Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Næppe nogen i Sønderborg var rigtig klar over, hvornår jenserne egentlig skulle komme eller anede, at der virkelig allerede fandtes nogle af disse sagnagtige jenser iblandt dem, omend civilklædte. Jensernes ankomst var blevet udskudt så længe – akkurat som senere med genforeningen – så folk havde, trætte af forventningens spænding, bestemt ikke at tro noget, før de så det med deres egne øjne.

Jeg kan ikke nægte, at jeg havde fornemmelsen af at trykke på den knap, der satte hele maskineriet i bevægelse, dengang jeg på Sønderborgs telegrafstation indleverede telegrammet til chefen for »Olfert Fischer« i Assens medanvisning på, hvor han skulle lægge til i havnen; det var det sidste, der skulle til, før de danske soldater igen kunne tage landet i besiddelse.

Men hvilken forskel på byen, som den var umiddelbart før de to historiske fester: jensernes ankomst og genforeningsfesten. Det var som to helt modsatte byer, den ene grå og fattig og stille af bare mangel, og den anden blussende i ivrig, højrøstet glæde, stormende imod alt det nye.

Højst forskelligt modtog de folk i byen, der havde staldplads, meddelelsen om, at de skulle have militærheste indkvarteret. Kun med kniberi fik man anbragt de to heste, som hver af dem gennemsnitlig skulle have, hos de tysksindede, hvis kontorer bar et lige så afgjort særpræg som de tyske, ungepiger på gaden, der i en mængde bagateller røbede deres nationalitet; et blik var i begge tilfælde straks orienterende.

I modsætning til den træge modtagelse hos de tyske firmaer og handelshuse var det derfor forfriskende at blive budt et åbent velkommen oppe i gæstgiveriet »Koldinghus«, hvor værten satte punktum for min dags arbejde med at tilbyde hos sig alene at tage alle de resterende otte heste.

Et andet sted, også i et gæstgiveri, stod en ung, bleg pige i sort og hældte en snaps op i en kop kaffe til en gæst i skænkestuen. Da jeg forhørte om staldplads, sagde hun, mens tårerne begyndte at løbe, at hendes fader var død om natten, »lige før den dag, de danske soldater kommer, det, han havde glædet sig til hele sit liv«. Nu kom også moderen til, der var ikke tale om andet, end at de ville have deres indkvartering som de andre. Gæstgiveriets navn var »Danmark«.

Ovre på statsbanegården, hvortil militærhestene skulle komme, dryssede kalken ned fra væggene. Alt skramlede i det rullende materiel, og alt, hvad der kunne ruste, var ræverødt. Trist og hæslig var stationsbygningen i forvejen, så det var ikke opbyggeligt. De, der hørte til derovre, så også endnu mere blege og forknytte ud end de øvrige statsfunktionærer, krigsprægede allesammen. En imødekommende, gammel stationsforstander, der nu nyder sit otium i Holsten et sted, ordnede alt vedrørende transportens ankomst.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.