Senest opdateret 26. november 2025

Blankenburg er en historisk gammel, smuk og velbevaret by centralt beliggende i Harzen i delstaten Sachsen-Anhalt. Dens historie går tilbage til de 12. århundrede, og der findes i dens omegn bl.a. et stort slot, en slotsruin, et klostermuseum, en veterantogsbane og flotte naturfænomener.
En kirkegård blev i det 16. århundrede anlagt lige uden for bymurene. Befolkningstilvækst gjorde, at der ved slutningen af det 19. århundrede opstod behov for yderligere begravelsesmuligheder, og at denne skovkirkegård i byens daværende østlige udkant blev oprettet.
Et skovområde med klippeformationen ”Teufelsmauer” grænser op til kirkegården mod syd. Overalt på området kan man finde gravsten i forskellige stilarter og i den øvre del også krypter. Pga. denne kombination af grave af kulturhistorisk værdi og særlige naturfænomener er skovkirkegården blevet udpeget som kulturminde og er beskyttet som et historisk monument.

Under 1. verdenskrig blev et område af skovkirkegården udlagt som Ehrenfriedhof-gravfelt for faldne i 1. verdenskrig. Dette fremtrådte i 2025 som fredeligt, frodigt og velholdt. Her hviler i enkeltgrave 90 faldne soldater – heraf en fra Sønderjylland. For enden af feltet er der opsat en obelisk med et sværd, med følgende tekst på forsiden “Ingen har større kærlighed end den, at nogen sætter sit liv til for sine venner. Johannes 15:13.” og på bagsiden “Loyalitet for loyalitet! 1914-1918.”
Kirkegården har også et gravfelt med grave og mindesmærker for faldne i 2. verdenskrig og et mindesmærke for sovjetiske, polske og ungarske tvangsarbejdere. Ca. 130 tvangsarbejdere blev begravet på mindre felter eller i enkeltgrave og nogle heraf senere flyttet til den gamle kirkegård på Lühnertorplatz eller til deres hjemstavn.
Adresse: Helsunger Straße 26
Læs mere om gravpladsen på Volksbund. (Eksternt link, november 2025).
På kirkegården ligger følgende sønderjyde:
-
- Breyer, Johann Friedrich (1883-1915) – født i Sønderborg
Gå tilbage til oversigten om fotograferede gravsteder.