Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i østafrika. I februar 1917 var han undervejs sydpå mod byen Livale med en kolonne af bærere. På denne safari mødte han også en anden sønderjyde.
For Bærerne derimod var der intet spændende ved dette. Det var deres daglige Arbejde, deres Profession, som de udførte med en rørende Troskab.
Slet ernærede var de, deres Løn blev mere og mere værdiløs, og de fjernede sig længere og længere fra deres Landsbyer. Det vilde være forstaaeligt, om de havde kastet deres Byrder og var løbet deres Vej, men det gjorde de ikke.
Jeg har vandret Hundreder af Kilometer i Afrika førende større og mindre Safarier, men der er aldrig deserteret en eneste Bærer fra mig. Bærerfaget var opbygget paa meget gamle Traditioner, og til de bedste af dem hørte urokkelig Trofasthed. Kun naar Bærerne blev udsat for meget daarlig Behandling, løb de deres Vej.
Utrolig nøjsomme var disse Mennesker og udholdende indtil det usandsynlige. Foruden en Byrde, der som Regel vejede 60 Pund, bar de deres egen Proviant, en Feltflaske, der var lavet af en udhulet Frugt af Abetræet, og et Kogekar.
De havde undertiden saa meget at bare, at de havde Vanskelighed ved at rejse sig op under Byrden, men naar de først var kommet i Gang, kunde de gaa meget langt uden at trættes.
Deres Haardførhed var ogsaa stor. De sov paa den vaade Jord i Regnen uden at have Tæpper til at dække sig med, og deres gennemblødte Tøj gav ingen Varme. Det bestod i øvrigt kun af noget tyndt Bomuldstøj — undertiden et helt Gevandt, men som oftest kun et temmelig stort Lændeklæde.
Efterhaanden som Bomuldstøj blev sjældnere og sjældnere, svandt deres Paaklædning mere og mere ind, og til sidst var de omtrent vendt tilbage til Urskovens paradisiske Paaklædning.
Bedst fik man det med dem, naar man gav dem en Hviledag engang imellem, hvad jeg ogsaa gjorde baade af Hensyn til mig selv og til Bærerne.
Paa en saadan Dag, hvor vi havde slaaet Lejr i en lav Urskov, kom Ramasan, som vidste alt, og fortalte mig, at der laa en hvid Mand i Lejr tæt ved.
Jeg gik derhed og fandt en stor, kraftig Mand liggende paa et Leje af samme Slags, som jeg havde ligget paa. Manden glødede af Feber — en af Malariaens uhyggeligste Følgesygdomme, Sortvandsfeber, som næsten altid bragte Døden.
Jeg kendte straks den syge, og da han fik et klart Øjeblik, kendte han ogsaa mig. Det var en Sønderjyde, Hans Johansen fra Iller paa Broager, som havde opholdt sig i Østafrika før Krigen, ansat ved Koloniens Telegrafvæsen.
Jeg havde mødt ham i Tanga, da Peter Hansen og jeg kom tilbage fra vort Rekreationsophold i Usambarabjergene. Han havde ventet paa os og gav os en straalende Modtagelse i Tanga.
Nu Iaa han her. Vi naaede at faa hilst, medens han var ved Bevidsthed, men kort efter brød hans Safari op. Negrene lagde varsomt Hans Johansen paa en Baare og bar ham mod Syd til et eller andet Junglehospital
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)