9. juli – 1915 Flensborg Avis: Arras brænder ned

Senest ændret den 11. juli 2015 14:07

Flensborg Avis meddeler

Det brændende Arras.

Telegraphen – Union melder torsdag fra Geneve:

Ildebrandene vedbliver at rase i hele byen Arras. Stadig nye eksplosioner forhindrer ethvert forsøg på at sætte en stopper for ødelæggelsen, der hurtigt griber om sig. De få familier, der var blevne tilbage i Arras, flygtede i går nat. Resterne af hærforrådene, som ikke straks blev bragt bort, er tilintetgjorte. Efter katedralens ødelæggelse må de allieredes artilleri i mangel af et godt udkigspunkt have en anden opstilling.

 

Faldne

Død af sine sår. Arbejdsmand Frøhlich og hustru, Bryggerivej 2 i Flensborg, har modtaget det sørgelige budskab, at deres søn Henrik er bukket under for sine hårde sår på lazarettet i Lasieczniki. Han blev kun 18 år gammel.

Falden mod øst. Der er kommet meddelelse til hans pårørende, at Mathias Asmussen af Kravlund er afgået ved døden, efter at han kort forinden var bleven hårdt såret ved Remenov i Galicien. Den faldne, der kun blev 25 år gammel, var indehaver af Jernkorset.

Død på lazarettet. Ifølge tabslisten er Hans Andresen af Haderslev død af sine sår på et krigslazaret.

Tabslisten nævner Rasmus Fogt af Tyrstrup, der stod ved 31. Infanteriregiment, blandt de faldne.

 

Sårede

Tabslisten meddeler, at Adalbert Jensen af Nibøl er bleven hårdt såret. Han stod ved 31. Reserve-infanteriregiment.

 

 Forfremmelser og Udmærkelser 

Officersaspiranterne Næve, Scheller og Schröder af 86. Füsilierregiment er blevne forfremmede til løjtnanter i reserven med patent af 1. juli 1915.

Politivagtmester Hansen af Tønder har fået Jernkorset. Han står som Feldwebelløjtnant og leder af en Magasin-Vognparkkolonne på Østfronten.

Vicestabssergent Johannes Hiller, søn af Enke Hiller i Kors. Er bleven forfremmet til Officers-stedfortræder. I julen blev han dekoreret med Jernkorset.

 

Savnede

Reservist Joh. Schmidt III, søn af arbejdsmand Schmidt, Plankemajgade 3, har været savnet siden den 6. juni. Postsager, der var sendte til ham, er komne tilbage med påskriften: „falden eller fangen”. Den savnede stod ved 86. Füsilierregiments 3. kompagni.

 

 I fangenskab

Jes Jürgensen af Tyrsbøl, som hidtil har været savnet, befinder sig i fransk fangenskab.

Russiske krigsfanger. Til Nordborg vil der nu også komme russiske krigsfanger for at hjælpe ved markarbejdet på de forskellige gårde. Den hjemlige arbejdskraft er meget knap.

På orlov. E. Lehmkuhl, en søn af Gartner Lehmkuhl i Aabenraa, er kommen hjem på orlov. Han blev såret den 16. september i slaget ved Oise af en maskingeværkugle. Siden den tid har han ligget på flere lazaretter.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *