Thuesen, Andreas (1891-1961)

Senest ændret den 28. april 2017 14:21

Persondata
Født: 07/04-1891 i Sundsmark pr. Ulkebøl
Død: 13/06-1961 i Sønderborg
Uddannelse: Murerlære
Erhverv: Landbrug; murersvend
Bopæl: Før krigen Sydslesvig; Augustenborg; efter krigen Ringgade 11, Sønderborg
Hustru (efter krigsafslutningen): Ja
Børn (efter krigsafslutningen): 1 søn, Hans Christian

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1911
Udtrådt: 1913
Enhed: I.R. 152, komp. 3, Marienburg (Malbork)
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 04/08-1918
Udtrådt: Taget til fange 07/09-1914, lazaret. Til Marokko; siden til Aurillac. Krigsfangekort
Enhed(er): Füs. Regt. 86, komp. 3
Rang:
Såret: Let i foden af shrapnel
Udmærkelser:
Andet:
Bror faldet i Frankrig. Møder en karetmager Petersen, Sottrup, da begge ligger sårede i ingenmandsland. Denne bliver senere fange, men forsvinder.

Bror til Niels Thuesen (1875-1947) og Christian Thuesen (1886-1915)

Efter krigen
Murer
Medlem af DSK Sønderborg afdeling: 1940 Link til DSK

Kilder
Aurillac-Bogen 1937

Personregister Sønderborg 1961 nr. 142: murersvend Andreas Thuesen, som var gift med efterlevende Mathilde Marie Thuesen f. Carlsen, boende i Ringgade 86 i Sønderborg. Født i Sundsmark, Ulkebøl sogn den 07/04-1891, søn af kådner Hans Thuesen og Sille Marie Thuesen f. Clausen, er afgået ved døden den 13/06-1961 i Sønderborg.

Publikationer

Fotos
Foto fra DSK medlemskort på Rigsarkivet.

Født d. 7. April 1891 i Sundsmark, Ulkebøl Sogn, hvor Faderen var Landmand.

Efter min Konfirmation i 1905 tjente jeg i 2 Aar hos en Gaardmand i Kjær; i 1907 kom jeg i Murerlære i Sønderborg, og efter endt Læretid arbejdede jeg i Sydslesvig. Fra 1911— 13 aftjente jeg min Værnepligt ved I. R. 3/152 i Marienburg.

Ved Krigens Udbrud arbejdede jeg i Augustenborg; den 4. August mødte jeg i Flensborg og drog til Vestfronten med 3. Komp., Füs. Regt. 86. I den korte Tid, jeg var med, kom Krigen ikke til at gøre større Indtryk paa mig. Ung, sund og rask og i god Træning, som jeg var efter Soldatertjenesten, havde jeg ingen Vanskeligheder med at følge Regimentet gennem Belgien mod Paris, som vi var nærmest den 30. August; derpaa gik det i sydlig og lidt i østlig Retning til Marne, hvor jeg blev saaret og taget til Fange den 7. September 1914; Søndag den 6. September stormede vort Regiment de franske Stillinger; jeg var med helt fremme ved de franske Skyttegrave, men Angrebet var for svagt og blev afvist. Da vi gik tilbage, blev jeg saaret i højre Fod af en Shrapnelkugle. Her blev jeg liggende sammen med mange Kammerater. Da jeg havde ligget en Times Tid, kom den første franske Skyttekæde, der forfulgte de vigende Tyskere. En fransk Infanterist sigtede paa mig i faa Meters Afstand; jeg løftede Foden til Tegn paa, at jeg var saaret, han gik saa hen til mig, tog mit Gevær og kylede det langt væk. Lidt senere kom en fransk Saniteter; han saa lidt paa mig, tiltalte mig og gav mig en Slurk Vin, hvorefter han gik videre. Jeg laa ude paa Slagmarken denne Nat og havde mange Oplevelser; jeg kunde kravle rundt til de saarede Kammerater. En af dem, jeg talte med, var Karetmager Petersen fra Sottrup; han havde faaet et Skud i Underlivet og var meget medtaget. Jeg spurgte, om der var noget, jeg kunde hjælpe ham med, men han afslog mit Tilbud og bad mig om blot at sende en Hilsen hjem til sin Kone. Det gjorde jeg ogsaa senere, idet jeg skrev til min Svigerinde i Ullerup, og derfra fik jeg at vide, at han var faldet i Fangenskab og havde det godt. Jeg har aldrig senere set Petersen eller talt med ham.

Mandag Morgen den 7. September blev vi samlet op af Franskmændene og anbragt i et Feltlazaret bagved Fronten for senere at blive ført til Bordeaux. To Maaneder senere var jeg rask og kunde udskrives af Hospitalet, saa jeg har ikke Mén af Saaret.

Fra Bordeaux kom jeg til Ile d’Oléron, en lille Atlanterhavsø udfor Rochefort, og den 15. December 1915 blev jeg sammen med en Transport tyske Krigsfanger sendt til Marokko; jeg var først i Casablanca; senere arbejdede jeg i Mekines og Rabat. Her arbejdede jeg ved Bygning af Landeveje og derefter ved Anlæg af Jernbaner. I tre Maaneder var jeg Oppasser ved Lejrkommandanten, en fransk Løjtnant; da havde jeg det godt og havde megen Frihed. Jeg fulgte ham ud i de arabiske Teltbyer og forrettede Indkøb af Høns og Æg til hans Køkken; det var skammeligt, at vi ikke kunde tale sammen; jeg bar en stor Vinflaske for ham, og naar han var blevet tørstig og havde drukket af Flasken, drak ogsaa jeg af den.

Efter 11 Maaneders Ophold i Marokko blev Sønderjyderne sendt tilbage, til Frankrig, til Aurillac. Ved Ankomsten til Marseille var jeg saa haardt angrebet af Klimafeber, saa jeg maatte indlægges paa et Hopsital dér, og først 5 Maaneder senere naaede jeg frem til Aurillac. I Løbet af det første Aars Ophold dér maatte jeg tre Gange indlægges for Klimafeber, hver Gang 2— 3 Maaneder; senere blev jeg indlagt paa et Sanatorium i Clermont-Ferrand. Da alt dette var overstaaet, og jeg var blevet nogenlunde rask, var jeg et halvt Aars Tid ansat ved Lejrens »Postvæsen« og sorterede al den Post, der skulde sendes ud til Kammeraterne, der, spredt i mange Hold, arbejdede ude paa Landet; samtidig var jeg Bibliotekar hos Sergent Boulanger for Lejrens Bibliotek, der talte et Par Tusinde Bind. Men jeg længtes efter at komme ud af Depotet, og saa snart jeg følte mig rigtig rask, meldte jeg mig til Arbejde hos Bønderne. Det blev min bedste T id som Krigsfange. Jeg lærte alt, hvad franske Bønder har med at gøre, at slaa Græs, malke, køre og pløje med Stude, fælde Træer til Trækulsbrænding, bage de mægtige runde Brød, v i fik, og meget andet. Tiden gik godt, og i Betragtning af, at det var i Krigstider, var Føden og Behandlingen meget god.

Da Vaabenstilstanden kom, var jeg ude i Marken for at pløje; v i vidste jo, at den snart maatte komme. Nede i Dalen laa Landsbyen Le Vaulmier, og da vi saa, at Flaget gik til Tops paa Postkontoret og samtidig hørte Klokkeringning fra forskellige Kirker i Dalen, vidste vi, at nu var Krigen forbi. Kort efter kom Bonden, vi arbejdede hos, løbende og fortalte os den store Nyhed. Da blev det Fridag, Glæden var stor, og Fest blev der over hele Frankrig efter snart 4 ½ Aars Krig, Vinen smagte den Dag dobbelt saa godt som ellers. Da begyndte en Tid med nye Tanker. Nu maatte vi da snart komme hjem. Men Vinteren gik, og det blev ikke før i Foraaret 1919, at vi kom af Sted.

Da vi paa Hjemrejsen til Danmark naaede Dunkerque, kunde jeg holde Fødselsdag. Palmesøndag kom vi i Land i Odense. Den Dag glemmer jeg aldrig; overalt var der glade og hjælpsomme Mennesker; aldrig nogensinde har Odense festet for Sønderjyder, som i de følgende 3 Dage, v i var Byens Gæster. Hjemkomsten til Far og Mor var mere stilfærdig; — det var herlige Dage. Men hvor var alt dog forandret fra 1914 til 19. Da fik v i Øjnene op for, hvor meget man, trods Krigen, kunde faa i Frankrig i Sammenligning med herhjemme. — Mine Forældre var blevet gamle i disse Aar; de var blevet mærket af Krigens Angst og Spænding gennem disse 4 svære Aar. 6 Sønner og 2 Svigersønner havde de haft med ved Fronten, og det kunde nok give graa Haar. En Broder faldt i Frankrig.

Straks efter Hjemkomsten begyndte jeg igen som Murer i Sønderborg. Fra 1920— 21 var jeg i København, men derefter har jeg til Stadighed arbejdet i Sønderborg. I 1924 byggede jeg mig et Hus i Ulkebøl; da det var færdigt, giftede jeg mig og har nu en Hans Christian paa 12 Aar.

Jeg har ikke haft Forbindelse med Frankrig og har heller ikke været dér, men Lysten til et Besøg dernede mangler ikke. Rejsen til Aurillac i Aar har været en stor Oplevelse for dem, der var med, men en saadan Tur bliver for dyr for en Arbejder, der skal leve af sin Løn og ingen Sommerferie har.

Sidste Aar byggede jeg mig et lille Hus i Sønderborg og bor nu her.

En tanke om “Thuesen, Andreas (1891-1961)”

  1. I teksten står, at Andreas forældre havde 6 sønner afsted i krigen. Andreas er ud af en søskende flok på islt 15. Flere dør inden 1. Verdenskrig, men ud over de to brødre Niels f. 1875 og Christian f. 1886, så mangler oversigt over yderligere 3 brødre. Der er 4 mulige brødre som lever i 1914: Hans 1879-1942, Peter 1880-1952, Jens 1884-1945, Christen 1895-1975. Af disse 4 ved jeg at også Christen deltog i 1. Verdenskrig. Først på østfronten og senere på vestfronten. Christen blev hårdt såret under krigen og havde flere granatsplinter i kroppen resten af livet. I 1927 blev Christen gift med Christine Marie Petersen. De flyttede ind i baghuset på Sundsmarksvej 24 i Ulkebøl, hvor de fik min far (født 1926) i pleje.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918