Asmus Andresen af årgang 1899 modtog sin indkaldelse i december 1917. I april 1918, efter flere måneders uddannelsesophold ved artilleriet, var han igen tilbage ved fronten.

Kl. 1 blev der rusket i os igen og vi mente, at der skulde skydes igen, men denne Gang var det Køkkenvognen (Gullaschkanonen), der kom med Mad til os.

Kl. 2 skulde et Par af os tilbage til det Sted, hvor vi var bleven aflæsset Dagen i Forvejen. Jeg og en Kammerat fik Ordre til at hente en Cylinder til Kanonen, dens Vægt var 150 Pd. Vi kom ogsaa derhen. Da Stedet var i Nærheden af en Korsvej, opholdt vi os ikke længe der, fordi en Korsvej altid bliver stærkt beskudt. Der kom enkelte Granater pibende gennem Luften, men dem regnede vi ikke for noget.

Vi maatte hænge i for at komme til vort Batteri igen. Det var just ikke saa let, fordi Vejen var meget opkørt. Da vi var naaet lidt over Halvvejen faldt der en Granat 5-6 Meter til venstre for os. Jordmasser og Granatstumper peb om Ørene paa os og vi væltede som nogle Tinsoldater, men heldigvis blev ingen af os ramt, men Cylinderen fik en Bule.

Tilsølet fra Top til Taa og dødtrætte naaede vi først tilbage til vort Batteri Kl. 4. I Stedet for at lade os hvile lidt efter denne Tur, blev vi sat til at grave Huller til Ammunition, og endelig blev det Aften igen.

Den Nat fik vi heller ikke megen Søvn, fordi vi fik udleveret Ammunition, vi skulde læsse af og bære hen til Hullerne, vi nylig havde gravet. Det hele skulde besørges i Mørke, da der bestandig var fjendtlige Flyvere i Luften; hver Mand maatte tage en Granat paa 260 Pd. paa Nakken. For dem, der ikke var vant til disse haarde Kammerater, var det ikke ganske let.

I Begyndelsen faldt vi ofte med dem, men man kan jo blive vant til meget, og siden gik det let nok.

Andresen, Asmus: Noget af, hvad jeg oplevede som tysk Soldat under Verdenskrigen (1921). (KB).