Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Under hans arbejde med at fremstille miner, gik det galt og en af dem eksploderede i hans hytte. De følgende mange uger brugte han på at komme til hægterne igen.

I de kommende Uger blev jeg baaret ud af Hytten hveranden Dag, og Bindene blev taget af mig, medens Lægen med sin Pincet rodede efter flere Jernstumper i mine Saar.

Der var ikke megen Forskel paa Fremgangsmaaden fra den første Tortur, men han havde dog nu luret mig af, saa han vidste, hvor min Grænse laa, og han holdt altid op, lige før jeg var ved at glide væk af Smerter.

Han havde nu pillet saa mange Stumper ud, at der var gaaet Sport i ham. Han samlede dem i en Æske og viste mig stolt alle Nyerhvervelserne — smaa og store, takkede, undertiden sylespidse Jernstumper, der satte sig imod at blive halet ud med alle deres Takker og Flige.

Jeg tænkte tit efter en saadan Omgang paa, at de samme Lidelser havde jeg maaske beredt andre ved mine Granater og Miner
— men det var jo Krigen, Krigen — jeg havde ikke bedt om Krigen.

Jeg havde ønsket den saa langt bort, som noget Menneske kunde ønske den, men jeg maatte gøre min Pligt efter mine Evner, som de andre gjorde deres.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden