Kuhn, Willy Georg (1896-)

Senest ændret den 6. februar 2020 16:27

Persondata
Født: 16/07-1896 i Aabenraa
Død:
Uddannelse:
Erhverv:
Bopæl:
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af slagtermester Martin Johannes Kuhn og hustru Maria Cathrina f. Jürgensen. Søster Emma Meta Kuhn gift med Hugo Thiessen.

Militær løbebane før krigen

Militær løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: Interneret på Azorerne. Link til krigsfangekort.

Tyske tabsliste:

Efter krigen
Bogholder hos J. J. Voetmann

Kilder
Personregister Aabenraa, fødte 1896. Link.
Folketælling Aabenraa 1921, Vestergade 14. Link.

Publikationer

Fotos

Kolding Social-Demokrat 4. maj 1918. Willi Kuhn, søn af slagtermester Kuhn, Aabenraa, har været savnet siden den 30. december i fjor. Han var den gang sammen med 2 officerer og 4 kammerater bleven sendt til bjerget Monte Tomba i Italien for at gøre iagttagelser, men ingen af dem er siden vendt tilbage. Forleden modtag hans forældre ifl. “A. T.” igennem “Røde Kors” den meddelse, at deres søn befinder sig i fransk fangenskab.

Hejmdal 10. november 1919.
En Aabenraa-krigsfanges omtumlede skæbne.
Igennem Italien på kryds og tværs i 26 måneder. – Hjem ved det sønderjyske ministeriums hjælp.

Fredag morgen lagde “Det Forenede Dampskibsselskab”s damper “Flora” ind i Københavns havn. “Flora”, hvis udmærkede fører er kaptajn Meyer, som fra Middelhavet, og foruden den sædvanlige last medførte damperen denne gang også en anden, nemlig 7 unge sønderjyder, der fra årelang udlændighed ved det Sønderjyske Ministeriums hjælp nu endelig nærmede sig hjemmet, hvor de har været savnet så længe.
– – –
Der blev glæde i går morges i slagter Kuhns hjem i Vestergade, da sønnen Willy Kuhn trådte ind af døren. Han har ikke været hjemme siden august 1917, da han havde sin sidste orlov. Men nu kom han.

Vi beder Willy Kuhn fortælle “Hejmdal”s læsere list af de oplevelser, han har haft i det fremmede og han er straks rede:

I december 1917 lå jeg, der var underofficer ved en tysk artilleri-division, i bjergene ved Piove floden. Det var lige efter offensiven med italienerne. Fremgangen var standset, og nu fulgte de små fremstød, stillingskampene, fra begge sider. Jeg lå  på Monte Tomba, men pludselig blev bjerghøjden taget af franske alpejægere, og vi var fanger.

Jeg blev først ført til Catelfranco, 30 kilometer bag ved fronten. Jeg og en anden tysk underofficer, en lærer fra Mecklenburg, skulle senere tages i forhør og blev også afhentede af et italiensk automobil. Vi skulle til det franske hovedkvarter i Citadella for at give oplysninger om artilleristillingerne, men i stedet for kørte chaufføren os til Mirabella, hvor der er en stor fangelejr. Vi overgik dermed fra fransk til italiensk fangenskab, og der blev ikke mere tale om at komme i forhør. Senere kom jeg til Verona, hvor jeg var fange i 5 måneder.

Så kom jeg til Kastellet Tredio i Florens. Herfra forsøgte jeg at flygte. Vagten sov på grund af varmen, og jeg slap godt ud og flygtede mod nord, hvor nogle bønder skjulte mig og gav mig mad. Men da jeg ville gå over den svejtsiske grænse gik det galt.

Jeg havde ingen penge til at bestikke vagten med, og da han fik et bestemt beløb for hver flygtning, tog han mig, og jeg blev sendt tilbage til Florens, hvor jeg fik 20 dages fængsel på vand og brød.

Den meste tid i fangenskabet har jeg arbejdet for bønderne i deres ejendommelige gammeldags landbrug. de behandlede mig godt, men kosten var jo ejendommelig for danskers gane, makaroni og ris, og ris og makaroni. Men heldigvis lå min fangelejr i det sunde Toscana. Mange andre blev ført til fangelejre sydpå eller Sardinien, hvor der var feber og malaria.

Jeg havde imidlertid flere gange skrevet hjem, og hjemmefra havde de skrevet til det Sønderjyske Ministerium. Og endelig slog befrielsens time. Den 22. september blev jeg ved det danske gesandtskabs hjælp frigivet, og kom til Rom. I 6 dage tog Legationen sig af mig på den allebedste måde. Jeg fik civilt tøj, boede på hotel og fik hele Rom at se. For at få skibslejlighed hjem, blev jeg imidlertid sendt til Genua, hvor en dansk privatmand, skibsmægler Boesgaard, inviterede mig til at være hans gæst. Jeg blev i 12 dage i Genua, så kom “Flora” og tog mig med mod hjemmet.

Vi anløb på hjemvejen to spanske og flere portugisiske havne.

I Lisabon kom mine 6 kammerater om bord. De var alle civilfanger fra Azorerne. Da krigen brød ud, lå de med tyske skibe forskellige steder. Blandt den var styrmand Chr. Petersen fra Simmersted, og styrmand Hans Lorenzen fra Rinkenæs. De sejlede begge med Tysk Australien Liniens damper “Brisbane”. Den 5. august 1914 befandt de sig i portugisisk Goa i Forindien, og her blev de, til Portugal den 26. februar 1916 trådte ind i krigen. Så blev skibet interneret. En østerisk damper skulle føre dem til Azorerne, men skibet forliste. De kom i land på Afrikas kyst og blev interneret i Tugthuset i Mozambique. Senere kom de dog til Azorerne, og den 16. september kom de til Lisabon.

Desuden kom to maskinister Henrich Lensch, Flensborg, og Laurids Jepsen, Skodsbøl, om bord. Og endvidere Johannes Beck, Løjt Kirkeby, der ved krigens udbrud var matros på et tysk sejlskib, der kom fra Sydamerika med salpeter. Han skulle netop hjem for at tage styrmandseksamen. Endelig kom endnu en indfødt Aabenraaer ombord. Det var Osvald Stolz, der var 1. styrmand på damperen “Hof” af Hamborg.

I København blev vi modtaget udmærket – fortæller Kuhn – Vi fik klæder udleveret af “Sønderjysk Fond” og spiste frokost som det sønderjyske ministeriums gæster. Senere så vi Rigsdagen.

Beck og Lorenzen blev i København, hvor de ville besøge nogle slægtninge. Vi andre rejste hjem over Faaborg. Vi havde ikke penge nok! Sagen er den, at civilfangerne jo havde hele deres store bagage med, og den måtte vi betale overvægt-fragt af, og så slog de penge, vi havde fået af “Sønderjysk Fond” ikke til! Heldigvis traf vi Redaktør Refslund-Thomsen og Dr. Karberg fra Sønderborg, som var på vej hjem. De hjalp os igennem.

Stolz tog videre til Lybeck, hvor hans moder bor. Hun længes vist efter ham? Han har jo ikke været hjemme siden længe før krigen.

Og De selv spørger vi ?

Ja, jeg er overordentlig glad ved at være kommen hjem. Jeg får min gamle plads hos Voetmanns trælasthandel. Og naturligvis er min familie også glad. Min søster har forresten forlovet sig med en krigsfange som “Valkyrien” hentede hjem fra Ægypten.

Sønderjyder hjem med “Flora”:
Kuhn, Willy Georg (1896-), Aabenraa
Beck, Johannes (1893-), Aabenraa
Petersen, Christian (1888-), Simmersted
Lorenzen, Hans Friedrich (1887-), Rinkenæs
Jepsen, Lauritz Lauritzen (1887-), Skodsbøl
Lensch, Henrik Mats (1882-), Sørup, Sydslesvig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918