I den indledende periode på Vestfrontenhavde det tyske kavaleri sin bedste periode. I Schlieffenplanens hurtige bevægelseskrig blev kavaleriet spydspidsen gennem Belgien. Fremskudte eskadroner af spejdere og rekognosceringspatruljer var hyppige i landskabet omkring nyligt indtagne landsbyer og byer.
I sensommeren 1914 symboliserede kavaleriregimenterne alt, hvad det kejserlige Tyskland beundrede. Det var de mænd, der veldisciplineret og uforfærdet red frem mod maskingeværstillinger og artilleripositioner, bevæbnet med kun lanser, sværd og et umiskendelig mod.
Af dem alle var de mest beundrede de beredne lansenerer – Ulanerne.
Hver type af kavaleri havde historisk deres egne særpræg, men disse var i 1914 ved at fortone, kun efterladende de historiske beteg-nelser. Selv om de ti Kürassierregimenter og de to Sachsiske tunge kavaleriregimenter ikke længere bar deres tunge metal Kyrasser, blev de stadig betragtet tungt kavaleri.
I 1914 var der over 58.000 kavalerister i 110 Regimenter. Med anvendelse af reservekavaleriet blev endnu flere regimenter formeret ud fra Ersatz og Landwehr eskadroner. I alt 550 tyske eskadroner kæmpede i 1. verdenskrig, hvilket var det største antal kavaleristyrke blandt de krigsførende magter.
Selvom de forskellige regimenter traditionelt var opdelt i forskellige kategorier (Kürassiere, dragoner, hussarer, ulaner m.m.) havde de samme funktioner – kamp til hest.
De respektive regimenter havde et nummer indenfor sin egen kategori og navnet på den stat eller en provins hvor de var hjemmehørende. Udover det territoriale tilhørsforhold var det tysk praksis at navngive kavaleri regimenter efter deres historiske rolle, berømte tidligere chefer eller store feltherrer og fyrster. For eksempel blev det 3. (Neumark) Dragon regiment traditionelt kendt som “Beredne Grenaderer”. Det 3. (østpreussiske) Kürassier Regiment tog navnet “Graf Wrangel« i 1877. Det 3. øst- preussiske var også kendt som “Porcelæns Regimentet ” fordi kurfyrsten af Sachsen (Augustus II) i 1808 tilbød Frederick William I. 600 dragoner i bytte for en samling af porcelæns service og ravornamenter. Som det eneste kavalleriregiment blev 7. Dragonregiment under 1. verdenskrig belønnet med et hædersnavn, og hed derefter 7. (Westphalische) Dragoner-regiment “Generalfeldmarschall Prins Leopold af Bayern”.
1. og 2. Husar Regiment “Lieb Hussar ” (Liv-husarer) var eliten. De var iført den berygtede sorte uniform med kraniet og de krydsede knogle på hjelmen.
Hvert kavaleri regiment (cirka. 724 mand), var opdelt i fire eskadroner, en maskingeværeskadron og en forsyningseskadron som også var regimentsreserve. De fire aktive eskadroner bestod af fire officerer og 163 af befalingsmænd og menige. Der var tretten beredne Jäger Regimenter, støttet af de mange eskadroner i de 28 Dragonregimenter. Yderligere var der 21 Husar Regimenter (af hvilken en var Livgarden) og 24 Ulan Regimenter. Endelig var der de to bayerske (1. og 2.) Ulan regimenter og nogle yderligere kavaleri regimenter i den bayerske hær.
Ved krigens udbrud blev disse regimenter formeret til elleve divisioner, som omfattede Garde kavaleri divisionerne og bayerske kavaleri divisioner. De resterende divisioner (nummereret 1-9) var almindeligt linie kavaleri. Alle divisioners krigsstyrke var på 5.278 officerer, underofficerer og menige. Herudover var der omkring 5.590 heste og 216 vogne. Mange andre tropper blev knyttet til kavaleri divisionerne, herunder tre beredne Artilleri batterier, cyklist kompagnier, kavaleri pionerer, et signal detachement og en Jäger Bataljon. Lejlighedsvis blev to eller tre divisioner sammenlagt til et kavaleri korps. Der var tre Brigader, med to regimenter pr. brigade i hver division. Nogle kavaleri brigader eksisterede som selvstændige enheder og de kavaleri eskadroner der var i overskud i divisionerne blev tilknyttet som støtteenheder til infanteridivisionerne.
I 1914 blev disse betegnet som divisions kavaleri og bestod af op til tre tilknyttede eskadroner. Mod slutningen af krigen var dette tal faldet til kun en. Medens de kavalerienheder der var tilknyttet infanteriet fortsatte deres beredne eskorteopgaver som eskorte, blev over 80% af de kavaleristerne overført til almindelige infanteriopgaver. Disse kavaleriskytter (Kavallerie Schutzen) udgjorde en ret stor styrke, og blev formeret i en maskingevær- og tolv skytteeskadroner.
Kavaleri skytternes udstyr lignede generelt de øvrige infanteristers i brunt læder. Den største forskel, var deres knælange kavaleri støvler, de manglende rygsække samt anlæggelsen af mindre ammunition tasker M/1911. Disse indeholdt kun seks laderammer i modsætning til regulære de infanteristers, der indeholdt tolv. Med sig havde de den korte (kavaleri/artilleri) model af infanteri riffel Gew 98. Indtil de blev inddraget i 1915 havde det tunge kavaleri deres pallask (pallasch) med den lige klinge og det lette kavaleri havde et lignende, men kortere våben.
Alle tyske kavaleri regiment var bevæbnet med lanse, uanset enhedens oprindelige type. Lansen var for alle den samme model fra 1890. Den var 3½ meter lang, lavet af stålrør og med en lanse pennant (lille splitflag/vinpel), der var monteret lige bag lansens spids.
Den kunne enten bæres foldet ud eller rullet sammen om lansen. Indtil anvendelsen af lanser stort set bortfaldt i slutningen af 1914, var disse vimpler forskellige fra stat til stat. Farven på vimplerne var de traditionelle for de enkelte stater. Disse pennants var en meget iøjenfaldende tilføjelse til enhver kavaleristyrke i løbet af sensommeren og efteråret 1914.
Som følge heraf var der både talrige små træfninger og større kavalleriangreb i de første krigsmåneder, men efterhånden begyndte kavaleriets svagheder i en moderne krig at vise sig.
De følgende eksempler er alle hentet fra krigens allertidligste mobile periode. Fra den 6. august led det tyske kavaleris heste allerede af både fodermangel og træthed.
Den 11. august 1914 opstod en træfning ved Tirlemont, da 2.000 tyske kavalerister angreb og drev et regiment af belgiske beredne lansenerer tilbage. Samme dag ved Aineffe, hvor et tysk dragon regiment gentagne gange angreb en belgisk infanteri- stilling.
Efter tre timers hårde kampe holdt Belgierne stadig Aineffe og de tyske dragoner mistede to hundrede og femoghalvtreds døde og sårede inden de trak sig tilbage.
Dagen efter, den 12 august 1914, fandt et af de mest katastrofale slag for tysk kavaleri sted ved Haelen. Det er siden blevet kaldt ”Slaget om sølvhjelmene” på grund af de mange kavalerihjelme tyskerne efterlod på slagmarken.
Haelen ligger på vejen mellem Bruxelles og Liège.
I et forsøg på at omringe den belgiske hær ved Tirlemont, rykkede en tysk styrke mod byen. Styrken bestod hovedsageligt af kavaleri, beredent artilleri samt infanteri støtte.
Under kraftig Belgisk artilleribeskydning, forsøgte tyske Ulaner, Dragoner, Husarer og Kyrasserer at rykke frem ad vejen fra Steevorn, men blev mødt af granatild og schrapnells. Samtidig var en del pigtrådsspærringer nærmest usynlige da de stod i det høje korn og de tyske ryttere måtte trække sig tilbage.
Under det næste angreb nåede angriberne helt frem til de belgiske stillinger, men blev igen slået tilbage af infanteriets intense riffelbeskydning.
Efter at have omgrupperet, angreb det tyske kavaleri endnu mere forbitret Dette udløste et lige så forbitret modangreb fra det lette belgiske kavaleri, hvilket udviklede sig til en blodig mand til mand kamp hvorefter tyskerne igen måtte trække sig tilbage.
Nu satte tyskerne
det endelige angreb ind mod det for-modet svageste punkt i det Belgiske
forsvar – Haelen.
Forsvaret viste sig dog nærmest at stritte af kavaleriets maskingeværer, og det endte som et enormt blodbad på heste og mænd og et samlet tysk tabstal på næsten et tusind døde og sårede.
Under slaget ved Nancy den 8. september 1914, demonstrerede det tyske kavaleri deres enorme disciplin og tapperhed. Kejseren havde på stedet personligt beordret et storangreb på den nedgravede og forskansede franske ”Jern Division” på Amance plateauet.
Nogle forstærkede bayerske bataljoner havde, med regiments-musikken i spidsen, trods bitter kamp ikke været i stand til at indtage positionen.
Nu beordrede kejseren et fuldt kavaleriangreb, der skulle foretages af hans egne “Weisse Kürrasire” fra den preussiske Garde.
De udførte deres indøvede fremrykning helt efter bogen. Stigbøjle mod stigbøjle (og ifølge en kilde iført fuld kyrads), red Det Hvide Kyrasserer frem mod Plateau Amance. De fremstod for det franske artilleri som et perfekt mål, og døde og sårede kavalerister og heste lå nogle steder op til to meter højt.
Kejseren havde, ligesom hans Hvide Kyrasserer, holdt sig til den gamle accepterede doktrin, at “..i kavalerikamp er et energisk angreb stigbøjle ved stigbøjle den sikre vej til sejr.”
I september 1916 blev antallet af heste ved kavaleridivisionens regimenter reduceret fra 769 til 675. Denne udvikling fortsatte, og hele regimenter blev herefter frataget deres heste og mandskabet brugt som almindeligt infanteri.
Disse regimenter blev herefter betegnet som Kavaleri Skytte (Kavallerie Schützen) Regimenter.
Regimentsstabene var ikke opløst, men blev brugt til særlige formål i de divisioner hvor de tilfældigvis befandt sig. 16 regimentschefer fandt ny beskæftigelse som hesteinspektører, to Regiments Stabe blev ændret til infanteriregimentsstabe og tre regimentsstabe blev ændret til Jäger Regiments stabe.
Mod slutningen af krigen var alle kavaleri korpsene redesigneret til speciel brug for generalkommandoen. (Generalkommandos zur besonderen Verwendung (Genkdo z.b.V.)) og kunne ikke skelnes fra de andre Corps. Kun 10 kavaleri brigader bestående af 22 kavaleri regimenter var stadig beredne – 20 % af de aktive kavaleri regimenter der blev mobiliseret i 1914.
Yderligere 27 aktive regimenter og fem krigsformerede regimenter fortsatte som kavaleri skytte regimenter.
Ca. 250 individueller eskadroner fungerede fortsat som Divisions Kavaleri. De udgjorde 61 aktive og 22 krigsformerede regimenter.
Medens det tyske kavaleri stadig havde en ikke uvæsentlig rolle i resten af krigen, fik de aldrig generobret den væsentlige karakter af Deres traditionelle måde at kæmpe på. Der var naturligvis også undtagelser, men det var i 1914 identiteten og karakteren af det kejserlige Tysklands kavaleri viste sig.