske kirkegårde i Altona/Bahrenfeld-området. Den har fra start været brugt på tværs af trosretninger, har i dag status som historisk monument, og området er fredet.
Den nærliggende S-Bahn-station er p.t. under udbygning til fjerntogstation med en ny stationsbygning, nye sporanlæg og en mere intensiv togdrift. Samtidig er der for det omkringliggende kvarter planlagt en byudvikling, der vil gøre, at kirkegården i en ikke alt for fjerne fremtid vil ligge i en travl moderne bydel. Dens fredede status vil sikre, at den bevarer sin karakter og fortsætter med at fungere.
På kirkegården er der sammenlagt 502 grave med relation til 1. og 2. verdenskrig, men fordelingen på faldne i de to krige, ofre for bombardementer, tvangsarbejdere, ofre for nationalsocialismen etc. findes umiddelbart ikke.

Centralt på kirkegården findes et område med grave for faldne i 1. verdenskrig. Her er der opstillet et mørkt stenkors omkring hvilket der findes en række grave og mindesten. Selve området fremtræder velholdt, men mange gravsten er lidt svære at læse, er væltet omkuld og virker misligholdte.
Optegnelser tyder på, at der her er begravet mindst 5 faldne med tilknytning til Sønderjylland. En af disse grave blev ikke fundet i 2025.
Adresse: Am Diebsteich 4, 22761 Hamburg-Altona.
Læs mere om gravpladsen på Volksbund. (Eksternt link, november 2025).
På kirkegården ligger følgende 6 sønderjyder:
-
- Günther, Anton Friedrich Hans Eduard Samuel (1863-1915) – født i Brodersdorf, Grossherzugthum Mecklenburg-Schwerin.
- Hansen, Hans Christian (1876-1915). Grav ikke fundet i 2025 – født i Schafflund, Kreis Flensburg.
- Matthiesen, August Peter (1879-1917) – født i Lindholm, Kreis Tondern. Grav ikke fotograferet.
- Ravn, Marius (1893-1915) – født i Grarup Sogn.
- Schneider, Karl Johann Daniel (1874-1918) – født i Vor Frue Sogn, Haderslev.
- Simonsen, Johann Peter (1886-1917) – født i Harriesleefeld, Kreis Flensburg.
På kirkegården er der endvidere en mindesten for to faldne sønner:
-
- Günther, Anton Johann (1897-1918) – født i Haderslev.
- Günther, Hans Paul (1895-1918) – født i Haderslev.
Mindestenen er placeret sammen med faderens grav.
Gå tilbage til oversigten om fotograferede gravsteder.