Senest ændret den 19. juli 2019 0:09
Persondata
Født: 02/06-1889, Skodsbøl, Broager sogn.
Død: 11/02-1964, Nederskov, Broager sogn.
Uddannelse: –
Erhverv: Tjenestekarl, senere arbejdsmand og teglværksarbejder.
Bopæl: Efter krigen Nederskov pr. Broager
Hustru: Gift 10/05-1914 med Anna Margrethe Hansen (født 1896).
Børn (efter krigsafslutningen): 8
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1909
Udtrådt: 1911
Enhed: I.R. 152, komp. 4, Marienburg (Malbork)
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 04/08-1914
Udtrådt:
Enhed(er):Infanteriregiment 86.
Füsilier-Regiment 86, 6 Kompagnie (i 1919).
Krigsskueplads: Vestfronten
Rang: Musketer
Fangenskab: I fransk fangenskab fra 06/09-1914. Kom til Marokko, siden Aurillac, Frankrig. Frigivet til Tyskland, ankommet 09/11-1918.
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Opført i ”Verlustlisten” (dateret 19/03-1919) som ”aus Gefangenschaft zurück”.
Kom til Danmark via Odense.
Efter krigen
Teglværksarbejder.
Medlem af DSK Broager afdeling.
Kilder
Kirkebog, Broager sogn, RAA.
Vielsesbiregister, Broager, RAA.
Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anliggender Krigsfangekontoret, Kartotekskort over krigsfanger, Rigsarkivet (Eksternt link, juli 2019).
Kirkebog, Broager sogn, østre distrikt, RAA.
Kartotekskort over DSK medlemmer, Broager afdeling.
Oplysningerne bringes med tilladelse fra Broagerlands Lokalarkiv (se http://broagerlandsarkiv.dk/ ), som er i besiddelse af de originale kort.
Publikationer
Aurillac-Bogen 1937.
DSK Årbøger, 1964. Nævnt på liste over årets afdøde medlemmer under navnet ”Peter Hansen”.
Fotos
Ja
Uddrag af Aurillac-Bogen 1937:
Født d. 2. Juni 1889 i Skodsbøl paa Broager, hvor Forældrene var Arbejdsfolk.
Efter endt Skolegang i Broager Skole har jeg arbejdet som Tjenestekarl, næsten udelukkende i Broager Sogn, hvor jeg bl. a. har tjent hos Gdr. M. Hollensen, Mølmark.
Jeg bar ligget aktiv Soldat fra 1909— 11 ved I. R. 4/152 i Marienburg i Vestprøjsen. Paa 3. Mobiliseringsdag stillede jeg i Flensborg og rykkede den 7. August 1914 ud med Füs. Regt. 6/86.
Den 11. August overskred vi den belgiske Grænse og marcherede videre mod Liége. Mærkelige Følelser greb Sindet, første Gang man hørte Kommandoen »Laden und sichern«. Krigens Alvor var rykket nær. Da vi naaede Liége, var Byen, der var befæstet, allerede indtaget, kun nogle Forter holdt endnu Stand. Jeg fik Lejlighed til at se ind i et Fort, der havde kapituleret — det var en værre Ruin. Men det værste Syn under Krigen mødte je g dog i Chateau Thierry, hvor en Granat var eksploderet midt i en Afdeling marcherende franske Soldater. Det var forfærdeligt at se.
Jeg blev taget til Fange under Marneslaget 1914. Det skete den 6. September i Nærheden af Esternay. Jeg var i forreste Linie, og uden Kommando var T y skerne hen paa Eftermiddagen gaaet tilbage. Da jeg ikke var kommet med, vilde jeg afvente Mørkets Frembrud, men allerede forinden gik Franskmændene frem og tog mig til Fange. Jeg blev ikke saaret.
Som Krigsfange kom jeg til en L ejr i den gamle Fæstning Blaye ved Bordeaux, men blev allerede efter et kort Ophold sammen med en stor Transport Krigsfanger sendt til Marokko. I Lejren, hvor jeg var, var vi to Sønderjyder, Hans Andersen, Roager, og jeg. V i blev dér henved ét Aar. Men en Dag kom der Ordre fra Krigsministeriet om, at vi begge skulde sendes tilbage til Frankrig, til Aurillac. Tyskerne søgte at gøre os bange for at rejse til den danske Lejr, og Hans Andersen var lige ved at lade sig overtale til at blive, men da der forelaa en Ordre, havde vi bare at gøre os rejseklar.
Det blev en af Fangenskabets største Oplevelser, da vi ankom til Aurillac, til Landsmænd, og hilstes paa vort Modersmaal. I Aurillac fik vi en udmærket Forplejning, her kunde vi spise os mæt, og det betyder noget for Folk, der har prøvet at sulte.
Vi arbejdede jo mest ude hos Bønderne. En Vinter var jeg helt alene paa en Gaard, hvor jeg var som hjemme. Jeg var sløj til at bruge Leen, idet jeg efter Opholdet i Afrika led af Klimafeber, men det hjalp betydeligt, da en Læge gav mig for Raad altid at gaa med uldent Undertøj.
Jeg havde det godt inde i Lejren, men Tiden gik bedre ude paa Landet. Lejrens smukkeste Fest var Julen, der fejredes med Juletræ, som herhjemme, og med julepakker sendt hjemmefra, og da især fra Danmark. — Ude hos Bønderne fulgte jeg en Tid lang et Tærskeværk; det gik fra Gaard til Gaard, og v i levede hver Dag, som var vi til Bryllup.
Da jeg var kommet meget tidligt i Fangenskab, var jeg blandt de Krigsfanger, der blev udvekslet mellem Frankrig og Tyskland. V i naaede tysk Grund den 9. November 1918 i Konstanz. Her gav det »Liebesgaben«, og jeg blev helt forundret, da je g af en Løjtnant blev tiltalt paa Dansk. Paa Vaabenstilstandsdagen kom jeg paa Lazaret. Jeg havde faaet spansk Syge, men blev udskrevet efter et Par Dages Forløb. Vi tiltraadte Hjemrejsen i Revolutionens første Dage.
Efter et Par Dages Ophold i Hamborg naaede vi Flensborg og overnattede dér paa Banegaarden. Næste Morgen telefonerede jeg hjem til min Kone, som saa afhentede mig. Saa gik det mod Hjemmet, og hvem der har oplevet det véd, hvad det vil sige at være rigtig glad. »Der er et yndigt Land« stod mig i Sindet, da vi med Dampskibet nærmede os Hjemstavnens Kyst.
Lige før vi rejste hjem fra Aurillac, var Sergenten ude hos os paa Landet for at tale med os om Udvekslingen. Han sagde, at vi nu kunde komme hjem, men føjede til, Krigen er snart forbi, Tyskerne taber, og saa kan I, ved at vente lidt, komme hjem over Danmark. Det viste sig, at han fik Ret, og havde vi været helt sikre paa det den Gang, havde vi hellere ventet og deltaget i Hjemrejsen over Danmark sammen med vore Kammerater.
Jeg kom hjem i god Behold, men min Kone havde mistet 4 Brødre, af hvilke ingen havde været Soldat før Krigen. V i ønsker ikke Krig, men saa længe Strid blandt Mennesker ikke kan undgaas, kan den det næppe heller blandt de forskellige Folk. V i har 8 Børn, hvoraf 2 er konfirmeret; det yngste er kun 4 Maaneder gammel.
Efter Krigen kom det anderledes i økonomisk Henseende, end v i havde tænkt os det. Før hed det ellers sommetider, omend mest i Spøg, at en lille Krig vilde være god for at skaffe Arbejde og Fortjeneste. Men det har i Aarene, der er gaaet, været vanskeligt at faa Arbejde. Vel kan der opnaas en god Understøttelse, men den rækker ikke langt, hvor der er en stor Familie. Men over alle Vanskeligheder maa vi huske Glæden, vi følte ved at komme hjem til Danmark.
Jeg arbejder paa et Teglværk og tjener godt, men det er jo kun saa kort Tid.
Jeg fik et godt Indtryk af det franske Folk, og jeg har tit ønsket at have bevaret Forbindelsen med nogle af de Mennesker dernede, som v i lærte at kende, men det er altid strandet paa, at je g ikke kan Fransk. Men stor Lyst havde jeg til engang at besøge Auvergne.