Senest ændret den 22. november 2022 8:44

Hvis der er nogen, der har lyst til at hjælpe med afskrivning, så kontakt René Rasmussen

Side 456

4 russere til Brørup 4. sept. 1916
Mandag den 4. sept. Interneredes i Brørup 4 russere, der fra deres arbejdssted ikke langt fra grænsen var løbet over denne. De 4 var: 1) Ivan Blanchou, 31 år, af 225. inf.reg. ; 2) Alexander Benkin, 28 år, af 225. inf.reg.; 3) Baret Baskov (25 år) 14. inf.reg. og Zedge Bromnise [?] (38 år) 225. inf.reg.

1 russer til Taps
5. sept. 1916
Den 5. sept. Interneredes i Taps russeren Iwan Weis, flygtet fra Haderslev, hvor han arbejdede ved banen. Han stammer fra Riga.
Nogle dage senere interneredes samme sted russeren Stephan Schepeljuk fra Guv. Kiev.

2 russere til Ribe
11. sept. 1916
Tirsdag den 11. sept. 1916 interneredes to russere fra sygehuset i Ribe, nemlig: 1) Ivan Avetschkin, 93. reg. fra guv. Vjatka og 2) Vasilii Jemetjanivitsch Putschinja, 87. reg. fra guv. Minsk. – De er flygtet fra fangelejren i Gabøl. De var 10, der brød ud sammen, men de otte blev pågrebne; kun disse to lykkedes det at komme over.

4 russere til Assens fra Schikel v. Kielerkanalen.
11. sept. 1916.
Den 11. sept. 1916 landede ved Baagø fyr 4 russere, som derefter bragtes til Assens: 1) Alexander Damloff Tschugunoff, guv. Tver, 14. sib. Jægerreg.; 2) Vaselii Ivanoff, guv. Pskov, 272. reg. 3) Ananii Kotschkin, guv. Rejsan og 4) Nikolaj Beloi, guv. Minsk; sidstnævnte var soldat i fæstningen Novo Gjeorgitvsk.

Side 457

A.D. Tschugunoff fortæller:
Jeg og mine kammerater sender Dem vor bedste hilsen og hjertelig tak for Deres gaver. Vi er meget lykkelige. Danmark har modtaget os meget hjerteligt og gæstfrit, og vi vil aldrig glemme det, så længe vi lever. De og Deres landsmænd var Gud Jesu Kristi bud om forholdet til næsten. Vi var hungrige, og I gav os at spise; vi var nøgne, og I gav os klæder. Vi blev tilmed anbragte i en varm bygning i stedet for i en kold og fugtig, og de gav os alle de bekvemmeligheder, vi havde savnet i tysk fangenskab – vi har ikke ord nok til at udtrykke vor taknemmelighed.

Vi er jo 4 mand i alt og ankom til Danmark natten mellem den 10. og 11-. sept. 1916.

Jeg blev fanget den 11. okt. 1914 i nærheden af Warschau og førtes til krigsfangelejren ved Alten-Grabow i nærheden af Magdeburg, hvor jeg var i 12 døgn, hvorefter vi transporteredes til lejren Holebüll [Holbøl, RR] i egnen ved Flensborg, hvor jeg opholdt mig til den 23. juli 1915, da jeg kom på arbejde i byen Bürup, ca. 25 km fra Flensborg. Her var jeg så i 9 måneder, indtil jeg den 26. april 1916 forsøgte at flygte til Danmark, men blev pågrebet ved grænsen og blev ført til lejren i Tinglev, hvor jeg straffedes med en måneds arrest.

Efter at have udstået denne kom jeg igen på arbejde, denne gang i landsbyen Schikel ved Kielerkanalen. Få måneder efter, den 27. august 1916, flygtede jeg for anden gang, og denne gang lykkedes flugten. Om natten kl. 12 brød vi de stærke jernstænger for vinduet i stykker, tog alle vore pjalter på og krøb ud gennem vinduet. Ikke langt fra barakken var der et brødlager, og der forsynede vi os hver med 3 brød og begav os på vej.

Man kan nok forstå, at vor flugt var vanskelig. Vi havde hverken kort eller kompas, kunne ikke tysk ud over nogle brokker, vi havde lært, og havde ikke civile klæder; men vi gik på med godt mod. Vi besluttede at gå til Aabenraa og gik snart ad veje, snart over marker og enge, men vi gik kun om natten, mens alle tyskere sover. Den smule tysk, jeg kunne – jeg havde bl.a. lært at tælle – kom mig til god nytte, da jeg kunne tyde, hvad der stod på vejviserne og afstandene.

Kl. 6 en aften kom vi til byen Flensborg. Vort brød var næsten sluppet helt op, og der var langt endnu til den danske grænse, men vi tabte ikke modet – vi blev blot enige om ikke i nogen som helst tilfælde at overgive os. Føden skaffede vi os, hvor vi kunne, og således gik vi videre, idet vi levede af roer og æbler, som vi tog på marker og i haver.

Efter 10 dages forløb nåede vi til Aabenraa, og herfra besluttede vi at søge efter en fiskerbåd.

Side 459

Vi vandrede, som sagt, om natten – fra kl. 10 aften til kl. 4 morgen – og skjulte os om dagen et stykke fra boligerne enten i skove, i buskadser eller i den grønne havre og lå ganske stille. Således også her ved Aabenraa nær havets bred. Da det blev nat, gik vi langs kysten for at finde en båd – vi blev heller ikke skuffet. Efter at vi var gået ca. 6 km fandt vi en sådan og gik til søs. Båden var kun lille og skrøbelig, men vi ville – om galt skulle være – hellere drukne end tilbage i fangenskabet – til de forhadte tyskere.

Vi sejlede i to nætter, idet vi holdt os nær ved kysten hele tiden og om dagen slæbte båden op til buske ved kysten, medens vi selv skjulte os, indtil mørket faldt på igen. Hen på den tredje dag opdagede vi fra mit skjul på den tyske kyst Danmark, og vi var da netop over for byen Assens. ”Brødre”, råbte jeg, ”se der er Danmark, derhen må vi, thi det er vor frelse.

Vi var dødtrætte af udmattelse, sult og kulde, men nu hævedes modet igen. Nu faldt den tredje nats sejlads på, det var den værste, vi havde haft: det blæste stærkt og bølgerne kastede vor lille båd hid og did som en [?]. Men Gud være lovet, vi kom velbeholdne til Danmark”.

Side 460 – 461 – 462

3 russere til Ribe
12. sept. 1916
Onsdag den 12. sept. 1916 interneredes i Ribe 3 russere : 1) Korporal Pjotr Tschasden, 5. reg. guv. Moskva; 2) Underkorporal Ivan Ivanovitsch Schkolkin, 225. reg. guv. Orek; 3) menig Ivan Baschjenoff, 116. reg. guv. Perm. De kom fra Flensborgegnen, fra landsbyen Norderhackstedt ved stationen Schafflund, hvor de havde arbejdet et år. De var dér 25 mand, som sov i en lille bygning.

Den 28. august 1916 kl. 12 om natten slog de gitteret for vinduerne itu og slap ud. Uden at være i besiddelse af kort eller kompas – og tilmed i dårligt, regnfuldt vejr, vandrede de i 14 døgn, før det lykkedes dem at slippe over grænsen til Danmark.

1 russer til Brørup
13. sept. 1916
Den 13. sept. 1916 interneredes en russer i Brørup nemlig: Dinis Jimiljantsche Ivanoff af livgarderegimentet 12. kompagni, guv. Samara.

Ivanoff arbejdede hos en bonde Kubi (?) i Lille Nustrup. Han skriver:
”Hvis det er muligt, så send min husbond et brev med en hilsen fra mig: Hjertelig tak til alle fra Deres russiske arbejder. Han er nu rejst til Rusland”.

”Den russiske soldat sender Dem sin ærbødige hilsen og ønsker Dem i tak til Herren god sund[hed], held og lykke i hele deres liv. Jeg blev meget glad for Deres brev og alle Deres ord og Deres hilsen; jeg vil bringe Deres brev med hjem til Rusland. Endnu en gang min hjertelige, dybeste tak.

Her i Danmar[k] er alt anderledes end i Tyskland. Her er alle gode imod os og modtager os – jeg havde nær sagt som en far og mor modtager deres søn. Jeg beder Dem fra den russiske soldat O.J. Ivanoff af hele min sjæl overbringe en hjertelig tak til den danske hær og til de civile. Og så lidt om min flugt.

Den 11. sept. Kl. 7½ blev det sidste læs havre kørt ind. Alle søgte efter mig, men de kunne ikke finde mig – jeg havde skjult mig i roerne – og de vedblev at lede til kl. 12½. Da eftersøgningen var hørt op, gav jeg mig til at gå og gik til kl. 4-5 og i en anden retning end af grænsen – hen imod barakkerne ved Gabøl. Klokken kvart i fem krøb jeg ind i høet på loftet af en bondes gård, og der sad jeg i 2 døgn. Hos bonden arbejdede to russere.

Da jeg hørte, at der blev talt russisk, spurgte jeg:” Brødre, kan I skaffe mig brød?” De fik hver to stykker brød kl. 4 og kl. 8 om aftenen gav de mig det. De sov begge i bondens hus og opfordrede mig til at lukke dem ud: ”Vi vil så, broder, drage med dig!” ”Tag så kun alt med jer,” svarede jeg. Kl. 11 om aftenen tog jeg stangen fra døren, og kl. 12 gik vi alle afsted. Vi kom til et vandløb, de to af os kunne svømme, den ene ikke. Så fik jeg fat i [en] stang og søgte i halvanden time efter et lavt sted, og vi kom alle godt over. Vi nåede ind langs jernbanen, og da det lysnede søgte vi hver ro for dagen. Den følgende nat krøb vi videre. Der lå grænsen.

Vi gik endnu en halv kilometer og så vagtposterne en 15 sachere [?] fra os. Han havde opdaget os og råbte nu ”Halt!” ”Halt”. Jeg styrtede fremad; mine to kammerater løb tilbage. Jeg så ikke, at der foran mig var vand, men styrtede mig blot ud. Vagten skød to gange mod mig eller mine kammerater. Men jeg kom over vandet. Jeg ved ikke, hvad der blev af mine to kammerater, der hed Krasoff og Mankoff …

2 russere til Taps
13. sept. 1916
Den 13. sept. 1916 interneredes i Taps 2 russere. 1) Josef Bolischtuk, bonde fra guv. Vologda, og 2) Bronislaff Mankjevitch, klmd. Fra byen Jekaterinoslai.- De skriver:

Vi døjede meget i Tyskland, fordi der ikke er tilstrækkelig mad, og de prygler os til at arbejde. Til slut nåede vort mål at slippe bort.

Vi arbejdede hos Mathias Orom i Urstedt, og om aftenen blev vi lukket inde og vore klæder taget fra os; men vi fandt så gamle klæder, som vi gemte og ventede til det blev regn en nat.

Så brød vi jernstængerne i stykker, og flygtede hurtigst muligt over grænsen. Vi nærmede os ganske tæt til den og så efter, hvor vagtposterne stod og krøb så videre. Vi opdagede vagtposterne, og hver gang de fjernede sig fra vor nærhed krøb vi et lille stykke videre frem. I løbet af ca. 3 timer krøb vi omtrent en kilometer, og nu manglede de blot 50 skridt.

Vi så os om og løb så af alle kræfter. Vagten bemærkede os ikke, og vi gik så hen mod en mose, som vi slap heldigt over. Da vi rejste os og spurgte: ”Er det Danmark?” og fik til svar ”ja, det er Danmark”, fandt vi det udmærket; de danske tog godt imod os og var ikke bange for os, skønt vi var meget snavsede og våde. Og man gav os mad i et hus, og senere kom en soldat, der hilste på os, gav os cigaretter og førte os til hospitalet, hvor vi fik mad og rene klæder og god søvn. Vi ved nu, at det danske folk er gode og sympatiske mennesker, og vi vil mindes og takke Danmark, så længe vi lever. Lykken står den kække bi. Gud er ikke uden nåde, mennesket ikke uden lykke.

1 kosak til Ribe
3. oktober 1916
Putschikoff
Tirsdag den 3. oktober 1916 interneredes på sygehuset i Ribe. Kosakken Timofei Naumoff Putschikoff fra landsbyen Alimoff, de danske kosakken guv.
Putschikoff, der er et par og tredive år og hører til 40. kosakregiment, blev taget til fange den 18. aug. 1914 ved de masuriske sumpe, og han hævder bestemt, at den russiske general Sassonoff ikke ville lade sig tage til fange og derfor dræbte sig selv.

Side 464

I august 1915 interneredes en kosak i Ribe og i det til Ærø ankomne tredje hold flygtninge var der ligeledes en kosak. Disse såret som Putschikoff og de andre russiske flygtninge oplyser, at tyskerne, der under kampene frygter kosakkerne, hugger enhver af disse ned, hvor de tages til fange og ved, at de er kosakker. Ligesom de tidligere ankomne kosakker var det lykkedes Putschikoff at forandre sin uniform således, at tyskerne ikke mærkede noget til hans oprindelse.
Putschikoff forsøgte allerede at flygte den 31. oktober 1915, men han blev hurtigt pågrebet og det kort og kompas, han havde erhvervet, blev taget fra ham. – Den 11. august 1916 flygtede han for anden gang, og denne gang lykkedes flugten efter ca. 7 ugers forløb. En kosak og en anden russisk soldat flygtede sammen med ham. Den ene

Er rimeligvis blevet dræbt, da de en gang undervejs stødte på en vagtpost, medens den anden undersøges i Holsten blev så medtaget, at han ikke kunne gå videre, og bad Putschikoff lade ham blive liggende og selv flygte videre.

Putschikoff flygtede fra Bautzen nær Dresden og han og russeren Tschijikoff, der i sept. 1915 interneredes i Brørup efter at være flygtet fra Erfurt, må formentlig strides om æren af at være flygtet længst.

Over Kielerkanalen kom han på følgende måde:

Side 465

Han tog et markled, forsynede det yderligere med noget træværk, lagde mig fladt på det og brugte armene som årer. Til trods for, at kanalen (i midten?) blev oplyst af stærke elektriske lyskastere, og til trods for, at en damper passerede lige forbi ham og satte vandet i så stærk bevægelse, at han både blev oversprøjtet af vand og slået ud af kurs, nåede han efter et par timers arbejde over på den nordlige side af kanalen, halede ’fartøjet’ i land og slog det i stykker. Han var nu meget sulten og gik så ind i en gård og tog nogle kyllinger, tændte ild i noget træværk i en grøft inde i en skov og stegte kyllingerne.

Han er gentagne gange brudt ind i gårde om natten, helst mellem kl. 2 og kl. 3; hundene generede ham ikke videre, idet han altid passede på at stå stille, ganske stille, hver gang hunden blev holdt op med at gø, og gå roligt videre, når de slog an igen. I den tid, hans kammerater endnu var sammen med ham, slagtede de og fortærede det meste af 4 (fire) grise, 6 (seks) høns, og i de sidste 16 dage, da han var alene, ekspederede han 5 (fem) ænder og en høne og —–en gris! Da han ankom til Ribe Sygehus havde han endnu en halv høne til overs.

På flugten orienterede Putschikoff sig ved hjælp af et stort tysk udmærket kort, der var blevet en del medtaget over Kielerkanalen, og et tysk kompas. Han gik mod nordvest og til sidst langs Sønderjylland vestkyst.

Side 466

I Sønderjylland traf han en gang en russisk soldat, der uden opsyn gik og pløjede. De talte sammen og spurgte hinanden ud, og pløjeren fortalte ham, at Sønderjylland egentlig slet ikke var tysk jord men en erobring fra Danmark.

Putschikoff søgte forgæves at bevæge kammeraten til at flygte med – han turde ikke. Takket være de tyske vagtposters elektriske lommelygter og ilden fra deres cigarer slap han alligevel forbi dem, men han vidste blot ikke, om han – når han havde passeret sådanne – var nået over i Danmark, og han gik derfor stadig videre nordpå.

Om morgenen den 3. oktober skjulte han sig bag nogle træer, da det blev lyst. Men han lagde nu mærke til, at unge mennesker spadserede på landevejen og at folk kørte på cykler, og han fandt en konvolut med et grønt frimærke på. Han spurgte nu en dreng, om det var ”Wilhelm”. ”Nej”, svarede drengen, ” han hed Christian”. Så blev kosakken glad og søgte at forklare, at han var russer, men det forstod drengen ikke. Imidlertid stod der nogle soldater ved en bro, og til dem henvendte Putschikoff sig og derefter blev han ført til Ribe.

Side 467 + 468

Han påstod i øvrigt, at han den foregående nat havde passeret Ribe og på den tur tilegnet sig en overfrakke, da det var både råkoldt og regnfuldt.

Timofei Putschikoff, en meget høj og mørklødet mand, en af de mest imponerende skikkelser, der er flygtet til Danmark under Krigen. Han har aldrig gået i skole, da forældrene var fattige, og han måtte arbejde fra lille af, men desuagtet har han lært at læse og skrive og har selv skrevet den beretning, hvoraf dette er et uddrag.

1 russer til Brørup

29. sept. 1916

Den 29. sept. 1916 interneredes i Brørup underkorporal Gavril Schalochoff, 11. Pskovski Reg.’s spejderkommando, guv. Perm. Han var flygtet fra Moltrup og havde været 3 nætter undervejs. Sammesteds fra flygtede i slutningen af august 3 tartarer, som interneredes i Taps, og han blev henrykt over at høre, at de var nået velbeholdne over grænsen. Han skriver bl.a.:

I tre nætter flygtede jeg hertil Brørup; jeg kom sidst til en å, men kunne ikke finde en overgang. Det havde jeg ikke forudset. Så fløjtede et tog i nærheden. Jeg tog nu her togene her i øjesyn – der gik mange, og de kunne efter min mening ikke være tyske, fordi tyske tog i reglen var korte og sjældent udover 4-5 vogne mens disse var lange. Jeg fik så lyst til at se, hvem der sad i togene, og det lykkedes. Der var kun få mennesker i dem, og jeg troede så ikke, at jeg var i Danmark endnu. Jeg undersøgte nærmere husene, var også i en skov, men fik så lyst til at se banegården nærmere. Da jeg ikke så soldater der, gik jeg igen ned i skoven og faldt der i søvn.

Da jeg vågnede, var det mørkt endnu. Jeg så på mit ur. Klokken var 5, her var den 6 (han var interneret på Brørup Sygehus; den 1. oktober efter overgangen fra sommertid til vintertid, deraf forskellen). Jeg stod op og gik hen til en gård i nærheden, hvor jeg lagde mig på spånerne i et værksted og ventede på, hvad der ville ske – jeg troede stadig ikke, at jeg havde passeret grænsen. Først, da jeg så soldater i helt andre uniformer, først da var jeg klar over, at jeg var i Danmark – foruden gik jeg som i en drøm.

Farvel danske land; jeg rejser til Petrograd for dér at fortælle, hvor godt jeg er blevet modtaget i Danmark. Jeg flygtede ikke. Fordi jeg havde det dårligt hos bonden Anskudt (?) (Hans Knud Knudsen?) men for mit fædrelands skyld, og hvis det er muligt, så bring bonden min tak, fordi han var god mod os, og familien min tak, fordi den var venlig – jeg var så tilfreds og glad ved den.

5 russere i Grindsted fra Stettin egnen

7. oktober 1916
Den 7. oktober interneredes i Grindsted 5 russere, der var flygtet [fra] fangelejren ved Altdam ([regeringsdistriktet Stettin), hvorfra de var sat i arbejde i landsbyen Breitenfeld. De havde været to måneder undervejs.

De fem russere var 1) Timofei Brjuchnin fra guv. Samara; 2) Nikita Fjordoroff, guv. Tobolsk; 3) Andreu Mjedvjedjeff, guv. Vjatka; 4) Nikolaj Karpatjeff, guv. Moskva og 5) Alexander Popoff, guv. Vologda.

Side 469 + 470+ 471

Alexander Popoff skriver:
Vor flugt var lang og besværlig. Undervejs levede vi af kartofler, roer og gulerødder, som vi tog fra markerne. Vi havde også opsparet tvebakker, som er sendt fra Rusland og givet os af vore kammerater, samt nogle rationer brød. En af kammeraterne var såret af en kugle i foden, der undertiden smertede ham, men vi forlod ham alligevel ikke.

Flugten var vanskelig for os, fordi vort kort ikke var fuldstændig, men kun nåede til Rostock; for resten at vejene havde vi kun en løs skitse at rette os efter. Kompasset tabte vi en gang på halvvejen, men takket være kendskab til stjerne nåede vi fremad.

Vi er alle menige.

Nu takker vi Gud, fordi vi slap ud af fjendens hænder og befinder os i det lille Danmark, hvor vi er blevet modtaget som slægtninge eller gode gæster og fik bad og gode klæder. Så god en modtagelse havde vi ikke ventet. Nu har vi det så godt, som om vi var derhjemme.

Vi var ikke klar over, hvor grænsen var, fordi der intet som helst kendetegn var, og vi ikke mødte nogen. Vi mente, at vi passerede den første vagtpostkæde en nat, da vi gik over en mose, og vi troede allerede, at vi var kommet ud af Tyskland og glædede os højlig derover, da vi hen ad morgenstunden uventet stødte på en skildvagt.

Da det var tæt tåge, opdagede vi ham først i 15-20 skridts afstand.

Han råbte: ”Alt! Alt! Til os. Vi standsede et øjeblik og så, at det var en soldat med gevær, og gav os så til at løbe. Han råbte igen, men vi standsede ikke, og han skød tre gange efter os. Vi havde kastet os ned og hørte nu, at han brugte en alarmfløjte. En anden vagt kom til, og vi hørte dem tale om, at der var russere. Vi ville gå tilbage for at undersøge, hvorledes kæden var lagt, men det lykkedes ikke, og vi skjulte os for dagen. Næste nat stod vi op igen, tog vore støvler af og gemte dem i vore poser, og begyndte at gå frem igen. Nu ventede tyskerne rimeligvis på os. Da vi nåede hen til en vold eller dæmning, stod der mange vagtposter, og vi blev atter opdagede. De råbte ”Alt!”

Vi flygtede, og de skød. Vi vidste ikke, hvilken retning vi skulle gå, og hen ad morgenen gemte vi os i roerne tæt ved en landevej, hvor der arbejdede folk i nærheden af os. Den følgende nat opsøgte vi et sumpet sted for at søge over; det lykkedes; der var også noget buskads, og der lyttede vi; dér gemte vi os så om dagen og kunne nu iagttage posterne. Den følgende nat frøs det stærkt, og græsset var dækket af rim, men vi mærkede det ikke. Vi tog støvlerne af og krøb en kilometer og var så alle gennemvædede af duggen. Så rejste vi os alle og listede krumbøjede videre.

Ude på vejen så vi en del patruljer, der løb omkring som sultne hunde. Videre fremme stødte vi på mindre åer; vi tog vort tøj af og vadede over, og i nærheden varv der en dæmning på mose (engbund), og vi mener nu, at det må have været grænsen; thi efter denne å, mødte vi ingen. Da vi lå skjulte om natten, hørte vi en samtale, men da deres sprog ligner tysk, mente vi, at vi endnu stadig var i Tyskland og fortsatte vor flugt. Den 7. oktober standsede vi og tilbragte [dagen?] i en lille skov i nærheden af en landsby. Til vort held kom 6 raske unge jægere hen til os, og vi gav os til kende for dem. De tog sig venligt af os, og førte os her til Grindsted. Og alle behandler os venligt og godt.

Vi er flygtet fra lejren ved Altdam, hvorfra vi var sendt på arbejde til landsbyen Breitenfeld, og vi var to måneder undervejs.

Side 472

3 russere til Brørup
10. oktober
Den 10. oktober 1916 interneredes i Brørup 3 russere, flygtede fra Hellevad, hvorfra de var 4 døgn undervejs. Det er: 1) Paul [eller Taul?] Ivanovitsch Martjaschkoff af 101. Inf.reg., guv. Monetz; 2) Micail Coldalikoff, 37. sibiriske reg. korporal, guv. Nischnjegorvel; 3) Nikita Jermaschheff, 2866. reg.

2 russere til Brørup
13. oktober 1916
Den 13. oktober 1916 interneredes i Brørup de to russere 1) Jefim Butska og 2) Stefan Jefdijeff

5 russere til Lolland
22. okt. 1916
Søndag den 22. oktober landede ved Kramnitze på Lolland 3 russere, der interneredes i Nakskov. Det var 1) Pjotr Daniljevisch Omeljenki, bonde fra guv. Voronesch; 2) Ipolit Ivanoviitsch Djeminoff, gartner fra guv. Tula og 3) Ivan Ivanovitsch Gulikin, fisker fra guv. Penses.
De lavede sig en nøgle og fik døren for deres nattelokale åbnet. De fik fat i en båd, slæbte den ud til havet og satte over Østersøen. De var oprindelig i alt 7, men da båden skulle sejle, turde de 4 ikke gå om bord.

Samme dag interneredes 2 russere i Nysted.

5 russere til Brørup
25. oktober 1916
Den 25. oktober interneredes i Brørup 5 russere, nemlig 1) Stefan Maksimovitsch Panoff fra guv. Tobolsk; 2) Vasilii Fjodorovitsch Panoff, guv. Tobolsk (fætre) 3) Minail Posnyekoff, guv. Tambovsk; 4) Ivan Korch, guv. Kieff og 5) Anton Kurtjenko, guv. Korson. – De var flygtede fra          og var to dage undervejs ogblev beskudt af de tyske vagtposter ved grænsen 5 gange.

Side 473

4 russere til Assens i 2 vandtrug
26. oktober 1916
Den 26. oktober 1916 interneredes i Assens 4 russere: 1) Vasilii Gregorieff, 2) Makar Prafinoff, 3) Pjotr Mitjaroff og 4) Mikail Noroff.
Amtslæge Tiedler skriver:
”Den 26. oktober fik vi atter russerbesøg. De blev bjergede ude i Lillebælt af en Thorøhuse-skipper eller fisker, da de hen ad morgen søgte at nå Assens eller andet dansk land i to store trug af den slags, der står på markerne til kreaturvanding, medførende en spand til at øse med. De var undvegne en uges tid i forvejen og havde holdt sig skjult på Årø, indtil de så lejlighed il at tiltræde rejsen, som dog næppe var gået godt, dersom Thorøhus-skipperen ikke var kommet dem til hjælp. De var dygtigt forkomne, da de kom hertil.”

1 russer til Brørup
28. oktober 1916
Lørdag den 28. oktober interneredes en russer i Brørup: Simeon Filippovitsch Petjerleff, bonde fra guv. Perm.
Han blev taget til fange i december 1914 og førtes til fangelejren i Hammerstein, der får et meget slet skudsmål af fangerne, ikke blot fordi ernæringen er dårlig men også fordi fangerne mishandles.
Senere kom han til lejren i Perchim og efter 3 ugers ophold førtes han til arbejde i Breitenfeld i Holsten.

Side 474

Herfra flygtede Simeon og en kammerat. Simeon havde hos sin husbond tilegnet et stort, udmærket detaljeret kort. Ved Kielerkanalen fandt de en båd, hvori de kom over. De nåede til omegnen af byen Slesvig, men blev så pågrebet og sat i arrest i en lejr i Wastedt ved Neumünster. Efter udstået straf kom Simeon igen tilbage til Breitenfeld, flygtede imidlertid snart efter, blev atter grebet og atter ført til Wastedt lejren. Da fangerne en dag arbejdede ude på en mark løb Simeon og en kammarat ved middagstid deres vej, mens de øvrige fanger og vagten var i færd med at spise. Efter at de havde løbet ca. 5 km skjulet de sig i noget buskads. Der blev søgt efter dem, og hunde var også ude, men flygtningene blev ikke opdaget. Simeon havde denne gang ikke intet kort med, men et kompas, som gang en gang i sin fangetid havde købt for 3 mark i en tysk butik. Ved Kielerkanalen fandt han igen en båd, men uden årer. De brugte så nogle stænger i stedet for, kom heldigt over og flygtede videre nordpå og passerede tæt forbi byerne Slesvig og Flensborg.
Under flugten levede de af roer og kartofler, og drak af mælkespandene ved vejene.

S.F. mener at have passeret 3 kæder af vagtposter. Tæt ved grænsen opdagedes han af en civil person, der tændte en lommelygte og så at S. var i uniform.

Side 475

Han greb fat i Simeon, der imidlertid rev sig løs og løb videre nordpå. Han fandt nogle aviser, og da han kunne en lille smule tysk, ’så’ at sproget var et andet, var han klar over, at han måtte være i Danmark. Hans kammerat, der var i civilt tøj, skjulte sig, da Simeon blev antastet ved grænsen<, om kammaraten senere kom over, ved han ikke.

S.F., der gjorde et beskedent og sympatisk indtryk, fortalte – hvad der stemmer overens med udtalelser af mange andre fanger – at englænderne og franskmændene i de tyske fangelejre modtager mange pakker fra deres hjemland, mens russerne kun får meget lidt. I de henved 2 år, S.F. havde tilbragt i fangenskab, havde han aldrig modtaget nogen pakke hjemmefra, men der [er?] dertil at bemærke, at hans hjem ligger ca. 200 km fra den nærmeste station.
På begge sider af Kielerkanalen er der, meldte han, anbragt elektriske lyskastere med meget kort mellemrum, og han så en mængde krigsskibe og andre skibe i Kielrkanalen.

Side 476

2 russere til Taps
Slutningen af oktober 1916
I slutningen af oktober 1916 interneredes i Taps 2 russere 1) Andrei Kolesnikoff, guv. Moskva, 250. reg. og 2) Fjodor Venitschenko Obmalinski Oblast, 55. reg. De flygtede fra en landsby i nærheden af Haderslev og nåede efter to nætters vandring over den danske grænse.

2 russere til Ribe
30. oktober 1916
Mandag den 30. oktober interneredes i Ribe 2 russere 1) Vasilii Ivanovovitsch Gretschin, 10. turkest. Reg., bonde fra guv. Samara, og 2) Pjotr Silantjeff, 217. kovrovske reg., bonde fra guv. Vladimir; underofficer. – De havde bemægtiget sig et kort og flygtede efter det fra Kastrup, hvor de arbejdede. Flugten varede i 4 døgn, og undervejs levede de af de levnedsmidler, de just nu havde fået i en pakke fra Rusland. – Læser og skriver godt.

2 russere til Ribe
31. oktober 1916
Tirsdag den 31. oktober interneredes i Ribe 2 russere, flygtede lige over grænsen fra Hjortvad: 1) Matvjsi Pjetrovitsch Pjetroff, 61. vladimirske reg. Tver, og 2) Mixail Pjetrovitsch Maksimuschkin, 95. Krasnojarski reg., guv. Rjesan.  – Blæsten hjalp dem til at holde retningen den korte vej over grænsen. – Ligesom de foregående intelligente og flinke folk, der læser og skriver fortræffeligt.

2 russere, Brørup
31. oktober 1916
Tirsdag d. 31. oktober interneredes i Brørup 2 russere, der er løbet over fra Dover: 1) Lukjana Jermolova, 292. reg. , arbejdsma. Fra guv. Voronesch og 2) Prochora Mjekotkin, 292. reg. arbejdsm. Fra guv. Voronesch.

Side 477

1 russer til Brørup
1. november 1916
Den 1. november interneredes i Brørup 1 russer.

1 russer fra Rostock til Brørup
15. november 1916
Den 15. november 1916 interneredes i Brørup russeren sergent Pavel Schevtschuk, 150. reg. , bonde fra guv. Volbynim, flygtet fra et sted i nærheden af Rostock. Af hans beretning anføres der følgende:
Den 2. december 1914 kl. 11 aften omringede tyskerne os i nærheden af stationen Babu (?) i guv. Petrokovsk. Vi blev taget til fange og ført til byen Surajeff i guv. Kalisch.

Der blev jeg syg og efterladt og lå der fra den 5. til den 26. december, da jeg førtes til den tyske by Hammerstein, i hvis fangelejr vore folk blev plagede værre end kvæg. Vi fik kun kaffe og suppe, der næsten kun var vand, og vi fik for lidt deraf. I to måneder måtte vi holde ud her, indtil en morgen ved 9-tiden tolken råbte ”Til samling!”. Vi blev samlet og drevet af sted i flokke som kvæg; de tyske soldater slog os med stokke.

Heldigvis lå jernbanestationen ikke langt derfra; vi blev holdt sammen der til kl. 8 aften uden at få noget at spise og i kulde; så kom der et godstog, i hvilket vi blev læsset op på en måde, som vi i Rusland ikke engang ville byde vort kvæg.

Side 478

Toget førte os til lejren ved Güstrov i Mecklenburg. Her var vi en måned, da pludselig en nat tolken gik omkring i barakkerne, medens vagterne slog med geværkolberne mod væggene. Sultne og forkomne måtte vi op, og efter at opgivet navn og bopæl fik vi hver – vi var 1000 mand – en lille skål suppe, hvorefter vi blev drevet til jernbanestationen, læssede i vogne og ført – hvorhen vidste ingen.

Vi kom til en moseegn med 8 barakker, hvor vi blev sat i arbejde med at grave kanaler i en mose eller eng. Der var 100 skildvagter. Vi fik kun lidt at leve af [vand?) og det var meget fugtigt arbejde, så at 5-6 mand døde i døgnet. Også jeg blev syg igen af feber, og nogle af os blev ført tilbage til Güstrovlejren, hvor jeg lå syg på lazaret i 4 måneder 21 dage. Efter at jeg blev udskrevet som rask, blev jeg nogen tid sat til at arbejde i lazaretkøkkenet og skrællede kartofler. Vi skulle så en dag ud på civilt arbejde, og jeg sagde så til en [letter?]: ”Lad os komme med. Måske kommer vi ud på arbejde nær grænsen, og derfra kan vi så flygte til Rusland”. Han gik ind herpå, og endnu før der var udtaget fanger til arbejde, gik vi ind på kontoret og lod os udskrive til arbejde.

Side 479, 480, 481, 482, 483, 484,485

To dage efter kom vi på arbejde hos en gårdejer Markin 12 km fra Rostock mellem Rostock og Rebniz. Godsets navn var ”Choberhagen”. Der arbejdede i forvejen 8 mand, og vi var nu 4, der kom til. Vi arbejdede fra kl. 7 morgen til kl. 9 aften, men fik kun dårlig mad.

Jeg sagde så til letteren: ” Nu må vi se at komme af sted”. ”Hvordan skal vi flygte uden kort?” spurgte han. ”Vi må have et kort”, tilføjede han. Så traf jeg aftale med en anden af vore soldater, Ivan Kozniroff, og en nat kl. 1 slog vi jernstængerne itu, og krøb ud gennem vinduerne og flygtede mod den russiske front. 12 dage havde vi været undervejs, da vi blev grebet og ført til Güstrow, hvor jeg sad i arrest i 12 døgn, hvorefter vi blev ført tilbage til godset Choberhagen.

Her traf jeg så efter nogle dages forløb aftaler med to af mine landsmænd, P. Rogoff og Gurja Schulgin, og vi 4 (Ivan Koz. og jeg) tilsluttede så den 4. september (russisk tid) at flygte. Den næste dag, altså den 5. sept., da vi kom fra arbejde, skyndte vi os at spise til aften og slap så bort. Målet var denne gang den danske grænse eller den hollandske. Vi gik i 2 uger, da Gurja Schulgin en dag udbrød:”

Hvor mange dage har vi gået?” – ”2 uger”, svarede jeg. ”hvor mange uger er der tilbage?” spurgte han videre. ”Det ved jeg ikke, det ligger i Guds hånd”, var mit svar. Men Paul Rogoff udbrød: ”der er endnu 4 uger tilbage, inden vi når grænsen”. Så solgte Gurja Schulgin mig sit ur og sine varme sokker. ”Jeg kan ikke mere”, sagde han. ”Jeg vil gå til stationen og så bliver jeg nok ført tilbage til Güstrow”. Så forlod han os, og vi tre andre fortsatte flugten.

Ivan Kozmenzoff kunne læse de tyske bogstaver, og heraf erfarede vi en dag, at vi var lige i nærheden af Hamburg. Da han på en vejviser havde læst navnet ”Hamburg”, gik vi mod Danmark. Vi havde gået i to nætter derfra og gik uden om en anden by; på vejen kom vi forbi et hus med en stor have. Ivan Kozmenzoff fik nu lyst til at tage nogle æbler i haven, men blev grebet.

Nu var vi kun to tilbage, P. Rogoff og mig.

Vi gik nu nogle dage sammen, da vi en nat hørte en stærk susen. ”Hvad er det?” spurgte jeg. ”Det er fra en skov!” svarede han. Vi gik videre, men det var ingen skov, men – havet! Kun vidste vi ikke, hvilket vand det var. Til venstre for os var der meget stærke lys fra lyskastere:” Hvad er det for en by?” spurgte jeg. ”det er nok en fæstning”, svarede han, og så gik vi i modsat retning i 2 nætter, men hvorhen vidste vi ikke, for det regnede, og vi kunne intet se. Vi kom imidlertid i nærheden af en lille by, og vi gemte os nu i en grøft i håb om at få russiske fanger at se, hvem vi så kunne udspørge.

Vi rystede både på hænder og fødder, mens vi lå i grøften og frygtede for, at en tysker skulle opdage os. Pludselig begyndte folk at pløje på marken foran, ca. 150 sachen fra os; det var 2 tyskere og 1 russer. Vi lå så stille som mus og holdt endog åndedrættet tilbage, og blev liggende ganske stille til kl. 5 om eftermiddagen. En kvinde arbejdede nu sammen med en russer; jeg kastede en sten hen efter ham, han så op og jeg vinkede ad ham. Han gættede, hvad det drejede sig om og sagde: ”Jeg kommer om lidt!”. Lidt efter kom han tilbage til mig og vi talte:

”Har I arbejdet længe her?” spurgte jeg
”Ja, i 7 måneder!”
”Hvad er det for en by?”
”Den hedder Pløn”.
”Men kender du ikke byen Kiel?”
”Jo, Kiel ligger 40 kilometer herfra; det siger de civile”.

Vor landsmand fortalte yderligere, at der anvendtes lyskastere til [at] oplyse omegnen med.

Så gik vi tilbage, og Gud være lovet var det nu lyse nætter. Vi nåede til Kielerkanalen, fik hurtigt fat i en båd og kom over kanalen. Efter at have gået i 2 nætter skjulte vi os ved daggry i en skov. Op ad dagen begyndte folk pludselig at jage vildt i skoven og en tysk jæger på ca. 45 år opdagede os og førte os med sig til en ca. 2 kilometer fra skoven liggende hus, hvor han telefonerede for at vi kunne blive afhentet. I huset arbejdede 2 russiske fanger af hvilke den ene kunne lidt tysk. Vi spurgte ham, hvem tyskeren var og erfarede, at han var skovrider. Vi fik nye støvler og nye klæder; jeg spurgte vor landsmand, hvor man ville føre os hen, og han svarede Saberae (?) (Satrup? Gabøl?). Klokken 5 om eftermiddagen.

Jeg sagde til min kammerat: ”Lad os nu løbe fra dem!” hvilket han svarede: ”Hvordan kan vi det; han har jo et gevær!” Jeg svarede: ”Jeg vil af sted”.

Det lykkedes mig i et ubevogtet øjeblik at slippe bort og jeg løb tilbage gennem skoven og fortsatte nu flugten i 7 nætter. Den 8. dag skjulte jeg mig i en lade for at udspørge landsmænd, hvor jeg nu var og hvor langt der var til den danske grænse. Det var en søndag. Kl. 4 om eftermiddagen fodrer de russiske fanger kvæget. Jeg kastede noget hø ned til en landsmand, og da han så op, vinkede jeg ad ham. Han forstod mig og lod en kammerat passe på, at ingen overraskede os. Han krøb så op til mig, og vi talte.
”Ved du”, spurgte jeg, ”hvor langt der er til den danske grænse?”
”Der er 25 kilometer”.
”Hvorfra ved du det?”
”Her er nogle russiske polakker, og de har fortalte det”, men nu kommer du ikke igennem, for nu er her mange soldater; det siges, at Danmark vil erklære Tyskland krig. Og her er der lavet skyttegrave.”

Jeg vidste i øjeblikket ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre men begav mig af sted og gik videre i et par timer, da jeg pludselig stødte på skyttegravene. Dem passerede jeg, men traf så pludselig på pigtråd. Efter et par timers arbejde kom jeg, Gud være lovet, igennem det og fortsatte flugten. Jeg tænkte mig, at når jeg havde gået to nætter, måtte jeg nå grænsen; kun vidste jeg ikke, hvor den var. Jeg gik nu hen i nærheden af en stor gård, hvor der nok skulle være nogle af mine landsmænd, for at få lidt besked. Men hvor var det vanskeligt for mig at holde mig skjult. Der arbejdede 12 russere i roerne, bevogtet af nogle tyske soldater, og jeg frygtede allerede for, at jeg skulle blive grebet, da mørket heldigvis faldt på og Vorherre reddede mig. Jeg krøb nu ud af mit skjul i en grøft og vandrede videre i 2 døgn og levede kun af roer. Der var nu kun meget lidt granskov (plantage).

Da jeg opdagede kartofler på en mark tog jeg nogle af dem og gik hen til en lille granskov, hvor jeg gav mig til at riste kartoflerne. Allerbedst som jeg sad der – klokken var 12 om natten – stod en mand pludselig tæt ved mig og spurgte på russisk: ” Hvem er du?” Jeg svarede ham aldeles ikke, men kastede kartoflerne fra mig og løb ind i skoven. Han råbte så efter mig i mit eget sprog: ”holdt, jeg er russer!” Så standsede jeg og råbte til ham: ”Hvem er du?” Så standsede jeg og råbte til ham: ”Hvem er du?” . ”Jeg er russer”, svarede han. ”Fra hvilket guvernement er du da?” ”Fra guvernement Sedlitz!” Hvorfor er du da her?” ”Jeg har været her her i 5 år og er skovfoged. Men fra hvilket guvernement er du? ”Fra Volhynien. Jeg er russisk soldat og er på flugt; men sig mig, er her langt til grænsen?” ”kun ca. 3 km, men du kommer ikke over  den.” ”Hvorfor ikke?” ”jo, nu er stærk vagt, fordi Danmark vil erklære Tyskland krig.”
Han skræmte mig nu nok, men jeg fattede mig og sagde: ”Vis mig nu den tjeneste at sige mig i hvilken retning grænsen ligger”. ”I den retning”, svarede han og pegede, men pas på – for en uge siden blev en russer skudt, da han ville gå over grænsen”. ”Giv mig lidt nærmere besked”, sagde jeg. ”Du ser nok”, Svarede han, den lille vej, som går fra skoven derhenne. Til højre ligger en stor gård og til venstre en landsby. Du må ikke gå ad vejen, for der er patruljer, men over markerne, og på markerne vil du komme til et hus. Dersom du når hen til det, kan du måske nok slippe over grænsen”.

Så tog jeg afsked med ham, takkede ham, gjorde korsets tegn og vandrede videre. Jeg kom ud af skoven, fandt landsbyen og den store gård og gik hen over markerne, men standsede hver øjeblik for at lytte. Pludselig hørte jeg et menneske hoste og forstod, at det var lige tæt ved mig. Så tog jeg støvlerne af og listede videre på hosesokker. Til venstre for mig fik jeg da øje på en skikkelse, der gik lige imod mig; jeg i det samme satte jeg i med at løbe hen mod grænsen. Vagtposten, for en sådan var det, skød efter mig, Gudskelov uden at ramme.

Jeg løb imidlertid videre, nåede et lille hus ved en lille vej, løb hen ad den, stod så stille og lyttede. Pludselig kom nogen gående; jeg satte mig ganske stille i nærheden af huset. Nu stod en skikkelse lige foran mig, det var en soldat med distinktioner på ærmerne og med gevær og en hue, der ikke var tysk. Jeg rejste mig op, gik lige hen til ham og sagde: ”Moi, moi (morgen = Guten Morgen). Han spurgte mig så ud, og jeg svarede, at jeg var russer. Så spurgte jeg ham: ”er dette Danmark?” Han tog så en lille lommelygte op og en lille seddel, på hvilken der på russisk stod skrevet Danmark.

Så blev jeg glad for, at jeg var sluppet over grænsen og satte mig ned og tog støvlerne på, og lidt efter førte soldaten mig et par kilometer videre til sit hus. Han bankede på ruden og en kvinde kom ud og åbnede døren, tændte ild og gav mig brød med smør. Da jeg havde spist, blev jeg kørt til byen Vantof (Vamdrup).

Sergent Pavel Schovtchuck
Guv. Volhynin. Kovet’amt, Ljubit herred
Landsbyen Balinja

Side 486

15 russere til Bornholm

7. november 1916

Den 7. november 1916 landede på Dueodden på Bornholm i en almindelig båd 15 flygtninge, hvoraf 12 var soldater og 3 civile.

Det var:

1) Underkorporal Vladimir Aleksandroff , 265. reg. fra guv. Tver;

2) Jakoff Smirnoff, 265. reg. fra guv.Tver (Georgskorsets 4. gr. fra den russisk-japanske krig);

3) Vasilii Romanoff, 267. reg. guv. Novgorod;

4) Aleksander Kunrjavroff 267. reg. guv. Novgorod;

5) Stepan Krasnoff do.do.;

6) Andrei Boiroff, do.do.;

7) Ivan Romanenkoff, 100. ostrovske reg., guv. Mogilef;

8) Ivan Jakovtjevetsch Schockoff, 141. reg. guv. Samara;

9) Mixail Ljedin, 200. reservebataljon, guv. Pensa;

10) Ivan Barbakoff, 119. reg. guv. Orenburg;

11) Kiril Agaroschin, 22. sib. Reg. Guv. Rjesan;

12) Kondratin Tuljaoff, 41. sib. Reg. guv. Tomsk.

De tre civile var:

13) Ivan Savestjanoff,

14) Ilja Karabin og

15) Mixail Parnoch.

Vasilii Romanoff skriver bl.a.:

Vi takker Dem alle inderligt for de gode gaver, De sendte os, og ligeledes for brevene. Vi har tilbragt fra 14 måneder til 23 måneder i Tyskland og blev taget til fange i 1914 og i 1915.

Side 487

Vi blev først ført til en fangelejr nær ved byen Bitevic (?), hvor vi var ca. 3 måneder for derefter at blive sendt ud på arbejde, der var meget besværligt. Det var udtørring af moser og omgravning af jorden.

Vi fik dårlig mad: ½ pund brød i døgnet og [ingen antalsangivelse] gange i døgnet varm mad med skrællede til dels rådne kartofler og i ringe mængde.

Nogle havde ikke kræfter nok til at udholde disse lidelser men faldt om og måtte bæres bort i bårer og adskillige døde.

Efter 8 måneders arbejde blev vi flyttet hen til en godsejer, hvis ejendom ligger nær ved havet og byen Stolminded (?), hvor vi havde det meget bedre. Vi måtte arbejde hårdt, men vi fik også bedre kost; brødrationerne var de samme, men vi fik flere kartofler.

Her arbejdede vi i et år indtil det lykkelige øjeblik, da vi slap bort.

Trods det strenge vagtopsyn, lykkedes det os at få at vide, hvor der lå en båd ved kysten. Vi fik også fat i et kompas og et kort. Da alt var rede, flygtede vi den 24. oktober (russisk tid). Vi gik gennem tagvinduet ad en rebstige, som i forvejen var klar. Ved Guds hjælp gik det godt. Det var lyst måneskin, hvad der ikke var heldigt for os, men Gudskelov nåede vi velbeholdne alle båden og bar den ud.

Det var en fiskerbåd, og sejlene var i orden.  Vi forlod den tyske kyst kl. 1 om natten og sejlede i 18 timer, da vi nåede Danmark, hvor vi blev modtaget meget kærligt og fik mad og drikke og et godt natteleje.

Den 26. oktober blev vi fremstillede for øvrigheden og nu er vi her på øen Bornholm. Kosten er fortræffelig og vi har det udmærket. Vi er alle bønder og arbejder ved landbrug. Vi ville gerne have vores velgørerindes fotografi. Men nu farvel. Vi er alle sunde og raske og i sikkerhed for vore tyske fjender.

Side 488

Syd for grænsen

Af et brev ved nytår 1917

Kære M…!

Efter megen besvær med at få attester i orden kom jeg da over den 24. decbr. (1916) om middagen. Mor har det ellers ganske godt, er så forunderlig stærk, både åndeligt og fysisk, hvad vi er meget taknemmelige for. Men lidt strengt var det at komme hjem i gården og ikke mere se fars lyse, milde skikkelse og høre hans hjertelige ”Velkommen hjem”. Ja, han savnes overalt i det kære gamle hjem, og dog ønsker vi ham ikke tilbage, han trængte så hårdt til hvilen og freden, disse tunge blodige tider var for svære for ham.

Og nu har han nok fejret en rig og lys jul sammen med alle sine kære i paradis, nærmere Gud end vi er.

Nu er det svært at komme derned (til Sønderjylland) og at se al den nød og alle deres savn. På gården sulter de jo ikke, men de savner mange ting, som vi jo før syntes, at vi ikke kunne undvære som f.eks. alle slags krydderier, sæbe og mange andre ting.

Hjemme havde de slagtet til jul, men kun i smug; de fik i efteråret lov til at slagte en gris, men har nu slagtet tre; kontrollen dér på egnen er ikke så streng, som den har været før, vel nok fordi hverken amtsforstanderen og kommuneforstanderen kan sige sig fri for at have overtrådt bestemmelserne.

Andre steder er de meget strengere, særlig i Sønderborg kreds, hvor grisene bliver talt, når de er 6-7 uger. Dernede bruger man derfor at slagte dem i den alder og så lave sylte af dem.

Ja, på landet kan de sagtens overgå bestemmelserne, men i byerne, hvor de skal leve fra kortene, der kniber det for alvor. Tænk dig, på ”Hejmdal” havde de levet ved tørt brød en tid. Men så kom de fra Nørremølle eller Ullerup – jeg kan ikke huske hvem – og så det og fik så fat i noget smør fra deres mejeri og sendt til dem ligesom der blev sendt noget kød. Nu har N.L. lånt dem en ko og den øvrige familie har samlet sammen til foder for den. Koen står opstaldet hos brødrene Fink, og Esther og Poula har også en, så nu kan de to køer være hinanden til selskab.

Et sted som på søsterhuset i Kristiansfeldt fik de juleaften kun bygvandsgrød med skummet mælk, men hverken kød, kartofler eller noget som helst andet.

Kartofler er det meget knapt med, hvorfor de tager kålrabi til hjælp.

Der er leveret en masse jernbanevogne fulde til ernæringsdepoterne, og da det er det meste kraftfoder de har til køerne, bliver det knapt tid for mælk og af den grund også for smør.

Side 490

I de større byer er der udbrudt en ny børnesygdom, som har fået navnet ”Marmelade kræft”. Den viser sig derved, at huden på hænderne revner, fordi børnene ikke får mælk eller fedtstoffer.

Revnerne går efterhånden over til at blive sår, ledsaget af feber. I Hamborg dør dagligt en mængde børn, mellem 30-50 lyder tallet. Hospitalerne er over fyldt af børn og gamle mennesker.

Morbror H.P. har også fortalt, at i Berlin fik de nu på det fine ”Hotel Fürstenhof” serveret sort kaffe med tørt krigsbrød om morgenen.

Siden august havde de ikke fået smør, en tid lang fik de marmelade, senere en dårlig kålrabi marmelade og nu i sidste samling kun tørt brød og sort kaffe. Han havde i sidste samling tabt 15 pund.

For øvrigt fortalte han, at det så mærkeligt [ud?] dér på hotellet. En af de fine herrer sad med en lille klat smør i et papir, en anden med lidt marmelade, en tredje havde købt sig lidt afskåret røget gåsebryst til 13,50 mark pr. pund. Tæt ved morbror sad en gammel general, der spiste sit tørre brød til en kop kaffe.

Morbror H.P. har jo været så tavs – jeg hørte for et års tid siden, at han sagde, han havde syv segl for munden. Nu samles han af og til hos en eller anden og meddeler en del mænd, som han stoler på, sandheden – så vidt han kan uden at komme i strid med sine løfter.

Og sandheden lyder ikke godt eller lys…

Du ved jo nok, at der nord for Åbenrå er lavet et stort skyttegravsanlæg med 4 m pigtrådshegn. Alt dette blev efter Hindenburgs råd lavet forinden tyskerne måtte begynde undervandskrigen. Og denne blev så sent vedtaget i efteråret, at nætterne var for lange og mørke, så den blev udsat til sidst i februar eller marts.

Morbror havde sagt lige før jul, at hvis fredsforhandlingerne nu ikke blev påbegyndt, så ville det for Tysklands side blive en ren desperationskrig – så vil det lade det briste eller bære, for Tyskland skal have fred i 1917 for ernæringens skyld. Det ville da blive en krig så grusom, at vi hidtil ikke havde kendt magen.

I Rigsdagen havde man erkendt, at den militære stilling var langt dårligere nu end i fjor ved samme tid trods de store sejre i Rumænien.

Hindenburg skulle have sagt, at skyttegravsanlæggene ved den hollandske og danske grænse skulle være i orden, thi når undervandskrigen begyndte, burde man være forberedte på krig med Skandinavien, Holland og Spanien samt Amerika. Det er jo en stor mundfuld at tage, men det kan jo også være beregning; det kunne måske nok se bedre ud at tabe, når de har det meste af verden imod sig.

Hindenburg skulle endvidere have udtalt, at samtidig med at undervandskrigen tog sin begyndelse, ville han anse det for rigtigst straks at gå op i Danmark, for det var klart, at England ville ikke godvilligt lade sin eksport fra Danmark gå til Tyskland, og så var det bedst at tage hvad der var, inden englænderne kunne nå at komme over til Danmark.

Vi må jo håbe, at Tysklands beregninger må slå fejl.

G. havde hørt, at man i England havde lavet i tusindvis af fladbundede både parat til landgang i Jylland!! Og forleden hørte jeg af en, der stod marinen nær, at englænderne havde lavet så mange vandflyvemaskiner, at de nok turde tage et tag med tyskernes undervandsbåde.

Der går i denne tid så voldsomt mange over grænsen både 17-årige og landstormsmænd, som er hjemme på orlov. Det er nemt at komme over, for vagten lader sig nemt købe med lidt levnedsmidler.

En mand jeg godt kender, er af selve vagten blevet opfordret til at gå over grænsen, blot han ville tage ½ pund margarine og et stykke vaskesæbe med tilbage. Den pågældende mand har været over grænsen flere gange på de betingelser.

Side 493 (Nytår 1917)

En dag i julen kom der pludselig en soldat ind ad døren med et brev og en lille pakke fra Stavnsbjerg; det var selve vagten, der havde sagt til Jacob, om han ikke kunne skaffe ham lidt margarine, så ville han gerne besørge noget for dem. Der stod for resten ikke noget farligt i brevet, men soldaten havde udtalt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad der stod, blot han fik noget margarine ….

Syd for grænsen

4. januar 1917

Landråd von Loew har til flere – bl.a. grosserer Outzen i Kolding, som får sit pas visiteret på landrådskontoret udtalt, at Danmark kan ikke undgå men vil blive tvunget til at gå med i krigen.

Korporalen, der slagtede så nydeligt.

På gården ”Kiddingen”, hvor en af Finnemanns døtre er gift og som var blevet idømt en mulkt på 1000 mark for for stærkt brug af brødkorn, spurgte en officer hende en dag, hvorfor hun dog ikke slagtede og hensaltede mere end hun gjorde.

Hun: Ja, men det kunne da aldrig falde mig ind; jeg er jo blevet højt mulktereret for brug af korn og kunne jo udsætte mig for endnu mere, Nej tak!

Officeren: Nå-åh, ja når det udføres forkert. Men jeg har en korporal, der har slagtet 82 svin for forskellige, og han gør det aldeles nydeligt. De skulle lade ham gøre det. Der [er] dog en ting jeg betinger mig. Jeg vil nok have et stykke flæsk til almindelig dagspris og korporalen må naturligvis også have et stykke.

Herefter blev det overdraget den omtalte korporal at slagte på Kiddinggård; han gjorde det også nydeligt og både han og officeren fik deres gode stykker.

Folk, der skal flytte!

Der har jo ved flere lejligheder været tale om, at folk skulle være forberedt på at flytte bort, når det begyndte at gå løs heroppe. Der er eksempler på, at folk allerede har købt eller lejet boliger i Mecklenborg for at have alt klart i givet øjeblik, og de har også forsøgt allerede nu at føre visse sager derned for at have lidt i behold at leve af; men de slipper ikke alle heldigt fra det, da jernbanevæsenet er begyndt at undersøge rejsegodset, når det går fra en kreds over i en anden!

Ved grænsen østpå er adskillige af de tyske vagtposter meget skikkelige, og for en mellemmad kan man uden synderlig vanskelighed på breve ucensureret over, skjult i felthuen. Det går endog så vidt, at vagtposter går over på dansk grund for at spise mellemmaden. Således blev for nogle dage siden en tysk vagtpost set løbende ad landevejen på den danske side ned mod den tyske grænse, idet han udtalte, at han håbede, at han nåede tidsnok over til appellen. Han havde været herovre for at få sin mellemmad.

Side 495

Hindenburg skal, da man i sin tid opfordrede ham til at overtage posten som generalissimus have udtalt, at skulle man tvinges yderligere ud i krig, burde der befæstes mod Holland og Danmark, og så var det vistnok for øvrigt vist nok bedst at tage Jylland straks!

Med hensyn til de økonomiske forhold er det ret illustrerende, at Haderslev kreds, der ved krigens begyndelse havde en gæld på 5 millioner mark, nu har en gæld på 100 mill. mark!

5. januar 1917

Der er i Tyskland og har allerede i lang tid været forbudt at avertere børns død.

To russiske krigsfanger, der er kommet til Brørup meddeler, at der ved Flensborg findes 2 rækker skyttegrave.

”Homøopatisk læge” (kvaksalver i Hvidding)                         familie, der har boet i den ham tilhørende villa klods op ad grænseskellet siden lægens flugt i sommer, gik i aftes ved 6-tiden i det forrygende vejr over grænsen. I mørket lykkedes dem at få en del sager transporteret over fra villaen, således sengetøj, en del spisestuestole, nogle polstrede stole m.m.

Det var hustruen og 4-5 børn, der gik over, og lægen selv var taget derned – ned til Vedsted for at tage mod dem og være dem behjælpelig.

Han færdedes ugenert på Vedsted station i dag, hvor tyskerne på Hvidding station jo ikke kunne undgå at se ham. Efter forlydende er forholdene angående hans villa således ordnet, at bygningen ikke kan fratages ham før efter krigen.

Side 496

6. januar 1917

Udvidet u-bådskrig

St. Den skildring, jeg gav Dem sidst fra god kilde, kan jeg fortsætte med, at fremgangen i Rumænien jo nok har udsat den udvidede u-bådskrig noget, men at denne alligevel nok vil komme, så snart vi kommer hen mod slutningen af februar – hvis ikke før.

Nye tyske gasbomber

Man ved, at der nu på ammunitionsfabrikkerne laves bomber til den kommende luftkrig med så stærke gasarter, at én indånding er tilstrækkelig til at dræbe et menneske.

Luftangreb på tyske byer

For øvrigt har luftangreb mod tyske byer udrettet langt større skade end tyskerne vil indrømme. Karlsruhe f.eks. havde den første gang i efteråret 125 dræbte og megen materiel skade.

Nøden er meget stor. Da H.P. nytårsdag fik besøg af sin bror med familie, sad han og hustru ved frokosten. Den bestod af bart brød – fedt af nogen art havde de ikke kunnet opdrive.

Side 497

Et brev fra østfronten fortæller om 9 soldater i skyttegrave, som havde slagtet en hund; 3 af dem kunne intet spise men – siger brevskriveren – de skal nok snart få det lært.

Stemningen

Stemningen i politiske kredse er meget trykket. Man ved, at forrådet af levnedsmidler trods de små rationer kun kan slå til i årets 9 af 10 måneder! Batocky (?) har sagt, at der kun var den ene vej til redning, og det var massebespisning, men nu var det for sent. –

Rumæniens beholdninger har været en fuldstændig skuffelse. Alt, hvad der havde kunnet nås, var ødelagt.

Militært er man enige i, at stillingen i år er betydelig ringere end i fjor ved denne tid.

En mystisk person

En person, der menes at drive en del nærgående spionage, er en kaptajn Rudolf Berg fra Løjt. Man siger, at han for tiden bor i Skolegade i Århus.

Zeppelin-ulykke i Tønder

28. dec. 1916
En mand i V. Vedsted har i går meddelt, at han fra Nordslesvig har erfaret, at Zeppelin katastrofen den 28/12 p.t. har krævet 117 ofre!

20. januar 1917

Små soldater

To unge mennesker henholdsvis fra Rejsby og Arnum kom i dag over grænsen – de var kun 17 år – fordi de ventede at skulle møde til session og senere indkaldes. De var så små, at de nærmest lignede et par konfirmander. På mit forundrede spørgsmål, om de ikke var alt for små til at kunne komme i tjeneste, svarede de, at ”man har taget dem, der var meget ringere endnu”; der var soldater i hundredvis, der var endnu mindre!

Den ene af dem oplyste, at der anlagdes en vidsporet bane fra Døstrup vestpå forbi Skærbæk til ”Brohovedet”, der er udsejlingssted til Rømø!

En anden bane går fra Døstrup østpå, men den er smalsporet ligesom småbanerne (dog ingen tipvognsbane).

Fra Skærbæk løber der hver nat lastautomobiler ud til skyttegravene med materiel.

Der anbringes stadig kanoner bag linjen mellem træer og frugthave og idet hele på steder, hvor der findes nogen dækning.

23. januar 1917

Større troppebelægninger

Eli: Der er i den sidste tid, sidst natten til i går, mandag, ankommet meget betydelige kavalleristyrker til Haderslev og omegn.

Mandag var staldene i Haderslev så besat, at bønderne ikke kunne få plads til deres heste, og i byerne nord for Haderslev. Bramdrup, Bjerndrup-Moltrup m.fl. var belægningen så tæt, at der faldt 20-30 ryttere til hver gård! Tropperne kommer fra østfronten. En officer medbragte to kaner, som [hjemmelsmanden har set?] stemningen i grænseegnene [er]meget foruroliget, og selv folk, der ellers er nervøse, er denne gang urolige.

Side 499

25. januar 1917

En ung mand, der er gået over for ikke at komme på session, meddeler, at skyttegraven går ca. ½ km norden om Toftlund, derfra over Allerup – Hønning til Høbjerg, hvor der står nogle 21 ctm kanoner og hvor der et stykke op ad bakken er lavet ”understand”.

I Brænderup lå ca. 100 mand infanteri og artilleri, da han forlod stedet den 19 dc. Ds. Han passerede et pigtrådsbælte, der var ca. 6 meter bredt og 1 meter højt; hvor der er bygget ”understand” er der foran anbragt 2 rækker pigtråd.

Sessioner i 1917

Det hedder, at der den 18. januar er session i Tønder kreds og at der ligeledes har været session i Flensborg kreds. I Haderslevs kreds har der endnu i år ikke været session, men den ventes i den nærmeste fremtid.

28. januar 1917

5 stg.

Den samme idé, som De og jeg ret ofte har mødt, den at Tyskland frivillig kunne tænke at give os en del af Sønderjylland tilbage, er nu oppe adskillige steder i politiske kredse i Tyskland. Men kilden oplyser nemlig, spørgsmålet er så stærkt fremme, at en ledende politiker havde ført min hjemmelsmand til Europakortet og bedt ham om at vise sig, hvor meget han mente, der i så tilfælde kunne ventes at blive tale om.

Side 500

Min kilde trak da efter nogen betænkelighed en linje Flensborg – Tønder, hvorefter spørgeren meget tøvende udbrød: ”Nå, meget vil De have!”

Betingelser som der fra danske skribenter, Reventlow, Barfod m.fl. har været tale om: Toldunion, militær afhængighed osv. har der fra den side ikke været nævnt; men det kommer jo nok, hvor danske skribenter selv ret flittigt antyder det!

Jeg har også haft en samtale med en god mand, som havde deltaget i et fortroligt møde, hvor dette kom frem. Han stadfæstede fuldstændig mit referat til Dem den 6. januar og siger, at den udvidede u-bådskrig kommer i februar. Han nærer nogen frygt for, at Danmark vil få fremmede inden ret længe.

Hos ham selv (i Østerlinnet) har de ordre til at give plads til meget rytteri, og de forlanger, at kommunen skal levere 2100 pund havre daglig. I Haderslev havde han været og bemærket ca. 6000 mand med artilleri og båd[træn?] og pontoner. Dette med både er vel kun noget, man altid har med i trænet i krigstid. Jeg vil helst tro, at det kun er en omlægning af tropper for at lette indkvarterings [???] længere sydpå.

For få dage siden kom ca. 1000 mand til Åbenrå lige fra skyttegravene på Østfronten; de så elendige ud. Der forefaldt 2 tilfælde af sorte kopper på ”Folkehjem”, hvilket imidlertid holdes meget strengt hemmeligt. – 2 ekstratog ankom om natten med pontoner, som førtes til kysten ved Kalø.

Der bygges en mængde barakker bag linjen. Togene på vestbanen har blændede vinduer. Gabøl har ligesom Østerlinnet ordre til at modtage 400 heste.

Side 501

29. januar 1917

Stg. Ved Zeppelin ulykken i Tønder blev begge zeppelinere ødelagt og 7 mand dræbtes. Der herskede nogen harme over, at ligene lagdes lige ind i togets godsvogne uden at der så meget som taltes nogle ord eller afholdtes nogen ceremoni.

Ulykken skete om aftenen. Det siges at være den 11-12 zeppeliner fra Tønder luftskibsstation, der er ødelagt siden krigens begyndelse. Blandt numrene er 7 -9 – 17 – 18 – 19 – 20.

Der ligger i øjeblikket i Nordslesvig et større antal tropper i det nordlige Nordslesvig end nogensinde før under krigen. I Åbenrå ligger således 1500 – 2000 mand, i Haderslev ca. 6000, i Flensborg formentlig 10.000.

De er ankommet i løbet af den sidste uges tid dels fra Rusland og dels fra vestfronten.

Der var endvidere til en del landkommuner meldt om stærk indkvartering, således 400 mand til Gabøl og 400 mand til Østerlinnet, og der var sendt brød og konserves forud. I onsdags kom imidlertid ordre til kommunerne om at sende disse ting tilbage, og tropperne er hidtil ikke ankommet dertil.

Brevvekslinger

Ribe, den 25. januar 1917

Kære hr. redaktør

Jeg har nu fået oversat så at sige alle de bedste beretninger fra de russiske krigsfanger, hvilket jo har været et meget stort arbejde, da de fleste beretninger er skrevet med blyant, er fulde af slemme stavefejl og ofte er kradset ned på små stumper papir.

Det har ved denne ny gennemgang af teksterne vist sig, at jeg …… [her mangler der tilsyneladende en del tekst]……. betaling.

Det er først lidt efter lidt, mens arbejdet skred frem og jeg tænkte på, hvor meget besvær jeg ganske alene har haft dels med at lære sproget og forstå de jævne folks udtryksmåde (deres rædsomme stavefejl!) – at det er blevet mig klart, at kun jeg kunne stå som udgiver af en sådan bog, hvor megen tak jeg end skylder Deres ansporelse fra første færd.

Jeg kan ikke tænke mig andet, end at De ved nærmere eftertanke vil være enig med mig i dette spørgsmål.

Med de venligste hilsener
Ingeborg v. Stemann

(Kopi)
Fra Århus har jeg fået fotografi – og venter nærmere oplysninger fra den elskværdige hospitalsinspektør.

Ribe 11/10 1916

Hr. redaktør!

Hermed kosakken, en Brørupmand og de 5 Grindstedfolk.
Desværre skriver De jo intet om, hvorledes de er flygtet over Kielerkanalen.

Jeg håber, at De har gode avisudklip om dem – og ligeledes om Laalandsfolkene [Lollandsfolkene?], som aldrig svarede mig.
I går interneredes 3 russere i Brørup. Jeg fører nu bog over, de fanger, hvorom jeg efter krigen gerne vil have oplysninger. – Senere hen vil jeg se at få et fotografi af de to døde russeres grav til vor bog*. Avisudklip om begravelsen kan jo også være nyttige.

[Willemoës kommentar i margin:

*Bog?!!  – Hvad er det! Aftalen er jo, at jeg skulle have materialet til Stiftstidende og har ladet lave clichéer til avisen i det øjemed.]

Kosakken var imponerende. Russerne i København var også betagede af ham. Hans egen beretning kommer senere fra mig. – Han bliver nok skyld i, at jeg er syg i 14 dage – men en samtale med ham var det værd!

Var der minesprængning i går kl. 12:15 form. Både pigerne og jeg hørte et brag og huset rystede stærkt. For 2-4 dage siden stod der i Flensborg Avis en meddelelse (under Fra provinsen om petroleumsmangel (der rådedes til gasindlæg i skoler – og eventuelt omlægning af skoletiden) – var den ikke af almen interesse!

Vil De hilse Deres kone. I morgen håber jeg at komme op. (nervøst hjerte – blegsot – hals).

Tak for papiret.
Ingeborg v. Stemann

(Kopi)

Ribe 30. januar 1917
Frk. cand.mag. Ingeborg v. Stemann
Meget arbejde og vigtige forhold har forhindret mig i at besvare frøkenens brev, som jeg modtog i går morges og har taget til efterretning.
Hvad clichéer angår er de ganske uanvendelige til en bog; der er jo efter aftalen i sommeren 1915 fremstillet til anvendelse i ”Ribe Stifts Tidende”, og clichéer til det ru avispapir kræver en anden art fremstilling end til anvendelse i bøger i glat papir, som kræver clichéer af betydelig finere og omhyggelige udførelse.
Med venlig hilsen
Deres ærbødige
C. Willemoës

Side 502 + 503

En mængde pontoner er blevet aflæsset ved Rødekro og Hovslund og transporteret til Kaløvig.

Der arbejdes med stor energi på opførelse af barakker, som ligger i linje med artilleristillingerne 4-6 km bag skyttegravslinjerne, som går fra Hoptrup – syd om Mastrup – syd om Vedsted – nord om Skovby – Bevtoft og nord for Toftlund videre vestpå.

Skyttegravslinjen er fortrinsvis lagt således, at der i for terrænet er moser, enge og oversvømmelser.

Ved Hovgård er et batteri anbragt lige midt i alléen. 38 ctm kanoner er anbragt i Lerskov Plantage og i plantagen vest for banen. Til disse batterier er der direkte banespor fra hovedlinjen.

Ingeniør hoveddepotet er ved Hovslund Station, hvor der bl.a. ligger store mængder – flere hundrede læs rør til afvanding, træ, sveller og jernbjælker (formentlig til opførelse af bombesikre rum.)

Det meste artilleri ser ud til at være 15 ctm, der kører på hjul.

Frk. Stemann og russiske fangers flugt.

Frk. Ingeborg Stemanns ovenstående brev om selv at udgive beretningerne om russiske fanges flugt fra Tyskland har virket både nedslående og meget ubehageligt. Hun har selv i sommeren 1915 truffet den aftale med mig, at jeg – når jeg ville lade være at bringe omtalen af russiske flygtninges ankomst – måtte få alle hendes optegnelser til gengivelse i ”Ribe Stiftstidende” efter krigen, i hvilken anledning jeg efterhånden anskaffede clichéer til bladbrug, forærede kort og 3-400 flag samt betalte frk. I        kr.; desuden skulle der jo selvfølgelig ydes noget honorar senere efterhånden som vi brugte beretningerne. – I den samme anledning skrev jeg da foranstående russeres beretninger således, at de kunne optages uden synderlig yderligere bearbejdelse, hvilket har voldt et betydeligt arbejde, som tog mangen en nat for mig, da oversættelsen er meget ubehjælpsom. –

Det er besynderligt, så lidt respekt folk har for [] gerne ords værdi, når forfængeligheden spiller ind. I dette tilfælde er det trangen til at komme til at spille en rolle gennem udgivelsen af en bod. Hun betænker ikke, at hun ville opnå meget mere ved at lade artiklerne til hvilke jeg jo upåtvivlelig er retmæssig parthaver [?] med hensyn til ejendomsretten – går gennem ”Ribe Stiftstidende”, hvis stof jo nu følges med stor interesse i udlandet.

Det var på min opfordring, at frk. Stemann – til brug for mig – talte med de russiske fanger, og det blev overenskomst mellem os at kun fortsætte dermed, indtil hun nu brød af.

1+2/ Fra Grænsen syd og øst for Ribe d. 22/1 -17

I den sidste måneds tid såvel har grænsespærringen ikke været overholdt så strengt som tidligere i 1916. Officielt er bestemmelserne for færdslen over grænsen vel nok de samme, og det er vist lige så vanskeligt at få pas til eller fra Tyskland som tidligere, men det er en kendsgerning, at der fra tyske grænsevagters side så vel af den menige soldat som af hans nærmeste overordnede ses gennem fingre med, at folk fra den anden side passerer over grænsen til Danmark og tilbage igen. Ja, grænsevagten er endog ofte folk behjælpelig hermed. Navnlig i sidste uge har færdslen over grænsen ved Gjelsbro, Hømlund og Høm, samt mellem disse steder været særdeles livlig, især er der kommet mange kvinder over til Danmark på besøg. –

Samme tider følger de, der vil over med en grænsesoldat hjemmefra, når han skal på vagt ved grænsen, men som oftest møder de til aftalt tid på et bestemt sted ved grænsen, hvor soldaten så lader dem gå over, og til aftalt tid, når den samme mand har vagt, vender de tilbage over grænsen igen. Det er sjældent, at folk går over på egen hånd.

Vagten er meget imødekommende og behjælpelig. Det er sket, at vagten har haft paraply, regnkapper eller overstykke med til grænsen til dem, som ventedes tilbage fra Danmark, når vejret gjorde dette ønskeligt. En tjener, gefreiter hos kaptajnen, ”Der Hauptmann”, fra grænsevagten i Spandet har især hjulpet mange over og tilbage igen.

Efter aftale med vedkommende går han over ved grænsekroen ved Hømlund og henter dem, når vejen er fri; de kan roligt blive siddende i kroen, til han henter dem. Hans herre ved besked dermed. En dag da han spurgte fri hos ”der Hauptmann”, spurgte denne ham, fortæller han, om han nu skulle til Danmark igen, og da han bejaede dette, sagde Hauptmanden: ” Se at få mig en flaske akvavit derovre!”

– Kvinder, hvis mænd er deserteret til Danmark, og forældre, som har sønner, ”den er gået herover, får rask væk lov til at komme over at besøge dem.

3/

En god del af befolkningen i Spandet, Fjersted og Roager har i sidste uge været herovre. En aften, da færdslen var stærkest, stod en stor og stærk vagthavende grænsesoldat bag pigtråden og løftede folk over dette midt på landevejen ved Hovslund, og over grøften til dansk side. Folk kunne selv om, hvad side de ville til, mente han.

Et par kvinder ville forleden aften på egen hånd gå over til Danmark, men da de kom til grænsen syd for Hømlund, blev de tiltalt af en soldat, en underofficer, der gik langs grænsen. De troede, at det nu så galt ud for dem, og da han spurgte dem, hvor de ville hen, foregav de, at de ville besøge en veninde i en gård, der lå noget derfra på tysk side. Den vej skulle underofficeren, og de fulgtes så ad, men da de var kommet i nærheden af gården, spurgte han dem igen, om de nu alligevel ikke ville have været til Danmark, og da de ikke kunne nægte, at de jo helst ville have været derover, sagde han<: ”Det kunne De have sagt straks, værsgo, gå De bare over!” Så gik de til Danmark. –

4/

Også længere borte fra kommer der folk, som får lov til at gå over grænsen. Først i ugen kom en bestyrer fra en Manheim Maskinfabrik i Aabenraa, der har filial i Fredericia, til grænsen syd for Høm for at tale med filialbestyreren fra Fredericia, der var ankommen til grænsen i en bil fra Ribe. Da det var vel kaldt til en længere konference på åben mark ved grænsen, og da grænsevagten ventede inspektionen, lod han Aabenraa borgeren gå over grænsen.

I et hus i Høm sad de to bestyrere så et par timer i en varm stue og fik deres fakturaer konfererede og flere forhold ordnede, og efter at de havde drukket kaffe, ved hvilken lejlighed der faldt nogle kroner af til husmandens børn, gik Aabenraa manden tilbage over grænsen igen.

I aftes kom en ung mand, en kommis, fra Haderslev, der var indkaldt til tysk soldatertjeneste, over grænsen syd for Høm ved hjælp af en tysk grænsesoldat. De soldater, der for tiden har vagttjeneste her ved grænsen, er nylig kommet hertil efter at have været til øvelse i Haderslev i 6 uger. Soldaten, der hjalp det unge menneske over, havde ligget i kvarter i Haderslev i det købmandshus, hvor den unge mand var kommis. Her var så rømningen blevet aftalt mellem dem. – Kommisen kom rejsende med toget fra Haderslev til Spandet.

På stationen blev han modtaget af soldaten og en kammarat af denne. Han havde to rejsekufferter med, som soldaterne ved højlys dag har ført ham til deres kvarter. Det hed sig jo, at han ville besøge dem. Ved aftenstid, da førstnævnte soldat havde vagt, gik kommisen til grænsen, talte lidt med ham her og gik så med sine to kufferter over grænsen til Danmark. –

I tråd hermed falder, at en tysk grænsesoldat for kort tid siden lod to nye værnepligtige karle fra Nordslesvig gå over grænsen til Danmark, idet han sagde til dem:” Gå I bare, jeg kommer måske bagefter!”

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 29/1-17, fortsat

I sidste uge har der ikke været så megen færdsel frem og tilbage over grænsen i denne egn som i foregående uge. Man vidste, at grænsevagten skulle omskiftes, og man stræbte så at få aflagt besøg i Danmark, inden den gamle vagt, som man var kendt med, forflyttedes. –

Dette skete lørdag og søndag d. 20. og 21. januar. Vagten, der udgjordes af 27. bataljon af 9. Armékorps, mest ældre folk på indtil 47½ år, rejste til Haderslev til øvelse. – Den ny vagt, 29. bataljon af 11. Armékorps, består mest af yngre landstormssoldater, hvoraf en del har været ved fronten og er blevet sårede, medens andre har en eller anden legemlig svaghed, der gør dem uskikket til at udholde strabadserne ved fronten. Bataljonerne har været til øvelse i Haderslev, og de bedste af den måtte efter endt øvelse af sted til fronten. –

De ny grænsesoldater er lige så flinke og medgørlige over for grænselovene som de gamle. ”De gamle satte os ind i forholdene, for de rejste,” siger de, ”så vi ved nok, hvorledes madposen skal være her”.

Der er da også ved deres hjælp kommet en del folk herover til Danmark i sidste uge; deriblandt den mand, der blev skudt på i fjor ved Hømlund, da han ville gå over grænsen. Han har været herovre på besøg i nogle dage; nu havde han forvundet angsten fra i fjor.

I aftes gik tre unge karle fra Roager over grænsen til Danmark syd for Høm. De kom spadserende ad vejen fra Roager til Høm, passiarede lidt med soldaten, der havde vagt ved grænsen, og gik så nok så flot med cigar i munden over grænsen til Høm. De to var mellem 17 og 18 år og skal møde til førstkommende session derovre.

De ville nok herover for at se lidt på forholdene her for så måske at rejse herover nærmere op mod sessionen og blive her. – Den tredje var af de hjemløse. Han var blevet indkaldt, men havde så ifølge den ny traktat om de hjemløse, straks gjort sin ret gældende til selv at vælge sit undersåtsforhold og fastholdt trods overtalelse til at gå til tysk side, at han ville være dansk undersåt. Der blev så skaffet vidnesbyrd fra øvrigheden i hans hjemegn, og disse blev indsendt til generalkommandoen, og 4 uger efter kom meddelelse derfra om, at han skulle hjemsendes. Han havde da ligget i session i 6 uger.

Fra Høm telefonerede de efter bil, som så kørte dem til Ribe ved 10-tiden.

30/1-17

I aftes skulle de tre unge mennesker have været tilbage over grænsen igen syd for Høm; men de forbiede sig i Ribe, så at de ikke kunne nå til Høm, inden vagten, de havde truffet aftale med, var blevet afløst. De bilede så til Hømlund, og ved en velvillig grænsesoldats hjælp kom de to over der; den ene blev herovre.

Der mærkes en vis slaphed eller ligegyldighed hos grænseopsynet for tiden. Den strenge disciplin synes borte. Begejstringen for krigen er minimal. I begyndelsen hed det: ”Vi vil alle dø for fædrelandet!” man følte sit ansvar, når man gik på vagt her ved grænsen. Fodslaget var fastere. Nu hedder det: ”Vi er trætte af krigen; bare vi kan få fred, så er det snart lige meget, hvorledes det går”. Sejrsrusen er forduftet; man søger at stramme sig op på anden måde og ser at få lidt ud af forholdene, som de er. –

En aften i sidste uge var løjtnanten fra S. der for tiden er kompagnichef, over i grænsekroen fra Hømlund sammen med sin Feldwebel. De var begge kendeligt berusede, især løjtnanten, og begik en del excesser på drukken mands manér.

Beretningen herom gik fra mand til mand langs grænsen. De menige soldater godtede sig, og disciplinen led nederlag. –

En aften efter var en menig grænsesoldat gået af sin vagtpost på vejen ved Hømlund og over i kroen, hvor han opholdt sig et par timer. I den tid kom løjtnanten til grænsen ved Hømlund, men han red bort igen uden at se eller uden at ville se, at vagten havde forladt sin post.

Også eftersynet og kontrollen med befolkningen derovre med hensyn til anvendelsen af fødevarer til menneskene og foder til kreaturerne er slappet. Derom fortæller sønderjyderne, der kommer herover i denne tid meget. ”Vi fik jo lov at slagte et svin”, fortæller én, men så slagtede vi med det samme to”.

En anden fortæller: ”Vi slagtede et svin, der vejede 250 pd., men vi indberettede, at det vejede 150 pd. Slagteren var flink.” ”Man lærer os at lyve og stjæle derovre. Hvis vi ikke havde mere føde og foder en opgivet, så det galt ud. Hvis vi ikke stak til side og skjulte fødevarer, så måtte vi sulte”.

Side 504
1. februar 1917
Et tog med artilleri, der ankom til Haderslev i forgårs, ligger i Moltrup og Bramdrup. Hele mandskabet udgør nogle batterier. – Til Skærbæk er ankommet et detachement af blandede våbenarter. –
Overfor ganske vilde rygter, bl.a. om at der i omegnen af Gram ligger 60.000 mand! Kn det oplyses, at der i selve Gram ligger     mand, i Brundrup[?] 100 mand, i Rødding 100 mand, i Ø. Linnet 100 mand osv.
Der er på flere strækninger etableret elektrisk lys i skyttegravene, ligesom der er kommet elektricitet i pigtrådsspærringen.

5. februar 1917
Det meddeles, at et tog med maskingeværer og ammunition er dirigeret fra den østlige længdebane ud mod vest og rimeligvis er afladet i egnen ved Toftlund.
Ved Vojens og Jerstal er henlagt 30 pontoner hvert sted.
I Hoptrup, Sønderballe og Genner er der ret stærkt belagt med artilleri; i Mastrup er lagt fodfolk og 2 batterier. Ved Vennebjerg er opstillet 21 kanoner (?).
4 vagtposter, deriblandt folk med jernkors, gik den 4. om aftenen i civilt tøj over grænsen østpå og erklærede sig færdig med krigsvæsenet.

6. februar 1917
Det meddeles, at mandskaber på flere steder har nedtaget beredskabsstilling bag skyttegravene.
7.februar
Store troppetransporter er i dag og i går afgået fra Nordslesvig sydpå. De menes at være stammen eller rammerne til to divisioner, som mens at skulle til den hollandske grænse.
Den nuværende grænses styrke heroppe er kun svag, lidt mere end normalt.
Det har været en meget stærk færdsel på banerne i de sidste dage.
Armékorpsstab 63 ligger i Flensborg.
Spandet kommune skal levere 28 stk. kreaturer til hæren, Fjelstrup 29, ? kommune 39 stk.
En meddelelse om at der er udleveret kort over Jylland og kikkerter til styrken langs grænsen må formentlig rettes derhen, at de er udleveret til officerer og underofficerer- en meget naturlig ting.

29. januar 1917
I de sidste dage af december måned 1916 er der i den tyske hær udstedt en befaling af følgende indhold:
1)    Hvert af regimenternes kompagnier afgiver inden 15. januar ”gute kriegserprobte soldaten”, deriblandt også folk med jernkorset samt gefreitere, til opstilling af nye regimenter.
2)    Det til afgivelse mandskab må ikke være fyldt 30 år.
3)    Kompagnierne vil som erstatning for det afgående mandskab få et tilsvarende antal ”garnisonsdienstfähige”.
4)    Etapetropperne skal afløses og anvendes ved fronten.

Side 506
Fra Somme fronten 1917.
En fra kampfronten ved Somme hjemvendt soldat, der er gået over grænsen, oplyser bl.a.:
Tilstanden i kamplinjen er rædselsfuld. De forreste linjer er kun tyndt besat og kampenhederne ofte langt under krigsstyrke, ofte tæller f.eks. et kompagni kun 100-150 mand.
Vejene, der fører til skyttegravene, er næsten ufremkommelige dels på grund af slid, dels på grund af ødelæggelser ved bombardement.
Stemningen blandt tropperne er trykket og krigstrætheden gør sig stærkt gældende.
Der forefalder mange desertioner til fjenden, selv fra garderegimenter. De foregår, som oftest i morgendæmningen; soldaterne kryber da uden våben og med huen på hovedet. Dette forhold omtales meget gemytligt, idet de udtaler, at ”det er godt, at vi da på den måde har udsigt til at få nogle brugbare folk hjem igen efter krigen”.
Tyske tropper nærer nu stor respekt for de engelske troppers dygtighed og overordentlige dristighed.
Maskingeværernes antal er nu 3 gange så stort som før krigens begyndelse. Der er 3 maskingevær kompagnier ved hvert regiment.
Ammunitionen er nu meget rigelig; eksempelvis kan anføres, at minekasterkompagnierne har ordre til at afgive 2 skud for hvert fjendtligt.
Støvler mangler i følelig grad. Man har fået en del fra Sverige uden bagkapper, men de er meget dårlige.
Brød haves i tilstrækkelig mængde, men anden forplejning kniber det med. Pølser, som tidligere indeholdt en del fedtstof, er nu stærkt blandet med brød, som at de ikke kan skæres, men smuldrer hen.
Pikkelhuer er nu næsten overalt på vestfronten ombyttet med stålhjelme omtrent som franskmændenes.
Geværerne anvendes så godt som aldrig i skyttegravene, men henstår med hylster over låsedelene. Under kampen bruges derimod håndgranater i stor mængde; hver mand slæber så mange som muligt med sig, når han rykker ud i forreste linje.
Hver regiment har en ”Sturmtrup”, der består af 120 mand særlig udvalgte folk.
Artilleriet må ofte stå uden anden dækning end den, terrænet giver, og det lider store tab både af mandskab og materiel.
De 42 ctm. Mörsere synes ikke at være i kurs ved Somme, der er forefaldet. Sprængninger efter afgivelsen af 10 skud. 8 km bag den nuværende tyske linje er der bygget en ny, meget stærk stilling; den går vesten om St. Quentin og Chambrai over Lens, vest for Lille til den belgiske grænse.

2. februar 1917
Stærk nervøsitet i grænseegnene
Troppebevægelser
I går og i dag har der hersket en usædvanlig stærk nervøsitet langs grænsen på grund af den tyske blokadeerklæring over for England og de dermed samtidig indtrufne større troppestyrker i Nordslesvig. De sønderjyder, der er kommet hertil under krigen og som ikke hidtil har været at formå at søge plads andet steds, men på trods af al sund fornuft har opholdt sig her langs grænsen, flygter nu herfra i store skarer; enkelte af dem erklærer sig meget utilfredse med, at det kan antages at blive vanskeligt for alle at komme med toget en sådan dag!! – I Ribe benyttedes dagen til en hurtig udryknings-øvelse. Dragonerne styrtede med oppakning nord på ud af byen i galop uden at give svar på forespørgsler, hvilket foranledigede panik, da det meldtes, at tyskerne var på vej mod Ribe! Da dragonerne hen på eftermiddagen vendte tilbage og da masser af forespørgsler på R S T’s kontor efterhånden var blevet besvaret beroligende, kom befolkningen sig af den vakte panik. – Biskop Koch meddelte mig, at han havde erfaret, at der nu var kommet en 200.000 soldater til Nordslesvig, og borgmester Bruun forsikrede mig under dybeste tavshedsløfte indtil videre, dvs. den første måneds tid, at han fra ”aldeles pålidelig kilde”, en mand der havde været over grænsen i nat for at besøge sit hjem her, at der lå mindst 150.000 mand tropper og at de skulle dirigeres hertil. Den samme mand, der kunne oplyse dette, rejste straks videre med sin familie.
Se ”R.S.T.”

Side 508
Syd for grænsen
29.januar 1917.
Der arbejdes fremdeles på befæstningslinjen, og arbejdere nærmer sig nu – i hvert fald på adskillige steder –  deres afslutning; linjen er stærkt bevogtet og kan kun med stor vanskelighed passeres. Bevogtningstropperne er, så vidt det kan ses, landstorm.
Man har ikke mærket meget til en sammendragning af troppeenheder i afsnittet Åbenrå – Flensborg.
Der opstillede svære artilleri skal væsentligst bestå af 15 ctm. (russiske kanoner, der er udboret og gjort anvendelige til tysk ammunition) og har batterier på 4 kanoner.
Betjeningsmandskab er til stede, der ligger f.eks. artilleri i Rangstrup, dog ikke nogen særlig stærk belægning.
Der siges, at al orlov er tilbagekaldt foreløbig indtil den 15. februar, muligvis for at lette jernbanerne arbejdet med den forestående omgruppering. – Gods[?]delen er stærkt indskrænket.

9. februar 1917
En mand, der kommer fra Neumünster, meddeler, at der er udleveret gasmasker til mandskab ved grænsen, en anden del af mandskabet undervises i anlægning af forbindinger. Lockstedt lejren er fuldt belagt med alle våbenarter og mandskabet iklædes de feltgrå klæder og afgår derfra sydpå.

[Følgende er skrevet med en anden håndskrift og siderne er ikke nummererede] Fra grænsen syd og øst for Ribe, 11/2 17, fortsat
Færdslen over grænsen er i sidste uge igen tiltaget. Grænseboerne fra den anden side tager nu ikke så meget herover for at aflægge besøg hos slægt og venner, men mere for at smage den gode danske kost og for om muligt at få lidt med tilbage af den slags varer, der er mangel på eller som er ganske uerholdelige derovre, såsom mel, ris, kaffe, sukker, margarine, krydderier, sæbe og spiritus. Den tyske grænsevagt lige fra officerer til menige soldater støtter ’smugleriet’ og tager del i det. Man frygter nu mere for at blive grebet af den danske grænsevagt end af den tyske. De få danske gendarmer, der er stationeret langs grænsen, kan ikke hindre smugleriet, og befolkningen på denne side – de danske grænsegendarmer måske også – er nærmest tilbøjelige til at give de danske sønderjyder en håndsrækning i deres bestræbelser for at skaffe føden til dem og deres.
Da man herovre samlede penge ind til sønderjyderne og de faldnes efterladte blandt dem, sagde folk ofte her: ”Ja, hvad kan det hjælpe at give dem penge; de kan jo ikke få noget for pengene derovre; nej, kunne vi give den en madkurv, var det bedre”. Nu er dette i nogen måde ved at blive til virkelighed. Ganske vist nyder de tyske grænsesoldater i hjemmene, hvor de er indkvarteret, også godt af smugleriet, men de holder gennemgående med befolkningen i den kamp for udkommet og er d en behjælpelig med at omgå forbuddene med hensyn til slagtning, bagning, fodring osv. Der falder naturligvis af og til lidt af til soldaterne, som disse for det meste sender hjem til deres familier, især de fra købstæderne. Soldaterne er godt tilfredse med kosten, de får hos de sønderjyske landmænd, men de klager meget over at deres hustruer og børn lider nød derhjemme, medens de selv ’lever godt’ her, og hvis regeringen ikke, ytrer nogle med megen forbitrelse, sørger bedre herefter end hidtil for de familier, hvis forsørgere er soldater, så bliver der oprør i Tyskland. –
12/2 17
Besøgene herovre og smugleriet går som sagt strygende i denne tid. Når man ved 5-tiden om eftermiddagen tager fra grænsen ind til Ribe, møder man jævnlig sønderjyder, både enkeltvis og tre til fire i flok, tit unge piger, der hver bærer flere småpakker. De ser lidt ængstelige på folk, især hvis det er første gang, de er ude på eventur af den art, eller smiler lidt underfundigt til folk, de møder, og giver man sig i samtale med disse, kan man godt få at vide, hvad de har med sig i pakkerne; de kan jo ikke tro, at folk herovre vil gøre dem fortræd: ”De har været i Ribe, har fået nogle tyske penge byttet i banken og har så gjort lidt indkøb”. Javel, man forstår dem så godt og ønsker uvilkårligt, at de må komme godt over.
Ved en lille by ved grænsen øst for Ribe, hvorfra der er ca. 1½ mil til Ribe, kommer der mange over. De bruger der at leje vogn til Ribe, og det går tit på. En dag i sidste uge måtte der tre vogne af sted til Ribe med sønderjyder. Vognlejen er tyve rigsmark.
Enkelte træk noteres:
I foregående uge var et par drenge gået over grænsen og til Ribe, hvor de havde købt lidt mel og nogle andre småting og – en flaske rom. De kom nok så trygge gående med deres rygsække ad vejen til grænsen ved Hømlund; men de tog sig ikke i agt for den danske grænsevagt og blev anholdt af en dansk gendarm. Drengene græd og bad for sig. De fortalte, at deres fader var syg og kunne ikke tåle at spise det tyske krigsbrød, og da de ikke havde ret meget af forbudne varer, forbarmede man sig over dem og lod dem gå uden at tage noget fra dem.
Fredag den 3/2 gik en husmand fra den anden side og en tysk grænsesoldat over grænsen og hen til en brugsforening, som ligger ½ mil fra grænsen, for at gøre indkøb. Soldaten havde trukket en overfrakke over uniformen og agerede stum for ikke at røbe sig. Udbyttet var magert, da uddeleren fattede mistanke til de to fremmede mennesker.
Torsdag aften den 8/2 blev der på Høm Østermark i et hus, der ligger ca. 200 alen fra grænsen, banket på vinduerne af en tysk grænsesoldat. Da kun konen i huset og en voksen datter var hjemme, turde de ikke lukke op, men holdt sig rolige, og soldaten fjernede sig omsider, efter at han havde banket på de fleste af vinduerne. –
Næste aften kom han igen. Da var manden i huset og en voksen søn også hjemme, og man lod ham komme ind. Hans ærinde var da, at han gerne ville købe lidt vaskesæbe, som han manglede meget. Da konen erklærede, at man ingen sæbe havde, sagde han, at han ville komme igen om to dage, så håbede han, at man til den tid ville skaffe ham nogle stykker. Det kunne man dog ikke indlade sig på at love, hvilket han var meget ked af. Konen bød ham nu nogle klejner, som han spiste, og da han derefter ville gå, bad han om at få et par klejner med til sin kammerat, hvad han også fik. –
Fredag den 9/2 om morgenen kl. 8, gik en tysk grænsesoldat, da han var blevet afløst på vagten, hen til et hus på Høm Vestermark, der ligger ca. 300 alen fra grænsen, og fik nogen morgenkaffe og noget at spise til. Da husmanden nok kunne klinke med ham, vankede der også en kaffepunch. –
Lørdag aften den 10/2 kom to unge karle over grænsen til Høm. Her sad de en times tid i et hus og skrev breve og gik derefter tilbage over grænsen igen.
[her slutter de afsnittet med overskriften Fra grænsen syd og øst for Ribe, 11/2 17, fortsat]

Side 509
Rygte om tysk invasion i Jylland i Jylland 15. februar
(11. februar 1917)
En mand sydfra har i dag, den 11. februar, til Kolding bragt meddelelse om, at tyskerne den 15. februar vil besætte Jyllands vestkyst. Obert[?] Bentzien havde også fået denne meddelelse og spurgte mig, om jeg mente, der lå noget til grund for den? Jeg kan ikke se, at situationen i øjeblikket er en sådan, at man kan gå ud fra, at den nævnte invasion vil ske på det opgivne tidspunkt.

14. februar 1917
Det ovennævnte rygte har spredt sig langs grænsen og vakt megen uro.
En anden mand her i Ribe havde fra ”første hånd” her hjemme fået meddelelse om, at situationen vil blive farlig i den nærmeste fremtid. Mange er meget bekymret for, hvad der vil ske i de nærmeste dage, og der hersker hos mange en pinlig nervøsitet.

Møde i ministeriet den 19. februar
Søndag den 18. februar tog jeg efter telegrafisk anmodning fra konseilspræsident Zahle til Kbhvn. for at deltage i et møde mandag den 19. februar eftermiddag kl. 2 i indenrigsministeriet.
Til mødet var indbudt redaktørerne af de største hovedblade, 1 repræsentant for hver landsdels største blade, formændene for presseorganisationerne samt som særlig indbudt ”Ribe Stifts Tidende” på grund af den indflydelse under krigen og dens særlige forhold til denne.
Indenrigsminister Rode – konseilpræsident Zahle ledte mødet – opfordrede pressen til at finde en måde, på hvilken det kunne undgås fremtidig under krigen at give plads for meddelelser, der kunne virke skadeligt for den landspolitiske situation. Der sigtedes ved denne lejlighed særligt til en meddelelse i et lille blad ”B.T.”, hvori der – efter at det næsten var lykkedes at få den ved den tyske blokade standsede landbrugseksport bragt i stand igen – gaves den oplysning bl.a., at den således fra tysk side givne tilladelse til genoptagelse af eksporten kun var gyldig i tre uger.
En sådan betingelse skal England have fundet krænkende for dets herredømme på havet, og det havde så derefter pure forkastet den trufne dansk –tyske ordning, hvoraf følgen blev, at de i København henliggende ladede dampere måtte blive liggende yderligere.
Etatsråd N. Andersen og direktør Cold, der havde ført forhandlingerne i Berlin med stor dygtighed, var nu ude af sig selv af raseri, fordi deres fortroligt givne oplysninger var sivet ud og deres store arbejde nu ganske spildt.
Efter megen debat i 3 timer enedes man om, at pressen foreløbig skulle nøjes med at bringe de meddelelser om handelspolitiske forhold, som kommer fra udenrigsministeriets pressebureau, og at der så indkaldes til et almindeligt møde med hele den danske presse, antagelig mandag den 26. februar.

Side 511
Samme dag holdt Det konservative Folkeparti efter telegrafisk tilkaldelse et gruppemøde i landstinget, hvor de handelspolitiske forhold var til drøftelse.
Det oplystes her, at der i de sidste måneder var eksporteret for meget til Tyskland og at dette forhold var begyndt samtidig med at landstingsmand konsul Nørgaard havde dirigeret eksportordrerne [?] landstingsmand Sonne, der har undersøgt forholdene, gav en række interessante oplysninger om eksporten til England og Tyskland.
Priserne på smør havde været:     i England         i Tyskland
I august 1916            194        338
sept. 1916            182        334
okt. 1916            185        387
nov. 1916
dec. 1916            193        380
eksporten havde udgjort ugentlig:
af smør            1100 tons        650 tons

flæsk            2000 tons        300 tons
æg            200 snese        200 snese

Side 512
Af flæsket går 14 procent til Tyskland, 55 % til England og 31 % til Danmark.
Vor produktion af margarine udgør ugentlig 1100 tons.
Ved en samtale med en militærperson erfarede jeg, at Danmark antagelig havde eksporteret for 8-11 mill. kr. for meget til Tyskland. Det så i øjeblikket ud, som om det ikke var nogen hel tilfældighed.

20. februar 1917
Et dansk selvstændigt Slesvig
I ledende sønderjyske kredse i København er man meget ilde berørt af, at sønderjyden Wulff i Kolding udelukkende arbejder og agiterer for idéen at skabe et dansk selvstændigt Slesvig i stedet for at hellige sig for arbejdet, at den del, der ved fredsslutningen eventuelt kan blive tale om at afstå, bliver indlemmet i Danmark. Man betegner Wulffs arbejde dels som muldvarpearbejde, dels som grænsende klods op til landsforræderi.

22. februar 1917
En regimentskvartermester i Gøttrup ved Toftlund har udtalt, at der kan ventes et armékorps til Nordslesvig, men at det skal ligge i kvarter i barakkerne dels i fangelejren dels i barakkerne bag linjen.

26. februar 1917
I Rådager [Roager] sogn er udskrevet 20 heste til egt. kørsel. I sidste kvartal blev desuden udskrevet 7 heste til krigsbrug.

Side 513
26. februar 1917
En engelsk overordentlig udsending ankom til København på et (engelsk??) orlogsfartøj, der kom ind i Københavns havn om natten og atter forlod havnen tidlig næste morgen (for et par dage siden).

Når sognefogederne indkaldes og overgeneralen inspicerer
27. februar 1917
Ved kaffen efter festmiddagen for forhenv. amtsrådsmedlem Lam[bert?] Hansen indløb der telegram fra justitsministeriet til herredsfoged Sanild om, at han skulle indkalde jurisdiktionens sognefogeder til torsdag morgen kl. 9 den 1. marts for at give dem nærmere ordre efter instruktioner, som ville indløbe til herredsfogeden aftenen forud, onsdag.
Også stiftamtmanden fik besked derom.
Herredsfoged Müller i Varde havde efter modtagelsen af telegrammet fra justitsministeriet samme aften spurgt ministeriet, om han kunne være borte om onsdagen, da han var indbudt til middag hos stiftamtmanden i Ribe, hvortil departementschefen havde svaret, at man måtte anse det for rigtigst, at han ikke forlod hjemmet! Efterhånden sivede så det rygte ud, at sognefogedernes indkaldelse måtte stå i forbindelse med mobilisering.

1. marts 1917
Og dette rygte blev næste dag, 28. fundet flere steder langs grænsen og længere op i Jylland, og i dag 1. marts foranledigede rygtet en standsning i omsætningen på Esbjerg eksportmarked i 1 af 2 timer, indtil kommissionær Okholm ringede nu op og spurgte mig om grunden til sognefogedernes indkaldelse og generalløjtnant Tuxens inspektion af grænsen. – Generalen har i de foregående dage været i Kolding og Holsted og er her i dag. –
Jeg kunne heldigvis berolige ham med, at sognefogedernes indkaldelse til jurisdiktionen drejede sig om spiritus-optællingen, og at general Tuxens inspektion naturligvis rent tilfældig faldt sammen hermed.
Men rygtet mentes dog at have skadet omsætningen for ca. 200.000 kr.

Hungerurolighed i Harburg
1. marts 1917 og i Lybæk
En meddeler oplyser, at der for 2-3 uger siden var hunger uroligheder i Harburg, og at soldaterne blev kommanderet ud mod urostifterne men nægtede at skyde på dem.
I Lybæk ligger mange sårede på militærhospitalerne sårede ved urolighederne på grund af sult.

2. marts 1917
En soldat, der kom over grænsen den 25. februar, fortæller: Jeg er for få dage siden kommet fra et feltlazaret, der ligger tæt ved Breslau. Hver morgen kom kvinder og børn i stor mængde vandrende fra Breslau ud til lazarettet, hvor de rodede op i de derværende affaldsdynger, som var blandet med gamle brugte forbindsstoffer for muligvis at finde en smule føde. Soldaterne blev rædselsslagne ved dette syn.
Samme meddeler oplyser, at der omkring Haderslev og Åbenrå Fjord er skyttegrave – de sidste har han selv set; de første kender kan kun af omtale.
Den 21. februar stod han på Padborg Station og så da 7-8 militærtog, fuldt besatte, passere Padborg st. til Tinglev. Stationsforstanderen i Padborg sagde, at [de?] kom over Flensborg og var meldt til Tønder.

5. marts 1917
Nøden
Eli: Der er i Ødis en familie af navnet Dall – af samme slægt som kreaturhandleren i Hamborg. En mand af familien i Ødis er skibsmægler (handler) i Magdeburg og var lørdag den 3. marts heroppe, hvor han havde møde med mejerierne for at købeost. Efter forretningerne kom man naturligvis til at tale om krigen, og han udtalte da, at naturligvis manglede tyskerne nok en del levnedsmidler, men dog ikke mere end at de nok kunne holde ud til sejren. En mejerist Smidt i Brænderup [?] udtalte sig meget skarpt om den tyske ubådskrig, som han karakteriserede i meget skarpe udtryk. Skibsmægler eller provianteringshandler Dall blev ganske bleg og udtalte da, at de herrer måtte erindre, at forholdene var fortvivlende i Tyskland, hvor befolkningen dør af sult; der var ikke andet for Tyskland at gøre end at gå til dette middel. Han indrømmede tillige, at der også er blevet dræbt folk under uroligheder foranstaltet som følge af nøden.

Side 516
25. marts 1917
Ved Knag Mølle ca. 3-4 km øst for Skodborg hus bro har Kongeåen skyllet gangbroen bort og oprevet den nordlige bred, så at vejen var impassabel. Grænsesten nr. 58 er væltet og ligger i strømmen. Dette således forandrede løb af åen har bevirket, at den på tysk side liggende vandmølle, ”Knag Mølle” ikke kan drives.

Engelsk luftangreb på luftskibshallen ved Tønder
25. marts 1917
Det meddeles, at der i torsdags morges, den 22. marts skal være sket et angreb på den ene af luftskibshallerne ved Tønder, idet en engelsk flyver siges at have kastet bomber mod luftskibshallen, hvorved den skal være blevet stærkt beskadiget. Det menes at være hørt to eksplosioner. Det vides ikke, om noget luftskib har taget skade ved denne lejlighed.
Foreløbig har jeg ikke kunnet få meddelelsen bekræftet. Der har imidlertid bagefter [?] de sidste dage med en forøget trafik af tyske flyvere langs kysten af Jylland, og det kunne måske

[Her mangler der tilsyneladende noget tekst]

Side 517

19.marts 1917
Bagerbutikker stormes i Hamborg
H.ST. For ca. 3 uger siden blev ca. 100 bagerbutikker stormet og til dels ødelagt. Infanteri skulle gribe straks ind, men ville ikke, så greb Wandsbeck husarer ind og splittede mængden.

I Sønderjylland står der ikke tropper ud over den sædvanlige styrke. I Åbenrå ligger et par kompagnier, i Haderslev og omegn ca. 2000 mand og ca. 300 ryttere. I Flensborg er det væsentligst rekreationstropper.

Fra Petrograd
K.N. En mand fra Petrograd, der er ankommet til København i sidste uge, meddeler, at man der ikke frygter for at socialdemokraterne skulle modsætte sig krigens fortsættelse. I Rusland findes i alt 5 millioner socialdemokrater, hvoraf allerhøjst ¼ er stemt for fred nu. Resten er ivrige tilhængere af krigens fortsættelse, idet de frygter for, at Rusland ved at slutte fred skulle bevirke, at Tyskland skulle sejre. Og man mener, at en tysk sejr vil være ensbetydende med genindførelsen af det gamle regime i Rusland.

En dansk-tysk grænselinje
K.W. Det hævdes, at der har været ført uofficielle forhandlinger med diplomater indenfor ententemagterne om en eventuel grænselinje mellem Danmark og Tyskland. De hævder, at der kun kan være tale om én grænselinje, nemlig Dannevirke. – Der vil ikke blive tale om at foretage nogen afstemning, da Frankrig er imod en sådan af hensyn til forholdet over for Elsass-Lothringen.

Det følgende er skrevet med en anden håndskrift end Willemoës’

22/2 – 17

I de sidste 14 dage er der fremdeles passeret mange sønderjyder over grænsen til Danmark og tilbage igen. Dog har sneen hæmmet færdslen noget, ikke just fordi det dårlige føre har lagt hindringer i vejen, men navnlig fordi de mange fodspor i sneen røber færdslen, og grænsevagten af den grund er blevet betænkeligved at lade så mange gå over. Hauptmanden for første kompagni af grænsevagten der står på strækningen fra Høm og vest på efter Hvidding, kom en dag til grænsen og ser en mængde fodspor i sneen i retning efter grænsen. Han spurgte da vagten, hvad det var, der her gik for sig, og da en soldat af grænsevagten dagen efter deserterede til Danmark, fik vagten streng ordre til at passe nøje på, at ingen passerede over grænsen, så nu lader soldaterne ved første kompagni ingen gå over. Derimod går det let ved andet kompagni, der bevogter strækningen fra Høm over Hømlund og ud efter Gjelsbro. Man har aftalt, at der lørdag den 17/2 gik 22 sønderjyder over og søndagen den 18/2 12 over på den strækning. En grænsesoldat har fortalt, at der en morgen fra 4 til 8, da han havde vagt syd for Hømlund, var gået 8 personer over til Danmark på hans vagtområde. Han havde ikke set nogen af dem, siger han, men fodsporene i sneen viste det tydeligt. – Samme grænsesoldat, der for øvrigt er akademiker og overlærer i Kassel, har ligget ved den danske grænse i fem måneder og har i den tid lært sig at læse dansk og at tale det ret godt.

Den 9/2 kom en kone fra Skærbækegnen her over syd for Høm i anledning af hendes herboendes bedstemors begravelse. I følge med hende var en ung pige, som har sin forlovede herovre. Et par dage efter kom to andre kvinder herover for at hente konen hjem.

Den 11/2 kom 5 kvinder i følgeskab over syd for Høm. De opholdt sig en times tid i et hus i Høm og ventede efter en bil fra Ribe. Da man spurgte dem, om de ikke skulle have nogle kaffebønner og lidt mere med hjem herovre fra, sagde den ene af dem, at de ikke gav sig af med at smugle, men hun tilføjede med det samme, at de der ovre hos tyskerne blev godt oplært i at lyve i disse tider. En anden ytrede ganske åbenhjertet, at hun da ikke var taget herover for ingenting.

Den 13/2 hen på aftenen, kom to sønderjyske kvinder ind i et hus i Høm og spurgte vej efter grænsen, da de var gået vild. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De var gået hjemmefra om morgenen, havde været en tur til fods i Ribe og skulle nu hjem igen. Trætte var de, og de kunne ikke finde det sted ved grænsen, post 21, hvor de skulle over, og var bange for at blive anholdt af de danske grænsegendarmer. Man viste dem vej. Da de var kommet i nærheden af grænsen, blinkede de med en lommelampe, og kort efter blinkede vagten på post 21 med sin lommelampe til tegn på, at vejen var fri.

En anden dag i samme uge kom et par kvinder gående ad vejen fra denne side til grænsen, men inden de nåede denne, blev de anholdt af en dansk grænsegendarm. De bad meget om at få lov at gå. Den ene fortalte grædende, at hun havde to sønner, der var faldet i krigen, at hendes mand nu også var indkaldt, og at det havde det meget fattigt derhjemme. Grænsegendarmens gode hjerte løb af med ham; han kunne ikke nænne at visitere dem, men lod dem gå.

Den 16/2 kom tre sønderjyske kvinder ned i et hus i nærheden af grænsen for at hvile sig lidt. Den ene af dem især var så udstoppet, at hun næsten ikke kunne sætte sig ned på en stol. Mens de fik en kaffetår, kom manden i huset under samtalen med en lille hentydning til, at der vist blev smuglet en del ved grænsen i denne tid; men en af kvinderne erklærede ganske frejdigt, at de ikke havde smuglergods med sig; de havde bare været herovre på besøg. – De kom over grænsen uden at blive opdaget af de danske grænsegendarmer.

Samme aften mødtes så samme sted en gårdmand fra den anden side, der er deserteret over grænsen med sine to børn, et par småpiger på 6 og 8 år. Gårdmanden er enkemand, og hans husholderske derovre havde ført børnene herover at besøge deres far.

Den ovenfor nævnte tysk grænsesoldats desertation gik for sig på den måde, at han en morgen, da han havde vagt, gik over grænsen ved Klaaby i fuld uniform og med sit gevær på skulderen. Han fortalte, at han skulle have været til fronten, men det gruede han for, og derfor løb han. Da han havde fået fat på noget civilt tøj, gik han til Ribe.

Den 21/2 om morgenen kl. 7, gik en tysk grænsesoldat, som stod på vagt syd for åen, ca. 800 alen ind over grænsen til en gård i Høm for om muligt at komme nemt til en tår morgenkaffe. Han havde sit gevær med og pikkelhuen på hovedet. Det første stykke brød han tog til kaffen, spiste han tørt. Da konen i huset gjorde ham opmærksom på, at der var smør på bordet, sagde han, at han ikke var i stand til at smøre smør på et stykke brød, fordi hans fingre var stive. Han havde været med i krigen og var blevet såret i begge arme, hvilket havde medført, at han havde fået stive fingre. Konen smurte så noget mad til ham. Han fik derefter sin pibe stoppet og tændt og var glad ved at få lidt tobak med i lommen, da tobakken, som han sagde, ovre hos dem kostede 3 mark pundet. Så skyndte han sig tilbage til grænsen, hvor han skulle være på sin post, inden afløsningen kom kl. 8.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 3/3 17, fortsat

Ved slutningen af sidste uge så det ud til, at der ville indtræde en standsning i færdslen over grænsen. Der var sket en del anmeldelser derovre om trafikken til Danmark. – En tysker (Jørs?) fra Birkelev, der ofte kom til Ribe og blandt andet drev en del smugleri, var en dag blevet anholdt i Ribe, frataget det indkøbte smuglergods og idømt, siger man, en bøde på 25 kr. Da han derefter tomhændet gik tilbage over grænsen, kom han ifølge med et par andre smuglere, som havde velfyldte rygsække med sig. Af misundelse fortæller man derovre far, meldte han sine to ledsagere.

En skolelærer fra Roager havde meldt en grænsesoldat, fordi denne havde ladet folk passere over, deriblandt skolelæreren selv. Soldaten fik 3 ugers fængselsstraf, men manden fra Birkelev og skolelæreren blev ikke straffet, fordi de, som det blev udtalt af præsten (Fischer Benzon) derovre, havde været i Danmark af ”politiske hensyn”.

Vedkommende soldat var meget forbitret over den straf, der overgik ham, og udtalte til værten i sit kvarter, at alle djævle var nu også løse i Tyskland for tiden, hvortil værten, en god dansk mand, bemærkede, at det havde de været længe.

En kone, der blev anholdt af en modvillig grænsesoldat, da hun ville gå over til Danmark, anførte til sit forsvar, at flere andre navngivne kvinder havde været herovre.

Der blev så rodet op i sagerne og gjort indberetning, hvad der medførte skærpede instrukser til grænsevagten om, at der slet ingen passage måtte finde sted over grænsen. Der gik så et par dage, da det var meget vanskeligt at kommer herover.

Den før omtalte husholdersker, der den 16/2 var gået herover med et par småpiger, for at de kunne få talt med deres far, der er deserteret herover, var nær ikke kommet tilbage igen med børnene. Hun gik fra den ene post til den anden og blev et stykke vej fulgt af en soldat på den anden side, indtil hun langt om længe ved midnatstid traf en medgørlig vagt, der lod hende gå over; men hun lovede for, at hun ikke skulle herover igen uden at have aftalt tid og sted med en vagt. – Børnene var naturligvis blevet instruerede om, at de ikke måtte fortælle nogen, at de havde været i Danmark at besøge deres far, og da den 6-årige pige en dag blev spurgt om hvorledes hendes far havde det, svarede hun, at han havde det godt, for han var derovre, hvor de spiste hvedekage.

Lørdagen den 24/2, kort efter at de skærpede instrukser var udstedt, kom en kone fra Spandet til grænsen ved Hømlund og bad en vagthavende grænsesoldat om at få lov til at gå over til Danmark. Han turde imidlertid ikke lade hende passere, men tog hende med hen til vagthuset, hvor feltwebelløjtnanten fra Spandet netop på den tid opholdt sig. Løjtnanten gav hende da lov til at gå over, når hun ville være tilbage igen om to timer. Den menige soldat fortalte naturligvis dette til sine kammerater, og så gik det lettere igen med færdslen til Danmark.

Samme aften gik en ældre mand fra Gabøl en ung utjenstdygtig karl fra [her mangler der tilsyneladende en fortsættelse at teksten]

Fra grænsen syd og øst for Ribe, 25/3 17, fortsat

En professionel smugler har man også i denne grænseegn; det er en ældre ungkarl, der har bopæl forskellige steder på den anden side grænsen, et ejendommeligt individ der går under navnet ”Tante Frederik”. Noget indskrænket er han, men til at smugle, har han gode gaver. Før krigen smuglede han varer ind i Tyskland fra Danmark, tændstikker og andre småting, som han kunne bære over. Det tyske toldvæsen var ofte efter ham, men han kom næsten altid alligevel godt fra smugleriet. Nu under krigen er han i travl virksomhed med at smugle varer ud fra Danmark til Tyskland. Han er godt kendt; han går i pjaltede klæder, om sommeren i bare fødder, om vinteren med træsko på duknakket og i en slæbende gangart. Når han toner frem ved et hegn eller på en afsides vej, omtrent som man tænker sig Jerusalems skomager færdes, hedder det gerne: ”nå, nu er Tante Frederik herovre igen!” Børnene især finder, at han er en interessant fremtoning, og de løber ofte efter ham for at få ham til at se på nærmere hold. Tidligere købte han sit smuglergods i grænseegnens brugsforeninger, men nu, da dette ikke kan lade sig gøre mere, går han til Ribe. Han bærer varerne i en stor rygsæk og har foran på sig en del pakker, der kan veje op mod denne. Når han kommer i nærheden af grænsen skjuler han varerne, som oftest i en lille fyrreplantage eller på en lynghede ikke langt fra grænsen. Derefter går han ud til en eller anden af grænseboerne med hilsen eller bud derovre fra, og han får sig da en hjertestyrkning i form af mad og drikke. På denne del af turen har han ikke noget imod at møde en af de danske grænsegendarmer; han er jo da uantastelig, og han vil godt, at de skal se ham færdes tomhændet derovre. Siden, når tiden er belejligt, bærer han smuglergodset over grænsen i mindre partier. – De danske grænsegendarmer har ofte været på vagt ved veje eller krat efter ham, men de kan ikke fange ham; han skifter stadig rute og forstår altid at krydse uden om dem.

Forrige søndag blev han dog pågrebet af den tyske grænsevagt. Han havde da taget sig for ved aftentid at føre et par børn over grænsen, syd for Høm, for at de kunne besøge deres bedsteforældre, som bor på denne side af grænsen.

Børnene blev ført til Roager, hvor de måtte blive natten over, men de blev næste dag ført til deres hjem i Fjersted af selve grænseløjtnanten fra Roager. Frederik måtte derimod under politiledsagelse en tur til Flensborg, hvortil han ankom anden dags morgen; men allerede samme dags aften var han fri og marcherede straks nord på, gik i sine fladbundede træsko fra Flensborg til Over Jerstal og tog derfra med lillebanetoget hjem til Fjersted. –

 Den 25/3

I går gik det omsider Frederik galt herovre. Han havde været i Ribe og gjort indkøb, men da han på vejen til grænsen var kommet omtrent en halv mil sydøst for Ribe, blev han indhentet af en cyklende statspolitibetjent fra Ribe og anholdt. Han søgte at sno sig fra betjenten ved at foregive, at han tjente på en gård i Høm, havde været i Ribe at gøre indkøb, da han skulle ud til sikringsstyrken osv. Hans udflugter hjalp ham imidlertid ikke. Varerne – han havde for 23 kr. – blev konfiskerede, og 10 kr., han havde hos sig i penge, måtte han betale i bøde. Det eneste, betjenten lod ham beholde, var et indrammet billede han havde fået i Ribe samme aften, kom han til Høm. Han var noget slukøret, da han fortalte om sit uheld i et hus, hvor han gik ind, og han var meget utilfreds med, at han denne gang måtte gå tomhændet tilbage over grænsen.

Fra grænsen syd og øst for Ribe, d. 4/4 17, fortsat

I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.

Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.

Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –

Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.

Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.

Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.

Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var p tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry. –

Her stopper den indsatte tekst med en anden håndskrift end Willemoës’

Side 518
2. april 1917
”Koldinghus” blev opbragt
Eli: D.F.D.S.’ rutedamper ”Koldinghus”, der går mellem København – Fredericia – Middelfart – Kolding og omvendt, afgik fra København mandag den 26. marts kl. 6 aften og indkom først til Kolding fredag den 30. marts eftermiddag kl. 1½. – da damperen efter sin afsejling fra København havde passeret sundet, blev den i internationalt farvand (ved Nakkehoved) opbragt af et tysk krigsfartøj og ført til Svinemünde. Alt skibets gods og alle sager blev ransaget og alle toldregler blev brudt, men der blev intet taget. Behandlingen var høflig.
Passagererne, der nu er vendt hjem med skibet, beretter om rørende tiggeri fra befolkningens side i Svinemünde; man tiggede således endog om kartoffelskrællinger!
Passagerer iagttog, at havnearbejdere gik på arbejde med en roe og kaffe i en flaske!

Side 519
Fra Sommefronten og Champagne
3. april 1917.
(delvis optaget i Ribe Stifts Tidende for 11. april 1917)
A.S. blev taget til soldat den 15. marts 1916 i Flensborg, sendtes straks til Rostock, fik der 6-7 ugers uddannelse og sendtes derfra til Beverloo ved den belgisk hollandske grænse, hvor han var i 4½ uge for derfra at blive dirigeret til Sommefronten ved Sailly-Sailliset i slutningen af maj 1916. Da var alt roligt på det sted. Var der i 14 dage.
I Rostock var forplejningen god nok: daglig kogte og blandede retter f.eks. ærtesuppe med kød i, bønnesuppe med kød eller sødsuppe med spegesild i! Om aftenen gaves foruden brødet hver anden dag et stykke pølse eller ost, om søndagen sødsuppe uden spegesild, steg med asparges og kartofler.
I Beverloo, hvor lønningen var 10 mark 30 pfg. hver 10. dag, levede soldaterne særlig godt, og soldaterne kunne dér få næsten alt, hvad de ønskede. Lønningerne var så høj – den er ellers 5 mark 30 pfg. Hver 5. dag – fordi der ingen pølse eller aftenportioner blev udbetalt. I de sidste uger i Beverloo blev der udleveret pølse og ost, røget sild eller lign. om aftenen, og lønningerne blev så sat til 8 mark 21 pfg.
Fra Sailly-Sailliset kom afdelingen til le Prêtre skoven ved Rambecourt n.ø. for Jaulny og var der til begyndelsen af september 1916. Her var der jævnt roligt. Skuddene, der kom fra det franske artilleri blev talt, og franskmændene fik det samme antal skud tilbage fra os den næste dag. – Forplejningen var god om end ikke så god som tidligere. Om aftenen fik vi 3-4 skefulde marmelade. Skyttegravene var her næsten alle udmurede med cement i bunden og udrustningerne (til værn mod granaterne). Væggene var stivet af med fletværk, understand – opholdsrummene var udmærkede, næsten som stuer og lå 15-20 meter under jorden. Sengen bestod af brædder, over hvilken der var spændt hønsetråd (trådfletning), og enkelte steder var der endog elektrisk lys. –
På enkelte steder lå de franske og tyske skyttegrave kun ca. 30 meter fra hinanden, og det hændte sædvanlig hver morgen, at de tyske og franske soldater så op over skyttegravene i brysthøjde og hilste godmorgen ganske venskabeligt. Der blev ikke skudt af infanteriet dér, medens vi var der.
Den 2. september kom jeg sammen med en underofficer og en mand til Metz og derfra til Goudech [?] for at søge kvarter til kompagniet (2. kompagni og 363. reg.) I Goudech lå vi i 8 dage, derefter førtes vi fra bane i løbet af 5 dage til den østrigske grænse, da der imidlertid om natten kom ordre om at vende tilbage til Sommefronten.
Så kørte vi i en uges tid tilbage og kom til Fressin, hvor vi var i 4 dage for derefter at blive dirigeret til Sailly-Salliset, hvor vi var til slutningen af september. Her gik det meget hårdt til. Der blev stormet hver dag omtrent 5-6 gange fra tysk side, og englænderne brasede på endnu oftere. Det gik uafbrudt frem og tilbage. Den første dag, da tyskerne stormede, mistede 2. kompagni ved det første amgreb 145 mand faldne, sårede og fangne af 235 mand.

Side 521
Kompagniføreren blev fuldstændigt gennemskudt ag maskingeværer. Den dag gik tyskerne omtrent 150 meter frem. De nåede ikke frem til de engelske linjer, men lå i åbne granathuller. Skydningen var frygtelig, og det engelske artilleri bragte hurtig det tyske til tavshed. – om natten kl. 12 sprængte engelske granater det tyske ammunitionsdepot t luften 7-8 km fra Sailly med et vældigt brag. Et pragtfuldt men frygteligt syn.
Natten mellem den 23. og 24. september skød kun artilleriet, med den 24. om morgenen tog infanteriet fat igen, og man havde intet øjeblik ro for de engelske flyvere, der sværmede om i stort antal. – Jeg kunne se ca. 60 fra det sted, hvor jeg lå – og undertiden gik de ned til en højde af 30 meter og skød med maskingeværer og kastede håndgranater, hvor de så nogen røre sig i de åbne granathuller. Vi lå derfor ganske stille, som om vi var faldet. Atter stormedes der fra begge sider uden noget resultat. Sådan gik også den 25. og 26. sept.
Om natten mellem den 26. og 27. sept. Gravede vi os fra granathullerne ud til siderne for at lave lidt løbegrave – vi måtte ikke gå tilbage, og den 28. om morgenen kl. 67 stormedes igen; men der faldt da så mange af regimentet, at dette måtte afløses og trak sig tilbage til Sailly – Sailliset, medens et livjægerregiment nr. 12 rykkede ud i stedet for.

Side 522 – 526
Da vor regiment gik tilbage, så vi levnedsmidlerne ligge i dynger på åben mark, således som de var læsset af vognene, men man lod det ligge. Soldaterne havde overhovedet ingen videre appetit i de dage, de lå ude i den forreste linje og nøjedes med deres brød. Derimod lod soldaterne meget af tørst, og havde kun haft at drikke det snavsede vand, der stod i granathullerne. Da de på tilbagevejen opdagede, at bl.a. var henslængt en mængde flasker vin, tømte de disse og var næsten alle berusede, en d el endog fuldstændig døddrukne, da de nåede tilbage til Sailly-Sailliset. Da kompagniet næste dag, den 29. sept. Blev talt op, var der mødt i alt 50 mand.
Dagen derpå, den 30 sept., blev hvert kompagni forstærket med 80 mand, og den 1. oktober gik det atter frem. 3-4 km fra frontlinjen stak soldaterne imidlertid af i små hold på 5-6 mand, og da kompagniet nåede ud i nærheden af linjen, var der kun 60 mand tilbage. Da kompagnichefen intet kunne udrette med en sådan klat folk, beordrede han tilbage.
Sådan gik det også den næste dag; kompagniet ville ikke gå frem. Den 3. oktober kommanderedes så hele regimentet frem på én gang og nåede helt ud til linjen. Kl. 10 om formiddagen begyndte englænderne at skyde med gas i en halv times tid, men de blev slået tilbage. Om eftermiddagen kl. 2 fornyede englænderne deres gasangreb, først artilleriet med gasgranater og derefter blæste infanteriet sine gasbølger ud, og bag disse gasbølger trængte englænderne frem. Gassen bevirkede en stærk kløe bag de tyske soldaters gasmasker, så at de måtte rive sig, og derved trængte gassen ind i maskerne og fremkaldte stærk hoste og rindende øjne, så at de pågældende intet kunne se. Da vi mærkede det, lod vi være med at klø os. – På nogle steder kom også franske flammesprøjter, og for disse ildstråler trak tyskerne sig tilbage på de pågældende steder. Ved dette angreb måtte tyskerne gå 500-600 meter tilbage.
Den 5. oktober blev regimentet afløst og gik tilbage. På vejen gennem en landsby bag Sailly-Sailliset gik nogle af soldaterne ind i husene for at få noget at spise, men traf beboerne liggende døde i sengene, kvalte af gas; de var opsvulmede i ansigtet, der havde antaget forskellige farver.
På et gods – guvermenentsfarmen – var jeg nede i en stor kælder, der af tyskerne var indrettet som lazaret. Her lå der en mængde hårdt sårede f.eks. folk, der havde fået armene skudt af. Når en granat slog ned på gårdspladsen – der blev af englænderne her skudt væsentligst med 38 cmt. kanoner – så fór de sårede op og ville bort, og det så frygteligt ud.
I nærheden af godset sås hovedløse kroppe hænge i træerne – formentlig ligene af tyske observationsfortr.
4 kammerater drev omkring i 3 dage uden at bryde sig om noget som helst – helt tummelumske af alle begivenhederne og erfarede da, at regimentet var kommanderet tilbage til Præsteskoven. De kørte så tilbage til Metz, blev der i 2 dage, og meldte sig derefter til regimentet.
Nu lå vi i Præsteskoven til 8. nov., da det gik tilbage til Somme, denne gang til Haglincourt øst for Bapaume. Her lå vi i ro i 8 dage og gik så i stilling lige overfor Gucudecourt, hvor vi lå forholdsvis roligt indtil midt i januar 1917. Under opholdet her var skyttegravene gode, så længe frosten holdt, men da tøvejret indtraf og englænderne fyrede med granater, blev de til et fuldstændigt morads og styrtede sammen. Alt arbejde på at istandsætte dem viste sig forgæves. Et par soldater kvaltes i mudderet.
Mellem de engelske og tyske linjer lå mængder af lig, som det var umuligt at begrave. – De fleste, der faldt i denne tid, var ordonanser, der skulle over fri mark og blev skudt ned af engelske skarpskytter, som skyder forbløffende roligt og sikkert, ofte med snadden i munden.
Omkring midten af januar 1917 kom vi tilbage til Hermies mellem Bapaume og Cambrai; var der i 6 dage for så at afgå til Betheniville i Champagne. Her meldte jeg mig syg og kom på lazaret i Rethst i 14 dage, men da jeg egentlig ikke fejlede noget, sendtes jeg tilbage til kompagniet den 16. februar. Dagen efter gik vi i stilling ved Reine øst for Reims. Samme dag, den 17/2 blev der spurgt, hvem der ville melde sig frivillig til udforskning af den fjendtlige linje lige overfor. Der blev lovet orlov straks til dem, som kom tilbage med oplysninger. Der meldte sig en 60 mand af hele bataljonen. De gik så frem om aftenen kl. 8, medens artilleriet søgte at vildlede fjenden. Ca. 30 mand nåede ned i den forreste franske skyttegrav, udforskede den og nåede tilbage, men dog med mange af dem sårede. En kammerat og jeg bar således 15 sårede tilbage. Jeg fik min orlov den 19. februar og rejste hjem til Gram, hvortil jeg nåede den 23/2. 17 og den 27. marts gik jeg over grænsen ved Aarupgaard.
Forplejningen ved fronten ved Somme er upåklagelig ude i forreste linje, hvor der således gives hver mand 250 gr. rugbrød, dertil varm mad om middagen f.eks. ærter med kød, nudler, bønner, ris eller lignende. Til brødet lidt smør, pølse eller ost. På stormdagene leveres tillige 1 liter øl og ½ liter snaps – ikke nogen egentlig stærk spiritus – samt daglige 2 cigarer og cigaretter.
Bag fronten var forplejningen derimod meget dårlig og utilstrækkelig.
Den 24. april 1916 havde bayerne ved Somme taget et par engelske flammekastere til fange, som de i raseri slog dræbte med spaderne. Englænderne. Der formentlig har hørt dette og havde taget 14-15 mand til fange, stillede disse op på linje og skød dem ned på stedet.
Mellem Hermiers og Chambrai er der bygget meget stærke skyttegravssystemer – udført af russiske fanger – med pigtrådes forhindringer af et par kilometer i dybden. Disse [???] er så stærke, at de vil blive yderst vanskeligt at tage.

Faktor Larsen syg
Faktor Larsen, der var meget træt og sløj, da jeg kom hjem fra København 22. marts og samme aften måtte melde sig syg, vil næppe komme sig de første måneder, hvis han overhovedet kommer sig igen. Dr. Agerbæk kan ikke blive klog på, hvad sygdommen er. – det er et yderligere arbejde for mig i en højst vanskelig tid.

Mellem side 525 og 526 er indsat et løst ark:
Engelske flyver over Tønder (21. eller 22. marts)
3. april 1917
Levnedsmidler udskrives 9/4 17
K.K. Tyske politigendarmer, ledsaget af soldater, går for tiden rundt i sognene (f.eks. Lintrup) og udskriver levnedsmidler, formentlig til forsendelse til Berlin.
Jens (Horsens). Søndag den 25. marts 1917 stod pastor Thonnesen i Hellevad kirke på sin prædikestol og bad menigheden tage børn til sig fra storbyerne, thi mangt et sted sad børnene på skolebænken og døde af underernæring.

Flyvere over Tønder?
4. april
K.K. Det meddeles nu, at det engelske flyverangreb på luftskibsbatteriet ved Tønder fandt sted den 21. marts omkring middagstid, og det påstås, at den ene hal og et luftskib er ødelagt.

Side 526 fortsat

7. april 1917

Langs grænsen

H.K. (eller H.H.?) Det ser ud, som om passagen mellem posterne langs grænsen på tysk side bliver vanskeligere, idet general Müller har givet streng ordre til at kontrollere trafikken. En karl fra Aarupgaard er i aften arresteret og ført til Flensborg. – Posterne straffes hårdt, når de arresterede opgiver, hvor de er gået over.

Broerne mellem Skodborg og Foldingbro (broen ved ”Frihed”, mergelbroen vest for ”Frihed” og overgangen over Aalegård udfor Egerisgård) er blevet stærkere afspærret med pigtrådsforhindringer. Porten ved mergelbroen, der tidligere stod længere bag broen, er nu rykket helt hen til denne.

Store masser af pigtråd med 1½ tom. lange pigge ophobes på Vojens banegårdsterræn.

Side 527

4. april 1917

En zeppeliner

Amtsfuldmægtig Rosenmeier meddeler: Jeg gik i går eftermiddags sammen med min datter i engene ved Tange øst for byen, da vi observerede en stor zeppeliner, der gik mod sydvest. Den syntes at være dårlig afbalanceret, thi den stak snart næsen nedad, snart opad og ofte i en stilling af 45 gr. Da den var kommet om i sydvest, stillede den sig pludselig lige lodret i luften og dalede hurtigt ned. Om det er en manøvre for at lande eller om det er en fejl, der er særlig for luftskibe, ved jeg ikke, jeg konstaterer kun faktum.

Kaptajn Ullidtz forklarer på min forespørgsel, at dersom et luftskib kommer til at stå lodret, styrter det ned. Det kan tænkes, at R. har set luftskibet under en aldeles bestemt synsvinkel, eller rettere uden vinkel ved at gå ned, og det ser da ud, som om luftskibet står lodret.

11. april 1917

Eli. Strejken i Kiel siges at være bilagt ved løfte om flere kartofler.

I Haderslev går de badensiske ryttere rundt og tigger brødkort.

En kritisk dag?

I Kbhvn hos en læge betroet Dr. P. Nielsen i Ribe, at den 28. dec. 1916 var Jylland lige på nippet til at blive besat. Forslaget herom blev i den tyske generalstab forkastet med kun 2 stk. majoritet.

 

Side 528

Spionage

15. april 1917

En dansk mand (en købmand i Neümünster) var deserteret over grænsen. Hans hustru og børn var her allerede.

De gik ind på en restauration i Kolding, nød noget kaffe og kom i tale med værten. Denne spurgte om rædslerne i Belgien; de var vel ikke så slemme, som det fortælles osv. Den fremmede erklærede, at de var meget værre, men den fulde sandhed ville man først erfare efter krigen.

Ved denne udtalelse sprang en civil herre op, som sad sammen med en dansk sergent ved musikken i Kolding, skældte den fremmede ud for en landsforræder, som han nok skulle sørge for osv. Den fremmede og hans familie samt en ven stod op og gik for at undgå spektakel. Men den vrede tysker – en mand fra paskontoret i Kolding – og sergenten forfulgte dem alle vegne. *slutningen på næste side.

*side 529 fortsat fra side 528: {De gik nu op og klagede til obertløjtnanten.

Man traf senere de to herrer. Sergenten var imidlertid blevet meget beruset. Næste dag lovede han bod og bedring. Ikke desto mindre sås han aftenen efter atter sammen med tyskeren. De forfulgte atter den fremmede, der denne gang slap fra dem.

Tyskeren afspurgte senere hans logi – gennem kaféværten – og ville true hans værtinde til at jage ham ud, idet han påstod, at den fremmede var en tyv, der havde stjålet det tøj, han gik i. Dette lykkedes dog ikke. Men da den fremmede senere via Frederikshavn søgte til Norge, mødte ham på Frederikshavn banegård en dansk politimand og to tyskere! Han søgte senere andre veje.}

En dansk sergent (formentlig på detachementskontoret i Kolding) er ofte sammen med personalet fra det tyske paskontor. Han skal da ofte være beruset. Man har en gang set ham sidde noget afsides på en restaurant og studere meget ivrigt et dansk generalstabskort sammen med to af herrerne på det tyske paskontor.

Chefen for paskontoret har ofte damer hos sig om natten. Der nydes megen vin hos ham. *en af hans damer viste sig at være en meget ung pige fra Sydjysk Telefonselskabscentral i Kolding. Hun er senere blevet afskediget.

 

Side 529

19. april 1917

Flyveren over Tønder?

En mand, der kom over i nat, beretter bl.a. at der for 3 uger siden viste sig en flyver over den befæstede linje omkring Toftlund. Bevogtningen spurgte telefonisk i Tønder, om nogen tyske flyver var ude for tiden, men fik benægtende svar. Det har senere vist sig, at det var en fremmed flyver, formentlig en engelsk vandflyver, der har optaget fotografier af befæstningslinjen. Den pågældende oplyser endvidere, at man for tiden arbejder på at give de synlige dele af befæstningslinjen et forandret udseende bl.a. ved en anden anbringelse af de passive hindringer (?) som pigtrådshegn m.m. (se flyveren under 21. marts).

Side 530

20. april 1917.

Spionage Danmark

Stbg. Min hjemmelsmand, en forretningsmand i Åbenrå, var for nogle dage siden stævnet til Flensborg til politipræfekturet i anledning af en formentlig pasforseelse. Mens han ventede i forværelset, blev han vidne til en samtale, som den ledende politimand i et værelse ved siden af – hvortil døren stod åben – førte i telefonen med militæret i Farris. Han hørte da følgende brudstykker: I Kolding er det udmærket; også i Fredericia – i det hele taget østpå. Men vi må have en mand til Esbjerg og vestpå.

På så at sige alle jernbanestationer langs grænsen findes der tyske spioner; i virkeligheden tyske kriminalbetjente i civil. På fredericiabanegård er der næsten altid en sådan tilstede. Jeg har flere gange tiltalt vedkommende, der har svaret genkendende men noget forlegen. I reglen plejer betjentene at forsvinde ind i ventesalen, så snart han frygter for at blive genkendt af visse personer.

På Vamdrup station har jeg flere gange set en mig bekendt tysk kriminalbetjent, og jeg har en gang sagt det til den danske statsbetjent, der flegmatisk svarede:” Det kan jo enhver komme og sige”. Jeg skal ikke nægte, at det har irriteret mig stærkt at se en dansk statsbetjentkonversere netop de pågældende person, hvor jeg senere rejste igennem.

En anden nordslesvigsk hjemmelsmand oplyser os om, at tyske kriminalbetjente ofte er set på banegården i Horsens.

Side 531

21. april 1917

Syd for – langs grænsen

32. bataljon, der har udført grænsebevogtningen mellem Fladså og ”Friheds”broen, er afgået for nogle dage siden til Haderslev (vistnok den 717.) og mandskabet fordelt til forstærkning af de øvrige afdelinger til grænsevagt.

– Bevogtningsstyrken ved den befæstede linje synes at bestå af 3 bataljoner. – Bag ved linjen ligger en række optiske signalstationer på Knivsbjerg, Over Jerstal, Bjørneskov, Toftlund og i Vognshøj. En linje går mod syd (?)

– Skyttegravslinjen ved Toftlund er udgravet i ½meters dybde; ”understand” (de bombesikre rum er derimod helt færdige i størrelse 2X4 meter)

Der er udstukket en ny linje parallelt med gamle, fra hvilken der udgår gange i zigzag.

Pigtrådsbælter på ca. 5 meters bredde ligger foran linjen.

Et 15 cmt. batteri a 4 kanoner er opstillet lige vest for Galsted =Bevtoft, dog nærmest ved Galsted.

Vedkommende meddeler har intet set til større troppe[vandringer?] i tiden 15. januar til udgangen af februar.

Hos landboerne er der tilsyneladende ikke større forplejningsvanskeligheder.

Al telefonering er forbudt eller under censur.

Side 532

25. april

K.K. Tilsynet med den befæstede linje føres af oberstløjtnant von Kerzmann [?] i Toftlund. Bevogtningen af linjen Hyrup-Arrild afsnittet besørges af Ersatzbataljon 35, der har et kompagni i Toftlund og de 3 andre kompagnier i de omliggende byer: Arrild-Allerup-Hønning, Højrup II, Åbøl, Hølleskov. Lidt rytteri ligger indkvarteret i Brænderup og Roust.

I Toftlund ligger foruden [et] kompagniet Brotnen [?] med ca. 200 mand, 100 heste og 20 pontoner med tilhørende vognpark samt 10 ingeniører til betjening af Funken [?] = stationen. Ca. 1000 fæstningsfanger er indkvarteret i barakker i nærheden af Toftlund kirke. – Funken=stationen er etableret i et skur nær møllen.

Der har ikke været troppesamlinger i januar og februar i Flensborg ud over dem, der hurtigt afgik til Leckstedt lejren.

En armékorpsstab var ventet til ”Sommers Hotel[?]” men kom ikke.

Vagttjenesten i Flensborg besørges af mandskab, der er hjemme på rekreation.

29. april 1917

U.K. På Gassehøjene ved Skærbæk er der anbragt 4 svære kanoner (15 cmt.) og ved Ø. Gassehøj 2 af samme slags og 8 stk. anbragt i Kolby Skov, der ligger lige vest for Øbjerg.

I Husum findes der ingen garnison.

En mand, der er hjemme fra østfronten, meddeler, at der er mængder af soldater på østfronten, som får orlov.

Forplejningen ved østfronten er ret ordentlig og der er ingen forskel ude i linjen og længere inde; men der foretages heller intet som helst fra nogen af siderne.

Side 533 + 534

5. maj 1917
En mand, der i de sidste dage af april er kommet fra Tyskland, har meddelt følgende:
Efter at jeg i 8 måneder havde opholdt mig ved Verdunfronten, blev jeg syg og kom på lazaret; derfra efter et 3 måneders ophold til Køln til min udfyldningsbataljon, hvorfra jeg er kommet nu. Tilstandene er med hensyn til levnedsmidlerne der, som i andre storbyer, nemlig meget dårlige. Civilbefolkningen må udstå store lidelser, da de kvantum de forskellige slags kort berettiger til, ofte slet ikke kan fås. Forholdene er selvfølgelig ikke blevet bedre siden brødrationerne er blevet nedsat. Desuden er nu kålrabierne ved at slippe op, og grøntsager er der endnu ingen af, da vinteren har været så langvarig. Der dør derfor også mange af underernæring, især småbørn, men det tages der jo intet hensyn til.
Tumulter rundt omkring i byerne hører jo heller ikke til sjældenheder, men politiet skrider så straks ind, og hvis dette ikke forslår, så militæret.
I den senere tid har der også mange steder været strejke blandt ammunitionsarbejderne på fabrikkerne. Men tyskerne ved jo råd for alt. Blandt arbejderne er der nemlig en stor del, som er militærpligtige. Så snart der laves strejke bliver disse straks sendt til fronten, og et tilsvarende antal sendt hjem i stedet for. Disse er naturligvis godt tilfredse med den handel og derfor og så lettere at styre.
Mange er jo af den mening, at Tysklands reserver er ved at slippe op. Det er jo nok muligt, at det tynder ud i rækkerne, men endnu har de folk nok.
Det er selvfølgelig infanteriet, det går mest ud over. Man må imidlertid betænke, at en meget stor del af de lande, atter bliver krigsdygtige, og for de hårdtsårede og faldne kaldes der stadig nye folk ind. Desuden sendes der stadig folk fra artilleri og train til infanteriet og en del derfra, som ikke mere kan bruges kommer så til artilleriet eller trainet. Der udveksles stadigt rundt omkring på kontorer og skrivestuer har også hidindtil mange trykket sig, men også disse folk må med.

Side 535 + 536

14. maj 1917
Skal afslutningen på krigen derfor komme på grund af at Tysklands folk slipper op, kan det efter min mening vare længe. Jeg tror, at indre uroligheder og sulten må gøre udslaget. Dog tror jeg sikkert, at Tyskland holder ud til den nye høst, og så går det sikkert videre ind i det fjerde krigsår.             I.S.

14. maj 1917
Krigsskibe og lufttrafik langs kysten
Oksby pr. Oksbøl 14.05.17.
Der har i længere tid næsten hver dag været observeret flådeafdelinger, luftfartøjer samt hørt kanonade, men beboerne er nu så vant til den slags begivenheder, så de en dag eller to efter ikke kan tid- eller stadfæste, hvad de har bemærket.
I torsdags (10. maj) ca. kl. 10 passerede 14 skibe (5 jagere og 9 armerede trawlere) kommende syd fra og gik igennem slugen. Dagen efter observeredes 8 fartøjer i 2 afdelinger, som krydsede omkring syd for Gashøjen. I går – søndag – ved middagstid kom en flådeafdeling på 14-16 store kolosser for nordgående og stod ud efter før de nåede hukket; om der var mindre skibe med kunne ikke ses fra land, da luften var diset ude over havet.
I dag har der siden kl. 9 fmd. krydset en zeppeliner her uden for fyret. Den har skudt 4 gange; 2-3 skud hver gang, men der har ikke været observeret noget fartøj, så det er muligvis en undervandsbåd den har jaget. Luftskibet skyder endnu – kl. 2 – herude, så det har næppe nået noget resultat endnu.
En del af befolkningen heromkring er tilbøjelig til at mene, at hvad der foregår her i nærheden af kysten, må anses for at være tyske flådeøvelser. Hvad kanonaden, man jævnlig har hørt til søs, angår, da ved ingen heromkring, hvad det har haft at betyde.

18. maj 1917
En ældre mand, der er kommet hertil fra Tønderegnen og har bosat sig her i egnen meddeler, at den eng. flyver den 21. marts ødelagde den ene af hallerne ved Tønder fuldstændigt og beskadigede den anden stærkt, ligesom der også var tab af menneskeliv. Meddelelsen er holdt fuldstændig hemmelig.

Side 537 + 538

18. maj 1917
Kaptajn Hansen i Hjerting meddeler, at der i går sås 4 armerede trawlere, to og to, der stod til søs og formentlig fiskede eng. miner.
K.H. meddeler, at der næsten daglig ses flere tyske skibe på minefiskeri. Et enkelt skib har for et par dage siden meddelt, at det på én dag havde optaget ca. 90 miner.

26. maj 1917
Intet flyverangreb ved Tønder 21.- 22- marts 1917
Luftskibshallen i Tønder har ikke været angrebet af nogen flyver i tiden omkring 21. marts. Meddeleren har været i Tønder dels den 22. marts og 2-3 gange senere, har talt med danske om det, men de kender intet som helst dertil. Meddeleren har (været) med egne øjne set, at hallerne er fuldstændig ubeskadigede. Der er, som bekendt, en dobbelt hal (længst mod nord) og to mindre enkelthaller; de sidstnævnte er bygget først.

29. maj 1917
Spionage
Eh: Man har i Kolding lagt mærke til, at når der ved visse lejligheder står et eller andet i ”Kolding Avis”, bliver der efter dennes ankomst til paskontoret på dette travlt med skrivemaskiner, hvorefter der afsendes post med toget sydpå kl. 3½ efterm.
Det oplyses fra militær side, at undersøgelsen i en affære i Grenå- Århus har givet til resultat, at der i Rostock er en station for trådløs telegrafering; dertil indgår der rapporter fra Danmark og derfra udgår der atter ordrer til ubådende f.eks. i følgende form: Fisk12. Dette betyder ubåd i den og den kvadrat. – Telegrammer fra Danmark er i kopi fundet hos spioner, og koden til telegrammerne fandtes hos den i Århus arresterede tysker, gemt i hans vest.
I Kolding har E. personligt konstateret, at der afgår overordentlig hyppig korrespondance sydfra, dels besøget til posthuset, dels til banegården ved toget, og paskontorets personale har overordentlig stærk forbindelse med banegården.
Stvbg. Arbejdsmandskabet ved de tyske befæstningsanlæg i Nordslesvig er delt i 3 klasser, formodentlig efter straffegraden. 1. klasse får 10 pfg. daglig i lønning, 2. klasse 7 pfg. og 3. klasse 3 pfg. daglig. Når mandskabet opfører sig godt og melder sig frivilligt til tjeneste ved fronten, afgår de straks og straffen eftergives.
Der arbejdes bestandig på befæstningslinjen i Nordslesvig med 10-20.000 mand.

Side 539

Her er der indsat et udklip fra Ribe Stifts Tidende med følgende tilføjet med håndskrift:
Barkskibet
Sænkning i Atlanterhavet
Af kaptajn Poulsens beretning til Ribe Stifts Tidende 30/5 – 16
Desuden er der i margin tilføjet: Det indstregede ikke offentliggjort.

Side 540 – 545
3. juni 1917
Syd for grænsen
En mand fra Skrydstrup melder, at der er ankommet til Vedsted ved Haderslev et stort brotræn med 40 pontoner på 4 spændige vogne kommet fra Rusland, og opkørt i parken ved skolen.

Samme meddeler siger, at der af en stor pionerstyrke arbejdes på udstikning af en ny linje 10 km syd for den nuværende af ca. 7000 soldater.
Samme meddeler oplyser, at de svære kanoner (12-25 cmt.) er stillet op, de stammer fra Rusland og Belgien.

7. juni 1917
Eli: Den tyske sikringsstyrke i Stubbom syd for Hejlsfjord er i færd med at lave skyttegrave ud til Hejlsbugt.
Dette sætter man i forbindelse med den omstændighed, at man for nogle dage siden så et tysk opmålingsfartøj lodninger i Hejlsbugt.

Skyttegrav nord for Haderslev Fjord
En russer – der er kommet 4 over grænsen s.f. Kolding i dag, hvoraf de 3 var gået øst om Haderslev Fjord, meddeler, at de ikke ret langt n.f. Haderslev stødte på en skyttegravslinje.

Efter det lukkede Rigsdagsmøde
Minister Stauning
Der fremkom efter det lukkede Rigsdagsmøde den       i  ”Berlingske Tidende” og i ”Nationaltidende” meddelelse om, at der var rettet angreb mod minister Stauning for hans optræden i Stokholm.
Som bekendt dementeres dette officiøst gennem Ritz.Bur.
Der blev heller ikke rettet noget angreb på Stauning i Rigsdagsmødet, men derimod i det bagefter stedfindende ministermøde, hvor I.C. Christensen stærkt kritiserede hans optræden, ligesom Rottbøl fandt, at dette I.C. C’s angreb ikke var uberettiget, hvortil Stauning svarede, at han først og fremmest var international socialdemokrat, og at den stilling han havde fået i ministeriet havde han ikke valgt selv, men fået overdraget af partiet.
Udenrigsministeren Scavenius var, som sædvanlig, ved at tabe hovedet, da denne udtalelse kunne tyde på en mulig sprængning af ministeriet, men mødet havde dog den følge, at Stauning nu ikke rejser til konferencen i Stokholm.
Når Stauning derfor i et interview til journalist har udtalt, at det ikke var givet, at han fik lejlighed til at komme til Stokholm, står dette i forbindelse med det på ministermødet forefaldne.

Spionage
Eli: Det tyske paskontors bestyrer i Kolding v. Küchler, har siden sin ankomst været bekendt som en stor elsker af det smukke køn. Han har længe levet sammen med en husholderske som af flere af husets gæster kaldes frøken men af andre frue. Vedkommende dame er nu rejst og her. V. Küchler har meget ofte damebesøg fra byen. Blandt disse besøgende er en telefondame frk. Jensen, datter af en portør ved Sydbanen. Hun havde kun været en kort tid på centralen som elev, da man opdagede, at hun var noget letlevende. Samtidig kom der en påstand op om, at hun ved visse lejligheder holdt herr v. Küchler underrettet om telefonsamtaler, navnlig med 861 (militærets). Der ymtedes om, at hun samtidig med at stille 861 i forbindelse med folk i byen, stillede paskontoret med, men centralen har dog stillet sig meget tvivlende om, at hun virkelig har udført det. Hun blev imidlertid afskediget, dog vel nærmere p.g.a. letsindighed og desuden for urenlighed, idet hun 2 gange har vist sig at være befængt med lus.

13. juni 1917
Fra Arrasfronten
Skomager N.P. Nielsen, Fohl, der er landstormsmand, og som har deltaget i krigen sidst ved Arrrasfronten, hvorfra han kom 3.-4. juni og gik over grænsen i lørdags 9. juni, meddeler, at hans division (7. eller 17.) består af regimenterne 163, 86 og 76. Af hans bataljon – 2. bataljon 163 reg. – var der efter at de havde været i kamp kun ca. 200 mand tilbage af ca. 1000 mand. Tabene var sket så hurtigt, at feldwebelerne fik ordre til hurtigst muligt at samle resterne af deres respektive styrker, og disse kom tilbage kun med stormoppakning, medens tornystrene blev tilbage.
Helt igennem viste det sig, at englænderne var dem overlegne i alle henseender.
En stor del af det tyske mandskab, blev taget til fange, fordi angrebet skete så pludseligt, at soldaterne ikke kunne nå op af deres opholdsrum.
Mht. levnedsmidler gik det tåleligt. Men brødrationerne er blevet nedsat fra 1½ pund til 1 pund dagligt. Middagsmaden var som sædvanlig slappere.
Fedtstoffer er det uhyre nøjsomt med. Heldigvis kommer der endnu pakker hjemmefra.

Oksby 13/6
Trafikken langs vestkysten
N.R.P. Der vedbliver stadig at være livlig trafik her langs kysten uden for Blåvandshuk, såvel af krigsskibe som af luftskibe og flyvemaskiner. Der ses så at sige al tid krigsskibe her uden for og i længere tid har 2 armerede trawlere ligget opankret syd for slugen. I den senere tid iagttager man jævnligt, at der fra luftfartøjer nedkastes lys eller signalbomber. Det er som regel hen imod aften dette sker, og er et interessant og pragtfuldt skue, da lyskuglen har temmelig stor udstrækning og daler forholdsvis langsomt. De fleste luftskibe man ser nu, har 3 gondoler. (der siges, at nogle har 4 gondoler, og at de to midterste kun forskydes mellem de to yderste; dette anser jeg ikke for pålidelig). Når vinden ikke er fralands, hører man næsten hele dagen igennem lyden af flyvemotorerne ofte uden at kunne øjne hvorfra lyden kommer. I den sidste tid har man ikke her hørt noget til kanonade.

24. juni 1917
Syd for grænsen
Boghandler G. Møller i Skærbæk havde i nogen tid ikke kunnet få danske bøger, f.eks. ikke ”Danmarks Melodier” osv. Da han erfarede, at boghandlere i Åbenrå solgte sådanne bøger, tilskrev han censuren, at hvad der var ret for den ene, måtte kræve ret til at forhandle de omtalte bøger, hvis forhandling hidtil var nægtet ham. Efter nogen tids forløb spurgte censuren ham om bøgerne skulle anvendes til forevisningsbrug eller til salg, og da Møller naturligvis måtte svare, at de skulle forhandles i åbent salg, fik han tilladelsen til at forhandle dem.

Side 546
P.Hn.N. har for ca. 14 dage siden været på Vestkysten og besøgte bl.a. dr. Thomsen, der da var hjemme, hvor Jepsen og Jørgen Møller var til stede. H.P.H. så nu lyst på forholdene og mener, at grænsepælen nok skal blive flyttet.

Ingen gardiner i Berlin
Jørgen Møllers svigerinde var nylig blevet gift, og parret havde taget ophold i Berlin, hvor de havde lejet sig en lille lejlighed, men det var ikke muligt i hele Berlin at opdrive gardiner til lejligheden!

Brød der stinker
I Skærbæk kniber det meget stærkt med levnedsmidler. Brødet består af ”pillemel” (det er hvad man plukker af byg), tørret og malet halm og lidt rug, der ofte er fordærvet. Derfor lugter meget af brødet stramt. Det kniber også meget stærkt med smør.

Side 547
27. juni 1917
Oberstløjtnant Holten –Nielsen meddeler under sit besøg her i dag, at da grosserer Thøgersens sag i sin tid kom til ministeriet og også sendtes op i handelsministeriet til dettes erklæring udtalte handelsminister Hassing Jørgensen, at den sag var der ingen anledning til at gøre noget ud af. Departementschef Busck-Nielsen (en halvbror til oberst H.N.), som havde undersøgt sagen, fandt imidlertid, at den var oplagt? (kæltringstreger), hvortil ministeren svarede, at sådan så måske den udprægede jurist på den, men derimod ikke den praktiske forretningsmand. Da ministeren vedblivende ikke ønskede sagen for domstolene, meddelte departementschefen, at han på det bestemteste måtte modsætte sig en sådan afgørelse og ville tage sit forbehold i enhver henseende med hensyn til, hvad han ville foretage, dersom ministeren fastholdt sit standpunkt.

Først da gik ministeren med til at lade den Thøgersenske assurancesvigsag m.m. komme for retten. Thøgersen er, som bekendt, blevet idømt flere års tugthus!

Side 547

2. juli 1917

En ”Grundlovsfest” i Københoved

R. Strbg s. Min hentydning i telefonsamtalen til en Grundlovsfest gjaldt Københoved, hvor H.P.H. holdt sammenkomst med ca. 30 mand. Man var meget forbavset over hans frejdighed og glimrende humør og min meddeler (formentlig Appel i Askov, C.W.) siger, at deltagerne syntes, at det var en fest, der overgik festerne i Skibelund før krigen.

[Fortsættes efter det indsatte brev]

Her er indsat et brev:

Bolderslev, 5. juli 1917

Til ”Ribe Stiftstidendes” Ekspedition

Jeg har i længere tid været holder af Deres ærede blad, og har også fået det nogenlunde regelmæssigt i hænde indtil d. 13. juni så er det holdt helt op at komme, og flere henvendelser til Postvæsenet her har ikke hjulpet. Jeg vil derfor bede den ærede Ekspedition om muligt, at bringe sagen i orden igen. Jeg har for længst betalt et nyt kvartal af bladet.
Med megen agtelse
Jacob Jepsen
Landmand

Her er indsat et Postkarte med teksten:
Adresseret til:
Ribe Stifts tidendes kontor
Ribe

Jeg ville nok have givet 2 a 3 mark mere pr. kvartal dersom det var ved at komme ud.

Side 548

[Fortsat fra side 547]

Han havde indledet med at bede dem stille spørgsmål om alt vedrørende situationen – han var villig til at svare på alt. Han sluttede redegørelsen med at udtale, at nu har vi så lov til at håbe, at vi næste år må holde Grundlovsfest under vort gamle flag. Han mente, at Bethmann-Holweg [? ulæseligt på grund at det postkort, som er indsat i lommebogen] ville blive afløst af fyrst Bülow hvilket ville betyde [? ulæseligt på grund af det indsatte postkort] så lidt for ordningen af en grænseregulering, da Bülow [? ulæseligt pga. postkortet] var godt inde i forholdene i Sønderjylland.

Som bevis på stemningen i Berlin fortalte han, at fr. [? ulæseligt pga. postkortet], der havde været i Wien, var kommet ganske fortvivlet hjem og havde sagt, at nu var Centralbåndet (Centralforbundet?) bristet. Forholdene var nu så fortvivlede i Østrig, at alt håb var ude.

Nu kunne man vente det muligt, Østrig søgte nu at få en separat fred – så [? ulæseligt pga. postkortet] Tyskland selv om resten.

En forbindelse efter vor samtale i går meddeltes, at [? ulæseligt pga. postkortet] søn havde været med til førnævnte møde og var kommet meget glad hjem. Hun (en større gårdmandsenke) havde fået bud fra gode mænd om, at hun måtte endelig af høsten stikke noget byg til side til nødhjælp, da sæden når den først er kørt sammen, ville blive behandlet helt af fremmede, hvert tærskeværk af 13 soldater og sæden ført bort med det sammen.

Angående den befæstede stilling meddelte hun, at man havde udtaget mandskab ved vestfronten til arbejde ved Hoptrup, og blandt dem havde hun to kendinge, der er med til at montere de

[side 549] svære kanoner. – Denne front volder dem nok fremdeles bekymring; det må vel være Amerika der virker.

[Her er indsat et postkort med teksten:]

Adresseret til:
Ribe Stifts Tidendes kontor
Ribe
Danmark

Toftlund 25/8 1917

Har forespurgt angående Ribe Stifts Tidende men de vidste [?] ikke af hvad grund det ikke kom ud. Jeg ville være glad dersom det kunne lade sig gøre at sende mig pr. efterkrav eller også jeg sendte pengene at sende mig gamle Stifts Tidende fra 15. juli indtil dato.
Jeg holder Dagens Nyheder, som jeg ikke holder så meget af som Ribe bladet, og det er der mange flere end jeg der savner særlig på vestkanten.
Venlig hilsen
Laura From
Toftlund
Nordslesvig

NB.
Mellerup pr. Agerskov
”Ribe Stifts Tidende” er blevet forbudt hernede. De vil vel nok være så venlig at sende mig pengene tilbage for juli kvartal.
Med agtelse
Henrik Thim

[Her er indsat et brev skrevet med gotisk håndskrift – ej skrevet!!!]

Daler, den 4 juli 1917

Ærede redaktør
Må jeg spørge? af hvad grund Ribe Stifts Tidende ikke mere kommer til os om det er af? grund at det ikke mere kommer herud [?] til os, eller af hvilken grund det er, og kan det ikke komme mere? vil jeg få? mig første kvartal tilbage betalt.
Med venlig hilsen
Marius Petersen
Adresse Marius Petersen, Daler pr. Daler Østerby

Side 549

Fra Haderslev og omegn
3. juli 1917
A.V. En ung pige, der har været i Haderslev fra 1. november 1916 til 1. maj 1917, meddeler, at der ved Haderslev er 2 store flyvehaller til hydro aeroplaner.

Med levnedsmidler er det meget knapt; hver person fik ugentlig 90 g smør, 125 g kød og 3 [?] brød, og desuden kunne en familie på 4 personer få ½ kd skummet mælk daglig. Omtrentlig hver 14 dag bliver der udleveret kartofler eller kålrabi, men de er næsten uspiselige enten frosne eller halvrådne, og et æg til hver person. På landet er der indtil 1. maj også blevet udleveret byggryn, men nu er de også sluppet op. I Haderslev blev det i februar forbudt at sende pakker til fronten. Grunden hertil er, at soldaterne bliver rigeligere forsynet end den civile befolkning, der kun må spise højst 3 gange dagligt.

Rundt om i Haderslev kreds er der sidst i april kommet børn fra de store byer, som skal være der i ferien og samle kræfter og alle, der ikke selv har mindst 5 børn, skal have ét eller to børn. Børnene er meget underernærede og kan ikke tåle at spise ret meget i begyndelsen. En dreng fra Kiel på 12 år fik den første aften han var i Haderslev, en lille portion vandgrød og 2 stykker rugbrød; deraf blev han så syg, at han måtte bæres i seng og først flere dage efter, kom han op igen.

Indført i marts måned 1917

3. juli 1917

Hvorledes tyske soldater tegner krigslån.

At tyskerne er dygtige og opfindsomme, må man indrømme, ikke mindst når det gælder om, at få krigslånene tegnet. Mange soldater, der ligger ved fronten, hvis lønning er mark 5,20 hver 10. dag, tegner krigslån. For at lette disse indbetalinger, får soldaten der ønsker at tegne, udleveret et købekort, hvori der er plads til 30 mærker. Når så soldaten får sin løn, [?], tilbageholdes der 3 mrk og for disse penge indkøber et mærke, lydende på samme sum. På mærket står der ”Krigssparmarke”  3 mark. Købekortet er udstedt af et såkaldt ”Deutscher Sparkasseverbant” og kortet kaldes ”Kriegsanleihe- Sparkarte”.

På forsiden af kortet ser man to soldater i feltmæssig udrustning med gevær og opplantet bajonet, holdende den tyske kejserkrone højt i vejret.

Derunder står soldatens navn, tjenestegrad, regiment – og kompagninummer.

På anden side finder man betingelserne for tegningen:

Oversættelse:

Gælder kun som kvittering/kontonummer/ opbevares omsorgsfuldt.
1.    De indbetalte bidrag er af sparekassen at anlægge i rigskrigslån.
2.    Sparekassen har ved modtagelsen af den første indbetaling at anlægge en sparekonto for indbetalingerne. På indbetalerens ønske har den at udfærdige en sparekassebog. Om anlæggelsen af sparekontoen må indbetaleren ved modtagelsen af første indbetaling underrettes.
3.    De indbetalte bidrag er at forrente med 5 procent, såfremt de ikke hæves inden to år efter fredsslutningen. Hæves pengene før, kan sparekassen nedsætte rentefoden til de for sparekassen almindelige gældende takster.
4.    Forrentningen af de indbetalte bidrag begynder den 1. i måneden efter at indbetalingen finder sted ved kasseforvaltningen.
5.    Så snart de indbetalte bidrag har nået mark 100,- har sparekassen på indbetalerens ønske at købe et stykke krigslån på hver 100 mark til kursværdi og opbevare samme. Rentefoden er den samme som i Ziffer III.
6.    I tilfælde af indbetalerens død, kan udbetaling af indskuddene samt udgivelsen af krigslånstykkerne finde sted til enhver efter loven berettiget forsørgelses-efterladte.
7.    Skulle den af indbetaleren angivne sparekasse nægte at modtage indskuddene, vil disse blive overvist til en af hærforvaltningen bestemt sparekasse (Ersatz-Sparkasse).

Her er indsat et foto af det tidligere beskrevne købekort- både for og bagside

(På forsiden af kortet ser man to soldater i feltmæssig udrustning med gevær og opplantet bajonet, holdende den tyske kejserkrone højt i vejret + felter til indsættelse af sparemærkerne)

Dette var betingelserne. På 3. og 4. side kommer så 30 felter til indklæbning af mærkerne. Unægtelig er det en ret snild måde at få krigslån tegnet på. Kortet er vi overladt af en tysk soldat, der er kommet fra Rumænien. Han påstår, at det var enhver soldats pligt hver 10. dag at afstå til indbetaling på hans konto mark 3,-. At dette imidlertid ikke er tilfældet, men at det er frivilligt, ser man jo af betingelserne. Det ville jo også for mangen fattig soldats vedkommende være en stor uret, om han af sin lønning skulle afstå over halvdelen. Men at der på denne måde samles en del penge til tegning af krigslån, er temmelig sikkert. Og når det sker ad frivillighedens vej, er der jo heller ikke noget at indvende herimod.

Side 550

Flensburg, 4.7. 1917.

Her er indsat et brev skrevet på tysk med gotisk håndskrift- ej skrevet!!!

Nyt brev!
Jagtvej 197, III
København                     København 9. juli 1917

Herr redaktør Willemoes,  Ribe

Om end jeg naturligvis var klar over, at når jeg blev sendt et sted hen med hilsen fra Dem, ville jeg være velkommen, var jeg dog en lille smule beklemt, fordi jeg aldrig havde truffet Dem personlig og ikke kunne sige, at jeg kendte Dem i den forstand, som folk almindelig mener, når de siger, de kender et menneske. Dog syntes jeg nok, jeg var enig med mig selv om, at jeg kendte Dem tilstrækkeligt til at gå Deres ærinde.

Og jeg må sige, at den måde, jeg blev modtaget på, overtraf alt, hvad jeg havde tænkte. Nils Vogt mødte mig med tillid, fordi jeg kom fra Dem, og der kommer i morgen et udmærket interview med ham. Svarene har han ikke selv skrevet, men jeg måtte love, at der ikke fremkom antydning af vores navn.

Overstrømmende elskværdigt blev jeg modtaget ad Dr. Gade og hans frue, i hvis dejlige hjem jeg tilbragte en hel aften. Doktoren lå desværre i sengen på grund af noget vand i knæet, men var ellers ikke syg.

Jeg kan sige, at glæden lyste ud af ansigterne på både Nils Vogt og Dr. Gade over at få en hilsen fra Ribe, og de bad mig overbringe Dem deres bedste hilsner til gengæld. Selv har jeg kun at sige, at jeg er taknemmelig over den lille mission, De havde overdraget mig.

Deres forbundne
S. Jarris.

Brev fra C. Willemoës – skrevet på Ribe Stifts-Tidendes brevpapir

10. juli 1917

Til Postüberwachungskommando,
Flensburg!

Jeg tillader mig at anmode censuren være mig behjælpelig med oplysninger i følgende sag:
”Ribe Stifts Tidende” har en del abonnenter i Nordslesvig. Fra postvæsnet dér har jeg for længst erfaret, at bladet ikke er ankommet dertil siden 13. juni, og der er indløbet en del besværinger fra abonnenterne til mig derover. Bladet er besørget herfra og af det danske postvæsen indtil 1. juli nøjagtig som hidtil.
Jeg er klar over, at årsagen til denne beklagelige standsning må være at søge i en eller anden meddelelse i bladet, men jeg ved blot ikke hvilken.
Da jeg mener, at jeg udviser en overordentlig hensyntagen ved optagelse af de enkelte meddelelser blandt de mange, der tilstilles mig, ville jeg være meget taknemmelig for at erfare den af mig søgte årsag, således at jeg muligen fremtidig kunne undgå lignende standsninger i forsendelsen til abonnenterne.

C. Willemoës

Her er indsat et svar fra Postüberwachungsstelle Flensburg skrevet med gotisk håndskrift – ej skrevet!!!

Side 552+ 553

Den tyske flåde
Nye skibe
11. juli 1917
(se pag 435 og 568)
Af nye krigsskibe, der er bygget under krigen, kan foruden ”Bayern” (se pag 425) anføres ”Hindenburg”, ”Mackensen”[?] og ”Manteuffel”[?] tilhørende den såkaldte Hindenburgklasse.

Hvert af disse skibe er på ca. 30.000 tons og er armeret med 10 stk. 38 cm kanoner, anbragt i 5 stk. dobbelt pansrede tårne med 2 kanoner i hvert: 16 stk. 15 cm, 2 stk. 8,8 cm og 5 torpedoudskydningsrør. De drives ved 3 turbiner og har hver en besætning af 14-1500 mand.

”Hindenburg” blev færdig i maj måned 1917 på kaisl. Werft i Wilhelmshafen, og skibet lå i juni måned i Kiel. ”Mackensen”, der ligeledes bygges på Kaisl. Werft Kiel, og ”Manteuffel”, der bygges hos Blokm Voss Werft i Hamborg, var endnu ikke færdig i september måned d.å.

Foruden disse store kolosser, er der bygget en række små hurtigt sejlende krydsere, nemlig ”Karlsruhe”, ”Emden”, ”Königsberg”, ”Bremen”, Brümmer”, ”Scorpion”, ”Natter” og ”Graudenz”, hvis navne [?] er erstatning for dem, der blev skudt ned i den første del af krigen.

Det meget omtalte tyske kaperskib ”Möwe II” var oprindelig en russisk (?) ammunitionsdamper ”Succex”, der en gang i vinterens løb 1916-1917 blev slæbt ned fra Ishavet af en ubåd. Den blev derefter omdannet til tyske hjælpekrydser, armeret med 4 stk. 15 cm kanoner og 2 torpedorør og sendt på kaperjagt i maj 1917. Første artilleriofficer om bord var kaptajnløjtnant Rüdiger. Der var en dansk sønderjyde om bord ved navn …….

I februar måned 1917 var der mytteri om bord i slagskibet ”Bayern” på grund af mangel på levnedsmidler, under hvilket man bl.a. bandt en vagtmester fast til ankerkettingen for at lade ham gå ned med ankeret. Mytteriet blev dæmpet og hele besætningen sendt til fronten undtagen et par hundrede mand, der førtes til marinefængslet i Køln – et fængsel for marinere, der idømmes tugthusstraf.

Om bord i ”König Albert” (af Kaiserklassen) var der i vinter en tyfus epidemi.

Siderne 556 – 559 (indtil datoen 10. juli 1917) er oplysninger om de skibe, der var  involveret i Nordsøslaget.

Side 556
I slaget deltog endvidere et betydeligt antal torpedobåde og jagere, men ingen ubåde.

”König Albert” af kaiserklassen deltog ikke i slaget, da det lå på værftet i Wilhelmshafen.

Det er bekendt, at de gik til bunds, den første på hjemfarten.

Side 557

”Seydlitz” lykkedes det med nød og næppe at bjerge, men skibet strandede dog, før det lykkedes at få det slæbt ind i slusen ved ”Wilhelmshafen” og derefter i dokken. Da den kom ind, var kun forstavnen over vandet (se tag 426) og en del af mandskabet sad flere dage nede i skibet og kunne ikke komme op. Man pumpede både luft og mad ned til dem. Flere kunne imidlertid ikke holde situationen ud og døde.

I margin udfor nedenstående 3 afsnit er tilføjet:

”V.d. Tann” fik en fuldtræffer af skorstenen skudt bort. Skroget blev stærkt hullet og 2 kanontårne totalt ødelagt. På nogle af kanonerne blev rørene som følge af ophedningen lidt bøjede så at projektilerne blev siddende i kanonrørene og kanonerne derefter ubrugelige. Ved ankomsten til Wilhelmshafen blev de demonterede og pr. jernbane sendt til Krupp med påskriften: ”Vorsicht scharffgeladen”.

”Derfflinger” var også meget hårdt medtaget, og det forstås, at den har haft 18 (!!) fuldtræffere. Pansertårnene var sprængt i stykker på flere steder og endog en kanon sprængt på langs. En fuldtræffer i forstavnen havde lavet et hul på 2-3 m i diameter. Skibet var repareret færdig i februar 1917 og fik påbygget en trebenet pansret mast.

”Molkte” (af Derfflingerklassen) blev ligeledes hårdt medtaget og fik træffere i to tårne, hvis store kanoner blev ubrugelige. Endvidere ramtes kommandobroen. Skibet havde mange sårede og gik til reparation på Blohm Voss værft i Hamborg, hvor det blev færdigt vistnok i løbet af 3-4 måneder.
”König” var ligeledes hårdt medtaget og repareredes på Howaldt værft.

Side 558

”Kronprinz” (Königklassen) fik et par træffere og repareredes i Wilhelmshafen, hvor det blev færdig i løbet af omkring en måneds tid.

”Grosser Kurfürst” fik vistnok 2-3 fuldtræffere og blev ikke stærkere beskadiget end at skibet kunne repareres færdig i løbet af ca. 3 uger.
”Kaiser” ramtes kun af én fuldtræffer og 1 splittræffer dvs. et stykke af en granat. Fuldtræfferen slog ned i kulrummet uden at eksplodere, medens splittræfferen ramte officerskahytten. Skibet havde kun én såret, og han døde, da skibet kom ind i Wilhelmshafen.
Alle skibe havde fuld fart på, da de efter slaget sejlede hjemad. (Der menes at være sunket 12-15 torpedobåde og jagere).

Med hensyn til træfsikkerheden regnes der med 3 procent træffere fra krigsskibe, men 97 procent træffere fra Helgoland.

Den lille krydser ”Stralsund” blev meget hårdt medtaget og blev næsten lavet helt om.

Den lille krydser ”Hamburg” er ledsagerskib for ubådene ud til ”Helgoland”, hvor de får ordrer om deres togter.

Side 559

Af handelsubådene ”Bremen” og ”Deutschland” forsvandt i sin tid ”Bremen”. I stedet for den byggedes en ny ubåd, der døbtes ”Hamburg”. De to handelsubåde, der er på ca. 900 tons hver, er imidlertid nu blevet armerede med hver 2 stk. 15 cm. Kanoner og 6-7 torpedorør og gør antagelig tjeneste som [prøve?skibe].

10. juli 1917

Over grænsen

Poul [?]meddeler, at for nogle dage siden er to unge piger gået over grænsen. De kom fra Skærbæk og er et stykke af vejen gået gennem havet langs kysten. Den ene er sygeplejerske (og siges at have jernkorset) har været ved fronten og nu i nogen tid hjemme på grund af nervøsitet; hun tjener nu hos direktør Helle; den anden har også fået tjeneste her i byen. Den førstnævnte er forlovet med en tysk underofficer, og han havde søndag den 8. juli om aftenen den dristighed at gå over grænsen i fuld uniform med [?]og helt ned til Ribe for at formå kæresten til at vende tilbage, hvad hun dog ikke ville. Han gik så tilbage igen ganske uantastet. Han skulle jo have været sat fast og interneret.

12. juli 1917
Ved Skodborghus kniber det med brødet, og der kommer ikke mere brød før den 16. juli. – Der er ingen aviser i 5 dage.

Side 560

Flyvestationen i Åbenrå

12. juli 1917
I Åbenrå er der 14 flyvemaskiner og flyverskole.

Der tilbydes landboerne 10 mark ekstra pr. 100 kilo, dersom de får den nye rug frem i august måned.

12. juli 1917
Der spørges fra den anden side grænsen, om vi kender noget til revolte i Berlin og Køln under hvilke der skal være forsøgt attentat mod kejser Wilhelm. Vi kender intet dertil.

K.K.
Knag Mølle er i går 11. juli blevet undersøgt og opmålt af 5 tyske officerer.

Det såkaldte ”Oel u Feltkompagnie” i Haderslev udsender personer langs grænsen. Disse personer siges at have adgang til at passere grænsen hvor som helst og når som helst for at søge at bringe fedtstoffer over.

18. juli 1917
K.K. Der har i fredags været omfattende uroligheder i Flensborg, hvorunder navnlig en del bagerbutikker blev stormede.

19. juli 1917
Der kommer, ligesom hidtil, en del desertører og faneflygtninge over grænsen; men de er meget utilbøjelige til at udtale sig til mig; derimod kan man høre dem – og sådan har det næsten været hele krigen igennem – sidde og tale højt om krigsforholdene og deres viden på gæstgiverier og i jernbanen. De gode flygtninge er for åbenmundede overalt på offentlige steder, men for tavse over for mig.

Side 561

Luftskibsulykken i Tønder 28. dec. 1916

K.C. Ved luftskibsulykken i Tønder den 28. dec. 1917 [1917? det må være 1916] dræbtes 166 mennesker og såredes 42.- ulykken opstod ved at to luftskibe stødte sammen tæt ved hallerne, hvorved der i det ene luftskib opstod en kortslutning, der fremkaldte den frygtelige eksplosion (?), hvorved den ene zeppeliner ødelagdes totalt, medens den anden blev delvis ødelagt.
Ofrene førtes til Kiel i særtog; de døde begravedes der, og de sårede blev indlagt på hospitalerne.
På ulykkesstedet blev der øjeblikkelig spærret af og enhver omtale af ulykken forbudt, så at det har været ganske umuligt at få pålidelige oplysninger om denne ulykke før.

(Meddelelsen, der er givet meget hemmelighedsfuldt fortrolig, lyder usandsynligt. C.W.)

Ved en luftskibsulykke i Tønder i 1915 omkom 14 mennesker.

21. juli 1917
I selve Skærbæk er der anbragt én kanon og i den nærmeste omegn 13.

På Rømø er der militær og kanoner.

Endelig tilbage
21. juli 1917
Frk. Windfeld, der har været husbestyrerinde hos Truels Jensen i Rejsby i flere år, er endelig kommet tilbage over grænsen i går.

Side 562

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen.

Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskonstruktioner] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Side 565

16. august 1917

Fra Flensborg

En infanterist af 362. reg., der har ligget i Flensborg siden 11. maj 1917, meddeler, at der dér ligger en militærstyrke på ca. 2000 mands infanteri + 1 kompagni maskingeværer. Der findes kun ganske enkelte kanoner, som alle er af forældet dato.

Forplejningen er ret tilfredsstillende og består hovedsagelig af grøntsager. Der finder stadig små skærmydsler sted. Den 13. juli d.å. stormede ca. 500 kvinder en bagerbutik; enkelte soldater deltog. Kvinderne fik alt brød godvilligt udleveret, men soldaterne tog broderparten.

Meddeleren gik fra Flensborg fredag den 10. august og nåede over grænsen onsdag den 15. aug. Han gik kun om natten og holdt sig skjult om dagen i en lade eller lignende.

I pigtrådshegnene om skyttegravene fra Haderslev og vestpå var han nær blevet fanget, men kom dog lykkelig ind i en tilstødende kornmark og derfra videre.

Fra Rumænien

18. aug. 1917

N.J. har ligget ude siden krigens udbrud, sidst i Rumænien, hvorfra han fik orlov 1. august. Forplejningsforholdene i Rumænien gode. Der kunne fås både øl, brød, smør, vin og lignende. Stemningen i hæren mellem kammerater

[Her slutter de nummererede lommebogssider. Det følgende er et 7- [’lommebogs’]siders notat, der er skrevet med en meget lille og svært læselig håndskrift. Det er betegnet ”Strengt fortroligt” og overskriften er: Sunderjutiana. Til sidst er der et 3-siders notat Fra grænsen syd og øst for Ribe 1/8 17 fortsat fra april]

Siderne 556 – 559 (indtil datoen 10. juli 1917) er oplysninger om de skibe, der var  involveret i Nordsøslaget.

Side 556

I slaget deltog endvidere et betydeligt antal torpedobåde og jagere, men ingen ubåde.

”König Albert” af kaiserklassen deltog ikke i slaget, da det lå på værftet i Wilhelmshafen.

Det er bekendt, at de gik til bunds, den første på hjemfarten.

Side 557

”Seydlitz” lykkedes det med nød og næppe at bjerge, men skibet strandede dog, før det lykkedes at få det slæbt ind i slusen ved ”Wilhelmshafen” og derefter i dokken. Da den kom ind, var kun forstavnen over vandet (se tag 426) og en del af mandskabet sad flere dage nede i skibet og kunne ikke komme op. Man pumpede både luft og mad ned til dem. Flere kunne imidlertid ikke holde situationen ud og døde.

I margin udfor nedenstående 3 afsnit er tilføjet:

”V.d. Tann” fik en fuldtræffer af skorstenen skudt bort. Skroget blev stærkt hullet og 2 kanontårne totalt ødelagt. På nogle af kanonerne blev rørene som følge af ophedningen lidt bøjede så at projektilerne blev siddende i kanonrørene og kanonerne derefter ubrugelige. Ved ankomsten til Wilhelmshafen blev de demonterede og pr. jernbane sendt til Krupp med påskriften: ”Vorsicht scharffgeladen”.

”Derfflinger” var også meget hårdt medtaget, og det forstås, at den har haft 18 (!!) fuldtræffere. Pansertårnene var sprængt i stykker på flere steder og endog en kanon sprængt på langs. En fuldtræffer i forstavnen havde lavet et hul på 2-3 m i diameter. Skibet var repareret færdig i februar 1917 og fik påbygget en trebenet pansret mast.

”Molkte” (af Derfflingerklassen) blev ligeledes hårdt medtaget og fik træffere i to tårne, hvis store kanoner blev ubrugelige. Endvidere ramtes kommandobroen. Skibet havde mange sårede og gik til reparation på Blohm Voss værft i Hamborg, hvor det blev færdigt vistnok i løbet af 3-4 måneder.

”König” var ligeledes hårdt medtaget og repareredes på Howaldt værft.

Side 558

”Kronprinz” (Königklassen) fik et par træffere og repareredes i Wilhelmshafen, hvor det blev færdig i løbet af omkring en måneds tid.

”Grosser Kurfürst” fik vistnok 2-3 fuldtræffere og blev ikke stærkere beskadiget end at skibet kunne repareres færdig i løbet af ca. 3 uger.

”Kaiser” ramtes kun af én fuldtræffer og 1 splittræffer dvs. et stykke af en granat. Fuldtræfferen slog ned i kulrummet uden at eksplodere, medens splittræfferen ramte officerskahytten. Skibet havde kun én såret, og han døde, da skibet kom ind i Wilhelmshafen.

Alle skibe havde fuld fart på, da de efter slaget sejlede hjemad. (Der menes at være sunket 12-15 torpedobåde og jagere).

Med hensyn til træfsikkerheden regnes der med 3 procent træffere fra krigsskibe, men 97 procent træffere fra Helgoland.

Den lille krydser ”Stralsund” blev meget hårdt medtaget og blev næsten lavet helt om.

Den lille krydser ”Hamburg” er ledsagerskib for ubådene ud til ”Helgoland”, hvor de får ordrer om deres togter.

Side 559

Af handelsubådene ”Bremen” og ”Deutschland” forsvandt i sin tid ”Bremen”. I stedet for den byggedes en ny ubåd, der døbtes ”Hamburg”. De to handelsubåde, der er på ca. 900 tons hver, er imidlertid nu blevet armerede med hver 2 stk. 15 cm. Kanoner og 6-7 torpedorør og gør antagelig tjeneste som [prøve?skibe].

10. juli 1917

Over grænsen

Poul [?]meddeler, at for nogle dage siden er to unge piger gået over grænsen. De kom fra Skærbæk og er et stykke af vejen gået gennem havet langs kysten. Den ene er sygeplejerske (og siges at have jernkorset) har været ved fronten og nu i nogen tid hjemme på grund af nervøsitet; hun tjener nu hos direktør Helle; den anden har også fået tjeneste her i byen. Den førstnævnte er forlovet med en tysk underofficer, og han havde søndag den 8. juli om aftenen den dristighed at gå over grænsen i fuld uniform med [?]og helt ned til Ribe for at formå kæresten til at vende tilbage, hvad hun dog ikke ville. Han gik så tilbage igen ganske uantastet. Han skulle jo have været sat fast og interneret.

12. juli 1917

Ved Skodborghus kniber det med brødet, og der kommer ikke mere brød før den 16. juli. – Der er ingen aviser i 5 dage.

Side 560

Flyvestationen i Åbenrå

12. juli 1917

I Åbenrå er der 14 flyvemaskiner og flyverskole.

Der tilbydes landboerne 10 mark ekstra pr. 100 kilo, dersom de får den nye rug frem i august måned.

12. juli 1917

Der spørges fra den anden side grænsen, om vi kender noget til revolte i Berlin og Køln under hvilke der skal være forsøgt attentat mod kejser Wilhelm. Vi kender intet dertil.

K.K.

Knag Mølle er i går 11. juli blevet undersøgt og opmålt af 5 tyske officerer.

Det såkaldte ”Oel u Feltkompagnie” i Haderslev udsender personer langs grænsen. Disse personer siges at have adgang til at passere grænsen hvor som helst og når som helst for at søge at bringe fedtstoffer over.

18. juli 1917

K.K. Der har i fredags været omfattende uroligheder i Flensborg, hvorunder navnlig en del bagerbutikker blev stormede.

19. juli 1917

Der kommer, ligesom hidtil, en del desertører og faneflygtninge over grænsen; men de er meget utilbøjelige til at udtale sig til mig; derimod kan man høre dem – og sådan har det næsten været hele krigen igennem – sidde og tale højt om krigsforholdene og deres viden på gæstgiverier og i jernbanen. De gode flygtninge er for åbenmundede overalt på offentlige steder, men for tavse over for mig.

Side 561

Luftskibsulykken i Tønder 28. dec. 1916

K.C. Ved luftskibsulykken i Tønder den 28. dec. 1917 [1917? det må være 1916] dræbtes 166 mennesker og såredes 42.- ulykken opstod ved at to luftskibe stødte sammen tæt ved hallerne, hvorved der i det ene luftskib opstod en kortslutning, der fremkaldte den frygtelige eksplosion (?), hvorved den ene zeppeliner ødelagdes totalt, medens den anden blev delvis ødelagt.

Ofrene førtes til Kiel i særtog; de døde begravedes der, og de sårede blev indlagt på hospitalerne.

På ulykkesstedet blev der øjeblikkelig spærret af og enhver omtale af ulykken forbudt, så at det har været ganske umuligt at få pålidelige oplysninger om denne ulykke før.

(Meddelelsen, der er givet meget hemmelighedsfuldt fortrolig, lyder usandsynligt. C.W.)

Ved en luftskibsulykke i Tønder i 1915 omkom 14 mennesker.

21. juli 1917

I selve Skærbæk er der anbragt én kanon og i den nærmeste omegn 13.

På Rømø er der militær og kanoner.

Endelig tilbage

21. juli 1917

Frk. Windfeld, der har været husbestyrerinde hos Truels Jensen i Rejsby i flere år, er endelig kommet tilbage over grænsen i går.

Side 562

6. august 1917

En mand, der kom over grænsen 30. juni, er ankommet hertil i dag. Han var på kontoret for at annoncere om en lejlighed og en kokkepige. Ved samtale med ham erfarede jeg, at han i nogen tid havde boet hos gårdejer Vind i Obbekær, var taget til Esbjerg for at tale med den engelske konsul, hvem han dog ikke traf, hvorefter han på en Petersen-Paulis [?] råd var taget til Kbhvn.

Der havde han været i den engelske legation, hvor man havde udspurgt ham om en hel del i et par dage. Så havde han – således fortæller han – af den engelske konsul fået udbetalt et beløb af 1000 kr., og der var lovet ham 200 kr. månedlig, dersom han ville sørge for at sende desertører til Sjælland, navnlig marinere, til en bestemt adresse, som han dog ikke opgav. Han var meget forvirret og havde en hel del planer for, som jeg dog bestemt frarådede ham. – Da han fra sit 15. år har været i tjeneste i marinen vidste han tilsyneladende god besked om dens organisation m.v.

Han meddelte, at ”Hindenburg” ikke havde været med i søslaget 31. maj 1916 og kunne i det hele bekræfte beretningen pag. 554 flg., men der var dog enkelte ting, han ikke kunne udtale sig om, da han ikke vidste besked dermed.

Om aftenen, da han kom igen, for at jeg kunne få nærmere at vide, var kontorchef Deber [?] og frue her, og politibetjent Sørensen mødte og spurgte om den pågældende desertør var her, da han skulle anholdes som mistænkt for tyveri i København!

Side 563+ 564

Jeg udtalte, at jeg troede politiet var på vildspor i så henseende, men politiet havde sine ordrer. Manden fik dog lov at blive her til kl. 10, da han blev afhentet; men beklageligvis kunne han under sådanne forhold, da han var meget nervøs, ikke meddele noget, man kunne fæste lid til. *se pag. 564

7. august 1917

Den unge mariner blev ikke anholdt, men har fået tilladelse til at bo i sit logi mod at deponere sine penge.

11. august 1917

Borgmesteren meddeler mig, at han har anholdt den unge mand og har henstillet til mig ikke at offentliggøre noget af det, han har meddelt mig, da sagen med hans anholdelse udvikler sig meget og en del andre bliver indviklet deri. Borgmesteren kunne ikke udtale sig nærmere i øjeblikket.

I dag kom en sønderjyde og meddelte, at politiet havde været på gæstgiveriet ”Sønderjylland” og spurgt om en Petersen-Pauli, der skulle være tysk spion!!

Petersen-Pauli er sønderjyde, der mindst af alt kunne tænkes at ville gå i tysk efterretningstjeneste.

Blot borgmesteren nu ikke laver en frygtelig buk [?] – der er, synes jeg, al udsigt til, at han gør det.

12. august 1917

I eftermiddag var jeg i anledning af forandringerne ved ”Posborg” har borgmesteren, og han fortalte da uden foranledning af mig, at den unge sønderjyde efter Justitsministeriets ordre var sendt til København og nu i forvaring hos Kbhvns politi. Borgmesteren var meget glad ved, at han ikke havde mere med ham at gøre.

Den unge mand, (dette skal tilføjes pag. 563) var meget opsat på at få trykt her ”nogle sedler” der skulle sendes over grænsen og hvis indhold skulle være baseret på at få lavet uroligheder i Sønderjylland!

Jeg gjorde ham begribelig, at den slags historier kunne ikke tåles her og at hvis han ytrede noget herom til andre eller forsøgte at få sådanne sedler trykt, ville han uvægerligt blive udleveret til Tyskland og blive skudt.

Han kom efterhånden lidt til ro og kunne nu begynde at indse, at han vistnok havde indladt sig på dumheder, og han lovede at tage sig i agt og forholde sig roligt, mens han var her i byen. Jeg havde netop stillet spørgsmål til ham om ubådstogterne og glædede mig til at høre derom, da han havde gjort tjeneste på en ubåd i længere tid, da politibetjent Sørensen hentede ham. Det var meget kedeligt. –

Lærer Bennedsen meddeler i dag, at den unge mand ved sin optræden i Høm bl.a. havde ytret, at han havde solgt et tysk ubåds [?] (formentlig ubådskom[?] til englænderne og havde fået det godt betalt!

Side 565

16. august 1917

Fra Flensborg

En infanterist af 362. reg., der har ligget i Flensborg siden 11. maj 1917, meddeler, at der dér ligger en militærstyrke på ca. 2000 mands infanteri + 1 kompagni maskingeværer. Der findes kun ganske enkelte kanoner, som alle er af forældet dato.

Forplejningen er ret tilfredsstillende og består hovedsagelig af grøntsager. Der finder stadig små skærmydsler sted. Den 13. juli d.å. stormede ca. 500 kvinder en bagerbutik; enkelte soldater deltog. Kvinderne fik alt brød godvilligt udleveret, men soldaterne tog broderparten.

Meddeleren gik fra Flensborg fredag den 10. august og nåede over grænsen onsdag den 15. aug. Han gik kun om natten og holdt sig skjult om dagen i en lade eller lignende.

I pigtrådshegnene om skyttegravene fra Haderslev og vestpå var han nær blevet fanget, men kom dog lykkelig ind i en tilstødende kornmark og derfra videre.

Fra Rumænien

18. aug. 1917

N.J. har ligget ude siden krigens udbrud, sidst i Rumænien, hvorfra han fik orlov 1. august. Forplejningsforholdene i Rumænien gode. Der kunne fås både øl, brød, smør, vin og lignende. Stemningen i hæren mellem kammerater

[Her slutter de nummererede lommebogssider. Det følgende er et 7- [’lommebogs’]siders notat, der er skrevet med en meget lille og svært læselig håndskrift. Det er betegnet ”Strengt fortroligt” og overskriften er: Sunderjutiana. Til sidst er der et 3-siders notat Fra grænsen syd og øst for Ribe 1/8 17 fortsat fra april]

Fra grænsen syd og øst for Ribe 1/8 17, fortsat fra april
Angående livet og forholdene her ved grænsen er der i månederne april, maj, juni og juli ikke sket megen forandring. Færdslen over grænsen er foregået omtrent samme omfang som tidligere. Næsten daglig eller rettere ved nat er der kommet sønderjyder herover, deriblandt adskillige desertører, der var hjemme på orlov, eller unge mennesker, som var indkaldt eller ventede at blive det. En del ældre bosiddende mænd har af og til været på besøg herovre, og flere af dem har haft penge med, som de uanset den lave kurs har anbragt i danske banker eller Sparekasser. Men de fleste, der er gået herover, er kvinder og drenge, og formålet med deres besøg i de allerfleste tilfælde har uden al tvivl været at drive lidt smugleri. Næsten tiltrådte stier i kornet flere steder ved grænsen vidner om livlig færdsel.

Enkelte smuglere bliver grebet af tyske grænsesoldater, og hvis forseelsen bliver indmeldt, får vedkommende en mindre bøde. – En pige fra R, der af og til er kommet til H for at besøge sin derboende kæreste, blev en aften i juli måned anholdt af en tysk patrulje og måtte en tur til Flensborg. At hun angav som grund til sit besøg herovre, at hun havde besøgt sin forlovede, kunne ikke hjælpe hende. Hendes anden grund, at hun havde hentet lidt fødevarer til familien derhjemme, var mere en formildende omstændighed, mente hun. Hun blev idømt en bøde på 100 rigsmark, en sum, hun dog mente at kunne få nedsat. Pas herover kan hun ikke få, da hun har en broder, der er gået til Danmark.

De danske sønderjyder klager over, at det mest er tyskere, der får de såkaldte dags-pas til Danmark, som er gyldige i 3 måneder. Hvem der har slægtninge, der er deserterede, kan ikke få pas. Et par kvinder hvoraf den ene har to brødre, der er gået herover, den anden én, havde dog fået pas og har adskillige gange været herovre. De havde ikke hjemme i samme kommune, som deres brødre og autoriteterne kendte derfor ikke til at begynde med forholdet, men da de opdagede det, blev passene dem frataget skønt den ene kvindes mand er falden i krigen. Man mener, at udstedelsen af disse pas afhænger af de lokale myndigheders, kommuneforstanderes og amtsforstandernes skøn og velvilje.

Men fra dansk side begynder man at forlange pas af alle, der vil gå over grænsen.

Det ser underligt ud og gør os ondt, siger de danske sønderjyder, at danskerne begynder at gøre vor tilladelse til at gå over grænsen til Danmark afhængig af de tyske pas, som næsten ingen af os kan få, og at de danske grænsegendarmer begynder at vise os tilbage, når vi ikke har pas, medens de lader tyskerne, der kan få pas, gå over. Vi synes da ikke, at vi forbryder os mod Danmark ved, at vore sønner og brødre unddrager sig kampen for Tyskland og drager over til det land, der er vort rette fædreland.

Sønderjyderne påstår, at det ingen steder langs grænsen har været let at komme over til Danmark, og tilbage igen som i grænsehjørnet sydøst for Ribe, hvor soldater af 1. og 2. kompagni af 29. bataljon i lange tider har haft grænsevagt. Disse soldater ligger indkvarteret hos privatfolk i Spandet, Roager og Aabling. Derved er der opstået et mere fortroligt forhold mellem befolkningen og soldaterne, så at disse ser gennem fingre med, ja ofte hjælper folk fra deres kvarter eller af deres bekendtskab med at komme over. Hvor soldaterne derimod ligger i fælles kvarter i barakker, som vest på og længere øst på, får de mindre kendskab til beboerne. Dette er grunden til, at det er vanskeligere for beboerne andre steder at komme over.
Folk derovre ved godt dette, og hvem der har pårørende i denne egn, rejser derfor herud for at komme over. Helt fra Haderslev er der rejst folk herud [med?] den hensigt.

Desertører derovre fra, som opholder sig i denne egn, har ofte ved soldaternes hjælp fået besøg af deres hustruer eller børn og flere har lidt efter lidt fået adskilligt af gangklæder, sengetøj og mindre ejendele herover. Grænseboerne på denne side bliver ikke længere forbavsede over at finde fremmede kufferter og pakker m.m. i deres porte eller udhuse, når de om morgenen kommer derud, de ved, hvor disse ting er kommet fra og lader dem roligt stå, indtil de bliver afhentet. Man kender her 5 tilfælde i de foran nævnte måneder, hvor mænd, der er gået til Danmark uden at tilladelse har fået deres hustruer og børn over til sig her. En kone fra Fjersted, der i juli måned flyttede herover til sin mand, havde efterhånden ved en hos hende indkvarteret soldats hjælp fået næsten alt sit indbo herover. Soldaten hjalp ved nattetid med at bære sagerne over grænsen. Mere kunne man næsten ikke forlange. ”Men det kostede også 100 mark”, bemærkede konen.

Med hensyn til smugleriet er beboerne derovre ikke så bange for den tyske grænsevagt, som for de danske grænsegendarmer. Enkelte af disse er efterhånden blevet mere og mere ihærdige efter at fange smuglere. Når det drejer sig om større partier og om folk, der driver smuglerier som en forretning, er dette selvfølgelig prisværdigt, og ifølge deres skrevne instrukser har grænsegendarmerne jo ret og pligt til at anholde alle smuglere, men det virker alligevel pinligt, når f.eks. en kvinde derovre fra, der har trodset faren ved at vove sig herover og med besvær har fået købt lidt af de ting, man mangler så hårdt derovre, eller har fået lidt i foræring af slægtninge eller venner her, og at dette så skal fratages hende ved grænsen. Beboerne her under den danske befolkning på den anden side det ligeså godt, som de selv har det, og det kan ikke benægtes, at de undertiden har været venner eller bekendte derovre fra behjælpelige med at undgå de danske grænsegendarmer. Folk synes, det er lige hårdt nok når f.eks. en kone derovre fra – hun sidder ved en lille ejendom og har 6 børn at forsørge – når hun af den danske grænsevagt bliver frataget, som sket er, ½ pd. Kaffe og 2 stykker vaskesæbe, som hun ville føre med sig over, eller når 4 ruller skråtobak, som hun havde købt herovre og ville sende til sin mand ved fronten. Gendarmen, der øvede denne dåd, blev da også meget skarpt afvist, da han til en nabo ville vælge en rulle af nævnte skrå, skønt han kun forlangte 12 øre eller ca. halv pris for den. Folk synes ikke, det er nødvendigt, at en grænsegendarm, som sket er, ligger ude på marken i nærheden af grænsen ved nattetid med sin hund for at opsnappe smuglere, og det på en tid, da vedkommende gendarm ikke ”har tur”, som det hedder, eller at en anden gendarms hustru, der har været i Ribe og på hjemvejen cykler forbi nogle sønderjyske kvinder, da hun kommer hjem lader sin mand – således er det – cykle efter dem og anholde dem.

De fleste grænsegendarmer er hensynsfulde og lempelige i deres optræden over for de danske sønderjyder, der passerer grænsen; de forstår, at de i udøvelsen af deres skrevne instrukser bør vise en vis skønsomhed, og det vides, at deres foresatte giver dem medhold i dette. ”Tie stille med den slags”, hedder det. Kun enkelte er hildet til bogstavens væsen. Folk siger, at de benytter lejligheden til på en billig måde at forøge indboet og forsyne spisekammeret. Sagen er, at gendarmerne må beholde 60 p. C af de mindre partier smuglergods, de beslaglægger, og resten vurderer de og betaler efter priser, der gjaldt før krigen. Det kan derfor nok være fristende for en lavt lønnet grænsegendarm at benytte sig af sin ret i disse dyre tider. Det er nemlig ikke så lidt, der kan ”reddes” på den måde; men der falder uartige bemærkninger af mellem folk når det ses, at den eller den gendarmfamilie går i tøj eller fodtøj, der er erhvervet fra sønderjyder der.

Fra et enkelt gendarmhjem et det sivet ud, at man nu havde et helt lispund smuglerkaffe oplagret. Så syntes folk, at dette nu gerne kunne slå til, og da gendarmen fra dette hjem en aften kom ”slæbende” med et par stakkels kvinder til ”afklædning” i bogstavelig forstand hos hans hustru råbte en del unge efter ham, om han ikke snart havde nok.

Sønderjyderne ved godt, hvem af gendarmerne de især skal tage sig i agt for, og de er meget forbitrede på de værste af dem. Det lød ganske tragikomisk, da en sønderjysk kvinde efter at hun havde udstået en grundig afklædning og var kommet hen til en bekendt, i sim harme mod gendarmerne udbrød: ” Bare vi havde vore unge folk hjemme derovre; de skulle gå herover og gennembanke sådanne karle”.

(Forsigtighed udbedes, at ikke meddeleren skal blive udsat for dette sidste fra gendarmkorpsets side).

II Fortsat
Et andet forhold, der bliver set på med nogen betænkelighed af en del folk her ved grænsen, er de mange sønderjyders – desertørers – ophold her. – En del sønderjyder, der er kommet over, tager på højskole eller landbrugsskole og får understøttelse til disse kursus af S.S. i Danmark, andre søger plads i Danmark kort fra grænsen. De bestræbelser, der har været fremme (dr. Swits virksomhed) for at få desertørerne kort fra grænsen, har ført til, at adskillige er rejst til Norge, men mange opholder sig her endnu, især gifte folk. Disse vil nødig fra grænsen, da det af og til lykkes dem at komme i forbindelse med familien derovre, ja, undertiden som før nævnt at få besøg af deres hustruer derovre fra, hvem de således kan stå bi og give vejledning med hensyn til ejendommens drift m.m. – De fleste beboere her ved grænsen ser ikke nogen fare i dette forhold, men antager rask nok desertører i deres tjeneste. Det giver billig arbejdskraft og dr. Swits virksomhed er meget upopulær.

Faren for den danske stat ved at huse desertørerne uomtalt – Disse desertører er efterhånden blevet ret ligegyldige ved forholdet; de har undertiden over for den tyske grænsevagt udvist en upassende optræden, der godt kan sætte ”ondt blod”, og for resten kan være risikabel for dem selv. Derpå haves flere eksempler. – En holstener, der var deserteret herover, gik en dag til grænsen og gav sig i snak med et par tyske grænsesoldater. Under samtalen fortalte han dem, at han var deserteret, og han opfordrede dem til at gå herover også. Da en af soldaterne bebrejdede ham, at han havde svigtet sit fædreland og var løbet fra ”Vagten ved Rhinen”, svarede han, at tyskerne jo ikke stod ved Rhinen, men langt inde i Frankrig. Hvad ville de dér? For resten var han ikke tysker, men slesvigholstener, tilføjede han.

En anden desertør, som har ejendom på den anden side tæt ved grænsen har i over et år haft sit ophold forskellige steder her ved grænsen. I påsyn af de tyske grænsesoldater, som godt kender ham, har han gået ved arbejdet på marken lige op til grænsen og har undertiden vinket til sin kone og sine børn ved ejendommen derovre. Samme mand var et par måneder bestyrere for en bolsmand, der var indkaldt til Sikringsstyrken, og hvis ejendom ligger få alen fra grænsen. Her boede han som eneste mandsperson i huset, og folk talte tit om, at han risikerede, at et par tyske soldater en nat gik over og hentede ham.

I Hømlund Kro lige ved grænsen har der i godt et par måneder opholdt sig en mand fra Spandet, der deserterede her over den 28. maj i år. De tyske grænsesoldater kender ham meget godt. Han taler af og til med dem   har flere gange fået bud eller brev sendt med dem til sin hustru derovre, og en enkelt gang har hun ved en grænsevagts hjælp været herovre at besøge ham. Et par grænsesoldater har engang forsøgt at narre ham til at gå over grænsen. Den ene kom med et bud til ham fra hans kone, at hun var i en gård i nærheden af grænsen. Hun havde en pakke tøj, som han manglede, med til ham, men hun turde ikke gå til grænsen. Soldaten påstod, at han var ene om vagten; løjtnanten var i Skærbæk, så der var fred og ingen fare; han kunne godt gå over. Derpå ville han dog ikke indlade sig, og det viste sig da også, at der stod en anden soldat skjult ved vejen til gården. – Kort efter havde det nær gået galt for desertøren. Der var en aften kommet 5 tyske soldaterover i grænsekroen. Her sad han og kromanden og talte med dem i længere tid. Hen på aftenen gik desertøren ud, og soldaterne forlod straks efter kroen. Udenfor greb de fat på ham og begyndte at slæbe af sted med ham hen ad vejen til grænsen. Da kromanden hørte spektaklet udenfor, anede han uråd, løb ud og så, hvad der foregik. Under sine bestræbelser for at få soldaterne til at slippe ham, fik kromanden et næveslag i nakken. Han råbte da af alle kræfter: ”Politi, Politi!” Så slap soldaterne desertøren, og et øjeblik efter var denne og kromanden indenfor og havde låset døren efter sig, det bedste de kunne gøre, da der hverken var politi eller grænsegendarmer på den kant.

Dette skete den 21. juli d.a.

Side 566+567

nærmest revolutionær, men disciplinen meget streng.

Hans broder ved vestfronten klager over, at forflytningen er meget dårlig.

Kanonerne i grænsedistriktet på vestkysten er gemte og brugte – ubrugelige ved fronten.

Høsten i Rumænien

Fra Arras

20. aug. 1917

En infanterist Chr. de af 163. regiment, er hjemkommen fra fronten ved Arras, nord for byen. Tyskerne har ikke skyttegrave dér – de er alle i englændernes hænder – men soldaterne søger dækning i de mange af granaterne lavede huller. I den sidste tid er der dog bygget gode grave til den ledende stab. 163. regiment består væsentligst af 17 års drenge, der trods en jævn god uddannelse råber på far og mor, når det går rigtig løs. Geværer og bajonet bruges ikke meget her, derimod håndgranater, som oftest kastes så tidligt, [at man] kan nå at kaste dem tilbage i de tyske skyttegrave før eksplosionen. Mange af englændernes granater er ”blinde”, men sådanne er af amerikansk fabrikation.

Forplejningen er god. Hver soldat får, før han går ud i forreste linje, udleveret 2 rugbrød, kaffe, sodavand, smør, pålæg og dåsemad. Er det muligt, sendes om natten også varm mad ud til dem.

Engelske flyvere er meget nærgående og flyver tæt over de tyske linjer, men først når de kommer over de bagerste linjer tager de tyske flyvere affære. —–

Skyttegravene fra Haderslev og vestpå er bygget således, at de med lethed kan fotograferes af flyvere. – Der er ikke så få kanoner i stillingerne (22 og 24 cm.) men som overalt i Slesvig af gammel dato.
I Haderslev ligger 3-400 mand.
Haderslev Amt nævnes som det bedste, hvad fødemidlerne angår.

Side 568

Nordsøslaget 31. maj 1916 (23. aug. 1917) se pag 552 flg. pag 426 flg.
H.A. har den 23. august talt med to marinere, der har deltaget i Nordsøslaget, men som i juli deserterer og gik over grænsen. De besvarede en række spørgsmål således:
1) Hvilke tyske skibe, ved De bestemt, gik under foruden ”Lützow” og ”Pommern”?
Svar:
”Frauenlob”, ”Wiesbaden”, ”Elbing” (meddelt af regeringen) desuden bestemt to andre kampskibe, deriblandt et af ”Kaiser”klassen. Navnene på disse to skibe kunne de ikke erindre. Den ene påstod, at der foruden disse to skibe var sunket endnu ét, men om tabet af de to linjeskibe foruden de officielt nævnte var de begge ubetinget enige.
2) Hvilke skibe blev ramt og hvor megen skade led de pågældende skibe på skrog og skyts, pansertårne, dæk osv.?
Svar:
Der var kun ganske få skibe, der var sluppet fuldstændig helskindene fra kampen. Langt de fleste havde taget større eller mindre skade.
Særlig ilde tilredte var ”Seydlitz”, ”Molkte”, ”van d. Tann”, ”Oldenburg”, ”Posen”, ”grosser Kürfyrst” og ”Westphalen”, mindre ”Derflinger”. ”Oldenburg” var ved siden af ”v.d.Tann”

Side 569
Nordsøslaget 31. maj 1916
og ”Seydlitz” værst medtagen. Den havde fået 3 torpedoer lige i vandlinjen samt næsten alle kanonerne ødelagte (d.u. [?]) En fuldtræffer havde revet agterdækket op. Mange dræbte om bord.
”Posen’s” skrog var stærkt gennemhullet; den havde fået flere skud i vandlinjen og alle kanoner ødelagte (”d.u”)
”Grosser Kurfürst” havde fået 2 kanontårne ødelagt og skroget ramt over vandliljen af flere skud.
”Derfflinger” havde fået et kanontårn demoleret, samt masterne skudt ned og en skorsten skudt bort.
Nu er den forsynet med en ny mast efter engelsk mønster eller system.
Det engelske mastesystem indføres på alle tyske skibe, ligesom flåden overhovedet på mange måder reformeres efter engelske principper, der viste deres overlegenhed i Nordsøslaget, specielt artilleriet.
3) Hvad ved De om skaden på ”Molkte”, ”Seydlitz og v.d. Tann”?
Svar:
”Seydlitz” som pag.
”Molkte” kunne de ikke anføre enkeltheder om, kun at den var ganske ilde tilredt.

Side 570, 571, 572, 573

Nordsøslaget 31. maj 1916
”v.d. Tann” var næst efter ”Seydlitz” ubetinget værst medtaget. Alle kanontårnene var fuldstændigt ødelagte og kanonerne ubrugelige (”d.u”). Ved det forreste kanontårns sprængning dræbtes 6 mand på stedet og sårede mange hårdt. Da telegrafisten gik ned for at betjene den trådløse telegraf, ramte en granat stationen og dræbte ham på stedet. Skorstenen var skudt bort. Skroget havde fået 6 skud i vandlinjen og skibet var ligesom ”Seydlitz”, ”Molkte”, ”Oldenburg” og ”Posen” totalt ukampdygtig.

4) Hvilke nye skibe er bygget under krigen? Deres størrelse i tons, besætning og armering?
Svar:
Af nye linjeskibe (panserskibe af sværeste type) er bygget
I Baden, det nye flådeflagskib, der som sådant har afløst ”Friedrich d. Grosse”. ”Baden” deltog ikke i søslaget i Vesterhavet, da det den gang ikke var helt færdigt. Det er det første tyske slagskib, der er bevæbnet med 38 cm kanoner ligesom det engelske ”Queen Elisabeth” og de britiske skibe af denne type. Man har ved bygningen af ”Baden” holdt sig så nær som muligt op ad det engelske forbillede. –Deplacement ca. 28000 tons. Besætning 14-1500 mand.
II ”Bayern” af Baden-klassen, blev færdig i slutningen af 1916.
Panserkrydseren er bygget
III ”Hindenburg”, der løb af stablen i april 1917. Man har forsøgt at armere den med 40 cm og 42 cm kanoner; men medens vore hjemmelsmænd lå i Wilhelmshafen blev det ikke gennemført, da denne uhyre armering stødte på konstruktionsvanskeligheder; der arbejdedes imidlertid videre derpå. Dens replacement  er 28.- 29.000 tons.
IV ”Mackensen”, af Hindenburgklassen er ikke færdig endnu.
V Beskyttede krydsere (mindre)
Af ”Städte-klassen”:
Ersatz-skibene: 1) ”Emden” – 2)”Nürnberg” – 3)”Karlsruhe” – 4) ”Køln” – 5) ”Danzig” – 6) ”Magdeburg” – 7) ”Mainz”.
De er alle lette krydsere men med sværere armering end forgængerne, der havde 12 og 10 cm skyts. De nye skibe har 12 og 15 cm skyts. – De enkelte skibes størrelse kunne hjemmelsmændene ikke opgive, men antog, at de var fra 4-8000 tons.
5) Er der bygget et nyt skib ved navn ”Darmstadt”, hvad er det for et skib? Dels størrelse osv.
Svar:
Ja, ”Darmstadt” er færdig og hører til den nye ”Städteklassen; den er armeret med 15 cm kanoner som hovedskyts. Nøjagtig størrelse kunne de ikke opgive.
6) Hvor mange u-både findes der? Hvor bygges de?
Svar:
I margin: (se Stiftstidende 29/8/9)
Der findes ca. 300 u-både. Den ældste ”U1” – en lille nøddeskal – ses endnu i Kiels havn. U-bådene er nu efterhånden alle blevet større. Størst er u-bådene er nu efterhånden alle blevet større. Størst er u-båds krydserne, der er 115 meter lange og på ca. 1500 tons med en besætning på ca 40-50 mand; der er bl.a. armeret med 2 stk. 15 cm kanoner og medfører ca. 50 strøminer og ligesom mange torpedoer og granater. Af disse u-bådskrydsere har Tyskland 25. –
Alle u-både bygges nu til tilbage at vise mineudlæggere, og der bygges gennemsnitlig 5-6 om måneden af alle forskellige typer. De enkelte dele fremstilles fabrikker og værfter. Selve hovedværftet er i Kiel.
7) Hvilke skibe deltog i Nordsøslaget den 31. maj 1916?
Svar:
”Friedrich d. Grosse” – “Nassau” – “Posen” – “Oldenburg” – “Thüringen” – “Ostfriesland” – “Schlesien” – “Schleswig-Holstein” – “Hannover” –  “Rheinland” – “Helgoland” – “Westfalen” – “Pommern” – “Deutschland” – “Wittelsbach” – “Braunschweig” – “Kaiser König” – “Kaiserinn” – “Grosser Kurfürst” – “Markgraf” – “König Albert”(!!) –  “ Prinsregent Luitpoldt” – “Seydlitz” – “v.d. Tann” – “Derfflinger” – “Molkte” – dvs. Hele den søgående flåde, hele højsøflåden, rub og stub, sagde de, mængder af lette krydsere, torpedobåde, jægere, u-både (!!) – men hvor mange kunne ikke opgives.

Side 574

De tyske høstberetninger
19. august 1917
H.A. For nogen tid siden bragte ”Schleswigsche Grenzpost” en meddelelse fra Hvidding, der skildrede høsten i meget lyse farver.  Den måtte falde de virkelige kendere af forholdene stærkt for brystet. Hans Jefsen Christensen, Høgsbro, forfattede da – i betragtning af forholdene en i meget forsigtige vendinger holdt – imødegåelse, som han sendte ”Flensborg Avis” som besigtigelse. Den kommanderende general forbød offentliggørelsen.
Dette er altså resultatet af de idelige censurdebatter i Rigsdagen og løftet om at indskrænke censuren til udelukkende at omfatte militære spørgsmål.

[?] mudren af arbejdere i Schlesien
(19. august 1917)
H.A. I slutningen af juli måned mudrede det stærkt mellem arbejderne i Schlesien (ammunitions- bjergværks- og kularbejderne), og ca. 70.000 mand truede med at nedlægge arbejdet. Regeringen anmodede Scheidemann om at rejse derned og dæmpe misfornøjelserne og uroen. Han rejste og det lykkedes ham; men ved hjemkomsten erklærede han, at han ikke kunne påtage sig et lignende hverv én gang til med garanti for samme heldige udfald.

Misfornøjelse i det menige Socialdemokrati
(19. august 1917)
Gæringen og utilfredsheden blandt de menige socialdemokrater er meget stor, og der ytrer sig megen misfornøjelse med flertalslederne.
Side 575, 576, 577, 578
Disse har måttet forpligte sig til mere energisk aktiv optræden over for regeringen nu til efteråret. (disse oplysninger er fra tiden før de sidste meddelelser om tildragelserne i det tyske hærudvalg i indeværende uge, hvilket nu ses af datoen for deres modtagelse, 19. aug.) Det tør imidlertid antages, at der i begyndelsen af det nye høstår falder mere ro over sindene, men trods kravet vokser med rivende hast i de tyske arbejderkredse.
Ophidset stemning i den tyske Rigsdag
(19. aug. 1917)
De partier, der den 19. juli stemte for og imod fredsresolutionen, står ikke mere over for hinanden som modstandere, men som fjender. Stemningen i Rigsdagen er ophidset og lummervarm. Udviklingen er ganske uberegnelig.
De tyske flertalspartier og Nordslesvig
(19. aug. 1917)
Flertalspartierne krævede af Hanssen Nørremølle, at han skulle stemme for resolutionen og afgav til gengæld et bindende løfte om, at de ved fredsslutningen ville arbejde for en løsning af det nordslesvigske spørgsmål i den af Hanssen Nørremølles ønskede retning. Hanssen Nørremølles syn på Nordslesvigs fremtidsskæbne har ingensinde været så lyst som nu. Spørgsmålet er i dag vel, hvor megen magt flertalspartierne kan sætte bag deres løfte. Dette har dog været bestem

Den russiske spion Schaaf
Arresteret i Ribe: se pag 624-628

mende for H.N.’s afstemning, der billiges af en mand som H. Jepsen Christensen. Den går ud fra muligheden af en forståelsesfred, der efter Nørremølles mening er tilstede; dog mener han også, at det er muligt, at ententen kan besejre Tyskland (den modsatte mulighed er udelukket). I så tilfælde er det hans opfattelse, at Sønderjyllands skæbne – dvs. dets indlemmelse i Danmark – er afgjort.

Hestesmuglerierne
25.-26- august 1917
Natten mellem den 23. og 24. august blev der fra sognerådsformand M. Sørensen i Kalvslund stjålet to heste, og de blev ført over grænsen umiddelbart efter tordenvejret. På den anden siden grænsen så man ved 5-tiden hestene redet af to tyske soldater gå videre sydpå.
En mand, der sviffer [?] herover fra Harreby, hvor der er garnisoneret et kompagni fodfolk, ville have været over grænsen den 23., men soldaterne meddelte ham, at det lod sig ikke gøre, da en hel del af dem skulle [?]tede i nærheden af grænsen om natten for at tage imod heste, der skulle føres over om natten, formentlig på forskellige steder.
En tredje meddeler oplyser (H.P.), at de ovennævnte to heste der blev stjålet i Kalvslund, modtoges på den anden side grænsen af Nis Matzen i Mejlby, søn af kommuneforstander Carl Matzen, Mejlby. – For kort tid siden blev der ført 2 heste over fra Kalvslund og for nogen tid siden tilbage – ligeledes over Kalvslund – 4 andre heste. De sidstnævnte 6 heste var til smuglerfirmaet skomager Hansen i Hygum og Julius Christensen i Hygum (savværket dersteds).

Zeppelinulykken i Tønder 28. dec. 1916
(30. aug. 1917)
(pag 561)
D. har talt med Kathrine Kristensen, der har fortalt ham, at ulykken absolut skulle hemmeligholdes; officielt hed det, at der var dræbt 2 og såret 4, men – tilføjede hun, folk skulle blot vide, at det var i hundreder. Senere opgav hun, at ca. 200 var døde og ca. 100 dræbte [i margin er noteret: passer ikke). – De døde blev ført til Husum, Glückstadt og Lybæk og begravede der.
De ødelagte zeppeliner var K11 og 24, og de blev, fortalte hun, begge reparerede igen!

6. sept. 1917
Under en samtale i generalstaben i København i eftermiddag, meddelte kaptajn With, at han i spørgsmålet Nordslesvig har udarbejdet et memorandum og rektor [H.P.] Hansen en historisk del, som gør det indlysende, at der fra et europæisk synspunkt set kun kan blive tale om at få Nordslesvig fra Dannevirkestillingen. Man kan ikke lade Flensborg, hvorfra kampen for den danske sag er udgået, i stikken og man kan ikke tage dens opland fra den mod syd, hvilket ville ske, dersom man satte linjen efter Flensborg – Tønder. Altså bør man have Dannevirkelinjen. *(se nederst på siden).
Han meddelte yderligere, at H.P.H. er enig heri, dog vil han ikke stå så fast herpå, at han siger alt eller intet, men principielt Dannevirkestillingen og subsidiært sproglinjen Flensborg-Tønder.
På det indenrigspolitiske område fandt kapt. With Højres stilling ynkelig; Venstres tiltalte ham, fordi der var adskillige dygtige folk. Han vil muligvis efter krigen stille sig, men det bliver i så tilfælde på Venstres side, fordi han derved mener at kunne opnå mest for forsvaret. Han nærede ingen forventning til en mand som Vanggaard i Folketinget; I.C. Christensen kunne ræsonnere til en vis grad, men hans horisont var indskrænket – han nåede aldrig at se over plankeværket.
I øvrigt mente han, at det var en stor mangel, de politiske partier ikke var organiseret således, at de havde et udvalg til f.eks. at udarbejde de linjer, hvorefter partiets arbejde skulle foregå – et udvalg, der ved hver vigtig sag gav parolen.
*Et memorandum m.v. af sådant indhold er oversat fra fransk og engelsk og ligger nu hos den franske og engelske regering, tilsendt disse ad privat vej. – (Se flg. sider 579-605)

Side 579, 580, 581, 582, 583, 584, 585, 586, 587
Brev:

Kaptajn af generalstaben R. With
København, den 1. april 1917                Fortroligt

Til To Løvers Forening
Idet jeg takker for det mig tilstillede memorandum angående Sønderjylland, skal jeg i henhold til den fremsatte anmodning tillade mig at fremsætte følgende:
Realpolitiske betragtninger
angående
Sønderjyllands genforening med Danmark.

Skulle den lyse dag komme, da Europa vil blive i stand til at kunne bøde på uretten imod Danmark i 1864, vil løsningen af det sønderjyske spørgsmål ikke alene blive bestemt efter det retsgrundlag, hvorpå vort nationale krav rejses, men også af stormagtsinteresser, der knytter sig dertil, thi Sønderjyllands tilbagegivelse til Danmark er ikke alene et dansk nationalt spørgsmål, det er nu i overvejende grad et europæisk spørgsmål, hvis løsning må gennemføres ud fra realpolitiske betragtninger.
Stod det ikke klart for Europas stormagter i 1864, har tidens udvikling og Kielerkanalens maritim – strategiske betydning sikkert slået dette uigendriveligt fast.
Dette er dog måske ikke kun til lykke for vort folk. Thi, hvor hårdt det end er at erkende, så er vi jo ikke en gang i stand til i enighed at samles om denne nationale sag. – Også den rejses i splidens tegn.
Der er jo de, der i national selvopgivelse overhovedet ikke vil have Sønderjylland tilbage. De vil ikke herved skade det gode naboforhold til Tyskland; de frygter tillige, at der fra Tysklands side straks eller senere vil blive opstillet betingelser eller krav, der vil lægge sig som lænker om vor nationale og økonomiske frihed. Og der er de, der forsigtigt kun vil samles om at flytte grænsepælene til sindelagsgrænsen – Tønder – Flensborg – ja, end ikke Flensborg by med, og endelig er de tilbage, der kæmper for at gå frem til de yderste forposter for dansk sprog, og som navnlig samles om at hævde kravet om Dannevirkelinjen.
Det er på dette grundlag, jeg personligt står.
Til disse 3 kongerigske kategorier kommer da den 4., den moderne slesvignisme, der meget minder om den gamle Slesvig-Holsteinisme, og som allerede har ytret sig i en bevægelse, der selvom den endnu kun er i sin begyndelse, i givet øjeblik kan tage fart, fordi den i det store og hele hviler på reelle økonomiske interesser.
Kampen for sproget og jorden i Sønderjylland er først og fremmest ført af den slesvigske gårdmandsstand. Husmanden i Sønderjylland har stået i baggrunden, han har ikke haft den lod, som udvikleingen her hjemme har givet vore husmænd, og derfor ej heller disses politiske og økonomiske indflydelse.
Ud fra tanken om Sønderjyllands genforening med Danmark efter krigen, har da de sønderjyske gårdmænd med opmærksomhed fulgt den politiske udvikling herhjemme, og gennemførelsen af den nye Grundlov, der har svækket den danske gårdmandsstand og øget husmændenes økonomiske og politiske magtstilling, har vakt en opmærksomhed søndenå, der ikke har været uden indflydelse på slesvignismens genopblussen.
Det er tillige en kendsgerning, at store dele af Sydslesvigs tyske befolkning med bange anelser ser hen til Tysklands nederlag og de økonomiske konsekvenser, dette vil føre med sig, at parolen ”Løs fra Preussen” har i øjeblikket god genklang i befolkningen. Denne bevægelse, der hviler på økonomiske interesser, mødes nu nord fra med en lignende strømning, der også ud fra økonomiske betragtninger styrer efter parolen ”Løs fra Preussen, men ikke tilbage til Danmark. Vi Slesvigere vil gå sammen for os selv.”
Tanken om delingen af Slesvig ved Tønder- Flensborg linjen er da i stærk modstrid med den nyslesvigske bevægelse, mens Dannevirkelinjen i sig selv virker samlende og kan drage hele Sønderjylland fra Dannevirke til Kongeå til Danmark og bort fra separatismen, ifald man herhjemme leder den politiske udvikling således, at man ikke inden fredsforhandlingernes begyndelse på forhånd afskærer slesvigerne fra at blive medbestemmende ved fastlæggelsen af den Rigsgrundlov, hvorunder det danske folk i fremtiden skal leve sit politiske og økonomiske liv.
Det vil under dette nationale synspunkt være en utilgivelig politisk kortsynethed, ifald man lader den nye Grundlov træde i kraft før verdenskrigens resultater og dermed det sønderjyske spørgsmål er endeligt opgjort.
Bliver Tyskland slået ned, vil et af Europas krav være, at Kielerkanalen som maritim – strategisk vandvej tages ud af Tyskland hånd og spørgsmålet om Kielerkanalens internationalisering ved at inddrage den i en neutral zone ligger da lige for.
Det er klart, at man ikke kan lade denne zone ligge indeklemt mellem dele af det tyske rige, og kravet om intet Tyskland nord for kanalen, samler da betragtninger over den neutrale zones nordlige grænselinje i spørgsmålene:
1)    Om grænsen skal lægges mellem Danmark og zonen eller mellem denne og et nydannet selvstændigt Slesvig og
2)    Hvor grænsen skal gå.
Et selvstændigt Slesvig vil med det tyske element, det indeholder, blive et arnested for en målbevidst tysk national propaganda, der vil blive den gamle Slesvig-Holsteinisme om igen og tidligt og silde vil Europa have et stykke Tyskland nord for kanalen ganske i strid med de forudsætninger, hvorunder den neutrale zone blev skabt.
De internationale besætningstropper i zonen vil ud over den fredelige polititjeneste tillige have den hoved opgave ved krigsudbrud at hindre Tysklands maritimstrategiske udnyttelse af kanalen, eventuelt ved en rettidig ødelæggelse af dennes konstruktioner, spærringsforanstaltninger o.l. og denne vanskelige og vigtige opgave løber fare for at blive kompromitteret, når forholdenes udvikling også nord for kanalen skaber et stykke Tyskland, hvor man i fredstid i samråd med tyskerne syd for kanalen, skjult kan forberede aktion mod dennes bevogtningstropper.
Et selvstændigt Slesvig er derfor i strid med Europas interesser, der bedre sikres ved at lade zonen grænse direkte til Danmark. De betragtninger dette giver anledning til, fremsættes samtidig med overvejelserne angående spørgsmålet om, hvor grænselinjen skal gå.
Man kan i almindelighed slå fast, at den neutrale zones udstrækning bør være så lille som mulig, thi jo mindre området er, jo mindre bliver det i zonen værende tyske element, og jo færre militære kræfter kræves der da for at løse de for okkupationskorpset foreliggende opgaver. Organisationen kan simplificeres til en mindre politistats, og alle kræfter kan samles til løsningen af den primære opgave: kanalens sikring.
Handler man henimod f.eks. ved at lægge zonens nordgrænse op til linjen Flensborg-Tønder, optages et så stort tysk element i området at faren for et stykke Tyskland nord for kanalen atter foreligger. Okkupationskorpset må da stærkt forøges, og hele zonens administration anlægges efter virkefelter, der komplicerer organisationen og deler kræfterne i stedet for at samle dem om hovedopgaven.
Ved at lægge grænseskellet i Dannevirkelinjen, opnår man fordelene ved den lille zone, og man deler og svækker det tyske element nord for kanalen. Ved samtidig at stille visse fordringer med hensyn til de militære garnisoners styrke og nationalitet i det nord for grænselinjen liggende Sydslesvig skaber de i neutralzonen interesserede stormagter forøget sikkerhed mod den fare, som en tysk national propaganda i fred vil kunne ved krigsudbrud.
De danske grænsepæle ved Dannevirkelinjen, er da for de europæiske interesser den mest rationelle løsning.

Side 587

Udtalelse af kendte sønderjyder vedr. grænselinjen

 

Redaktør Ernst Christiansen ”Flensborg Avis”, udtaler sig den 1. juli 1915 – efter tidligere udtalelse i samme retning – til mig således:

”Jeg ynder ikke delingstanken, men i alle tilfælde må grænsen da evt. gå syd om Flensborg by. Flensborg skal og må vi have med – jeg kunne ellers næsten fristes til at sige, at ellers måtte det hellere blive ved det gamle. En linje, der går nord om Flensborg By, er jeg en bestemt modstander af. Men vanskelighederne ved at drage en grænselinje, der kunne synes passende, er meget store. Man må tage alle momenter – ikke alene de momentant nationale og sproglige hensyn – men også de økonomiske, historiske, politiske og militære med i betragtning. Derfor holder jeg på Dannevirkestillingen; dette er en naturlig og god grænselinje. Rigets ældgamle forsvarslinje mod syd. Alene denne linje tilfredsstiller alle disse hensyn og krav”.

Fru redaktør Jessen udtaler ved samme lejlighed:

”Jeg vil ikke gå så langt at sige, at jeg hellere så alt blive ved det gamle, hvis ikke Flensborg by (og det nødvendige opland) kom ind under Danmark. Men det ville være mig en stor sorg, hvis dette skulle ske. Hvorledes vil man for øvrigt drage grænsen lige nord om Flensborg by, uden derved ganske føleligt at ramme Flensborgs hele økonomiske stilling?

Side 589

Man har ikke ret og lov til at berede Flensborg samme skæbne oven i købet i forstørret målestok – som den, der beredtes i Ribe i 1864, hvis sligt på nogen måde kan undgås. Også jeg ønsker Dannevirkelinjen af de samme grunde som E. Christiansen. Men for øvrigt afgøres vel hele spørgsmålet efter europæiske interesser, da spørgsmålet er ligeså meget europæisk som dansk”.

Tandlæge J. Smidt, Haderslev:

”Man kan slet ikke drage en grænselinje efter det doktrinære nationalitetsprincip; det er ganske uholdbart. Man må tage andre faktorer som økonomiske og strategiske med i betragtning. Den slesvigske delingstanke kunne måske i sin tid have været gennemført, hvis vi ikke kunne have langt den mindste del af hertugdømmet. Det kunne måske tilfredsstille visse romantiske længsler og drømme, men ikke give os – Danmark – større statsmuligheder. Danmarks grænse bør være ved Dannevirke”.

Her er der indsat en hjemmegjort tegning af Sønderjylland!

Side 590, 591, 592, 593, 594, 595,

Afd. Peder Skau, Bukshave:

Vi må have Angel med; vi må have det helt ned til Dannevirke.

Afd. Redaktør M.C. Mathiesen, Haderslev (død feber. 1915) var meget ivrig forkæmper for Dannevirkelinjen og gjorde sig stedse til talsmand for denne, når han havde lejlighed dertil.

Alle ytringer er fremsatte af de pågældende over for mig personlig.

Sammenstillet i slutningen af april 1917.

Cand. H. Andersen

Historie til 1864

Overvundet af Østrig og Prøjsen efter en 6 måneders krig måtte Danmark i 1864 afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Holsten og Lauenborg var i tidens løb blevet knyttede til den danske krone, men aldrig indlemmet i Danmarks rige. De hørte i sin tid med til det gamle tyske rige og optages 1815 i det tyske forbund. Om en genvinding af disse lande har Danmark aldrig næret noget ønske.

Slesvig er et ældgammelt dansk land. Fra historiens ældste tider og til det måtte afstås i 1864, har det uden noget afbrydelse været en del af Danmarks rige. Slesvigs tab er aldrig glemt i Danmark.

Få riger kan med samme ubrydelighed pege på deres grænse fra rigets opståen til helt ned mod vore dage, som Danmark på sin. Denne grænse er Ejderfloden, Sønderjyllands sydlige grænseflod, skellet mod det tyske rige (Eidoro impereii romani terminus).

Alle mindesmærker helt fra stenaldertiden viser, at Sønderjylland ned til Ejderfloden beboedes af samme stamme som det øvrige Norden. De ældste optegnelser på dansk sprog er fundet her. De gamle stednavne viser oprindelse af nordisk rod. Sydligst i Sønderjylland byggede Kong Godfred omkring år 800 sit grænseværk, Dannevirke, de danskes vold.

Først da feudalvæsenet, i øvrigt lidet kendt i de nordiske lande, ved midten af det 13. århundrede begyndte at vinde lidt indpas her, får Sønderjylland en særstilling inden for riget. Den sønderjyske hertugslægt, en gren af det danske kongehus forbinder sig med de tyske grever i Holsten. Tyske stormænd vinder nu godser i Slesvig, og i den sydligste strimmel mellem Dannevirke og Ejder, bosætter sig tyske kolonister. Under stadig fortsatte lensstridigheder skabes en voksende politisk forbindelse mellem det danske Slesvig og det tyske Holsten, men ingen som helst folkelig national. Bortset fra den nævnte allersydligste landstrimmel bevarer Sønderjyllands befolkning sit danske sprog under de tysk-danske vasalslægters herredømme.

Efter en sejrrig krig med Sverige, der har støttet en forræderisk hertugslægt, får Danmarks konge 1721 atter fuldt herredømme over hele Slesvig; og Frankrig og England sikrer Danmark besiddelsen af det genvundne ”til evige tider”. Et halvt hundredår efter får Danmarks konge, der siden 1460 har haft et delvist herredømme i Holsten, her dog kun under tysk rigshøjhed, ved forskellige overenskomster samlet også hele Holsten under sig, idet sidstnævnte lands tilhørsforhold til det tyske rige dog stadig bevares. Af politiske hensyn opretholder de danske konger en administrativ forbindelse mellem Slesvig og Holsten til fordel for de store godsbesiddere, til skade for den slesvigske befolkning. Denne bevarer dog også gennem disse tider sit af de herskende klasser tilsidesatte og ringeagtede sprog.

Ved midten af forrige århundrede er den gamle danske kongestammes mandslinje ved at uddø. Man står da over for en mulig adskillelse fra det danske monarki af det tyske hertugdømme Holsten, hvor kun mandslinjen kan arve. Den linje, der her kan komme på tale, Augustenborgerne, rejser imidlertid krav også på Slesvig og støtter sig her til en bevægelse opstået blandt Slesvigs overklasser, godsejere, embedsmænd, universitetskredse. Denne overklasse, der i modsætning til landets jævne befolkning har tilegnet sig tysk sprog og dannelse, drages nemlig af den stærke nationale bevægelse i Tyskland i forrige århundrede. Efter et fra tysk, navnlig prøjsisk side, ordnes forholdet under europæisk medvirkning ved Londonprotokollen af 8. maj 1852 således, at hele monarkiet, herunder ikke blot Slesvig, men også de tyske forbundslande Holsten og det 1815 erhvervede Lauenborg ved den gamle kongelinjes uddøen skal gå i arv til prins Christian af Glücksborg, senere Christian IX. Augustenborgerne har ved oprøret sat sig ud af spillet, også for Holstens vedkommende. Det danske monarkis integritet anerkendes som et permanent princip. Denne traktat underskrives foruden af Danmark også af de 5 stormagter, Frankrig, England, Rusland, Østrig og Prøjsen, samt af Sverige og Norge.

Christian IX bestiger Danmarks trone 1863. Men nu angriber Prøjsen og Østrig, trods hin traktat og deres medunderskrift på denne, Danmark. Den ventede hjælp fra de andre underskrivende magter udebliver. En konference i London mellem samtlige ovennævnte magter søger forgæves en løsning. Slået til jorden af sine overmægtige fjender må Danmark ved freden i Wien (30/10- 1864) afstå ikke blot de tyske forbundslande, men også Slesvig, idet ”Kongen af Danmark renoncerer på alle sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for deres majestæt kejseren af Østrig og kongen af Prøjsen, idet allerhøjstsamme forpligter sig til at anerkende de dispositioner, som de nævnte majestæter ville træffe med hensyn til hertugdømmerne”. – Et langt mere end tusindårigt bånd var omsider brudt.

Side 596

Indlemmelse i Prøjsen

Hele Tyskland havde med sand ”furor teutonicus” genlydt af flammende ord om augustenborgernes krænkede ret. Så fik vel denne slægt nu sit ”befriede land”? Tror man det, kender man ikke sin Bismarck, ikke prøjsisk politik! Den stakkels hertug havde i sandhed måttet arbejde ”pour le roi de Pruisse”! Den 12.september 1865 fælder de prøjsiske kronjurister den kendelse, at augustenborgerne ikke havde nogens som helst ret til hertugdømmerne. Den retmæssige ejer var Christian IX. Og denne har afstået sin ret til Prøjsen og Østrigs herskere!!! –

Se her, hvorledes denne handling stemples i den franske lovgivende forsamling: – Mødet den 3. maj 1866 – [Léance = ordet står med udviske bogstaver] M. Thiers (talende om de prøjsiske kronjuristers kendelse): Or voice[voit?] ce que a été décidé: Le duc d’augustenbourg n’a aucun droit. Le roi Christian seul a des droits sur les duches seul il peut les transmettre. Or comme a la suite de la guerre que nous lui avbons faite, il nous a transmis ces droits par traite, nous sommes a notre tour, les seuls propritaires, l’etant devenus par a volonté et la fait du proprietaire legitime. (Exclamations et movement prolongis).

1. Emilie Oliviers. Cést aborniable!
2. Thiers. Messiuers, vraiment, dans un sujet si grave, je semble n´être pas seneux en faissant ce ricit (Si, Si!) Ete bien, cést la verité même que je vous raconto[raconté?]. (Oui! Oui! Ce nest que trop vrai).

Oui, Messiuers, ce spectacle, burlesque, paidonnez moi le mot, cést la verité même (Marques generalés dáprobbation et d´assentiment.)

1. Emile Oliviers. Cést aussi infâme que burlesque.
2. Thiers. Comment! Les duchés appartenaient legitimement au soi de Danemark; vous ne les lui rendez pas cependant et vous prétendez qu’ils sont devenus votre propriete! A quell titre? Au titre de la guerre inique qui vous avez fait au légitime propriétaire. (Nouvelles marques d’adhision).

Side 598, 599, 600, 601

Messieurs lisez bien l´histoire! Y a t-il jamais en rien de semblable? Nous vous indignons contre le partage de la pologne mais y ent-il jamais rien ou l’odieux et le burlesque se trouvassent mêlés, combinés au même degré? — (Cést vrai! Cést vrai! Bravos et applaudissements).

———— Tidligere i samme tale havde Thiers udtalt:

Est-ce que oh[on?] a le droit de s’emparer d’une province voisine, parce qu’il s’y trouve quelques habitants parlant votre langue?

Ce droit s’ètendrait bien loin, et l’Alsace je le répéte, a cette condition, nous échapperait. —

Mellem Prøjsen og Østrig udbryder krig 1866 og ved freden I Prag 23. august 1866, bliver hele det fælles bytte Prøjsens. – Ved Napoleon III’s mellemkomst indføres ganske vist i traktatens §5 den bestemmelse, at ”beboerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenede med Danmark”. Men uden noget hensyn til denne bestemmelse indlemmes alle de tre hertugdømmer fuldt og helt i Prøjsen ved kgl. Prøjsisk patent af 12. januar 1867. Og ved en traktat mellem Prøjsen og Østrig af 11. oktober 1878 erklæres §5 for bortfaldet. – De kår, der under det halvhundredårige fremmedherredømme derefter er budt danske mænd og dansk sprog i Slesvig, kender alle. Frankrig kan her se hen til sine egne landsmænds kår i de erobrede lande. Og endda mener vi i Danmark, at vore landsmænd gennem disse år fik den hårdeste lod. Bag Elsass-Lothringen stod Frankrig, bag Slesvig kun det lille svage og forsagte Danmark. Den, der kender tysk tankegang, vil også vide, hvor den ”pansrede næve” da lagde sig hårdest.

Tilbage til Danmark

Når nu det nye Europas grænser skal drages, skal da Danmarks sydgrænse stadig gå dér, hvor fremmedes overmagt trak den i 1864? Vil ikke Frankrig mindes, at trofaste franske og danske mænd nu gennem lange år har båret det samme åg? Vil ikke Frankrig og England mindes, at de 1721 lovede Danmark sikker besiddelse af Slesvig til evige tider? Vil ikke Frankrig og England og Rusland mindes, at de 1852 anerkendte Christian IX og hans efterfølgere på Danmarks trone som retmæssige arvinger til Slesvig? Vil ikke alle de lande, der nu må kæmpe den hårde kamp mod Prøjsen og Østrig mindes det lille land, der for halvhundrede år siden ene måtte stride den håbløse strid mod de samme magter?

At i det mindste den Nordslesvig ved Pragfredens oven citerede §5 givne ret til at vende tilbage til sit moderland, må kendes for stadigt bestående trods Østrigs og Prøjsens private overenskomst af 1878, er vel hævet over al tvivl.

Men vil overhovedet fredstraktaten fra Wien, 1864, kunne danne grundlag for en retsordnet tilstand, særlig når man ser hen til, hvorledes selve de prøjsiske kronjuristers ovennævnte kendelse har berøvet den ethvert skin af moralsk baggrund. Kan den i nogen måde kræve mere respekt end Frankfurttraktaten af 1871.

Nuværende nationale forhold.

Vil da Slesvigs nuværende nationale forhold gøre en tilbagegivelse berettiget? Vi henviser til vedstående kort over hertugdømmets sprogforhold.

Slesvigs nordlige halvdel, landet mellem Kongeå og Flensborg Fjord er ublandet danske land, dansk af sprog, dansk af sind. Hvad her findes af Tyskland er – praktisk talt – indført efter 1864. Her er den nationale forsvarskamp under fremmedherredømmet (størst) ført. Herfra lød de klager over det tyske tryk, der gav genlyd over Europa. Her er siden 1888 al dansk undervisning bandlyst fra skolen, og al privat skole og undervisning forbudt! Her lyder ikke des mindre dansk og kun dansk som folkets daglige sprog både fra gammel og fra ung. Herfra er stedse sendt – og siden 1886 med stadigt stigende tal – en dansk mand til den tyske rigsdag.

Side 602, 603, 604 og 605

Landet mellem Flensborg Fjord og Ejder er nationalt blandet og var det delvis før 1864. Her tales tre sprog. En lille isoleret sprogstamme, nordfrisere, indvandret i et af middelalderens århundrede, har stadig bevaret sit eget sprog, et sprog for sig, hverken dansk eller tysk. Under dansk herredømme havde de altid gode kår. Deres område er landets sydvestlige hjørne og de tilliggende øer. – Tysk tales i de østlige og sydlige egne, i de østlige forstås dog dansk så at sige overalt. – Dansk er endnu stadig folkets sprog i de midterste egne.

Pragfredens §5, som gav Nordslesvig håb om en genforening med Danmark, berøvede ved sin blotte eksistens danskheden syd for Flensborg. Ikke des mindre viste dansk sprog i vide egne sin ukuelige livskraft og spredt i landet står endnu mange trofaste danske hjerter. Og desuden summer landet syd for Flensborg i andre henseender rige nationale minder og værdier for Danmark. På dets valpladser har Danmark gennem århundreder kæmpet for sin sydgrænse. Her står det slot, hvor den nuværende danske kongeslægts første mand på Danmarks trone, Christian IX, fødtes – Gottorp – og det, hvorefter denne slægt bærer navn, Glücksborg. Runesten fra dets sydligste ældgamle grænse. – Der knejser endnu rester af den gamle vold, Dannevirke, som Kong Gotfred rejste ca. 800 mod sydlige angreb og hvor over 1000 år senere den danske hær i 1864 først tog kampen op mod den samme front.

 

Fremtidens grænse.

At dele Slesvig over ved Flensborg Fjord som nogle, stadigt knugende under ydmygelserne siden 1864, tænker sig det, vil da være en uret både mod Danmark og mod Slesvig. For den blomstrende handelsby Flensborg vil det være ødelæggelse, hvad enten denne by kom til at ligge på den ene eller den anden side af grænsen. Af mange slesvigere vilde det føles dybt smerteligt, om det gamle land blev delt. De mange danske, der bor syd for en sådan linje, ville komme til uforskyldt at bøde for tidligere tiders fejlgreb og tysk vold. Og er det ikke i al henseende bedre at lægge blandet sprogområde under dansk end under tysk herredømme! – Og endelig: Ingen politisk tanke har nogensinde samlet det danske folks bredeste lag i en sådan enighed som den, der ved forrige århundredes midte fik det til at rejse sig til værn om sin gamle grænse ved Ejder!

Om man tænker sig nord Østersø kanalens bredder gjort til international zone, vil en i alle henseender god grænselinje kunne drages fra Ekernførde over Marienthal, syd om Kropp til Syderstabel og herfra langs Ejder, følgende denne til udløbet. Denne linje opfylder de nødvendige betingelser for etableringen af det militære forsvar for rigets sydgrænse. Enhver linje der tilstræber at dele landet efter andre synspunkter, vil være umulig i strategisk henseende. Gives det tabte land atter tilbage til moderlandet, bør der vel også gives dette muligheden for at forsvare det.

Hohenzollen-slægtens valgsprog er: suum cuique [enhver skal have sit]!

Måtte det times den, at se denne sætning bragt til opfyldelse!

Side 605
6. september 1917
K.W. oplyser, at læreren Petersen Pauli, der havde hjemme i Haderslev og var rejst herover for et par årstid siden, herfra taget til Amerika i besøg hos en søn og på hjemvejen fra Amerika taget til fange af englænderne og sat i civil fangelejr, men igen løsladt af disse, hvorefter han vendte tilbage til Kolding og nu antages at drive noget efterretningsvæsen for englænderne – efter arrestationen af en ung mariner Petersen Dalgaard fra Kiel [?] eller [Ribe?] – var blevet anholdt og eksporteret til Norge.
Den unge mariner Petersen Dalgaard, der var blevet anholdt her, fordi han selv opgav at skulle sende deserterede sønderjyder til folk fra Sjælland, som stod i forbindelse med den engelske legation, og som efter Justitsministeriets ordre sendtes til Københavns politi, er ligeledes blevet eksporteret.
Side 606
28. august 1917
Hestesmuglerier (indført –pag 576)
Fhv. gårdejer P. Andersen af Harreby (bror til Varming i Ribe) vilde – hvad han jævnlig har gjort med vagtmandskabets tilladelse – over grænsen til Ribe den 23. august og tilbage samme dags aften; men da det sker uden pas – som på så mange andre steder ved privat arrangement med de tyske soldater – blev det meddelt ham, at det ikke kunne lade sig gøre den dag, da også de soldater, der ikke var på vagt, skulle ud til grænsen for at tage mod heste. Der kom også officerer ud.

Da soldaterne kom hjem næste morgen, meddelte de, at der var kommet 15 heste over.

Mandag den 27. kom Andersen her til Ribe og meddelte da, at tyskerne gjorde tykt nar ad danskerne, fordi disse trods udførselsforbuddet smuglede heste ud.

15. og 17. sept. 1917

D. har talt med K.C., der har betroet ham, at der ved ulykken omkom mellem 160 og 170 og at antallet af sårede var mellem 40 og 45. De døde var ført til Neumünster, Kiel og Hannover.

Side 607

19. sept. 1917
Zeppelineren, der blev skudt ned uden for Lyngvig 21. august
To unge mænd fra Skærbæk, der er gået over grænsen for et par dage siden, meddeler, at det luftskib, der blev skudt ned ud for Vestkysten den 21. august af englænderne, var Zeppelineren ”L 23” af den store type.

21. sept. 1917
En infanterist af reserveregiment 90, som nu er flyttet til Flandern, lå ved Verdun fra november 1916 og indtil han fik orlov 12. august 1917. Ved Verdun lå også regiment 65. Her var alt roligt hele vinteren indtil januar måned, da franskmændene gik frem. I foråret 1917 er tyskerne gået en del tilbage og ligger nu i byerne Billy og Azimmis.
Franskmændene skyder ualmindelig godt og sikkert med deres artilleri og har tilsyneladende uopbrugelige mængder af ammunition.
Han bekræfter, at tyskerne gav deres soldater spiritus før angreb, dog ikke for tiden, da der intet forefindes.
Forplejningen består mest af grøntsager og brød, der før den nye høst var omtrent uspiseligt.
Disciplinen er dårlig, og soldaterne indbyrdes er enige om at ønske fredsslutning uden hensyn til om tyskerne eller de allierede vinder.
Fortsættes på side 608 ……..

Her er indsat en lap papir med nedenstående indhold:
30. september 1917
R.H.Stvbg
Danske i Sønderjylland beklager sig jævnligt over den ubehagelige modtagelse, de får, når de søger det danske generalkonsulat i Hamborg. Behandlingen er, rent ud sagt, til tider ”storsnudet” og man har følelsen af, at konsulatet ikke har nogen interesse for de danske sønderjyder!

Side 608
Fortsat …..
Infanteristen, M., rejste, da han den 10. august d.å. fik orlov, til Møgeltønder. Det eneste sted, han på sin rejse så nogenlunde ordentligt korn, var i Rhinegnene.
Da han var kommet hjem, meldte han sig syg på lazarettet i Tønder og blev optaget her den 17. august d.å. På lazarettet var forplejningen god, men meget knap. Overalt forbindes nu med papir og det kniber også med medicin. En difteritisepidemi, som for tiden raser i Tønder, har derfor omtrent frit spillerum.
Ved Tønder – dvs. i barakker ved flyvehallerne ligger der en 600 marinere, og i Tønder ligger der en landstormsbataljon.
I de 3 flyvehaller er der 3 luftskibe, hvoraf det ene bærer mærket ”L.54” (til erstatning for ”L. 23”) og der findes 8 flyvemaskiner.
Mellem Døstrup og Skærbæk ligger der ret tæt med militær foruden straffefanger, som stadig arbejder på befæstningslinjen.
Ved hjælp af falske pas gik han over grænsen den 18. sept. d.å.

Side 609+ 610
Spørgsmålet Nordslesvig 1. oktober 1917
p.t. Det nye Missionshotel 1. oktober
Kære redaktør Willemoës!

Det bliver ikke meget nyt, jeg kan fortælle Dem angående Chr. Rewentlows sidste samtale med H.P. Hanssen, Nørremølle. Medens jeg har fortalt Dem indgående om Nørremølles udtalelse i Tønder den 3. august d.å. til Hans Jefsen Christensen, Rossen m.fl. var disse meddelelser nye for magister Ingemann-Ottosen. Den fortalte mig i dag, at Chr. Rewentlow for nogle dage siden efter indflydelse af den engelske regering sammen med professor Birck er rejst til England. Jeg må sige, at det er både overlegent og klogt handlet af englænderne; mon ikke Chr. Rewentlow kunne komme tilbage med neutraliserede følelser?

Sidst, han har talt med Nørremølle, var i juni måned (altså før kanslerskiftet og vedtagelsen af fredsresolutionen). Medens Rewentlow var i Tyskland og Rumænien (?) har han flere gange talt med Hanssen, Nørremølle, mest indgående i juni måned. Hanssen havde da sagt, at han havde det bedste håb med hensyn til det sønderjyske spørgsmåls løsning; Zimmermanns (den forhenværende udenrigsminister) havde – efter magister Ing.- Ottosens gengivelse af Rewentlows fremstilling – givet positive tilsagn på betingelse af, at Sønderjylland skulle overtage sin forholdsvise del af de tyske krigsomkostninger; disse anslås til ca. 200 millioner mark. Det er nok dette eller lignende, der ligger til grund for den meddelelse i provinspressen, som De kommenterede så fortrinligt i tirsdags i ”Ribe Stift-T.” Læg også mærke til Edv. Brandes svar på Richelieus forslag om anvendelse af de vestindiske ”Blodpenge”.
Alex Voss har inden for det konservative partis Rigsdagsgruppe rejst det sønderjyske spørgsmål.

I en nær fremtid rejser magister Knud Ferlov til Frankrig; han har gode forbindelser dernede i forskellige politiske kredse, både socialdemokratisk (f.eks. Moulet) og moderate samt konservative (Charles Maumas). Jeg skal en af dagene have en konference med ham og prof. Knud Fabricius, da vi begge skal give ham en del oplysninger.

Mind mig om, når jeg kommer til Ribe, at jeg fortæller Dem historien om H.P. Hanssens spadseretur med divisionsgeneralen i Flensborg. Der er rigtig nok ganske sikkert apokryf eller mystisk, men ikke des mindre betegnende for ”atmosfæren”.

Kender De noget til et møde i Kbhvn. i juli måned, ved hvilket H.P. Hanssen-Nørremølle skulle have været tilstede og hvorfra den efter sigende skulle have været med udsmuglet et brev til Skibelund? Brevet indeholdt ganske vist ud over en hilsen og forsikring om, at man var ved godt mod. Meddelelsen stammer fra dr. H.L. Møller, men den er næppe af betydning. Derimod er det en kedelig affære med gaven til efterskolelæreren i Hejls, som Kloppenborg Skrumsager er blevet impliceret i. Nærmere mundlig.
Venlig hilsen Deres heng.   H. Andersen.

Side 611

Nordslesvig 3. okt. 1917
R.H. Stbg.
Kbhvn. d. 2. oktober 1917.
Kære Redaktør Willemoës
Jeg har forsøgt at finde kilden til ”Odense avis”s (Afholdsdagbladet’s) meddelelse, men det har været mig umuligt. Jeg betragter den imidlertid som en gammel historie, der for længe siden har mødt mig i København; jeg tror, at jeg sidst fik den serveret af Vanggaard. Fra min gode forbindelse har jeg bud, at landet ligger godt, men at vor (Venstres) presse må tale mere åbent eller frit om Sønderjylland. Genforeningshåbet må lyse klart ud af vore dagblade. Hvad H.P. kan sige i Berlin som motivering for sin afstemning (om fredsresolutionen af 19. juli d.å.), må vi da mindst kunne sige herhjemme. Vi har i den anledning holdt nogle møder, og jeg tror allerede at kunne spore nogen virkning af disse i vore blade.
H.P. var, synes min meddeler (journalist Galster, ”Nationaltidende”, korrespondent i Berlin) godt tilfreds med situationen. Der havde været vanskeligheder for Galster at overvinde, før han fik fat i H.P. eller rettere omvendt. G. var stærkt advaret mod at søge manden; men H.P. brød overtvært og forlangte, at de skulle omgås som førhen, hvilket de så gjorde. Han bad G, om muligt da, at formå en politiker til at tage til Berlin. Dette har jeg forsøgt, men hidtil uden resultat.
Stemningen over for H.P. fra vor gesandts side var da [?] mere velvillig end førhen. I de politiske ….. fortsættes …….

Her er der indsat et lille brev + konvolut
London, 20. sept.
Kære hr. redaktør!
Jeg bestiller hermed “Ribe Stift Tidende”. Vær så god at sende mig regningen for det første kvartal incl. De to annoncer som jeg har ladet trykke i Deres avis. Send alt foreløbig til den ovenstående adresse. Når jeg rejser bort her fra følger meddelelse. Med venlig hilsen er jeg Eders
P. Pedersen – Dahlgaard

Her er indsat den kuvert, brevet har ligget i. Afsender bor i London.

Side 612
Fortsat …….
partier, som danner flertallet, var stemningen for sagen god. Fr. Naumann var klar over, at kravet om at beholde Als ikke kunne forenes med hævdelsen af nationalitetsprincippet, men holder nok fast, at grænsen må være Kobbermøllebugten, altså norden Flensborg. Over for dette må H.P. iagttage den største forsigtighed. – Der var nu brug for en sum penge til sagens fremme. Disse er skaffet og sendt med det samme.
Galster bad mig søge føling med Munch [?] eller Rode. Jeg har endnu ikke turdet forsøge dette, men venter på en gunstig lejlighed. Får jeg noget ud af det, skal De blive holdt underrettet derom.
Der søges nu fremkaldt en indbydelse til Jensen i Sønderup til rejse, men det er vist meget vanskeligt, at den kommer. Aage Friis skal derned, ja, han er måske rejst, og hos ham kan jeg muligvis få noget at værdi, men jeg har med flid gået uden om ham før henrejsen; hans forbindelse med regeringen gør mig forsigtig over for ham. Han skal først have en omgang af H.P.; den er han følsom over for.
Jeg har nu givet Dem dette i fuld fortrolighed. – Jeg var selv glad for disse små meddelelser, selv om der nu melder sig bekymringer for, at flertalspartierne hænger noget løst sammen; vi må håbe, at retfærdigheden nu endelig må sejre.
Jeg forbliver
Deres hengivne
R.H.

Her er indsat et udklip fra Ribe Stifts Tidende, der gengives nedenfor
Side 613

Ribe Stifts Tidende, nr. 237 12/10 1917
Grænsepassene
Fra og med i onsdags blev de såkaldte små ”grænsepas” (durchlasscheine*) gyldige igen fra tysk side; men der hersker blandt sønderjyderne i grænsedistriktet en ikke ringe bitterhed mod de danske myndigheder i anledning af de her rådende pasbestemmelser. Forholdet er jo det, at Danmark kræver, at folk syd for grænsen, der vil herover, må fremvise et af de tyske myndigheder udstedt og af den danske generalkonsul i Hamborg underskrevet pas, medens alle andre, der ikke er i besiddelse af et sådant, vises tilbage.

For dem, der kan få pas, kan pastegningen i Hamborg jo indhentes; men enhver grænseboer ved, at en mængde mennesker ikke kan få pas hos de tyske myndigheder af en eller anden grund som f.eks. fordi slægtninge er flygtet o.lign. Smuglere kan vi se bort fra og kun tale om dem, der af andre, alvorlige grunde søger at komme over med ”stien” (”pølsepas”) for at søge lægehjælp, hvortil de ofte officielt henvises af den tyske kredslæge eller for at komme på sanatorier. Der bør her, forekommer det os, udvises betydelig konduite både af de danske grænsemyndigheder (gamle og nye) og af politimyndighederne. Disse har jo ganske tilsynet med pasbestemmelserne i deres hånd, og vi tvivler heller ikke om, at de vil gå frem på rimelig måde. Vi skulle jo ikke gerne gøre den ulykkelige spærring som siden krigens skiller os fra vore stammefrænder søndenå, endnu smertefuldere for dem.

Side 614, 615, 616, 617, 618

Brev
Ribe Byfoged og borgmesterkontor
Den 16. oktober 1917

Ved at tilbagesende hoslagte eksemplar af ”Ribe Stifts Tidende” for den 12. ds. med en artikel ”Grænsepassene” hvorom min erklæring ønskes, tillader jeg mig tjenstligt at bemærke, at med betegnelsen de små rejsepas hentydes formentlig til sådanne pas, der i længere tid er udstedt til grænsebeboerne, og som populært kaldes ”smuglerpas”, idet der på disse i alle tilfælde fra maj d.å. som rejsens formål hyppig[t] er anført ”Nahrungsmittelen”
Ifølge Justitsministeriets cirkulære af 25. maj d.å. er det overdraget statspolitiet at føre tilsyn med overholdelse af de i bekendtgørelse af 23. m givne pasbestemmelser, hvori i øvrigt intet er anført om ansvar eller straf for overtrædelse, og da Rine Købstads Retskreds ikke støder umiddelbart op til grænsen, må tilsynet langs denne væsentligst påhvile herredets politi, grænsegendarmeriet og Statspolitiet. Det er mig bekendt, at Justitsministeriet i forrige måned har truffet særlige bestemmelser om visum af pas til Danmark, men nogen officiel meddelelse derom har jeg ikke modtaget.
I øvrigt forekommer artiklen mig uden interesse for politiet.
Bruun
Til Ribe Stiftsamt.
Ribe Herredskontor den 18. okt. 1917
I anledning af, at Stiftsamtet har begæret mine ytringer i anledning af artiklen ”Grænsepassene” i hoslagt tilbagefølgende nr. af ”Ribe Stifts Tidende”, skal jeg tjenstligt bemærke, at tilsynet med overholdelsen af pasbestemmelserne over for Tyskland efter Justitsministeriets bestemmelse efter forhandling med statspolitichefen er overtaget af statspolitiet. Politimestrene i grænsejurisdiktionerne kunne derfor ikke have noget ansvar for, ja næppe nok noget skose over, hvorledes det ommeldte tilsyn udøves, men der foreligger ikke mig bekendt noget som helst, der kunne lede til at betvivle, at tilsynet vil vise sig så velvilligt, som det er muligt i de i artiklen nævnte og andre lignende tilfælde.
Saxild
Til Ribe Stiftsamt.

Gørding Malt Herreders kontor
Holsted den 17. okt. 1917
I anledning af Stiftsamtets skrivelse af 15. ds. angående en artikel betitlet ”Grænsepassene” i ”Ribe Stifts Tidende” af 12.ds., skal jeg tillade mig at meddele, at det ifølge Justitsministeriets cirkulære af 25. maj d.å. er overdraget til statspolitiet at føre tilsyn med overholdelsen af de i kgl. Anordning af 8. s.m.  udstedte pasbestemmelser, samt at statspolitichefen under en samtale med mig på mit kontor den 2. juli d.å.  meddelte mig, at en mulig paskontrol kun skulle gå ud på, at toldvæsenet skulle føre fortegnelse over de personer, som indkom her til landet med pas i lovlig stand. Jeg har ikke modtaget nærmere underretning om den hele ordning og har kun ved en enkelt lejlighed erfaret, at det har været forbundet med ulempe for vedkommende sønderjyske besøgende at passere grænseovergangene, samt at jeg på begæring af herværende slægtninge henstillede til toldvæsenet lade vedkommende passere, til trods for at formaliteterne i var i orden.
Der kan imidlertid godt foreligge mange andre tilfælde, thi det er meget vanskeligt for de pågældende at få forbindelse med herboende slægtninge, som kan fremføre mulige besværinger over afslag på adgang her til landet.
I øvrigt skal jeg ikke undlade at bemærke, at det har undret mig at hele spørgsmålet om paskontrollen her ved grænsen er ordnet ganske uden om de stedlige politimestre, som dog må forudsættes at besidde nogen kendskab til forholdende på begge sider af landegrænsen, og som dog antagelig vilde have taget under overvejelse, at der blev taget noget hensyn til det hævdvundne samkvem mellem begge sider af grænsen, og til at Sønderjylland ikke ganske kan sammenstilles med andet udland på grund af slægtskab og anden forbindelse mellem befolkningen på begge sider af grænsen. Som følge af Justitsministeriets skrivelse af 15. juni d.å., hvad det blev mig meddelt, at den nærmere ordning af tilsynet for nærværende retskreds. Vedkommende skulle træffes efter forhandling mellem chefen for statspolitiet og mig, foreslog jeg politichefen at holde et møde med samtlige grænse politimestre, hvortil eg også kunne tænke mig toldvæsenet og gendarmeriet indbudt, for at vi i fællesskab kunne aftale ordningen med kontrollen på en ensartet måde, men dette forslag vandt ikke chefens bifald, og jeg har overhovedet ikke modtaget anden besked end den fornævnte mundtlige meddelelse af 2. juli d.å.
Frost

Til Ribe Stiftsamt.

Side 619+ 620

Andsb. Slaugs og Jerslev Herreders
Kontor i Kolding
Den 18. oktober 1917
Ved fremsendelsen af et eksemplar af Ribe Stifts Tidende nr. 237 for 12. ds. har det meget ærede stiftsamt ønsket en udtalelse herfra betræffende en i nævnte blad indeholdt artikel ”Grænsepassene”.
Således foranlediget tillader jeg mig ærbødigst at udtale, at det i nogen måde er urigtigt udtrykt, når artiklens forfatter i flæng nævner ”politimyndighederne”. Det tilsyn – som det er forfatteren om at gøre at få gennemført med lempe – udøves i første række af statspolitiet, jfr. Justitsministeriets skrivelse til mig af 15. juni d.å. (der utvivlsom[t] er enslydende med de ordrer, som må være udgivet [?] til de andre grænsejurisdiktionschefer). Der står ganske vist i skrivelsen, at tilsynet udøves med bistand af det stedlige politi, efter en forhandling mellem statspolitichefen og politimestrene, men såvel af denne konference som af selve ordningen har i hvert fald jeg fået det indtryk, at det stedlige politis virksomhed i bemeldte henseende er af ganske sekundær betydning, og politimestrene har derfor på måden, hvorpå dette tilsyn udøves næppe den indflydelse, som artiklens forfatter og måske andre – vistnok forudsætter.
Der har her i jurisdiktionen foreligget mig tvende anmeldelser om overtrædelse af de nye pasbestemmelser, og jeg har i begge tilfælde straffet vedkommende for overtrædelsen i det ene, hvor der ikke var oplyst om den forseelse med en ringe bøde, og i det andet, hvor den tiltalte tillige var sigtet for spionage, hvorom han dog ikke kunne overbevises, med en noget større bøde. (Denne person blev udvist i medfør af fremmedlovens § 13). Endelig er en tredje person, en bekendt tysk smugler, ved navn Preuss, som blev anholdt for overtrædelser af et ham tidligere givet udvisningstilhold m.v. ved dom af mig straffet også for overtrædelse af pasbestemmelserne, men for hans vedkommende gælder, hvad der tør formodes også for de to førnævnte personer, at hans nærværelse her i landet skyldes hensigten til at udføre varer.
Efter den erfaring jeg har fået, gælder de danske slesvigeres besøg her i landet i hvert fald denne jurisdiktion, i det væsentligste det samme formål som de foran omtalte 3 personer, og dette formål synes mig under de nuværende forhold egentlig ikke at have krav på imødekommen fra myndighedernes side.

Side 621
At der fra det udøvende politis side vil blive vist nogen lempelse med hensyn til personer, som kommer her for at søge læge, tvivler jeg ikke på, men i øvrigt må det formentligt anses at være en ret tvivlsom sag at give vilkårlige undtagelser fra udtrykkelige regler. Det forekommer mig, at jeg i min konference med statspolitichefen pegede herpå og omtalte muligheden af en særlig ordning for grænsedistrikterne, men i hvert fald har disse mine udtalelser, som jeg ej heller nu nærmere husker, ikke haft nogen følger.
Boss

19. oktober 1917

Optøjer på tyske skibe i Wilhelmshafen

8-10. august 1917
Talt i telefonen med en syg tysk marinesoldat, der ligger på sygehuset i Ringkøbing efter affæren ved Bjerregaard, da englænderne skød 4 tyske trawlere ned. Han oplyser, at en i ”Ringkøbing Amts Dagblad” bragt artikel om et mytteri på tyske skibe ikke er nær så alvorligt, som bladet har fortalt. Mytteriet indskrænkede sig til ulydighed og demonstrationer men ikke til noget omfattende mytteri. – Krydseren ”Königsberg” var ikke på vej til Norge, men lå i Jahdebugten [Jadebugten?]. – Optøjerne fandt antagelig sted i dagene 8.- 10. august, men det kunne han ikke fastslå bestemt, da han, ligesom de internerede kammerater i Odense, havde station i Bremerhafen og derfor kun kunne fortælle, hvad havde hørt! Han havde nok talt med redaktøren af ”Ringkøbing Amts Dagblad”, men denne måtte have misforstået ham, thi han havde ikke udtalt sig som skildret.

Fortroligt
Maritime oplysninger
Her har jeg desværre ikke synderligt at berette. De marinesoldater jeg talte med, kunne ikke give betydningsfulde oplysninger.
Så meget syntes jeg dog at kunne få konstateret, at oprørstendenserne var trådt synligt frem i begyndelsen af august og at grunden var 1) den almindelige fredstrang 2) utilfredsheden med rationerne. På ubådene og zeppelinerne får mandskabet 1 klasses ration, på ovenståendes 2. kl. uden den er i aktivitet, 3. klasses når de ligger hjemme. Man krævede nu 2. klasses, når man lå hjemme, 1. klasses når man var ude i aktivitet. ”Prinzregent Luitpold” nævntes som arnestedet for oprøret. Derimod kendte de intet til ”Königsbergs” Norgestur e.l.
Oprørstendenserne var blevet kvalt ved hjælp af Mecklenburgske tropper.

17. oktober 1917
E. Hver aften kl. 8 går 2 af 3 ubåde gennem Lillebælt. Når de kommer ud for Snoghøj, dykker de ned!

Side 622, 623
3. nov. 1917
J.S. En artillerist, der kom over i går morges beretter, at hestene er i meget dårlig kondition; de får kun 6 pund havre og 3 pund majs, ganske lidt hø og halm. Forplejningen for soldaterne skildrer han som rent elendig; de får næsten ingen kød, 1 pund brød daglig. Den væske, der serveres under navn af kaffe, er ikke til at drikke. – Ligget inde siden 1914.
En anden soldat, der ligeledes kom over i går, og som blev indkaldt i oktober 1914. Hans division, 46. reservedivision, har tidligere kæmpet i Flandern, men den blev der fuldstændig oprevet. Divisionen hører nu til 23. armékorps.

Han meddeler yderligere, at af regimentet 76, der væsentligst bestod af hamburgere, gik i sin tid af 2. bataljoner næsten hver eneste mand over – dvs. overgav sig – hvorefter regimentet blev sammensat af mange forskellige fra forskellige dele af riget for at hindre lignende fælles optræden i fremtiden.
Natten til 1.november smuttede ikke færre end 32 mand over grænsen ved Kamp [?], hvor de betalte den derværende vagtpost fra 30 mark og opefter.

Den 6.november skal alle mandskaber – alt hjemsendt og endnu ikke indkaldt mandskab – møde til undersøgelse i Haderslev. – Ingen har kunnet få udsættelse længere end til 31. oktober d.å.
En mand, en rejseinspektør Brockdorff for et tysk firma, der i disse dage har foretaget en rejse til Hamborg og andre tyske steder, meddeler fortroligt til en ven, at der torsdag den 30. oktober er sprunget en ubåd i luften i Kiel havn, som følge af en torpedo eksplosion.

Han har af tysk rigsdagsmand Leube fået opgivet eller vist, at de hemmelige tyske tabslister viser et tab til dato af 1.200.000 faldne og 1.800.000 mand der er sendt hjem som ubrugelige.
Leube havde endvidere udtalt, at det nu er meningen at knuse Italien så vidt, at Tyskland kan samle sine styrker til brug mod England og Frankrig. Han udtalte endvidere, at han ventede fredsforhandlinger indledt inden jul og krigen sluttet i foråret – måske før.
Der tales i visse kredse om, at Amerika mulig skulle have udset Danmark til basis for de amerikanske masse flyverangreb og at man i så fald i tide måtte sikre sig ved en eventuel besættelse af Danmark (!!).

Man har for nylig fanget en engelsk spion, udklædt som artilleriofficer, i nærheden af Højer. Han var bl.a. blevet afkrævet pas af en vagtpost, hvem han derfor havde skældt huden så grundig fuld, at han blev ganske befippet og lod officeren passere. I Tønder var man dog blevet mistænksom på grund af hans nysgerrighed og det endte med hans arrestation.
Stemningen er trods sejrene i Italien meget trykket og uden begejstring.

Side 624

Tilstanden i Hamborg
I Hamborg kan man se på kvinder og børn, at de er underernærede. På den anden side hævdes det, at folk med mange penge kan skaffe sig endog et godt bord. – Butikkerne er så at sige alle tomme, og ved havnen og banestationen er der ”dødvande”, medens derimod teatre og biografteatre og andre forlystelsesanstalter har stærkt besøg. – Usædeligheden florerer i højeste grad.  – Hvad der undrede meddeleren var den overordentlig mange unge og yngre mennesker, der var i byen for øjeblikket (muligvis værftsarbejdere, der er hjemme fra fronterne eller anderledes fra).

Side 624+ 625

Den russiske godsejer – spion
G.R. Schaaff
Udvist 22. august 1917

Den         1917 anholdt en grænsegendarm i            en mand ved navn Peter Morten Sørensen, da denne undersøgte grænsen; han førtes til herredskontoret i Ribe, hvor det viste sig, at han skulle drive spioneri [spionage] for russiske regning i forbindelse med en russisk godsejer Georg Robert Schaaff eller Scharff, som ankom til Ribe et par dage senere (       ) og straks arresteredes.

Schaaff har i politiretten forklaret, at han er født den 25. jan. 1874 i Vilna. Han ejer et gods i guvernementet Vilna. Dette gods blev den 19. august 1915 besat af tyskerne. Han var dengang fraværende fra ejendommen og har ikke været der siden.

Han opholdt sig først i Petrograd. Herfra rejste han til Stockholm og søgte at få tilladelse til at rejse til Vilna. Han blev derefter af en tysk politiagent narret til Sassnitz, og der arresterede man ham og førte ham til Berlin, hvor man søgte at få oplysninger af ham om russiske militære forhold. Efter 9 dages ophold i Berlin førte den samme politiagent ham til Stockholm og derefter til Malmø, og tyskerne søgte at formå ham til at være spion for dem, hvad han også lod som om han ville gå ind på, idet tyskerne sagde, at han, hvis han kunne skaffe dem de oplysninger, de ønskede, skulle få lov til at komme til Vilna. Da han havde været 4 dage i Malmø, sendte tyskerne han sidst i april til København. Ankommen hertil slog han sig løs fra tyskerne og har ikke haft forbindelse med dem siden.

Han har siden opholdt sig her i landet; sidst har han boet på ”Ny Holstensprøve” ved Fåborg. Her talte han jævnligt med gårdens folk og navnlig gjorde han bekendtskab med en tjenestekarl Peter Morten Sørensen, der talte godt tysk og som fortalte ham, at han havde været i Berlin og havde arbejdet ved en grusning af jernbanelinjerne.

Side 626
Schaaff faldt nu på den tanke, at Peter måske kunne rejse til Berlin og derfra sende ham oplysninger om tyske forhold (Peter havde nemlig fortalt ham, at han under sit ophold i Berlin daglig kom på de forskellige banegårde, ved hvilken lejlighed han så tropper blive indladet i jernbanevogne og sendt til de forskellige fronter.
Han fremsatte nu et forslag der omgående for Peter, der gik ind herpå, og de rejste begge til København, hvor Peter henvendte sig i det tyske konsulat for at få sit pas stemplet. Schaaff var ikke med oppe i det tyske konsulat, men talte imidlertid i den russiske legation med en russisk officer om sagen, og denne lovede at foreslå generalstaben det. –
Peter kunne ikke få sit pas stemplet, og da Schaaff ikke – hvad Peter foreslog – ville tilvejebringe et falsk pas, rejste de begge tilbage til Fyn.

Side 627+628

For en månedstid siden kom den russiske officer til Fyn og talte med Schaaff og Peter om sagen og gav i Schaaffs overværelse Peter instruktion om, hvorledes han skulle skrive fra Tyskland. (Peter var ved sin anholdelse i besiddelse af en fortegnelse over ord, der alle havde sin militære betydning: (f.eks. ”Berlin”, der sendes tyske tropper mod Düna-fronten. – ”Berlin”. Tyske tropper føres fra Düna-fronten. ”Aug!”, ”August” ”24/8 14” ”24/8 1914” ”Peder” ”Peter” ”år 1914 d. 24/8”.) m.fl., indeholdt hver for sig meddelelser om tyske militære forhold.)   Efter mod[tagne?] instruktioner rejste Peter til Ribe, hvorfra han – da han intet pas havde – skulle gøre sig bekendt med grænseforholdene og udfinde, hvorledes han kunne komme ind i Tyskland uden pas og derefter afvente Schaaffs ankomst her til Ribe for af ham at erholde endelig instruktion og penge.
Peter bar sig imidlertid så ubehændigt ad, at han allerede på sin første rekognoscering blev anholdt af en dansk grænsegendarm, og da Schaaff kom et par dage efter, blev han også anholdt.
(Schaaf var en stor pæn mand med en net optræden og var, som han udtalte, ”ingen Schuft” –
Han ville ikke vide, at han foretog sig noget ulovligt ved her fra landet at skaffe sit land oplysninger om fjendtlige forhold.)

Side 629

5. november 1917
Vilh. Petersen, der i nogen tid har bestyret en gård i Møgeltønder, er vendt tilbage til Danmark i dag. Han meddeler, at der er tre luftskibshaller ved Tønder, hvoraf de to er enkelthaller, medens den tredje er en dobbelthal, meget større end de to andre. Dobbelthallen fik en stor del af tagets ene side ødelagt ved zeppeliner-ulykken i fjor.

Den første zeppeliner-ulykke forårsagedes ved, at gasrøret ikke passede ved gaspåfyldningen på det til zeppelinstationen liggende gasværk i nærheden af hallerne. Gasværket ligger ca. 400 meter fra hallerne.

Porten på de to mindste haller lukkes og åbnes ved hjælp af taljer; på den store dobbelthal er portene så store, at der må anvendes et sving, der betjenes af 12 mand.

Om zeppelin-ulykken i julen 1916 meddeler V. Petersen, at det hedder sig, at den opstod ved at zeppelineren kom i berøring med en elektrisk ledning, hvorpå der skete en kortslutning, der atter havde en stærk eksplosion til følge. Med hensyn til antallet af ofre havde han kun hørt, at det skulle være få.

Beretning skrevet på Brørup Sygehus brevpapir, der er oversat fra belgisk

Kære ven
Lægerne har opfordret mig at skrive til dig, [og fortælle] hvad er sket med mig i krigen.
Tyskerne har fanget os alle i Belgien og tog os til Frankrig for at arbejde ved fronten for at ødelægge vores egne brødre, men vi ville ikke arbejde, og så har de holdt os fængslet i en hestestald i tre ugers tid. Efter disse tre uger kom de tilbage og spurgte, om vi vil arbejde, og så har vi svaret, at vi ikke ødelægger vores egne brødre, og så fik vi ingen mad de næste 3 dage.
Efter de 3 dage fik vi saltet [?] suppe, og de tog os til en gård med en stor blind [?] væg. Og de sagde til os, at vi skulle blive stående uden mad og drikke. Arbejd eller dø, sagde de. Og så har vi stået i den store gård 2 dage og nætter, og vi måtte ikke sætte os ned. Vi skulle blive stående, og det var så koldt, at vores tænder klaprede af kulde, det var i november. Og så begyndte [nogen] at falde om, og vi måtte ikke hjælpe dem. Mange af dem døde. Du kan forstille dig, at én efter én valgte at arbejde og også mig.
Og så har jeg arbejdet i ? måneder, og så fik jeg 1200 gr brød i 4 dage og en skefuld suppe. Man kan undre sig over, hvordan jeg kunne holde det ud, men jeg mistede aldrig modet.
Og så fra ? i Frankrig gik jeg til fods til Dendermonde i Belgien. Ved grænsen har de skudt på mig, men ikke såret mig, og så var jeg hjemme i 3 uger. Så har de fanget mig igen og sendt [mig] til Tyskland, og der har jeg været i 9 måneder, og så er jeg løbet væk igen, men nu har jeg været heldig at tjene 30 pfennig, og jeg havde ingen bukser, ingen skjorte og ingen sko at tage på, og du kan forstille dig, hvad jeg har set af grusomhed og alt [det], som de har gjort til os.
Venlig hilsen

Side 630+ 631

20.- 22. nov. 1917
To mænd fra Varming kom i dag herind med en lothringer, der var kommet over grænsen i aftes. Han meddeler, at han var underofficer ved pionererne og havde haft tjeneste ved Toftlund. Han havde ligget inde siden 1915. Oprindeligt var han kavallerist, men blev såret ved egnen ved Rheims – han gjorde tjeneste ved staben og [blev] ved helbredelse udskrevet til infanteriet. Da der stilledes forespørgsel om, hvem der ville gå til Makedonien som pionerer, meldte han sig frivillig[t]. Han var kun dér en kort tid og kom så i januar 1917 til Toftlund. Han fortalte, at et af de 3 kompagnier pionerer, der ligger i Toftlund, var sendt til Nordfrankrig den 14.-15. nov d.å. og at et andet kompagni var marchfærdig, da han flygtede. I øvrigt oplyste han, hvad der bekræfter udtalelser fra anden side, at skyttegravslinjen på strækningen Allerup – Toftlund – Hyrup kun er gravet ½ meter ned, medens derimod alle ”understand” er – og dem er der 58 af der i egnen – er fuldt færdige, medens 33 skal bygges på strækningen fra Allerup til Linnetskov. Han fortalte, at der i en af skovene er bygget et par 2 etagers understand, der er bygget 20 meter dybt under jorden, således at træerne står ganske urørt på overfladen. – Ikke langt fra Toftlund kirke er der to batterier (1 marine og 1 fodartilleri). Medens marinebatteriet er helt færdig er dette ikke tilfældet med fodartilleribatteriet. – I Allerup står i skoven 1 batteri fodartilleri og i Hyrup 1 batteri marineartilleri. Marine = 15 cm; fodartilleri = 12,5 cm. Til batteriet i Hyrup var der først 2200 granater.
Meddeleren sagde, at de tyske soldater altid fortalte om, at befæstningslinjen her var anlagt med henblik på et engelsk angreb.

Hestesmugleriet over grænsen natten 23.-24- aug. 1917

25. nov. 1917
K. Angående det i ”RST” d.    aug. Omtalte hestesmugleri over grænsen natten mellem den 23. og 24. august meddeler K. følgende:
Hele forpostkæden på den tyske side lige fra Obbekær til Kongeåen ved Kalvslund havde fået at vide, at der skulle føres en del heste over på denne strækning sent om aftenen eller i løbet af natten. Posterne havde fået ordre til at tage imod hestene, når de kom, dersom der skulle ske noget særligt. Der skulle gives og blev også givet signal fra den ene post til den anden ved fløjtesignal.
Alle de heste, der kom der – undtagen de to der var stjålet i Kalvslund, førtes til en mand i Fohl med et mærkeligt navn, tilsyneladende en handelsmand, som oprindeligt hører hjemme et andet sted i Tyskland.
Sagen blev almindeligt kendt på den tyske side af grænsen, og der tales om den endnu den dag i dag.

Side 632, 633, 634

Hestene kom over på forskellige steder på strækningen Obbekjær – Kamp Mose. I alt ca. 15 heste. Om de to stjålne heste fra Kalvslund er medregnet, ved meddeleren ikke.
Befalingsmændene havde fået gratialer, og der blev megen og højlydt misfornøjelse blandt vagtposterne, fordi disse intet havde fået, så at befalingsmændene fandt det rådeligst at give dem lidt deraf. Nogle af soldaterne fik således hver 25 mark.
Handelsmanden i Fohl, til hvem hestene førtes, er som sagt en tysker, der har købt nogle grunde der i sognet. Han stod for nylig i forbindelse med 4 andre handelsmænd, efter deres udtalelser at dømme, fra egnen ved Køln, og de har alle 5 nylig overnattet i Slotskroen i Gram i 2 nætter.
Det fortælles, men det tør meddeleren dog ikke indestå for, er rigtigt, at den unge mand, der red de to heste fra Kalvslund over grænsen, skal have fået 1700 mark derfor!
Vagtposten som forretningsmand

(25. nov. 1917)
En af de tyske vagtposter, der stod ude ved Kamp, og i lang tid havde gjort sig en indbringende forretning ved at tillade folk at gå over grænsen eller desertere mod et efter lejligheden afpasset bidrag – han havde for desertører takster fra 30 mark op til 100 mark – er nylig blevet arresteret, idet hans trafik var blevet opdaget ved et fra den danske side af grænsen afsendt åbent brevkort, på hvilken brevskriveren til sine slægtninge skrev, at han kunne komme over ved den pågældende vagtpost. Den pågældende tyske vagtpost er en hamborgerved navn Steinfurt [eller Steinfürt?].
Karen Poulsen
26. nov. 1917
Karen Poulsen, der tidligere havde været sigtet for at have hjulpet folk over grænsen, er for få dage siden kommet til Ribe over Kamp [?] og vil nu blive på dansk grund, da hun på ny er blevet sigtet for det samme forhold.

Panik langs grænsen
1.december 1917
Et telegram fra Washington af 30. november, optaget i ”Ribe Stifts tidende” i dag, hvorefter 3 konger mødet i Christiana i de sidste dage skulde være foranlediget af en trussel fra Tysklands side om at besætte dansk territorium for at skaffe sig en basis i Danmark, dersom Norge skulle tilbyde de allierede en flådebasis – vakte panik i egnen på begge sider af grænsen og fremkaldte masse-telefonopringninger i lighed med krigens første døgn. Man satte dette i forbindelse med meddelelsen i ”RST” i går om tyskernes tildækning af vejenes gennemgravning langs grænsen, og navnlig fra en mængde tyske flygtninges side var der forespørgsel, hvorvidt der var øjeblikkelig fare. Der var endog de flygtninge, der forespurgte, om der var mulighed for at blive optaget som kombattanter i den danske hær, fordi de på den måde mente at sikre deres familier og regnede med at blive genstand for den straf, de ellers mente, at de ville blive genstand for fra tysk side ved en besættelse af dansk landområde. Der var for disses flygtninges vedkommende – hvoraf adskillige end ikke kunne tale dansk, en skuffelse, at de ikke kunne blive optaget straks. Det lykkedes heldigvis at virke beroligende foreløbig.

Vanskelige dage
3. december 1917
Den sidste tids megen storm og regn har sat vandet fra åen så højt op i åen vest for byen, at sligt ikke er set siden stormflodernes dage, og som følge deraf var elektricitetsværkets forsyning med strøm til motordrift og lys yderst sparsom. Bladet måtte slutte redaktionen flere timer før sædvanlig, og hurtigpressens langsomme gang bevirkede, at vi først fik udtrykt 1 af 2 timer senere end sædvanlig. Dertil kom sygdom i personalet og samtidig meget arbejde og akcidenser [?], så at jeg endog samtidig måtte smelte blyet til sættemaskinens [?]. Yderligere var manden ved sættemaskinen uheldig og lavede ”sprøjten” på de mest kritiske tidspunkter, hvilket krævede min assistance. I dag kom til alt dette yderligere, at elektricitetsværket hen på eftermiddagen måtte melde fuldstændig pas og at gasmotoren ikke ville fungere, så at vi må alle trække 2. form af bladet igennem ved håndkraft, hvorved jeg også selv måtte trække pressen nogle gange, indtil vi fik tømrersvend Gehrken til assistance. Det hører til de værste dage i bladets fremstilling i min tid. Men vi kom heldigvis over det.

Side 635

En udrensning fra Danmark
Frk. Rode fra Åbenrå
3. dec. 1917
R. Stvbg. Frk. Rode i Åbenrå, en af de danske nordslesvigeres varmeste forkæmpere, der yder stort og betydningsfyldt arbejde blandt småkårsfolk i Åbenrå bl.a. ved uddeling af de for danske penge og tøjindsamlede midler, var i Danmark for ca. 3 uger siden for at besøge en brodersøn, der er desertør, samt anden familie. Da hun på hjemvejen i toget fra Kolding til Taps blev udspurgt af en medrejsende, fortalte hun, hvorfor hun havde været heroppe, hvorefter den pågældende – formentlig en politimand, forlangte at hun skulle følge med tilbage til Kolding. Her blev hun sat i arrest i en eller to nætter og måtte betale en bøde på 122 mark. Hun medførte et par stykker sæbe og et par plader chokolade!
Derefter modtog hun en udvisningsordre fra Danmark, så længe krigen varer, og blev ført til grænsestationen Høkkelbjerg, hvor hun blev arresteret af det tyske politi og ført til forhør i Christiansfeld for derefter at blive transporteret til Flensborg, hvor hun sad arresteret i to nætter for derefter at blive idømt en bøde på 100 mark.
Frk. Rode, der er alt andet end velhavende, men som anvender både sine egne midler og sin tid til hjælp for småkårsfolk – navnlig danske – er bl.a. i komiteen for uddeling af danske penge, tøj osv. – Hun og mange andre danske nordslesvigere finder, at der er gået unødigt og uretfærdigt hårdt frem mod hende, og det er et stærkt ønske hos dem, at udvisningsordren mod hende må blive hævet.

Fra Tønder og luftskibsstationen
10. dec. 1917
Da jeg på hjemrejse fra København i morges (10. dec.) ankom til Bramminge station, steg købmand Jes Petersen fra Tønder ind i kupeen. Han havde været i Bramminge og havde købt forskellige ting – han kommer dertil med pas næsten en gang ugentlig. Under samtale med ham – han kendte mig ikke – fremgik det af hans udtalelser, at der i Tønder kun ligger 2-300 mand eller højst et par kompagnier.
Om luftskibshallerne oplyste han, at der er tre haller med plads til 4 luftskibe, og at der altid er fire luftskibe stationeret, naturligvis undtagen når de er på togter eller et af dem er forulykket.

Side 637

Sidstnævnte tilfælde – der er antageligt forulykket mellem 10 og 20 af de i Tønder stationerede zeppelinere erstattes de straks af et andet.
I det store luftskibstogt over England den 19. oktober d.å. deltog bl.a. to zeppelinere fra Tønder, nemlig ”L28” og ”L49”! Det ene af luftskibene ”L   ” brændte på hjemvejen gennem Frankrig, hvor det blev beskudt, medens det andet gik ned, nemlig ”L  ”, hvis besætning blev taget til fange.

Om Zeppelin-ulykken i Tønder mellem jul og nytår 1916 meddelte han, at den fandt sted onsdag eftermiddag den 27. december mellem kl. 4 og kl. 6 (se pag 629, pag 561) og at begge zeppelinere ødelagdes fuldstændigt, men at der ikke ved den lejlighed omkom et eneste menneske. Zeppelinerne var begge på jorden, da der skete en kortslutning ved sammenstød. Branden kunne ses viden om.
Når zeppelinerne kommer i brand eksploderer ballonerne inde i luftskibet ikke på almindelig måde, idet gassen brænder roligt. Et luftskib i brand er ganske umuligt at redde. Hvad der er fortalt om store tab af menneskeliv er forkert og fri fantasi.
Om en tidligere luftskibsulykke i Tønder – den fandt sted tysk Bededag 1916 – oplyste han, at luftskibe var kommet dertil aftenen forud. Det var også en onsdag.

Side 637 a

Fra grænsen syd for Ribe, fortsat fra 1. august
31/10 17
Der kommer endnu jævnlig desertører over grænsen til Danmark skønt tyskerne er meget påpassende [påpasselige] for at hindre desertation.
Der er strenge straffe for enhver, som er desertører behjælpelig med at komme over.
For at opdage overtrædelser af den slags, kommer der undertiden hemmeligt politi ind til folk i grænseegnen og foregiver at være desertører og beder om hjælp, ja tilbyder penge for at blive hjulpet over, men ve den, der således lader sig narre; vedkommende er sikker på en hård straf.
Man fortæller flere tilfælde derovre fra om dette forhold.
En mand fra Hviddingegnen blev således tilbudt 1000 rigsmark af en foregiven desertør for at yde denne hjælp til at komme over grænsen, men manden anede uråd og gik ikke i tøjet, og det viste sig da også bagefter, at desertøren var en hemmelig politimand.
En anden man fra samme egn, der er fanatisk tysker, havde en søn, som var indkaldt til militærtjeneste, men var hjemme på orlov. Sønnen, der var bange for at komme til fronten, ville mod sin faders vilje, desertere til Danmark, og mandens husholderske hjalp da sønnen med civilt tøj og andet, så at han kom over. Men herover blev manden så forbitret, at han meldte sin husholderske, der så blev straffet.
Siden ville manden afvaske den plet, der var faldet på ham som følge af sønnens rømning, ved at være med til at fange andre, som han havde mistænkt for at hjælpe folk over.
Han kom således en dag ind til en mand i Roager og bag denne om at huse ham, indtil han ved nattetid kunne komme over grænsen. Roagermanden fattede imidlertid mistanke og ville ikke have med ham at gøre.
Derimod lod en mand i Fjersted, gårdejer Mads Vind sig forlokke af en tysk ”rechtsanwalt”, der var ude i hemmelig politivirksomhed, til at vise denne vej over grænsen.
Dette skete sidst i oktober 1917. Mads Vind og hans datter, Marie, der var den, der havde vist tyskeren vej, blev straks arresterede begge og ført til Flensborg, og folk mener, at de vil få flere års fængselsstraf for denne ”forbrydelse”. –

Smugleriet fra Danmark over grænsen er taget meget af. Dels er det nu ikke så let for nordslesvigerne at købe varer herovre, siden kortsystemet er indført i Danmark, dels er grænsespærringen blevet skærpet både på dansk og tysk side. Ingen har således i længere tid kunnet få de såkaldte dagspas herover.
Hertil kommer, for Spandet sogn vedkommende, at de tyske grænsesoldater, der før lå i kvarter hos beboerne, siden 19. august for størsteparten er blevet indkvarteret i de nybyggede barakker i Spandet.
Derved er de blevet mere fjernet fra beboerne, og disse kan ikke så meget som før få hjælp hos soldaterne til at komme over grænsen.
Fra Roager sogn kommer dog fremdeles af og til folk over grænsen. I dette sogn ligger soldaterne endnu i kvarter hos beboerne, men også her har man nu i oktober begyndt med at bygge barakker til dem.
Iblandt dem, der i den sidste tid ofte er kommet herover på besøg, er en ung kone derovre fra, hvis mand er deserteret herover og har et ophold i nærheden af grænsen.
Forleden havde det imidlertid nær gået galt. – En ”gefreiter” havde fulgt hendes spor til grænsen, og han regnede med, at hun nok ville komme tilbage næste aften. Han lagde sig da på vagt i grænsegrøften tillige med sin hund om aftenen kl. 8. Men det trak ud. Skønt det var øsende regnvejr, holdt han ud på sin post det meste af natten, sikker på, at han nok skulle fange hende.
Grænsesoldaten, der havde vagt på stedet fra klokken 8 til 12, og som var den, der havde ladet hende passere over, morede sig over gefreiterens tjenstvillighed og undte ham den skuffelse, det blev ham, at han alligevel gik glip af fangsten. Konen var nemlig, hvad soldaten godt vidste, heldigt kommet over på stedet lige før klokken 8.
Sønderjyderne fortæller meget om, hvor ryggesløse forholdene er derovre. Man søger på alle mulige måder at komme uden om forandringerne, hvis antal er legio, og hjælpes trolig ad dermed, både civile folk og militære lige fra den menige soldat til officererne. ”Vi er i grunden strafskyldige alle sammen derovre”, fortæller en sønderjyde, ”da vi forsynder os mod et eller andet forskrift omtrent ved hvert skridt, vi går. Til eksempel, ”fortæller han, ”var der således en slagter i Bredebro, der solgte et svin til en oberløjtnant (første forseelse), slagtede det derpå for oberløjtnanten (anden forseelse) og tog dernæst overpris for det (tredje forseelse). Men det gik godt formentlig fordi overløjtnanten var lige så impliceret i sagen som slagteren”:
Samme sønderjyde påstår, at mange af de straffefanger, der arbejder ved den nordslesvigske skyttegravslinje, går klædt i dansk soldatertøj, som man har haft liggende siden 1864.

Fortsat fra november måned.
1/12 17
I november måned foregår færdslen over grænsen omtrent i samme omfang som i de foregående måneder. Enkelte er igen begyndt at komme herover ved hjælp af dagspassene, men disse er mere vanskelige at få end tidligere og skal nok stemples af den danske konsul i Berlin.
For at hindre folk i at komme over med grænsesoldaternes hjælp har man begyndt at skifte om med vagtposterne, således at soldaterne ikke ved, hvor de skal stå vagt, førend de drager ud.
Alligevel kommer der en del folk over grænsen uden pas.
Sidst i november kom således en gårdmand fra Als og hans hustru over grænsen ved Høm.
Ægteparret har en tyveårig søn, der har ligget på Vejle sanatorium i 3 år og forældrene har i al den tid ikke set ham. Han er deres eneste søn, og det gjorde ikke noget, sagde de, at de havde betalt for hans ophold på sanatoriet 5-600 rigsmark om måneden. Nu var han omtrent blevet rask, men de ville på ingen måde have ham hjem, da han så straks ville blive taget til soldat. – De var blevet kendt med en pige fra Roager, der var i besøg hos den tidligere præst i Roager, Fischer Benzon, der nu er præst på Als, og ved hendes hjælp var de kommet over grænsen her. Gennemvåde og for konens vedkommende dødtræt kom de sent om aftenen ind til en mand i Høm, som dagen efter kørte dem til Ribe, og efter nogle dages forløb kom de igen heldigt over grænsen syd for Høm.
Den 28. november om natten kl. ca. 2 ville en tysk soldat, der var hjemme på orlov, flygte over grænsen ved Høm, men han blev hårdt såret af et skud fra en tysk grænsevagt. Soldaten blev ført til Gram Sygehus, hvor han døde to dage efter. Han var hjemmehørende i Agerskov, hvor hans hustru sidder tilbage med fem børn.

Hvad flygtninge beretter fra krigens første år i Belgien.
Optaget i Ribe Stifts Tidende 24. december 1917.
Bedste venner, hermed skriver jeg jer endnu nogle ord om, hvad vi har oplevet i krigen.
I 1914 kom tyskerne ind i Belgien; de kom med banen fra Bryssel til Dendermonde, og alle de civile, som var hjemme, tog de med. Unge mænd, de måtte passe på, dem slog de ihjel, og de sagde også: du skød! Og så slog de dem ihjel. De kommer også til en kone med hendes to sønner, og de spørger dem, om der endnu var belgiske soldater, og denne kone og sønnerne siger: vi ved det ikke, vi var hele tiden i huset, vi vovede ikke at komme ud for skydninger, g tyskerne sagde: I må vide det, om der endnu er belgiske soldater, og de to brødre siger: Vi ved det ikke. Så tog de en snor og bandt de to brødre og bandt dem til et træ og gennemborede dem helt med bajonet, og moderen måtte stå foran, for at hun rigtig skulle se det. Så kommer de et kilometer videre, de tager en ung mand, der stod hjemme ved døren, og de siger: Du skød! Og den unge siger: Nej, det er ikke sandt; og dog siger de: Du har skudt, og den ene siger nej, det er ikke sandt. De siger til den unge: tag en spade og gå med, og de gik nogle meter, og de siger til ham: Grav her et hul en god meter dyb, og han gør det og da hullet vat gravet, så satte de ham i den grav, som han selv havde gravet og gennemborede ham med bajonet. Så går de endnu noget videre, og her står to unge, der står tre, og der og der en, så at de havde 12 sammen, og de binder dem alle sammen med et reb, og således måtte de alle blive stående, og de blev alle gennemborede med bajonet.
Og således går tyskerne hele tiden videre.
Så kommer de ind i hospitalerne og gør alt, hvad de har lyst til med søstrene, mange dræbte de, og mange lod de løbe og mange mennesker var løbet bort, og hos de mennesker, som ikke var hjemme, der brød tyskerne ind og slog alt i stykker, og alt, hvad de havde lyst til, tog de med, og de tager kartofler, rug, hvede og alt spiseligt med sig, så at menneskene i Belgien ikke har noget at spise, køer, heste, svin, det tager de alt sammen med.
I Belgien tager de også klæderne bort, så man kan ikke købe noget i Belgien, og når de endnu har noget at spise, så kan de ikke mere lave det til, fordi de hverken har kul eller brænde. Der er ikke mere en pind træ i Belgien, tyskerne saver alt af, jeg ved ikke, hvad de skal gøre i vinter, hvis det endnu skal være sådan, så dør de alle i Belgien af sult og kulde, jeg tror ikke, at der mere er sådan til i Belgien, som jeg og min kammerat, som er her. Ja, og tyskerne går og søger overalt, hvor der er sølvpenge og guldpenge, og det tager de også med alt sammen, og borgerne må arbejde i ammunitionsfabrikkerne, og når der kommer flyvere, så går tyskerne alle hen og gemmer sig, og borgerne må blive stående, eller også blive de skudt ned. De indelukkede også en præst med mange borgere fem, seks dage uden mad eller drikke i en kirke, og så blev de sendt til Tyskland, og der sad de alle fem, seks måneder, de kom alle hjem; da de havde været 14 dage hjemme, så døde mange af dem, hvordan det hang sammen, det ved jeg ikke.
De tog også mænd til at trække foran på kanonerne, og der var også dem, der ikke ville, de blev levende brændt, således hængte de en mand op med benene i vejret, og så gjorde de ild på under dem, og så vover de endnu at skrive: ”God [Gott] straft Engeland”.
De fik også unge til at dræbe deres egne brødre, og hvis de ikke ville, så slog de dem også selv ihjel.
Således har de hidtil levet med belgierne.
Mår en mand står ved sin egen dør, og der kommer tyskere forbi, så spørger de ham blot: Hvor er dit pas, og når han så siger: Jeg har det ikke i min lommer, det ligger i skabet, eller i mine andre klæder, så skriver de hans navn op, og to eller tre dage efter kommer der et brev om så mange marks mulkt, og når han venter noget længe med at betale, så tager de ham og kaste ham i fængsel eller sender ham til Tyskland og sådan bærer de sig også ad med koner og piger, alt for at få fat på penge. Dermed slutter jeg,
Venlig hilsen
Victor Verleysen         Alfons Geldorf
Murer ved fabriksskorstenene.                        Arbejdsmand.
Gent

Alt, hvad jeg har skrevet, det har vi begge to selv set.
De spørger mig om i hvilke kommuner, jeg har set alt det, som jeg skrev om. Alt det, som jeg har skrevet og set, det var i Opwijk kommune, Lebbeke kommune, St. Gilla kommune og byen Dendermonde. De unge mænd, der alle blev dræbt, og hvad Alfons så med dem, der blev levende brændt, det var i Koutrecht og Melle kommune.
Hvorfor ikke tro det – Hidtil dræbte tyskerne stadig civile, de dræbe vel ikke med bajonet, men de tager dem til fange, og de får ikke noget at spise, fordi de ikke vil arbejde på fronten. Der er ingen grund til at skrive løgn, for det er galt nok, hvad jeg selv har set.
Venlig hilsen
Victor.     Alfons.
Der oplyses endvidere, at den i beretningen omtalte præst hed H. de Callewee. Hospitalet var i Dendermonder (fransk Termonde).

Her indsat et lille kort med følgende tekst:
Ribe Stifts amtsgård d. 20. november 1917
Hr. Redakteur,
I forbindelse med vor samtale i dag og efter nøjere at have overvejet denne, tillader jeg mig endnu at bemærke, at det er mig umuligt at indse, at det er i sin orden, når man bag vedkommendes ryg henvender sig til nogen med begæring om at få afskrift af et manuskript, der er lovet en anden.
Forbindtligt
U. Stemann

Side 638
Ribe, den 4. november 1917

Kære dr. Møller

Min bedste tak, fordi De så elskværdig har bevæget belgieren til at skrive. Det er meget interessant, selvom det er uhyggeligt. Forhåbentlig kan vi gøre megen gavn dermed ved en fornuftig anvendelse. Men nu har jeg igen en anmodning til Dem, og det er at bede den russiske jøde, der sidder hos Dem, om også til mig at nedskrive en beretning; han har lovet kammerherreinden én, men den får jeg næppe. Kan han ikke blive en dag længere og tage en afskrift på tysk af beretningen til K.St? Det var dog værd at prøve på, om man ikke ved en fornuftig anvendelse kunne bidrage til at gøre forholdene bedre for de fangne stakler. – – Jeg håber ikke, at de tager mig min anmodning ilde op.
Med venlig hilsen Deres C. Willemoës
P.S. Dersom vedkommende skriver beretningen til mig, ville jer være Dem yderligere taknemmelig for at få den tilsendt i brev, hvortil porto udlægges.
Side 638
Ribe, 22.11.17
Fru
Kammerherreinde Stemann!
Da jeg ikke ønsker, at tavshed fra min side til kammerherreindens kort af 20. ds skal kunne udlægges i den af kammerherreindens givne retning, og da jeg for tiden er så stærkt ophængt med arbejde, at en skal jeg blot tillade mig at bemærke, at den mod mig rettede beskyldning er ganske fejlagtig og derfor synes ganske uretfærdig. Jeg har ikke handlet anderledes i min bestræbelse på at få efterretning fra belgierne, hvis brev til mig kammerherreinden var så venlig at besørge. Og det er min overbevisning, at en samtale ved lejlighed vil overbevise kammerherreinden om, at min udtalelse er korrekt i enhver henseende. Dersom mit brev til dr. Møller, af hvem jeg ved telefonsamtale havde hørt både om belgieren, om en rumæner [?] eller to og russeren, dersom dette brev kan udlægges forkert, må det til sikring, at det er skrevet [?], men det er ikke noget forsøg på at gå nogen bag ryggen. Det er første gang i mit liv, at en sådan sigtelse er rettet mod mig.

Ærbødigst
Willemoës
P.S. jeg har fået russerens brev tilbage og efter dr. Møllers anmodning tilstillet ham det. Den foreslåede oversættelse, der for øvrigt ikke omtaler det, dr. Møller meddelte mig og som bevirkede, at jeg ønskede en beretning af russeren står selvfølgelig med fornøjelse til kammerherreindens disposition.
Ribe Stifts amtsgård, 26. nov. 1917
Hr. Redakteur
Idet jeg takker for Deres brev af 22. ds. vil jeg gerne tro, at det omtalte skyldes overdrevent arbejde og hastværk fra Deres side, så meget mere som De også i brevet husker fejl mht. belgierne. Det var nemlig mig, der allerførst fortalte Dem om disse og udtrykkelig sagde til Dem: Har De ikke en tillidsmand i Brørup, der kan [?] en beretning fra dem? Hvortil De sagde, at De ville telefonere til dr. Møller.  Hr. Rosenblum lovede mig en beretning bl.a. med den modbydelige lekture, der udbudtes i de russiske fangelejre i Tyskland, hvilket jeg meddelte Dem, og min mening var, at give Dem fri afbenyttelse af hans meddelelse. Jeg har nu fået hans beretning (*den, De har fået), som jeg senere sender ham, når jeg har taget afskrift og mulig har oversat den; han gav mig sin adresse i Kiev.
Jeg vedlægger en oversættelse af en fangelejrs beretning fra en mig dannet russer Karl Sjeiz fra Tiflis, ”Korrespondent” (journalist). Det skulle meget glæde mig, hvis De kunne bruge den til i Deres blad at gøre gavn for fangerne, uden naturligvis at nævne hans navn. Han er nu for længst tilbage i Rusland.
Forbindligt
U. Stemann
P.S. Hvis De ikke har brug for mit manuskript, beder jeg Den snarest at sende mig det tilbage.

Her er indsat et brev skrevet på russisk i Brørup og efterfølgende er en oversættelse heraf.

Brørup, 6-11-1917
Hr. Redaktør!
Jeg opfylder med fornøjelse Deres anmodning, som i går blev bragt mig ved den ærede hr. doktor.
Jeg beklager, at jeg havde så lidt tid, da jeg i dag rejser til København. Hvis jeg opholder mig der nogle dage, vil De endnu derfra få 1 eller 2 efterfølgende hæfter. Der bliver sandsynligvis 5-6 af dem. For alt, hvad der meddeles Dem af mig, bærer jeg selv det fulde ansvar. Hvis der i et eller andet tysk blad fremkommer ”dementi”, beder jeg Dem sende mig dette nr. Jeg skal nok bringe dem til at rødme og tie. Når De har benyttet håndskriftet, beder jeg Dem ikke beholde det, men sende mig det.
Modtag forsikringer om min fuldkomne højagtelse
Alexander Rosenblum
Kiev M-Blagoweszenskaja, 61-30
Side 642, 643 + 644

Under en middag hos os den 27. december 1917, hvor bl.a. oberst [?] Worsaae, ritmester Pontoppidan og kapt [?] Ulledbj. Karl Koefod m.fl. var tilstede, fortalte Kruber [?] og fru Stemann om den tyskekonsul misseis [?] i Esbjerg v. Ungelter fra deres gentagne samvær med ham bl.a.:
Friherre v. Ungelter er som født bayrer meget stolt af, at det nu er mænd som grev Hertling og udenrigsminister v. Kühlmann, begge bayrere, der er de ledende i Tyskland, medens prøjserne er trådt tilbage i 2. række. Ved lejlighedsvise bemærkninger lader han tydeligt forstå, at Tyskland har ført en ufornuftig politik, fordi det har efterhånden isoleret sig og fået snart hele verden mod sig, at forhold, som han er klar over vil virke yderst skadelig for Tyskland efter krigen.
Han meddelte, at Berlin havde gjort et uhyggeligt indtryk på ham med alle de mange invalider, der færdedes rundt om i storstaden og tiggede indtil politiet tog dem.
Han lagde ingen skjul på, at der herskede en yderlig nødstilstand i Tyskland, der adskillige steder har givet sig udslag i revolter.
v. Ungelter, der hørte til grev Bernstorffs legation i Amerika eller vor konsul der og som er gift med en engelsk dame, udtalte sig med stor beundring om franskmændenes tapperhed og om deres glimrende artilleripræstationer, der synes at have nået den højeste grad af sikkerhed og præcision.
Og englænderne, ja de havde vendt ganske op og ned på tyskernes begreber om den engelske nation. Ingen havde troet det muligt, at englænderne havde kunnet sende synderligt mange tropper til fastlandet. Og om deres egenskaber som soldater havde man nu gjort erfaringer, der stillede den britiske soldat blandt de aller ypperste. Det måtte indrømmes, at man i Tyskland aldrig havde tænkt sig muligheden af at krigen ville trække i langdrag således som den havde gjort, og tilstanden i Tyskland nu var så fortvivlet i henseende til ernæring og beklædning m.m., at det var i Tysklands interesse at få fred snarest!
Konsulen havde i Esbjerg anmodet om at låne en bog og den pågældende ? havde ved hånden ingen anden end ”J’accuse”. Den havde han læst og udtalt om den, at det var frygteligt, hvad der berettedes men at den vel nok var korrekt selv om der måske nok fandtes punkter i den, som var overdrevet.
Der havde i sin tid været fjendtlige flyvere over München, hvorfor nu alle lygter var dækket foroven.
Når soldater sendes til fronten, sker det nu væsentligst om natten for at undgå alle de pinlige afskedsscener med familien og pårørende. Afmarschen fandt sted ganske uventet og ad veje, som ingen erfarede før afmarschens øjeblik, men så afmarscheredes der til gengæld med fuld musik og klingende spil og ofte under soldaternes sang!
På jernbanerne var soldaternes rejser ofte yderst besværlig, og konduktørerne viste meget ofte en utiltalende hårdhed over for dem. Således havde konsulen en gang rejst i et tog, hvor også 2. kl. gennemgangsvogne var stuvende fuld. Pludselig var en af soldaterne blevet vild og fik nogle heftige anfald af raseri. Konduktøren ville intet foretage med ham, men konsulen og nogle af soldaternes kammerater fik ham ind i konsulens kupé, hvor man efterhånden fik den rasende bragt til ro. Det viste sig at være en soldat, der året forud havde fået gasforgiftning og nu en gang imellem fik et anfald af raseri.

Side 645
Til udenrigsministeriet, København.
Jeg tillader mig ærbødigst at henvende mig til det højtærede Udenrigsministerium i anledning af følgende sag:
Indtil ca. den 13. juni 1917 kom ”Ribe Stifts Tidende” dens abonnenter i hænde i Nordslesvig, men fra den dag af fik de den ikke mere skønt bladet blev afsendt herfra indtil den 30. juni inkl., og efter 1. juli indløb hertil gennem postvæsenet kun abonnement på nogle ganske få eksemplarer til myndighederne i Haderslev, Flensborg og Berlin.
Jeg forespurgte hos Postüberwachungskommandoen i Flensborg om grunden hertil, som jeg ikke selv kunne finde; men jeg modtog kun den meget høflige besvarelse, at man ikke så sig i stand til at imødekomme mit ønske. Jeg forespurgte ligeledes landråd Friherre von Loew i Haderslev, fra hvem jeg imidlertid ikke modtog noget svar.
I begyndelsen af juli måned modtog jeg fra tidligere abonnenter i Nordslesvig meddelelser om, at ”Ribe Stifts Tidende” var blevet forbudt.
Side 646
Brev fortsat …..
Skønt jeg omhyggeligt har gransket bladet igennem, har det ikke været mig muligt at udfinde, hvad der kan være anledning til forbuddet. Der er, mig bevidst, fra min side ikke sket nogen som helst ændring i den kurs, hvorefter jeg har søgt at lede ”Ribe Stifts Tidende” lige siden krigens begyndelse, da jeg under meget ophidset stemning på begge sider af grænsen søgte – og også havde held til – at berolige sindene. Bladet har ganske vist bragt meddelelser om forskellige tyske forhold men ikke anderledes end under hele den forudgående del af krigen. En mængde artikler, der indeholdt efter min mening ikke tilstrækkeligt beviste sigtelser og angreb m.v. såvel som overordentligt mange mindre meddelelser, der kunne give oplysning om forskellige krigsmæssige forhold, nægtede jeg derimod optagelse, således at jeg fra danske på begge sider af grænsen måtte høre, at ”Ribe Stifts Tidende” var tyskvenligt.
Det er mig således ganske umuligt at se, hvad der fra bladets side har kunnet give anledning til et forbud fra tysk side. Og i min private vandel har jeg udvist et i enhver henseende indtil det yderste korrekt forhold – så langt, at jeg pure har afslået udenlandske presseforbindelser, der blev mig tilbudt mod meget høje honorarer, såvel som udenlandske – alle sammen med et ene mål for øje at kunne stå ganske uangribelig til alle sider.
Forbudet mod ”Ribe Stifts Tidende” er så meget mere påfaldende som danske blade, der hele tiden har gengivet og fremdeles gengiver ”Ribe Stifts Tidende”s meddelelser om tyske forhold, stadig har udbredelse i Nordslesvig, blade der hidtil har indeholdt langt skarpere udtalelser om og kritik af tyske forhold, end der nogensinde blot tilnærmelsesvis har været optaget i ”Ribe Stifts Tidende”.
Da ”Ribe Stifts Tidende” endnu stadig er forbudt i Nordslesvig, tillader jeg mig – da jeg har den bestemte opfattelse, at der må ligge en eller anden misforståelse eller et eller andet personligt motiv hos tyske undermyndigheder til grund herfor, at udbede mig det høje ministeriums assistance til at få dette for ”Ribe Stifts Tidende” såvel som for vore tidligere holdere i Nordslesvig meget generende forhold klaret og fjernet, så at forbudet kan ophæves.
Ribe, den 6. januar 1918
Allerærbødigst
C. Willemoës
Redaktør

Side 649
Fra Cambrai-fronten
9. jan. 1918
En soldat, Edvard Paasch af Rejsby, 20 år gl., der har ligget ved regiment 30 ved Cambrai, [har oplyst?] at forplejningen hos dem er ualmindelig dårlig; de fik for lidt brød, for meget kålrabi og vand og en gang imellem en ret bestående af hele hvedekorn kogt i vand.
”Heste dør som fluer”
Han oplyser endvidere, at hestene dør som fluer af mangel på foder; de skal normalt have 6 pund havre om dagen, men får aldrig nær så meget. Meget fordi der rapses af beholdningen uafbrudt mens de er undervejs. Regimentet havde formentlig 800 nye heste.
Genvordigheder i redaktion og trykkeri
9. januar
I adskillige dage har elektricitetsstrømmen været så uregelmæssig og så svag, at endog sættemaskinen har haft ondt ved at holdes i gang medens at vi ganske måtte opgive at [?] hurtigpressen ved elektricitet og måtte anvende gasmotoren. Den 8. (i går) faldt hele 4. side [eller 4 sider?] af Stifts Tidende i ”fisk”. Samtidig overdænger ”Esbjerg-Posten” os med særstof til den selv, telefonerne kimer uafbrudt og der er en mængde mennesker på kontorerne som snart spørger nyt i den ene, snart i den anden retning. Heldigvis bliver nogle af dem så nervøse ved ringningerne på min telefon, at de flygter og hellere vil komme igen en anden dag. – Det er slemme dage med travlhed.
Side 650, 651, 652 + 653
Feldwebelens hjælpsomhed
9. januar 1918
J.S. For ca. 3 uger siden kom til gæstgivergården ”Sønderjylland”, Ribe en 23 årig tysker, som efter egne udtalelser var kommet over grænsen ved Raadager [i dag: Roager]. Han var forlovet med en pige af danske forældre i en by i Tønder kreds. Den unge mand, der var forstkandidat, havde sidst ligget som soldat i Toftlund; han forstod lidt dansk men kunne ikke tale det. Efter nogle dages forløb kom det ud af ham, at en feldwebel havde hjulpet ham til flugt og også skulle hjælpe kæresten over grænsen. Det lød jo mærkeligt, men et par dage efter kom pigen, og gåden løstes. Den unge dame var nemlig i omstændigheder, og den antagelse ligger derfor nær, at feldwebelen har været stærkt interesseret i at få parret over grænsen. Et par dage efter den unge piges ankomst rejste de begge videre nordpå til pigens familie.
J.S.
Andr. Jørgensen, Gallehus, og Peder Hansen, Gallehus ved Møgeltønder kom over grænsen natten mellem den 19. og 20. januar. Begge udtaler, at vagten her ved grænsen skød meget livligere end for tiden ved fronten.
Andr. Jørgensen, der er gardergrenader og underofficer af regiment ”Königin Elisabeth” og har gjort hele felttoget med fra begyndelsen, er 31 år gl. og gift. Han lå nu sidst ved Fourmis. Han udtaler, at forplejningen ikke er [god?] men dog tålelig og meget bedre end i fjor, da den en tidlang var meget slet. Men soldaterne får for tiden for lidt brød – kun 600 gram om dagen – og de, der ikke får pakker hjemmefra, altså navnlig småkårsfolk fra byerne, får absolut ikke nok til at blive mætte.
Tyskerne har nu efter hans mening atter ammunition nok.
I marts 1915 lå han i Roye. Som eksempel på, hvorledes tyskerne også benytter jernbanetransporterne til at vildlede fjenden – og for øvrigt også egne soldater – oplyser han, at hans afdeling en skønne dag i Roye fik ordre til at rejse med toget, hvorhen vidste de ikke. Men de kørte da nordpå og kom gennem Belgien, Luxemburg, Rhinprovinsen og kom også ind i Bayern for så efter 3 dages kørsel, at ende i Schlettstadt i Elsass, medens de troede, at de var på vej til østfronten. Vejen fra Roye til Schlettstadt kunne ad den letteste vej være tilbagelagt i løbet af nogle ganske få timer.
På samme måde bærer tyskerne sig ad i Flandern. De kører ofte ud med fuldt besatte tog om dagen for så at køre folkene hjem om natten når det er blevet mørkt og fortsatte på samme måde næste dag. Det ser således for fjendens flyvere ud, som om der stadig kommer flere og flere tropper til, medens det kun er de samme, der køres omkring. Således mente englænderne i juni i fjor (1917), at der lå betydelige tyske styrker ved Ypres, medens sandheden var, at der kun lå de allernødvendigste til at holde stillingen besat med. Det så også drabeligt ud, at reserverne marcherede ud om dagen for så at marchere tilbage i mørket om aftenen. Og sådan fortsættes stadig.
Mandskabet i sin helhed er led og ked af krigen og ønsker blot, at den må holde op uden hensyn til resultatet.
Belgierne er nu udmærkede kvarterværter, skønt de behandles hårdt, alt for hårdt af tyskerne.
I krigens begyndelse var det påfaldende, at belgierne altid var fortrinligt underrettede om tyskernes stillinger og ophold. Ikke så snart var f.eks. tyske artilleri kørt op for at begynde deres ødelæggelsesværk, før det fra belgierne regnede med kugler over batteriet, som meget ofte måtte tage ny stilling, hvor det samme gentog sig. Det var belgiernes underjordiske telefon, der fungerede så udmærket, indtil tyskerne opdagede den og så belgiernes udmærkede signaltjeneste.
Der blev nok faret hårdt frem mod de belgiske beboere; men i adskillige tilfælde må det indrømmes, at de selv gav anledning dertil. Således husker jeg et tilfælde, der gjorde et stærkt indtryk på os. Det var en tysk patrulje på 6 mand, der blev indlogeret; jeg husker i øjeblikket ikke hvor. På det pågældende sted var der ingen mænd hjemme, men kvinderne viste sig overordentlig gæstfrie, gav patruljen godt at spise og drikke navnlig at drikke, så at de blev ganske drukne og ud på natten naturligvis sov som sten. Dette benyttede kvinderne til at dræbe de tyske soldater ved at skære halsen over på dem!
Beboerne blev straffet hårdt.
Men der var også en frygtelig råhed blandt tyske soldater til sine tider. Således har jeg selv været øjenvidne til følgende:
Nogle artillerister, der mødte en gammel mand, som kom gående med en spand, ville låne denne for dermed at vande deres heste. Den gamle ville imidlertid ikke give den fra sig, måske har han troet, at de ville beholde den. Soldaterne blev brutale og greb den gamle mand og kastede ham i den brønd, der var umiddelbart i nærheden! Den gamle omkom.
Side 654
Peter Hansen kommer fra Argonne, hvor han lå i Vouquar siden 3. oktober 1917 (han har været soldat siden 10. maj 1915). På det sted hvor der herskede ro hele tiden. Skyttegravene lå her så tæt, at der på sine steder kun var 30 ja endog kun 20 meter mellem de tyske og de franske skyttegrave. Forholdet mellem tyske og franske soldater udviklede sig her til at blive særdeles venskabeligt, så at man jævnligt aflagde besøg hos hinanden, ca. 10-20 mand ad gangen. Tyske soldater bragte cigaretter med til franskmændene, som til gengæld trakterede med kager og vin. Vor kompagni- og bataljonskommandør sagde intet hertil. Når franskmændene ventede inspektion af en general eller højerestående officer, så kastede franskmændene et par håndgranater ud på terrænet mellem skyttegravene. Det var signalet til os, at vi skulle søge dækning, for når den inspicerende officer kom, skulle franskmændene have travlt med at skyde mod tyske stillinger. Artilleriet på begge sider skød hver dag nogle skud, men de havde altid det uheld at gå langt bag målet ud på åbent terræn.
Fra begge sider udførtes der sprængninger af stillingerne ved underjordiske mineanlæg, men før en sprængning fandt sted advarede man altid hinanden.
Peter Hansen meddeler yderligere:
Da vi lå ved Verdun i august 1917 og franskmændene havde taget Højde 344, skulle vi tage den tilbage ved storm den 21. august. Vi blev opstillet ca. 3 km derfra i en lille skov (Hurthoult-skoven?). Der blev kommanderet ”Fremad”, og vi gik så vel 3-400 meter frem, hvor vi stødte på en gammel reservestilling med understander, og den gik vi så ned i; men vi ville ikke gå videre. Så blev vi kommanderet tilbage og igen frem, men stadig med samme resultat. Således gik det 6 gange. Den 7. gang gik vi imidlertid videre og nåede ned i franskmændenes yderste skyttegrav, men så udtalte kompagniføreren, at vi nu lige så godt kunne gå tilbage igen.
Følgen heraf var igen den, at divisionskommandøren (70. division) blev afsat; regimentschefen mistede efter sigende – men jeg tør dog ikke indestå for rigtigheden – ordenen ”Pour le Mérite” (?!) (regiment 266 oberstlgt. zur Mekede [zur Medeke?]) medens bataljonchefen blev forflyttet.
Dette var eksempel på at disciplinen i sådanne tilfælde kun var, hvad vi alle blev enige om.
Andr. Jørgensen: Den slags var utænkelig i min afdeling, hvor disciplinen var jernhård.
Andr. Jørgensen oplyser på forespørgsel, at han kender noget til mytteri i Kiel, at han af og til hørte om sådanne, og at det var ret sandsynligt, at de havde fundet sted, thi det mandskab, der ligger ved marinen i Kiel, hører til ældre, og ældste årgange, og det er ”hårde hunde” at have med at gøre og vil næppe vige tilbage for mytteri i stor stil, dersom de bliver nogenlunde enige derom.
Medens Andr. Jørgensen mente, at tyskerne nok ville holde forplejningen gående til næste høst, mente P. Hansen, at det ville være komplet umuligt at dømme efter udtalelser i landbruget i Sønderjylland.

Side 657+ 658
6. februar 1918
Over grænsen. Finske frivillige i Lockstedt-lejren.
En tysk soldat, der gik over grænsen den 5. februar, og har ligget 18 måneder ved Champagne, har i nogen tid opholdt sig i ”Lockstedt Lager”, hvor der efter hans mening er plads til 15.000 mand. Endnu så sent som den 3. januar d.å. uddannedes et kompagni finske frivillige som jægere.
Kielerkanalen bevogtes ikke så strengt, som man antager; bevogtningen er omtrent som grænsebevogtningen her, og der er ingen stor vanskelighed ved at passere ind mellem posterne. Tjenesten her ved grænsen var her i retning af eksercits og andre øvelser for tiden meget værre end ved fronten, og derfor var han flygtet. Indberetningerne her nede ved grænsen er for tiden dårlig; et helt kompagni er fordelt i to sale, og forplejningen er ikke god. Som følge af denne dårlige – utilstrækkelige – [?] og de samtidig stærke øvelser meldte der sig en dag 70 syge.
Tyrkiske tropper har aldrig ligget i Hamborg.
Han meddelte, at der samledes store tyske troppemasser i egnen ved Metz i forbindelse med østrigske og bulgarske og tyrkiske tropper.
Over grænsen i fuld uniform
5. januar
En tysk vagtpost ytrede den 5. d.å. at nu var han ked af tjenesten, nu gik han – – til Danmark. ”Vel”, svarede kammaraten og lod ham gå. Den krigstrætte tyske soldat gik derefter over grænsen i fuld uniform med pikkelhue, gevær osv. Da han var kommet et stykke over opdagedes han af en dansk grænsegendarm, som gjorde ham opmærksom på, at han måtte ikke gå over i sådan fuld mundering; skete det, skulle han anholdes og udleveres. Den tyske soldat gik så tilbage, satte gevær og pikkelhue fra sig og fik fat i en sort, stor filthat. Med den på hovedet og eller klædt i feltuniform og med tornyster og kappe osv. gik han så over igen og fik sig så senere klædt om i civil dragt.
Da man gjorde ham opmærksom på, at han jo nu ikke mere kunne komme tilbage til Tyskland uden at blive straffet, lo han, og udtalte, at det ville være den letteste sag af verden, bl.a. ved hjælp af falske papirer, hvoraf der fremstilles i tusindvis!
Karen Poulsen
6. februar 1918
Karen Poulsen, der i nogen tid har haft plads hos [?] Anton Andersen i Ribe, hvortil hun var taget, fordi hun ikke mere følte sig tryg søndenå, meddeler, at der er udsendt stikbrev [efterlysning] efter hende og at hendes signalement er opslået på banegårde i Sønderjylland. Hun vil nu rejse til København for at søge en plads som husbestyrerinde på en stor gård.
Side 659+ 660
Brev fra Jens
16. februar 1918
Peter Gram fra Brøns er soldat og har gentagne gange ladet sig forflytte fra hvilestillingerne til de yderste skyttegrave, fordi forplejningen der er betydelig bedre. Hans bøn blev opfyldt.
Ved tegningen af det forrige krigslån måtte en mængde – måske de fleste – soldater tegne sig for beløb af 10-1000 mark for hver orlovsdag, de ønskede. Truels Brejer, Vangsbo, telegraferede hjem til sin hustru, at hun skulle tegne ham for 500 mark straks.
Korsvejene bevogtes
En halv mils vej syd for fæstningslinjen Skærbæk-Hoptrup bliver alle korsveje efter mørkets frembrud bevogtet af soldater.
Da de engelske flyvere i sin tid var inde over Tønder-egnen, blev alle mand i garnisonerne i Bremen og Stade gjort klar til udrykning og fik udleveret forplejning for 3 dage. De stod opstillet med fuld oppakning i 5 timer. Underofficeren fortalte senere, at man troede, at englænderne ville gøre landgang i Esbjerg; dersom det havde været hensigten ville man komme dem i forkøbet og besætte Bramminge-Kolding banen?
Nogle af de regimenter, der har været på østfronten, har været ret vanskelige at føre til at indtage stillingerne på vestfronten, og et enkelt regiment påstås at have vægret sig i 19 timer, indtil der blev stillet maskingeværer op bag dem.
En storkøbmand fra Odense var nylig i Hamborg i forretninger. Han var en aften til selskab hos eller sammen med sine forretningsforbindelser og fik hamstret gåsesteg til 250 mark. Chokolade, indpakket i danske aviser, betaltes med 30 mark pr. pund. Storkøbmændene i Hamborg ytrede ønske om fred. – Fred først og fremmest, om det så blev tyskerne eller englænderne, der dikterede freden, var en biting. – I Sct. Pauli så den danske forretningsmand, børn går i bare ben på den frosne gade. Mange af ubådenes enkeltes dele laves på fabrikker rundt om i landet og sendes til Kiel og andre værftsbyer, hvor de samles til ét hele. I Leipzig vides mange fabrikker at være fuldt optaget af sådan fabrikation.
I Würthemberg siges, at herske en ikke ringe forbitrelse mod Prøjsen, fordi Würthembergernes studerende ungdom skal være særlig hårdt ramt af tab i krigen. Allerede 1. december 1917 siges 3/5 af alle studenterne derfra at være faldet.
Slagskibet ”König” skulle være meget hårdt medtaget af søslaget i Norsøen 31. maj 1916.En granat sprang i underofficersmessen og pulveriserede alt i stor omkreds.
Den nye stålblanding i de nye kanoner siges at have stået sig godt.
I visse afsnit, særlig hvor man står over for englænderne, tror de tyske soldater ikke på sejren, og de 99 % af dem spekulerer blot på, hvorledes de skal kunne blive taget til fange. I øvrigt hedder det, at kaptajnerne kommer slet ikke mere ud i den forreste linje; løjtnanten sidder i det bombesikre rum, hvor sergenten må møde og modtage ordre. Og sergenten er så at sige den eneste befalingsmand, de menige ser. Men i hvilestillingerne fører kaptajnerne det store ord og holder tordentaler over emnet ”at holde ud”.
1.marts 1918
Fra fronten i Rumænien
En mand fra Gånsager kom i går over grænsen. Han kommer fra fronten i Rumænien og meddeler, at det stadig blev knappere med levnedsmidlerne. Brødet er temmelig godt, men der gives alt for lidt. De, der ikke får noget hjemmefra, sulter. De fleste feltpostpakker når ikke til deres bestemmelsessted. – I vinterens løb er en mængde heste døde på grund af utilstrækkeligt foder. Havre fik hestene slet ikke mere dér, og de var derfor i ualmindelig dårlig foderstand og havde ingen kræfter.
En mand fra Skærbæk, som var herovre i går, meddeler, at det kniber med at skaffe levnedsmidler overalt, selv på steder som Skærbæk. Og officererne i Skærbæk udtaler sig meget uforbeholdent om tilstandene. De mener, at Tyskland vil være ude af stand til at holde ud længere end et par måneder. Tilstandene i byerne var så dårlige som aldrig før. Desuden menes det, at en ny strejke er nær forestående.
Kriminalbetjent og forbryder
18. marts
Underrettet politimester Bruun om, at en person er flygtet over grænsen, der formentlig er en større forbryder, som har duperet civile og militære myndigheder i Tyskland. Personen har taget ophold her i byen.
Om aftenen meddelte politimesteren, at han var meget glad for meddelelsen, da den pågældende vist var en stor bandit, som han nu har arresteret efter at have ladet overbetjenten konferere med de tyske myndigheder ved grænsen.
Den store strejke i Berlin
Fra den store strejke i Berlin i dagene 27. februar – 4/2 meddelte obersten for et Uhlanregiment til P. Hanssen-Nørremølle bl.a.: Der var udkommanderet gardetropper for at splitte de demonstrerende masser, men soldaterne nægtede at gå frem.
Så blev en afdeling Uhlaner kommanderet frem, men ikke blot nægtede de dette, men der lød endog stemmer fra soldaterne, der råbte til mængden: ”Immerfeste, nur aushalten!” Obersten selv havde indgivet begæring om afsked og ville, udtalte han, ved næste massestrejke stille sig til disposition for demonstranterne, og der var, ytrede han, adskillige andre officerer, der havde gjort ligeså, formentlig for at hidføre en bedre organisation af strejken.
-To betjente havde fat på rigsdagsmanden Ledebour, der imidlertid truede dem til at slippe ham.
-Arbejderføreren havde ikke villet have denne strejke endnu, men arbejderne stillede så bestemte krav om at etablere den netop på dette tidspunkt, at førerne måtte give efter.
Der er ingen begejstring i Berlin for freden med Rusland, der blev end ikke flaget i byen eller ved grænsen, da den var undertegnet.
Side 664
Hvad censuren oplyste
20. marts 1918
Censuren i Hamborg meddelte i sin tid H.P., at de måtte hverken i tale eller skrift omtale en stor arbejderkongres i Østrig, hvor arbejderne havde nægtet at ville kæmpe længere. – H.P.H. kendte intet til denne sag, før censuren i Hamborg gav ham underretning derom.
Meddelelsen om den store strejke i Østrig kom til den tyske rigsdags kundskab derved, at en østrigsk arbejderleder sneg sig over grænsen og tog til Berlin med toget. I Berlin gav han straks den socialdemokratiske rigsdagsmand Dittmann meddelelse derom næste formiddag. Dittmann ville imidlertid ikke gerne, at meddelelsen skulle komme fra ham, og han bad derfor H.P.H. om at lade den gå videre, og det gjorde H.P.H., og meddelelsen vakte mægtig opsigt i Rigsdagen. En af rigsdagens konservative fik imidlertid telegraferet til Wien, og derfra sendtes så et telegram tilbage om, at den omtalte strejke i Wien var uden betydning, og dette blev så bagefter bekendtgjort for Rigsdagens medlemmer. Der blev tilføjet, at det var løse rygter.
Side 665
Når H.P.H. kommer til Berlin, bliver han regelmæssig rykket for smør – han plejer at have lidt med hjemmefra. Han ytrede en gang, at dersom han blot havde smør nok, kunne han købe hele Nordslesvig.
De tyske rigsdagsmænd sulter
Rigsdagsmændene sulter i Berlin, og der er nu truffet den ordning, at de skal kunne bespises uden levering af ernæringskort. H.P.H. havde for nogen tid siden et pund smør med til en tysk rigsdagsmand – en velhaver
Flyverulykke ved Åbenrå
Da en vandflyvemaskine i sidste uge gik op fra stationen ved Åbenrå havn, gik der ild i maskinen, som styrtede ned. Da fiskere kom til hjælp, fandt de den ene flyver brændt ihjel, medens den anden var så forbrændt, at han døde nogle dage efter.
Straffesoldater i Nordslesvig
Der ligger nu kun 500 straffefanger i Nordslesvig, de andre er sendt sydpå.
Side 666
Russerne i Nordslesvig begynder at volde vanskeligheder
Det meddeles fra flere steder, at de russiske krigsfanger i Nordslesvig protesterer mod at arbejde efter at freden mellem Tyskland og Rusland er underskrevet. Det er navnlig Ukrainere, der optræder således.
21. marts 1918
En mand, der kom over i går, meddeler, at det tyske hovedkvarter for tiden er i [Bad] Kreuznach. En anden mand meddeler, at der lang den befæstede linje i Sønderjylland er anbragt ca. 50 batterier svært skyts.
Korn-revisionen, der den 1. marts tog sin begyndelse over hele Nordslesvig, forløb nogenlunde, idet revisionen, der bestod af 5 civile (lokale mænd), 1 underofficer, 2 menige, 1 vagtmester og russiske fanger gik forholdsvis let hen over undersøgelsen på gårdene. Imidlertid er der nu i slutningen af marts sket en efter-revision, som blev foretaget af kriminalpolitiet i forbindelse med politigendarmer, og den er meget skrap[?]. Man ransager overalt og tager alt, hvad der findes ud over det, som det er tilladt at beholde. Der er mange, som – gjort trygge efter hovedrevisionen – nu bliver overrasket og må af med ”det overflødige”. Ligeså går det med mælk og smør, der revideres af en enkelt mand.
Det meddeles, at 6 kriminalbetjente har tager ophold i Sønderborg og derfra tager på revision ud over Sønderjylland.
Mytteri på tyske krigsskibe
(5. april 1918)
Det meddeles, at de rom bord på 2 krydsere ved Helgoland i dagene omkring 1. april d.å. skal have været mytteri af så alvorlig karakter, at der af andre tyske krigsskibe skal være blevet skudt på de to skibe. Nærmere mangler dog endnu.

Nye indkaldelser
8. april 1918
Torsdag den 11. april d.å. indkaldes en mængde både unge og gamle i Flensborg distrikt, der ligeledes omfatter Sønderborg, Åbenrå og Tønder amter, og i Haderslev distrikt. Blandt de indkaldte er rekrutter i 17-18 års alderen.
Det meddeles, at der alene i Ballum sogn skal være faldet 15 mand siden påske.
Jernbane materiellet liget mægtigt og er meget slidt på statsbanerne. På småbanerne holder det derimod ret godt. Haderslev-Toftlund-Skærbæk banen har besørget uhyre masser af alskens materiel langs hele befæstningslinjen tværs over Nordslesvig.
Side 668
10. april 1918
De 33 svenske søfolk, der i går kom fra Cuxhafen over grænsen meddeler, at der lå mange krigsskibe i Cuxhafen, navnlig torpedojagere.
De omtalte også, at der for nylig havde været mytteri i skibe i Wilhelmshafen, men kunne eller ville intet meddele herom.
20. april 1918
Ribe Stifts Tidende
Student Egon Hertz Jensen, der var på bal i Klubben i Ribe, meddelte mig, at den tyske direktør Brünning – lederen af firmaet Schaub & Co i Esbjerg, hvor Egon H er ansat – til ham har udtalt, at han ved lejlighed burde meddele mig, at dersom forbuddet af juni 1917 ikke allerede var ophævet, kunne det ventes at blive det, hvis jeg ansøgte derom. Man kunne, udtalte direktør Brünning, i Sønderjylland ikke forstå grunden til forbuddet. Direktør Brünning havde sin oplysning fra autoritativt sted, og den tyske konsul i Esbjerg havde siddet inde med lignende oplysninger.