Øjenvidneskildring:
Jacob Moos fra Holm ved Nordborg gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment nr. 31, der i foråret 1916 lå ved Lorrettohøjene (Vimy og Givenchy). Han beretter om minekrigen i DSK-årbøgerne 1959:(…) Nu havde man fundet på, at man også kunne lave minegange og underminere hele den fjendtlige stilling for derefter at sprænge det hele i luften. Det var et strengt arbejde at lave en minegang, men det var også farligt. Ved dette arbejde gik man frem på samme måde, som når man lavede en almindelig understand. Minegangen blev i hele sin længde afstivet med tykke trærammer. Almindeligvis lå gangen 20-25 meter under jordens overflade. Til at
begynde med arbejdede vi os skråt ned i jorden, indtil vi havde nået den nødvendige dybde. Derefter gik det ligeud, over mod de fjendtlige skyttegravsanlæg. Vi måtte arbejde yderst forsigtigt, for vi måtte altid regne med, at man også fra den modsatte side drev minegange frem imod vor stilling. Af denne grund anvendte vi særlige lytteapparater. hvormed vi kunne konstatere, om fjenden arbejdede, og hvor langt borte hans arbejdsplads var.
Et sted havde vi en minegang, som lå 35 meter under jorden. Indgangen gik ikke skråt ned, men lodret. Det var et meget besværligt arbejde først at hugge den flinthårde kalksten løs og derefter fylde den i sække, som skulle føres op til jordens overflade. Det farlige ved det hele var, at vi gik under stadig frygt for, at de på den anden side blev færdige før os og sprængte os i luften. Det skete nemlig nogle steder. Vi måtte også have vor opmærksomhed henvendt på Lufttilførselen. Til tider kunne luften nede i minegangen være så ringe, at det næsten var umuligt at trække vejret. For at bøde lidt på denne ulempe blev der oppe i skyttegraven opstillet en luftpumpe, fra hvilken der førtes lange rør ud i den yderste ende af minegangen, og lige så længe vi arbejdede dernede, var en mand beskæftiget med at
pumpe luft. Arbejdet i minegangen skulle egentlig udføres af pionersoldater, men da disse var optaget af andet arbejde, måtte vi selv gøre det.
Når en minegang endelig var færdig, blev dens yderste ende fyldt med sprængstof. Alt efter som minen lå dybt nede eller mindre dybt, medgik der fra 10 til 25 tusind kilogram sprængstof, Den elektriske tændingsmekanisme blev anbragt, hvorefter minegangen blev
barrikaderet. Ved eksplosionen blev der revet et hul i jorden, der kunne måle fra 20 til 100 meter i tværmål. Hele gravstykket med alt, hvad der forefandtes, mennesker og materiel, fløj i luften – Disse minesprængninger er noget af det uhyggeligste, jeg har oplevet..
Vi gik hver dag i frygt og i en ulidelig spænding, for vi vidste aldrig, hvornår vort gravafsnit kunne ryge i luften, og på fjendens side har det været det samme. – Engang, da vi havde drevet en af vore minegange så langt frem, at den lå under englændernes skyttegrave, kom der befaling om at sprænge. Der var bragt 12.500 kg sprængstof ned i minen. Vi bar
det farlige stads ned i kasser, der vejede 40 kg stykket, et arbejde, der varede tre nætter.Sprængningen skulle foregå klokken tre om eftermiddagen, og så snart sprængningen havde fundet sted, skulle vi storme frem og indtage den engelske stilling. Vi stod derfor parate i skyttegraven med opplantet bajonet og ed seks håndgranater hver …
Pionerofficeren, som skulle foretage sprængningen, havde imidlertid forregnet sig. Sprængladningen havde ikke været kraftig nok. Den fjendtlige skyttegrav fløj ikke i luften. Der opstod kun et lille krater, ikke større end en stor kartoffelkule. Der var ingen mulighed for at storme stillingen, og glade var vi -.
Et par dage senere, da jeg stod på vagt i den tidlige morgenstund, lød der pludselig et skrækkeligt underjordisk bulder. Jorden rystede så stærkt, at jeg blev løftet en halv alen i vejret. Hele kompagniet kom styrtende ud af dækningerne for at få at vide, hvad der var på færde. Jeg kunne ikke give dem noget svar, men efter al sandsynlighed havde fjenden foretaget en sprængning et eller andet sted. Det viste sig da også, da vi undersøgte sagen nærmere, alt sprængningen havde fundet sted kun ti meter til venstre for det sted, hvor jeg havde opholdt mig; men sprængningen var ikke blevet effektiv, fordi sprængningsstedet lå for nær ved en af vore minegange. Ved sprængningen var væggen blevet trykket ind, og sprængkraften havde forplantet sig ind i vor minegang. Det var vel nok en lykke for os, for ellers havde en mængde mennesker denne morgen mistet livet. Men vi gik hele tiden som på en vulkan, der hvad øjeblikket skulle være, kunne udslette os alle.