Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Byen. På hvilken måde man end kommer til Flensborg, med damperen eller ad landevejen, er landskabet af en sådan skønhed, at det bliver i ens hjerte længe efter.

Jeg er kommet til Flensborg med damper, når vandet i den tidlige morgenstund ikke er vågnet og bevæger sig uden en lyd, vigende i lange, olieagtige dønninger for skibets stævn, der skærer igennem det. –

Den allerførste gang var der en »sangerkrig» om bord. Det var efterslet fra afstemningens ophidselse. – På øverste dæk sad en klynge tyskere og sang i kor en vise med omkvædet: »Wir wollen keine Dänen sein« og nedenunder to sønderjyske, voksne spejderdrenge, som lige så stærkt satte i med den under afstemningen meget aktuelle, satiriske omarbejdelse af »Det haver så nyligen regnet.«

Duellen blev ved på hele turen, uden at nogen af parterne ville give op, de blev siddende på hvert sit dæk og sang. 

Ved indsejlingen til Flensborg spændes ens forventning straks af Mørvigs tårn, der stikker et forundret ansigt op over pynten. Man ser, på den anden side, skibsværftet og mere og mere af byen blive synlig, indtil man tilsidst har den i hele sin festlige, storslåede beliggenhed på alle sider af sig, med de to kæmpemæssige skolebygninger, røde mammutpaladser, tårnende sig op på hver side af dalen, som byen udfylder.

De høje huse oppe på Duborg til højre og Jørgensby til venstre ses lige mod himlen, mens, forneden, hele havnefronten, der går ud og ind med kig op gennem tværgaderne, passerer forbi, idet den gamle havnebygning fra Christian d. 4’s tid og et tårnformet, ottekantet hjørnehus er det, der først og fremmest bider sig fast.

Over alle tagene i dalen men under bakkekammens husrækker rager Skt. Maries spir i vejret, mens længere tilbage, det meget anseelige Nicolaj spir ses lige mod den klare luft. Ligefor fanges blikket stærkt mellem alle de foranliggende, mindre havnebygninger og højtragende skibsmaster af det berlineragtige hotel Flensburger Hof med de vældige, stift nedhængende fire flag fra gesimsen. Det er et tilfælde, der ligner en tanke, at finde de fire nationers flag i centrum af billedet.

Kommer man ad landevejen er indtrykket et helt andet. Jeg er kommet i bil og i lastautomobil nordfra, og her er det allerførste man ser lige på højrehånd, når man kører ind i byen, som et mærkeligt og vemodigt bud fra den forsvundne tid. Det er en stor, gammel bygning med en slags rejsestald, og oven over porten står »Louises Minde. 1852.« Det er to år efter Isted, vi er så stærke som aldrig før, Frederik d. 7. og grevinden residerer på »Lyksborg«, og ballerne i Borgerforeningen er byens brændpunkt. – Men den gamle indskrift er forlængst passeret, og i susende fart går det nu ned gennem Nystaden, et skarpt sving, med nød og næppe gennem opgravningernes jorddynger og stenbrokker, og nu lyser for enden af den åbne, lige gade den egentlige indgang til byen, den brede, røde Nørreport med sine trappegavle, roligt modtagende selv en hidsigt rumlende lastautomobil, og så slutter hovedgadens husrækker snævert om os, og larmen fra kæmpekøretøjet lyder med fordoblet styrke, mens undrende blikke følger os gaden igennem, for at finde ud af, hvad det nu er for nogle, som hverken er franskmænd eller englændere, indtil mærket »H.T.K.« bliver kendt, og nysgerrigheden falder til ro.

Se ned ad hovedgaden, eller kom kørende ned ad den i bil eller sporvogn, og alle de vansirende karnapper og opstrittende, umotiverede spir råber højt om, at her har vi en af de ægte, ny tyske byer af den sagnagtige hæslighed, som er ved at være klassisk. Set i perspektivisk forkortning er således alt i orden. -Men stig ud af bilen eller sporvognen, gå ind på fortovet og tag facaderne i front, man ser så kun de huse, man står ligeoverfor, og mellem karnapperne og hjørnespirene kommer det ene af de gamle patricierhuse frem efter det andet; det er som regn over soltør jord, man lever mere og mere op og kan tilsidst i jubel og glæde gå fra bygning til bygning. – Næste gang man kører gennem hovedgaden er al den hæslige Berliner-gotik tåge, og man ser kun sine faste kendinge, og ved, når de kommer.

Næst efter Nørreport og havnebygningen, der begge er smykkede med Christian d. 4’s navnetræk og »Regna firmat Pietas«, må jeg nævne det gamle barokapotek med den høje, smalle indgangsdør, hvor, imellem to afbrudte buer, en forgyldt enhjørning med drejet horn kroner Frederik d. 5.’s sindrigt sammenslyngede monogram. Bygningen er ganske ubeskadiget og hviler i de herligste proportioner med sin trefags-front og sit mansard-tag. Af klassicistiske bygninger har Flensborg en hel del, som fuldt kan måle sig med Københavns, især i nærheden af Søndertorvet. Kendt fra utallige billeder er den gamle buegang »Schrangen« fra det 16. århundrede, oppe ved Mariekirken, på hjørnet af hovedgaden og Nørretorv. – En vidunderlig provinsiel, gammel bygning med fladt træloft inde i buegangen få tommer over hovedet på de spadserende. –

Herfra kan man gå lige ind på kirkepladsen under de høje træer, d.v.s. først må man passere et iskoldt bronce- og granitmonument med den gamle Wilhelm, »der greise Kaiser«, ørnen og det hele, før man får lov at hengive sig til den uforstyrrede Flensborg idyl, der følger efter: Mariekirkens brede kor og kapellerne, der skiller sig ud derfra; og så ned gennem den morsomme, gamle gang med de høje gavle, de røde, mosgroede tegltage og de grå mure, og som for enden lukkes på en meget bestemt og afgørende måde af havnebygningen, »Kompagnihuset«, der har lagt sig på tværs over passagen, men gennem sin sorte, snævre hvælving lader en stump blå luft og havnens master komme til syne. Man har her i et sluttet billede det gamle Flensborg fra sejlskibenes tid.

Som et bjerg ligger Nicolaj kirkes murstensmasse og vældige tagflade over Søndertorvets aflange, lyse plads. Den fede og svampede »Frau Germania«, der står i bronce foran kirken, gør sig de bemærkelsesværdigste anstrengelser for at spille en rolle i ensemblet, lader sågar en yngling indhugge Jernkanslerens profil i granitklippen, hvorpå hun sidder, alt forgæves, kirkens om flanderske katedraler mindende vælde lader hendes energiudfoldelse betydningsløs.

Men selv alle de takkede murstensgavle på de gamle bygninger, der omkranser torvet, virker kun dæmpet; – underordnet, som det bør sig, kirken. Trods alle moderne, skærende indhug har denne plads endnu et helt middelalderlig-kraftfuldt præg. –

Hovedgaden gyder en stadig strøm af vogne, sporvogne og mennesker ned over den lavest liggende del af torvet, mens den højere del er reserveret torvehandelen. Ned ad Friservejen, deroppe fra skrænten i stærkt fald og en stor bue fører ned i torvets højest liggende hjørne, kommer vognene rullende med varer ude fra landet. -Forlader man torvet, der fanger al den sol og varme, der kan fanges, og drejer ned ad Klostergangen og igennem latinskolen, er man igen lukket inde i en verden for sig, i snævre, stadigt drejende gyder med ældgamle huse, og hvor man snart taber al fornemmelse af retning og verdenshjørne. Herinde ligger, omgroet af huse, den ældgamle Skt. Hans kirke, og Mølleåen baner sig vej ud og ind, snart synlig, snart høres kun dens brusen.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.