Skyttegraven blev fremfor alt andet symbolet på Første Verdenskrig. Den kendetegnede efter “kapløbet mod havet” i efteråret 1914 krigsførelsen på den 700 kilometer lange vestfront, der strakte sig fra Nordsøen til den schweiziske grænse.

De første skyttegrave var primitive, ofte skyttehuller som efterhånden blev forbundet. De var ikke særlig dybe og manglede ofte afstivning af siderne. De var derfor bl.a. meget sårbare overfor regn. Ikke blot fik vandet siderne til at skride sammen, men samlede sig også i bunden. Man begyndte forstærkede skyttegravenes sider med sandsække og træværk, de blev gravet dybere og man lavede afløb for vandet. Væggene blev forstærket med brædder, faskiner eller bølgeblik for at forhindre nedskridning, og langs den øverste rand mod fjenden var der ofte sandsække til at opfange projektiler. Som krigen blev statisk, blev skyttegravene til større anlæg med indbyggede ammunitionsnicher, skyttestillinger, observationsposter (evt. med periskoper) samt underjordiske dækningsrum til mandskabet.
En sådan “understand” gav dog ikke sikkerhed ved fuldtræffere.

Hele systemet af skyttegrave udbyggedes til både tre og fire skyttegravslinjer bag hinanden. Herfra kunne kampen tages op, hvis den forreste linje blev erobret ved fjendtligt stormløb eller blev sønderskudt af hans artilleri. Gravene var zig-zag-formede for at forhindre bestrygning på langs ved et fjendtlige gennembrud og minimere skaderne ved granatnedslag.

Mellem de to rækker af fjendtlige skyttegravssystemer var der et “ingenmandsland” på typisk 100-200 meters bredde.
I ingenmandsland var anlagt brede bælter af med pigtråd, og hindringer med tilspidsede pæle og spanske ryttere.Fra skyttegravene førte sapper (grave) eller tunneller ud i ingenmandsland. Disse kunne bruges til udsendelse af patruljer eller underminering af fjendens skyttegrave med sprængstof.

En tysk skyttegrav var efter reglementet 1,20 m. dyb med en hævet standplads (fodfolksbanket). Brystværnshøjden var 0,6 m, hvilket gav en total dækningshøjde på 1,80 m. til hver skytte i graven regnedes en skridtlængde. Sandsække blev anvendt som brystværn og som forstærkning af skyttegraven. For at give skytten mulighed for både at få et godt sigte samt at hvile armene, er der på forkanten af skyttegraven en albuebanket til at støtte albuerne på. Hen imod slutningen af Første Verdenskrig var skyttegravene mange steder på vestfronten skudt sønder og sammen og erstattet af mere eller mindre tilfældige “skyttereder” i granathuller eller andre fordybninger.