Christensen, Carl Peter (1883-1972)

Persondata
Født: 02/08-1883, Ravsted, Ravsted Sogn
Død: 23/01-1972, Toftlund, Toftlund Sogn
Uddannelse:
Erhverv: Landmand
Bopæl: Stenderup, Toftlund Sogn
Hustru: Louise Helene Hansen, senere Christine Holm
Børn (før krigsafslutningen): 6
Andet: –

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1903
Udtrådt: 1905
Enhed: – Infanteri Regiment 41
Rang:
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 05/08-1914
Udtrådt: 29/10-1919
Enhed(er): Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, 8. Kompagnie, Landsturm-Infanterie-Bataillon Mühlheim/Ruhr (VII/59), 4. Kompagnie
Rang: Gefreiter
Såret:
Udmærkelser: Jernkorset II Klasse
Andet:

Efter krigen

Kilder

Publikationer
Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Fotos

Skyttegrav.
Kunstig arm.

Øvrige oplysninger: Carl Peter Christesen, født i Ravsted sogn, var landmand og aftjente sine to års værnepligt i Königsberg i Østpreussen fra 1903-1905.

I 1906 blev han gift med Louise Helene Hansen, og i 1908 købte parret en lille landejendom på Stenderup Nørremark for 2500 Mark.

Ægteparret fik børnene Gunder Marie, Hans Christian, Anne Luise, Christine Laurine og Carl, der blev født den 19. juli 1914. Den 4. august blev han døbt i hjemmet, for dagen efter skulle Carl Peter Christesen møde i Flensborg til krigstjeneste.

Det var midt i høst, og Carl Peter Christesens kone var nu alene om det hårde fysiske markarbejde, om dyrenes pasning og de 5 børn mellem 0 og 7 år. De ældste af børnene hjalp til, eller fik det i hvert fald lært efter faderens afrejse.

Langt de fleste landbrug havde heste som trækkraft, men her var det okser. En skårlægger trukket af okserne høstede kornet, der efterfølgende skulle bindes i neg, skokkes og senere køres hjem for at blive tærsket i vinterens løb. Der var mange ting, der skulle klares i marken for at få vinterfoder til dyrene. Om foråret skulle markerne pløjes og harves, og kornet skulle sås. Roer skulle sås, hakkes, kules og hentes i hus efter behov om vinteren.

I stalden skulle køerne, – der var vist nok 2, – fodres og malkes, grisene skulle fodres, og der skulle muges ud ved dyrene. Hønsene skulle passes. De få dyr, der var, var livsvigtige for familiens overlevelse. Køernes mælk og hønsenes æg udgjorde sammen med kartoflerne hovedparten af kosten. Der har ikke været kød på bordet hver dag. Dyrenes tilvækst blev solgt for at skaffe penge til afdrag på lån og til de daglige fornødenheder.

Carl Peter Christesens 8. kompagni blev sammen med hele regimentet sendt mod vest den 23. august 1914. Regimentets chef var Oberstleutnant von Toppelskirch. Turen gik med tog over Hamborg, Bremen, Duisborg, Münster, Aachen og Lüttich, hvor soldaterne overalt på stationerne blev tiljublet og fik ”Liebesgaben” (kærlighedsgaver) og gode ønsker. I regimentet, der bestod af 11 kompagnier og et maskingeværkompagni, var der 83 officerer, 3190 mand og 240 heste.  Togturen, der for mange menige soldaters vedkommende foregik i kreaturvogne, gik til Herdesthal, et stykke inde i Belgien, hvortil man ankom om aftenen den 24. August 1914. Derefter fortsatte togturen næsten til Brüssel.

Frankrig var målet for de tyske styrker, og det var for at omgå de franske stillinger og de vanskeligt forcerbare Ardennerbjerge, at det neutrale Belgien blev tvunget ind i krigen, idet belgierne ikke bare ville tillade de tyske tropper at passere landet. Udover faldne soldater på begge sider var der mange civile ofre for den nådesløse tyske fremrykning. Denne foregik mestendels til fods. De tyske tropper havde ryddet vejen for Carl Peter Christesens regiment gennem en stor del af Belgien.

Ifølge militærpapirerne deltog 8. kompagni fra den 25.-27. august 1914 i gadekampe i Löwen og slaget ved Mechelen. De kom altså i kamp umiddelbart efter ankomsten til området. Kompagnichef var Oberleutnant Mommsen, der senere faldt.

Tyskerne havde håbet på en hurtig passage gennem Belgien, men landets hårde modstand og støtte fra de engelske tropper sidst i august bevirkede, at franskmændene lige akkurat undgik at blive løbet over ende i krigens indledende fase.

Carl Peter Christesens kompagni overskred nu den franske grænse, og fra den 15. til den 18. september var kompagniet involveret i et slag og afsluttende kampe ved Bois St. Mard i regionen Nord-Pas-de-Calais, hvorved den lille landsby blev fuldstændig ødelagt. Det er sandsynligvis i disse kampe, at Carl Peter Christesen den 17. september blev ramt af et geværskud i højre lår. Han kom under behandling i reservelazarettet i Noyon omkring 100 km nord for Paris. Derefter blev han overført til St. Joseph sygehuset i Trisdorf ved Køln. Her tilbragte han 5 uger fra den 21. september til den 27.oktober 1914.

Den 8. februar 1915 sendte Carl Peter Christesen feltpostbrev hjem til sine svigerforældre. Det var sendt fra Glücksborg. På kortet står med gotisk håndskrift:

”Kjære forældre! Da jeg i Gaar har modtaget brev fra min kære Luise og ser, at Emilie er kommet igen, har det glædet mig meget særlig nu da den gode lille Anne ligger meget syg. Hvis jeg har fornærmet Eder før, vil jeg gerne bede om Tilgivelse for det. Mange Hilsener fra Eders Carl.”

Carl Peter Christesens tanker er utvivlsomt ofte vandret til hjemstavnen Ikke mindst under rekonvalscensen, hvor han havde god tid til overvejelser. Hvordan klarede de det derhjemme? Mange spørgsmål har trængt sig på. Hvordan mon markerne blev passet? Louise Helene Christesen har næppe haft noget videre kendskab til markdrift. I feltpostbrevene er der ofte mange spørgsmål og gode råd om landbrugsdriften. Det har der måske også været mellem Louise Helene og Carl Peter Christesen, men brevene er ikke bevaret.

Straks efter udskrivelsen fra hospitalet blev Carl Peter Christesen overført til 3. kompagni. I december 1915 skiftede han igen kompagni – denne gang til 5.kompagni.

Om 1915 er der ikke mange informationer i Carl Peter Christesens stamrulleudtog. Man kan se, at han stadig deltager i stillingskampe vest for Roye Noyon frem til den 20. oktober. I 1915 var krigen på Vestfronten blevet en stillingskrig, hvor begge parter udbyggede deres skyttegrave. Man havde bygget opholdsrum langt under jordoverfladen af hensyn til de voldsomme granatnedslag. Netop i området omkring Noyon var undergrunden præget af kalkmassiver, som gjorde det muligt at komme langt ned i undergrunden. Fjenden havde naturligvis befæstet sine stillinger på samme måde. Når fjendens stillinger skulle angribes, skulle eget pigtrådshegn forceres som det første. Forud for fremrykningen, havde artilleriet beskudt fjenden og det område, som soldaterne skulle gennem.

Hvis det lykkedes at fravriste fjenden et område, skete det altid med store tab af menneskeliv. Så snart man havde vundet et område, skulle det sikres ved gravning af skyttegrave og forbindelsesgrave og ved at opsætte pigtrådspærringer. Man måtte ofte arbejde i liggende stilling for ikke at blive ramt af fjendens beskydning.

I 1915 begyndte man at anvende giftgas, så frontsoldaterne blev udstyret med gasmaske. Carl Peter Christesen var i februar 1916 syg og lå på lazarettet. Det vides ikke, hvilken sygdom han led af, men sygdom forekom ofte ved fronten. Han kom tilbage til sit kompagni den 21. februar. Den dag fandt stormene på Gieslerhøjene øst for Souchez sted, og han er næppe sluppet for at være med her. Frem til den 28.juni 1916 deltog Carl Peter Christesen i stillingskampe i området. Fra den 20. juli til den 23. august deltog kompagniet i slaget ved Somme.

Slaget ved Somme var det andet af de to store opslidningsslag på Vestfronten i 1916. Slaget var en del af en plan fra 1915 om kombinerede allierede offensiver. Planen var, at englænderne og franskmændene i fællesskab skulle indlede en offensiv mod tyskerne ved floden Somme. På grund af den tyske offensiv ved Verdun i februar 1916, kunne franskmændene ikke afse så stort et antal styrker som planlagt, og offensiven blev derfor primært udkæmpet af britiske styrker.

Efter et ugelangt artilleribombardement af de tyske stillinger, begyndte slaget den 1. juli 1916. Tyskerne havde under bombardementet søgt tilflugt i dybe underjordiske rum i stillingerne, og blev derfor ikke påført de ønskede tab. Om morgenen angreb 120.000 britiske soldater gennem ingenmandsland de tyske stillinger. Tyskerne forsvarede sig, og maskingeværskytterne kunne med lethed meje en stor del af de angribende styrker ned. På slagets første dag mistede den engelske hær næsten 58.000 mand, hvoraf 19.000 var dræbt.

Kampene varede frem til den 18. november1916, og undervejs indsatte englænderne for første gang kampvogne. Resultatet var efter slaget en allieret fremrykning på ca. 13 kilometer over en 30 kilometer bred front. De omtrentlige allierede tab løb op i 630.000 døde og sårede, mens de tyske tab nærmede sig 660.000 mand.

De oprindelige allierede mål for offensiven, byerne Bapaume og Peronne, blev ikke nået,

Carl Peter Christesen deltog i kampene ved Somme og efterfølgende i stillingskampe

og har måske udmærket sig her, for han modtog den 21. september Jernkorset II Klasse, og den 31. oktober blev han udnævnt til Gefreiter.

På militærpapirerne er der ikke anført videre deltagelse i kamphandlinger. I slutningen af 1916 eksisterede illusionerne om en hurtigt overstået krig ikke længere. Den fastlåste stilling ved fronten og det store antal faldne bevirkede, at soldaterne var blevet mere skeptiske over for krigsdeltagelsen.

Carl Peter Christesen har sikkert haft orlov mindst en gang årligt. Man frygtede, at de yngre soldater uden familiebinding ville flygte over grænsen til Danmark. For en mand med familie og ejendom var denne frygt nok ikke så stor. Han har været hjemme omkring september 1916. Sønnen Chresten kom til verden den 12. juni 1917.

Som for mange andre på hjemmefronten var krigen også for Louise Helene frygtelig. Hun stod alene med driften af ejendommen og med den store børneflok. Frygten for mandens liv har været en del af hverdagen. Hendes et år yngre bror Chresten (se denne) faldt den 15.august 1915 ved Grodno i Rusland. Svogeren Mathias P. Høeg blev taget til fange i Rusland i samme måned, og i september 1918 faldt hendes bror August som 23-årig i Empire i Nordfrankrig.

Carl Peter Christesen var ved Vestfronten til 16. oktober 1917. Så blev han overført til en landstormsbataljon. Denne enhed befandt sig også på Vestfronten.

Der var ikke mange soldater, der vendte uskadte tilbage efter krigen. For at illustrere risikoen kan nævnes, at Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som Carl Peter Christesen var tjenstgørende ved i størstedelen af krigen, i 1914 bestod af 3.273 mand. Efterhånden som der var tab, blev regimentet fyldt op igen. Da krigen var slut, havde regimentet mistet 2.429 døde og 8.917 sårede.  En stor del af de sårede blev sendt tilbage til regimentet. 1.119 var meldt savnede. Tilsyneladende var Carl Peter Christesen sluppet heldigt.

Den 10. november 1918, dagen før våbenstilstanden, var hans held brugt op. Carl Peter Christesen blev alvorligt såret i forbindelse med luftangrebet på en bro. Hans venstre arm blev slemt læderet af en granatsplint ”durch Fliegerbombe am linken Arm vervundet”, som der står i hans Kriegsstammrollen-Auszug. Kammeraten, han var sammen med, blev dræbt.

Efter lang transport i hestevogn kom Carl Peter Christesen på krigslazarettet i Tirlemont i Belgien. Her blev hans venstre arm amputeret. En halv snes dage senere blev han overført til Vereinslazarett Roten Kreuz i Eberswalde, hvor han var til den 16. december. Han kom derefter nærmere hjemmet, idet han den 19. december kom til Reservelazarett Hadersleben, hvor han var indlagt til den 30. marts 1919. Så blev han flyttet igen, denne gang til Flensborg, hvor han fik en armprotese, som han trænede med. Ind imellem var han et par gange på besøg i hjemmet. Endelig den 29. oktober 1919 blev han udskrevet fra lazarettet.

Carl Peter Christesens invaliditetsgrad på 65% bevirkede en årlig rente på 182 Mark og 95 Pfennig. Det svarede til 162,65 kr. Den kunstige arm, han havde fået tildelt, syntes ham ubrugelig, og ved en efterundersøgelse i juni 1922 blev det konstateret, at protesen ved arbejde smuttede af den 13 cm lange armstump. Den undersøgende læge Ramlau-Hansen erklærer:

”Det der mangler manden er tilvænning, øvelse og tilstrækkelig energi. Han gør i dag et noget slapt indtryk, hvortil nok bidrager private sorger. (konens død, mange små børn)”

Og der var sandelig en årsag til ”det slappe indtryk”. Ud over de 6 børn født før og under krigen fødte Louise Helene den 19. april 1920 en dreng, Ludvig. Men opslidt af det hårde arbejde og de mange børnefødsler døde Louise Helene efter endnu en fødsel den 31. maj 1921. Hun var 34 år. Den yngste søn Antoni Leonhard var født den 29. april 1921. Han døde på Gram sygehus den 5. maj 1922.

I 1924 giftede Carl Peter Christesen sig med Christine Holm. I 1935 flyttede parret til hus på Melvang i Toftlund. Ejendommen i Stenderup blev afhændet til den ældste søn Hans Christian.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918