Persondata
Født: 16/01-1899 i Tønder
Død: 06/02-1965 i Haderslev
Uddannelse: Købmandslære
Erhverv:
Bopæl: Tønder
Hustru: Else Katrine f. Holmskov
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Søn af murer Wilhelm Friedrich Schlüter og hustru Anna Margrethe Kirstine f. Outzen. Bror til Dietrich Johannes Heinrich Schlüter (1897-1916)
Far til statsminister Poul Schlüter.
Militær løbebane før krigen
–
Militær løbebane under krigen
Indtrådt: 1916
Udtrådt: 1918
Enhed(er):
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet:
Tyske tabsliste:
Efter krigen
Købmand senere grosserer.
Kilder
Personregister Tønder, fødte 1899. Link.
Personregister Haderslev, døde 1965. Link.
Publikationer
Schlüter, Poul: Sikke et liv.
Kendtes gravsteder. Johannes Valdemar Schlüter. Med mini biografi.
Fotos
–
Poul Schlüter fortæller i bogen ”Sikke et liv” bl.a.:
Den ældste søn blev indkaldt til tysk militærtjeneste ved begyndelsen af første verdenskrig, og han faldt. Min far blev indkaldt i 1916 og gjorde krigstjeneste i to ar til våbenstilstanden kom i 1918. Han kom tidligt til fronten. Det havde sin forklaring i, at hans ganske stærke temperament kom i udbrud, mens han var under rekrutuddannelse. Han havde en Gefreiter – korporal – som af uransagelige grunde ikke brod sig om nordslesvigere. En dag tiltalte han min far med … »Du Wasserpole« …. Jeg aner ikke, hvorvidt eller hvordan man kan oversætte det til dansk. Min far blev ganske kolossalt vred og langede Gefreiteren et gedigent næveslag, hvorved denne, som ønsket, faldt meget pludseligt til jorden. Dette var dengang og muligvis ogsà i vore dage i overordentlig klar modstrid med de militære omgangsregler. Min far blev derfor kaldt ind til kompagniets kaptajn. »Schlüter«, sagde kaptajnen, »du er en idiot, og du kan selv vælge. Enten melder du dig frivilligt til fronten, eller du kommer for en krigsret«. Min far var ikke sen til at beslutte sig. »Herr Kapitän, ich melde mich zur Front«. Der skulle han alligevel sendes hen i løbet af et par uger. Dette er næsten det eneste, min far har fortalt mig om sin soldatertid. Han brød sig ikke om at tale om de grufulde oplevelser under krigen og fronten i Frankrig, hvor han blev sendt hen. Han blev forsat til tjeneste som »Funker« – telegrafist. Opgaven må have været uhyggelig. Den gik ud på, at han sammen med en kammerat skulle kravle så tæt pa de franske stillinger som muligt og derfra rapportere tilbage, hvordan de tyske kanoner skød. Om kuglerne traf eller var for korte eller for lange. Min fars makker faldt, men selv slap han levende gennem de to frygtelige ar. Men han anstrengte sig for at glemme krigsoplevelserne og undgik helst at genoplive dem ved at fortælle.