Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig søndag efterm. 13.8.16

…I dag har vi været til kirke igen, du ser at vi er flittige til at gå i kirke og præsten har da også altid fuldt hus, eller rettere mange tilhørere, for det er jo ude på marken, gudstjenesten afholdes. Du ved jo nok hvordan det går til, vi bliver kommanderet til kirke.

I går aftes blev der afholdt en fest, som de kalder kompagnifest. Den bestod i, at enhver omtrent kunne få så meget øl, som han ville drikke, og så blev der holdt taler og sunget, og musikken spillede. Jeg var ikke med til »festen«, da jeg hellere ville blive hjemme. Fra vor gruppe var der mødt 5 mand og de fik ialt 14 l. øl, så de har fået deres part. Kompagniføreren fortalte dem så, at »vor general« Excellence von Quast havde fået ordenen Pour le Merite. Sikken ære for ham, og så vore døde og sårede kammerater. Den hest som fortjener havren, får den ikke. Og nu kommer det bedste – der skal snart være kejserparade inden for 18. Division. Ja, sikken ære man kan opleve på sine gamle dage. Da vore kammerater var kommet hjem fra festen, vel stemt, kom der bud, at fire af dem straks skulle møde pa skriverstuen, og kl. var 12, inden de kom tilbage. Så måtte de straks til at pakke ranslen og så afsted et andet sted hen, dog ikke til fronten, men til et andet korps. Gefrejter Buck var også med, der var ialt 31 mand. At sådant skal ske om natten, det er uforståeligt, men det er der så meget der er. F.eks. at vi hver morgen skal gå 14-15 km. blot os, som er kommet sidst i kompagniet. De gamle eller dem, som før var i kompagniet, kommer siden hen på formiddagen og gør en lille øvelse sammen med os til kl. 11., så er man også godt træt. Det øger fædrelandskærligheden, var der en kammerat, som nylig sagde til mig, når der sådan gøres forskel…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.