Pikkelhuen
Alle tyske hjelme produceret til infanteriet før og i løbet af 1914, var lavet af læder. Efterhånden som krigen skred frem, svandt Tysk-lands læderlagre ind. I 1915 begyndte Tyskland at producere reservedele til pikkelhuerne af andre materialer og der fremkom pikkelhuer lavet af tynd stålplade, De tyske overkommando havde dog brug for at producere materiale til endnu større antal hjelme, hvilket førte til brugen af ​​presset filt og selv papir, til at producere pikkelhuer. I løbet af de første måneder af første verdenskrig op-dagede man, at pikkelhuen ikke kunne stå mål med de krævende forhold i en skyttegravskrig.

Læderhjelme yder stort set ingen beskyttelse mod shrapnels eller granatsplinter, og den iøjenfaldende pikkel gjorde bæreren til et synligt mål. De brugte lagre kombineret med materialemangel, førte til indførelsen af ​​en forenklet hjelm M1915. Den var som de tidligere, men med aftageligt spir. Det beordredes samtidig at de nye hjelme skulle bærs uden pikkel i forreste linie.
I 1915 lå ”Heeresgruppe Gaede”, opkaldt efter den kommanderende general, lå i stilling ved Vogeserne, nær den schweiziske grænse. General Gaede var foruroliget over det høje antal soldater med hovedlæsioner i sin relativt rolige sektor af fronten. I sin voksende frustration over det administrative bureaukrati og mangel på hand-ling, fik han sin egen hjelm designet og omkring 1.500 leveret til sine frontsoldater.

Gaede’s hjelm var meget tung – ca. 2,5 kilo.. Det be-stod af to dele, en blød læder og klædes kalot der dækkede hovedet og en tung stålplade, fastgjort til læderkalotten med nitter. Den tykke buede stålplade dækkede kun pandeområdet, men med en lang bøjle foran næsen svarende til de Normanniske hjelme af det 11. århundrede. Den beskyttede således kun den forreste del af hovedet, hvor størstedelen af ​​sår fandt sted. Hjelmen var ikke særlig succesfuld, men den havde en egenskab der senere blev brugt i den egentlige stålhjelm – Den blev lavet i en chrom-nikkel stållegering, der viste sig at være meget stærk. Få eksemplarer eksisterer endnu, da de fleste blev smeltet om efter M1916 hjelmen blev indført. Efter omfattende forsøg med den optimale form til, besluttedes det at den særprægede “kulspand” ydede den bedste form for beskyttelse af hoved og hals. Dette design havde sine rødder i en hjelm der var meget brugt i det 16. århundrede.

Stålhjelm M1916
Begyndende i 1916, blev pikkelhuen langsomt erstattet af den nye Stahlhelm M1916, der skulle give større beskyttelse af hovedet. Det lykkedes da også at nedbringe antallet af døde på grund af hoved-læsioner med 70%.

Til gengæld steg antallet af overlevende med store ansigtsskader. Efter ind-førelsen af ​​stålhjelmen blev brug af pikkelhue begrænset til ceremoniel brug for højtstående officerer væk fra krigszonen samt Leibgendarmerie S.M. des Kaisers (Kaiserens livgarde), hvis rolle som kejserlig / kongelig eskorte lod dem beholde fredstidsuniformen under hele krigen. Med sammen-bruddet af det tyske kejserrige i 1918 ophørte pikkelhue at være en del af den militære uniform.

Hjelmen i andre hære
Tyskerne var de første til at teste stålhjelme, men paradoksalt nok de sidste til at indføre den i felten. Franskmændene var først til at udruste deres frontlinetropper med stålhjelm. I marts 1915 fik de franske tropper udleveret en stålkalot, der var beregnet til at blive båret under deres uldkepi. Ved udgangen af ​​året var denne stålkalot blevet erstattet af mere end 3 millioner stålhjelm M1915 type Adrian.

Den franske hjelm, som er fremstillet af blødt stål, var udformet efter de hjelme de franske brandmændene bar på dette tidspunkt. Italienerne, russere, belgiere og serbere indførte også Adrian hjelmen til deres væbnede styrker. Englænderne fulgte snart efter med Brodie hjelmen, der var opkaldt efter opfinderen.

Det har sin oprindelse fra en meget populær hjelm fra middelalderen og var meget økonomisk at producere.

Den blev lavet af mangan stål, og var designet til at yde beskyttelse mod shrapnels og granatsplinter fra granater der eksploderede i luften. I juli 1916 var 1 million blevet leveret til Vestfronten. Briterne brugte denne hjelm Indtil 1980’erne, og USA brugte ligeledes Brodie hjelmen fra 1917 til 1942. I februar 1916 blev stålhjelmen udleveret i mindre antal til de tropper der var engageret i slaget ved Verdun.

Den konstaterede reduktion i antallet af hovedlæsioner førte til masseproduktion af M1916 stålhjelmen, og udskiftningen af ​​pikkel-huen påbegyndtes inden for et par måneder på Vestfronten, og fra midten af ​​1917 på Østfronten. Da den nye hjelm, først var indført, overlod de tropper der forlod fronten deres hjelme til dem der afløste dem. Det er ikke ualmindeligt at se billeder fra denne periode af soldater i samme enhed både iført stålhjelm og pikkelhue, da forsyningerne af hjelme nogen tid ikke kunne imødekomme efter-spørgslen. I begyndelsen brugtes M1891 pikkelhuens hagerem. Hjelmens foring var designet, så hjelmen var en fingerbredde væk fra hovedet i siderne og to over issen. Dette var for at forhindre skader på hoved fra genstande der ramte hjelmen. Til yderligere beskyttelse af den enkelte soldat, fremstilledes et ansigtspanser ”Stirn Panzer”.

Sammen med denne pansrede hjelmplade, fandtes et sæt af sektionsopdelt brystpanser, der vejede 17 kg. Man mente denne ”rustning” kunne beskytte vagter og maskingeværskytter, der var specielt udsat for fjendtlig beskydning. Denne rustning var besværlig i skyttegravene og i øvrigt af tvivlsom værdi, hvorfor soldaterne smed rustningen væk ved først givne lejlighed.

Yderligere udvikling
I slutningen af1916 blev et hvidt overtræk testet som vintercamou-flage uden særlig succes.

I februar1917 begyndte indfasningen af et gråt hjelmovertræk af lærred, der skulle modvirke reflekser på hjelmen fra sol og måne.

I 1917 blev hjelmen yderligere ændret idet man gik væk fra at bruge pikkelhuens remsystem og i stedet fastgøre hageremmen direkte til hjelmens øvrige remme. Denne hjelm betegnedes Stahlhelm M1917.

I begyndelsen af1918 blev der testet endnu en variant. Den havde fået udskåret en buet sektion fra sideskørterne for at afdække ørerne, med det formål at nedbringe trykskader på ørerne forår-saget af hjelmens dybe skørt. Denne ændring synes ikke særlig vellykket, og M1918hjelmen blev ikke produceret i større antal.

7. juli 1918  beordrede generalstaben stålhjelmene camouflage-malet. De havde indtil da været feltgrå. Det officielle camouflage-mønster for nye hjelme, var en grøn eller brun bundfarve hvorpå grønne, gule, okker og rustbrune farver der blev malet i et diamant-mønster.

Farverne blev adskilt af en bred sort stribe. Hjelme der allerede var i felten, skulle males i camouflagefarver som de lokale forhold tillod det. Der fandtes hjelme hvor de forskellige farver er blandet sammen, men uden den sorte stribe.

Den tyske stålhjelm M1916 forblev stort set uændret indtil den blev erstattet af M1935 hjelmen. Skørterne blev reduceret i størrelse, og tykkelsen af stålet som reduceret, hvilket bevirkede en meget lettere hjelm.
Det er interessant, at kevlar hjelmen der i dag bruges i mange lande har en slående lighed med et hjelmdesign der er udviklet for 100 år siden.