Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Men det, der først og fremmest kalder på os danske, er dog den lille, danske kirke i hovedgaden med den høje, grå gavl med det smalle vindue, Frederik d.4.’s navnetræk og rytterspiret på taget. Den er mærket, hvorfra man kan finde krigergravene. Fra hovedgaden, ad den lille stejle gyde, der går op langs siden af kirken, når man op til en pragtfuld udsigt med Mariekirkens kobberspir lige for – ak, ikke det gamle! – og Ballastbjergets gule grusgrav på den anden side af fjorden. Ganske skyskraberagtigt rejser sig gymnasiet bagved imod solen og kaster en mægtig skygge nedover skrænten.  Man snegler sig forbi kæmpetårnets fod. – Vrimlen af tage, røgen og støjen, den blinkende fjord, alt forsvinder brat, når man er drejet om hjørnet og er kommet op på bakkekammen bag de store bygninger. – Der er ganske stille og halvlyst i den allé, der fører hen til indgangen til den gamle kirkegård. -Lyset, der kommer ned over det nyklassiske kapels kobberkuppel og gule mure, har først tabt i kraft ved at gå gennem trækronerne. Bygningens rene, strenge arkitektur får således lejlighed til at gøre sig gældende i et idealt halvlys. Bagved fører snævre, mørke gange med gamle monumenter, hvorimellem der glimter guldregn og syren, og hvorover bøgetræerne løfterderes kroner højt til vejrs i det fulde sollys, hen til den store lysning, hvor den aflange høj med alle de hvide tavler findes.

Jeg dvæler ikke længe ved de mange, store navne, jeg søger et bestemt. Med de samme faste, klare bogstaver som på kammeraternes stene står det med eet dér – lige foran mig. Så kom den dag altså, da jeg endelig kunne se dette navn hernede, det navn jeg havde hørt om fra min tidligste barndom.

Alt omkring var i den skønneste, første sommerpragt, og herlige violetteblomster voksede ovenover stenen og bregner ved dens fod. Hvor billedet må have været fuldendt, dengang løven stod der, den må med sin stolte indskrift have dannet kronen og have givet alle enkeltgravene deres indvielse.

Aldrig noget sted er navne blevet så levende som her. Flere er først døde på lazaretterne i august eller september, men det er Isted, den 25. juli 1850, altsammen. På selve krigergraven er der flere menige, nogle er fra min bataillon, 13de, en af dem bærer det mærkelige navn: København; deres stene er nøjagtig mage til de store generalers, der står samlede foran. Ved siden, ud mod hegnet, er der grav ved grav med utallige kors og stene i alle størrelser og materialer, fællesgrave og enkeltgrave, tyske indskrifter og danske indskrifter, store og imponerende monumenter og små og fattige med næsten ulæselige skrifttegn. Det ene indtryk jager det andet, som man går fra indskrift til indskrift, – kun tøvende fjerner man sig.

Ude i Marieskoven er der en plet, som, skønt byen med sine gader når indgangen, endnu bærer et nutidsfjernt præg af fred og ynde. – Det gamle, hvide traktørsted med de »græske« søjler og frontonen med den lillelaurbærkrans af jern ses imellem slanke, grålige stammer, og alpejægerne, der sidder her om deres øl, bryder en idyl, hvor krinolinen fra 60’erne passede ind.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.