Persondata
Født: 13/05-1899 i Rødding
Død: 27/06-1984 i ? På Fyn
Uddannelse:
Erhverv: arbejdsmand
Bopæl: Vonsild, Vejle amt
Hustru: gift 1929 med Marie Skytte, død 1938. Gift 1938 med Anna Marie Madsen.
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af arbejdsmand Peter Sørensen Søgaard og hustru Anne Marie Dorothea f. Nevad
Militær løbebane før krigen
–
Militær løbebane under krigen
Indtrådt: foråret 1918
Udtrådt:
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: Krigsfange i Rumænien. Kom hjem juli 1919
Tyske tabsliste:
Efter krigen
Savværksarbejder i Kværndrup i 1930, fyrbøder i Tommerup i 1938
Kilder
Kirkebog Rødding, fødte 1899. Link.
Folketælling Vonsild 1911. Link.
Folketælling Kværndrup 1930. Link.
Link til slægtsside.
Publikationer
Mediestream: Fridericia Dagblad 21. August 1919 har også historien.
Fotos
–
1. juli 1919 – Med i Verdenskrigen ved en fejltagelse.
Paa vej til Danmark. Livsbilleder fra Sønderjylland i Overgangsaarene 1918-20. Nicolai Svendsen, Svend Thorsen 1935.
Der kom en Bondekarl paa en Snes Aar ind paa Kontoret for at bede om ”en grøn Seddel til Danmark”.
”Hvor kommer De fra?” spurgte jeg.
”Fra Rumænien!” lød Svaret.
Derved vaktes min Interesse, og der udspandt sig da følgende Samtale:
”Hvad har De været i Rumænien?”
”A ha væt i Krigsfangenskab; men de gør no it nowe, fo a ha set moj derowe, o de ha it kost mej en Penning.”
”Hvor er De fra?”
”Egentlig fra Rødding. Der er a da født!” svarede han.
”Men sin kom a regtenok te Gramby.”
Det var en lille firskaaren Fyr med et Par troskyldige Øjne, der kikkede ærligt frem for sig. Han var klædt i tysk Krigstøj, der slet ikke tog sig saa helt daarligt ud. Et Par solide Støvler havde han handlet sig til. Et Tombaksur, der glinsede som Guld, havde han undervejs betalt den firedobbelte Pris for. Men han var glad for det og tog sig i det hele taget ikke Verden saa nær.
Hans Sprog var den særeste Blanding af Jydsk, Militærtysk og rumænske Stumper.
De sidste Aars unormale Forhold havde præget hans Skæbne. Efter hvad han selv fortalte paa sit Blandingsmaal, var hans Levnedsløb i al dets Omskiftelighed dette:
Født i Rødding, opdraget i Gramby, Skolegang der, til han var fyldt 9 Aar. Hans Fader, Fiskehandler Søgaard, flyttede da over Grænsen til Vonsild. Her blev han — Adolf Søgaard er hans Navn — konfirmeret af Pastor Schack. Efter Konfirmationen kom Adolf ud at tjene. Derpaa var han tre forskellige Steder i Grovsmedelære, men slog sig alligevel atter paa Landbruget, tilsidst hos Gaardmand Fisker i Hoppeshuse.
I Vinteren 1918 fik han Lyst til at besøge Kendinge syd for Aaen. Han passerede da Grænsen uden at tænke paa, at der var noget, der hed Pas. Efter at være naaet et Bøsseskud over paa slesvigsk Grund blev Adolf ved Frørup nappet af en tysk Post, transporteret til Flensborg og derfra til Rensborg. Før han saa sig om, var han preussisk Rekrut under Verdenskrigen — han var jo født i Rødding. Det havde han ikke taget med i Beregningen.
I Forsommeren 1918 gik det syd paa gennem Riger og Lande, som Adolf Søgaard ikke havde Rede paa. Han mindedes en stor By, der hed Budapest. Det var Hovedstaden i Rumænien, fortalte han. For Resten havde han opholdt sig mest paa Lazaret i noget, der hed Bukarest. Det var en By, der var ikke saa lidt større endda end Kolding.
Den 11. November tog Rumænerne deres Hovedstad i Besiddelse, og Adolf Søgaard kom i Fangenskab.
”Hvordan havde De det der?”
”Nicht godt!”
”Sagde De ikke, at De var Dansk?”
”Nej, a kom ud te a Bynder. De kind it nowe te Vonsild.”
”Naa, hvordan var det der? Ligner saadan en rumænsk Bondegaard dem i Vonsild?”
Han smiler: ”Na—aj!”
”Hvor er det da bedst?”
”Det er bedst i Vonsild.”
Pavse.
”De a endda moj bæe i Vonsild!”
”Og saa?”
”Den 9. Juli bløw a fri o kom med Lazarettzug til Seithain i Saksen.”
”Og nu vil De saa hjem?”
”Ja, i Tirsdags bløw a entlassen.”
”Saa rejste De herop!”
”Ja, ma a Ekspres o 330 Mark ohne Verpflegung o Marschgebühr. Saa snød de mej endda for de 100 Mark.”
”Sig mig engang, Adolf Søgaard, hvad er De nu: tysk, dansk, Socialist, Spartakist eller hvad?”
Han smiler igen godmodigt: ”De skal a sej da: a er dansk!”
Vi er dermed blevet dus.
”Har du nu ikke varet ked af hele denne Historie og den Fejltagelse ved, at du kom paa den forkerte Side af Hegnet ved Frørup i Fjor Vinter?”
”Aa nej, a har jo set møj, grov møj, o no har a væn hen o æ Bank og faat min Pæng byttet.”
”Lad os se: Hvor mange har du saa igen?”
Han tager en solid Læder-Lommebog frem og viser nogle og fyrre danske Kroner.
Men saa var det galt med Passet. Efter at være permitteret i Saksen satte han straks Kursen mod Nord. Han længtes alligevel efter at se sin Far, sagde han. Moderen var død.
I Aftes kom Adolf Søgaard til Vamdrup, den 20-aarige enfoldige Jyde, der ved en Fejltagelse eller maaske rettere paa Grund af manglende geografisk Begavelse var kommen paa tværs af Europas Grænser og ved en ren Forseelse med i Verdenskrigen, fordi han ikke rigtig fattede, at der endnu i det Herrens Aar 1918 var en saa himmelvid Forskel paa Vonsild og Frørup.
Men det danske Bureaukrati har sine Sager i den bedste Orden.
Adolf Søgaard havde varet viden om og set meget; han havde ogsaa faaet nogen Erfaring i at holde sine Papirer i Orden; men han manglede et Pas, og derfor blev han vist tilbage faa Kilometer fra sit Hjem, da han dreven af Længsel skyndte sig tilbage til sit Fædreland og sin Slægt, vist tilbage af det danske Grænsepoliti, som altsaa har sine Sager i Orden, i dette Tilfalde i den Grad, at det gik over
Adolf Søgaards Forstand; men det hørte der nu ikke saa meget til.
Saa stod han da maalløs overfor det uforstaaelige: Da han vilde til Frørup for at søge Arbejde, tog de ham til Soldat og sendte ham til Rumænien, og da saa omsider Krigen var til Ende, og han kom hjem, viste man ham tilbage.
Paa Politikontoret i Haderslev skillingede det tyske Personale sammen og forærede ham 3 Mark til et Pas. Hos mig fik han ”en grøn Seddel” og et trøstende Ord med paa Rejsen, i Fald der atter skulde være noget i Vejen paa Tærskelen til Hjemmet.
Han havde en hel Skjorte, et Par Sko og en Børste med hjem – foruden Kronerne i Brystlommen.
Saa stod han ved Døren og stak ”den grønne Seddel” ind til Pengene og smilede.
”Farvel, Redaktør, og Tak skal du ha’. Skuld a igen kom i Forlegenhed …”
”Ja, saa skal du være velkommen.”
”Farvel!”
Det var Adolf Søgaard, der vendte hjem fra Verdenskrigen, som han i Grunden ved en Fejltagelse var kommen med i.