Senest ændret den 24. august 2019 10:24

Persondata
Født: 23/03-1896, Øbening, Egvad sogn.
Død: 02/01-1967, Aabenraa sygehus.
Begravet på Egvad sogns kirkegård.
Uddannelse: Holsted Efterskole. Vestbirk Højskole.
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Før og efter krigen Øbening
Hustru (efter krigsafslutningen): Gift 1923 med Christine Jessine Schmidt.
Børn (efter krigsafslutningen): 2 døtre, 1 søn

Militære løbebane før krigen
Andet: –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 08/12-1915
Udtrådt: Taget til fange 20/08-1917, til Aurillac, Frankrig.
Enhed(er): IR85
Rang: –
Såret:
Udmærkelser: –
Andet: Nævner mange medfanger. Bror faldet på vestfronten.

Efter krigen
Gårdejer fra 1921.

Sognefoged i Egvad kommune.

Kilder
Fødselsbiregister, Hellevad, RAA. Navngivet “Jakob Hansen”. (Eksternt link, august 2019).

Kirkebog, Egvad sogn, RAA. Ved død indført som “Jacob Hansen”. (Eksternt link, august 2019).

Publikationer
Aurillac-Bogen 1937.

Artikel: “Den forbløffende historie om, hvordan familiers skæbner kan krydse hinanden med næsten hundrede års mellemrum“, Kristeligt Dagblad, 24/08-2019. (Eksternt link, august 2019).
Se evt. også den i artiklen nævnte Peter Willesen´s personside.

Fotos
Foto i Aurillac-bogen: Ja (stavet Jacob, men rigtignok med bopæl i Øbening, derfor næppe Jacob Hansen, Undelevmark).

Uddrag af Aurillac-Bogen, 1937:
Født d. 23. Marts 1896 i Øbening, Hellevad Sogn, hvor Forældrene var Gaardmandsfolk.

Jeg har haft en god Barndoms- og Ungdomstid. V i var mange Søskende; Moder døde, da jeg kun var 8 A ar gammel, men v i havde derefter en Husbestyrerinde, der, saa vidt det har været muligt, var os i Moders Sted. Vinteren 1911— 12 var jeg paa Holsted Efterskole, og i de følgende Aar var jeg hjemme, indtil jeg den 8. December 1915 blev indkaldt til I. R. 85 i Neumünster.

I Juni 1916 blev jeg sendt til Fronten i Galizien til I. R. 12/223 og var, saa vidt jeg véd, den eneste Slesviger ved Bataillonen. Faa Dage før vor Ankomst dertil var der indledet en større Kamp, i hvilken vi blev sat ind. Den varede nogle Dage, hvorefter den aabne Kamp efterhaanden udviklede sig til Stillingskrig. Vi byggede en Stilling, som vort Regiment holdt besat hele Vinteren, og hvor vi havde det ret roligt. I Marts 1917 blev vi sendt til Vestfronten — det var noget helt andet.

Da vi om Aftenen den 19. August blev sendt ud i Stillingen, gik vi vild og løb hele Natten rundt i gasfyldte Sænkninger i Terrænet. Først om Morgenen kom vi i Stilling, men straks efter begyndte Franskmandene at »tromle«. Kl. 8 stormede de og tog os til Fange sammen med ialt 11,000 Mand. I mine Papirer staar, at jeg blev taget til Fange i Slaget ved Forges den 20. August 1917.

Fangenskabets første Tid tilbragte jeg i »Kronprinzenlager«; senere kom jeg til Coetquidan- og derfra igen til Montfort sur Meu i Nærheden af Brest. Det var ikke rart nogen af Stederne; Forplejningen stod paa ingen Maade i Forhold til Arbejdet.

Straks i den første Lejr blev jeg af en Kaptajn, der forhørte os, gjort opmærksom paa, at der fandtes en Speciallejr for Sønderjyder. Vi var flere Sønderjyder sammen, men blev flyttet flere Gange, og først efter at vi gentagne Gange havde henvendt os til Lejrkommandanten om at blive overflyttet til Speciallejren, slog Befrielsens Time for os. Inden Afrejsen blev vi af den tyske Tolk, en Officersstedfortræder, stillet op foran Fronten af hele den tyske Lejr, hvor han forklarede, at det var 6 Forrædere, man her saa, og som af fri Vilje ønskede at komme hen i en tyskfjendtlig Lejr. Vi skal nok huske dem, naar vi kommer hjem, sluttede han sin Tale.

Den 21. November 1917 ankom v i til Aurillac. I Depot Special blev vi modtaget af Sergent Boulanger og slap godt igennem Krigsforhørets Skærsild. Saa førtes vi ind i Lejrens Gaard, hvor H. Fuglsang Damgaard var den første, v i traf; med et ægte dansk Haandtryk bød han os velkommen. Da følte vi, at vi var kommen hen, hvor vi hørte hjemme, blandt Venner. Mine Kammerater var Th. Thomsen, Pøl, Chresten Bonde, Købingsmark, Hans Sørensen Freudendahl, Rejsby, og Karl Nydahl, Tinglev.

Jeg kom snart ud paa Landet og var først en lille Tid paa Skovarbejde i Saigres, hvor jeg bl. a. var sammen med ”Onkel” og Svend Hanssen-Nørremølle. Her fejrede v i en hyggelig Jul 1917. Senere kom jeg paa Hold sammen med Peter Willesen, Chr. Bække, Peter Hviid og Svend Hanssen. V i arbejdede paa Cambon og kom senere til St. Martin Valmeroux, Drugeac og flere Byer deromkring. Hele Sommeren 1918 arbejdede v i i La Monselie. V i arbejdede for det meste enkeltvis paa Gaardene, her havde je g de bedste Pladser, je g nogensinde har haft, rigeligt med Mad og ogsaa med Vin, gode Drikkepenge og flinke Folk at arbejde for. Nogle franske Lærebøger, vi havde paa Holdet, benyttede jeg flittigt, og P. Willesen, som var Ekspert i Fransk, hjalp mig, saa je g fik Sproget ret godt lært. Næsten hver Søndag blev en Festdag for os blandt de flinke Beboere i La Monselie.

I Oktober 1918 kom vi ind paa Depotet, og det var helt rart at faa Lejlighed til at hilse paa baade gamle og nye Bekendte derinde. Jeg meldte mig dog ret snart til Arbejdet paa Landet igen. Jeg kom saa paa Tourné med et Tærskeværk i nogen Tid. Julen 1918 fejrede jeg i Lejren, hvor den blev meget mere festlig end ude paa Landet. Jeg boede i disse Vintermaaneder oppe i Barakkerne paa St. Etienne, hvor v i havde mange fornøjelige Timer. Lidt hen i Januar kom je g paa Skovarbejde til Crespiat, vi fældede Træer, og hvor de havde staaet, plantede vi Graner, jeg tror forresten ikke, at ret mange af dem er groet. Her arbejdede jeg, indtil vi en skønne Dag blev afhentet af en Vagtmand. Nu skulde vi hjem! Denne store Efterretning blev der naturligvis drukket et Bæger paa, inden v i hen mod Aftenen naaede Aurillac.

Vaabenstilstandsdagen arbejdede jeg hos en Greve. Det var en meget flink Mand, som hver Dag holdt os à jour med de store Ting, der da skete. Naar Freden er sluttet, vil I komme hjem til Danmark, sagde han til os. Det var et gribende Øjeblik, da den 11. November Kl. 11 Kirkeklokkerne i Omegnen begyndte at ringe. Det betød jo ogsaa noget for os, og v i baade lo og græd af Bevægelse. Greven gav et Glas ekstra Vin og ønskede os til Lykke. Om Aftenen gik Vagtmanden efter mange Betænkeligheder med os til Kros, hvor vi drak en Skaal paa Krigens gode Udfald. Han var en af disse kedelige bange Vagtmænd, som ikke turde vove sig udenfor Reglementet. Han laasede for os om Natten og passede paa som en Smed, saa det blev ikke til megen Fest den Gang.

Den 3. April 1919 afrejste vi fra Aurillac til Dunkerque. Hjemrejsen blev den Den 3. April 1919 afrejste vi fra Aurillac til Dunkerque. Hjemrejsen blev den bedste Rejse, je g nogensinde har foretaget. Ude ved Murat laa Sneen endnu meterhøj, men inde ved Aurillac var det begyndt at blive Foraar, og Foraar var der ogsaa i vore Hjerter. Det første Bud, vi fik fra Danmark, var Dannebrog fra »St. Thomas« i Dunkerqties Havn; det hilstes med Hurra. Det var en dejlig Tur langs Englands Kyst. Da vi var naaet over Nordsøen, og Jylland var i Sigte, maatte alle Mand op paa Dækket for at hilse paa Danmark.

Ankomsten til Odense var storslaaet. Efter en hjertelig Modtagelse, blev vi forsynet med nyt T øj fra Top til Taa og indkvarteredes saa i Byen. Sammen med Peter Holst, Tyrstrup, kom jeg til Dalumgaard. Festlighederne i Odense varede 3 Dage, det var dejlige Dage, men det bedste var dog Ankomsten til Hjemmet.

Min Broder modtog mig paa Banegaarden i Rødekro, og saa gik det videre til Vogns. A ldrig har jeg været saa glad, som da jeg kom op over Bakken, hvorfra jeg kunde se mit Hjem. Fader var ældedes i Krigens Aar, den havde taget stærkt paa hans Helbred. Min ældste Broder var falden i Elsass. Foruden ham havde to Brødre og en Svoger været med, men vi kom da alle godt hjem igen.

Jeg blev hjemme den følgende Sommer; Vinteren 1919— 20 var jeg paa Vestbirk Højskole, og tog Sommeren efter Plads dér paa Egnen. Siden November 1920 har je g været hjemme, og efter min Faders Død i Marts 1921 overtog jeg mit Fødehjem.

I 1923 blev jeg gift. Vi har nu tre Børn, 2 Piger og en Dreng; den ældste Pige er 11 Aar, Drengen 9 og den mindste Pige 6 Aar gammel. Alle er sunde og raske. Med Bedriften gik det godt, indtil Krisen begyndte; vi er da ogsaa kommen nogenlunde om ved det siden, men godt er det jo ikke.

Jeg har haft megen Lyst til at besøge Frankrig, og dette Ønske fik jeg opfyldt sidste Sommer. Jeg har været meget glad for at deltage i Turen til Aurillac, men derom kan jeg maaske fortælle en anden Gang.