Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Udsigten fra marinekasernen begynder at blive tilvant. Det krappe, forårsblå sund og det røde slot, pontonbroen og hotel Alhambra. Langt borte viser Skelde næs mod nye egne. – Bænkene, uldtæpperne og hvad andre sager skibet indeholder, er tunge, og opgaven at fylde disse bygninger med materiel til soldaternes ankomst d. 5. maj synes ganske håbløs. – Uden »les chasseurs« var det heller ikke gået. Deres dragt er meget mørkeblå, ansigterne meget tobaksbrune, hvad der ser godt ud til de hvide cigaretter og den sorte baret. Når de gik på vagt, bar de den smukke, blå skyttegravshjelm, og man havde da livagtigt for sig »le Poilu«, lige ud af »La Vie«.

Strømmen af bærende, balancerende skikkelser blev idelig attakeret af smådrenge med brogede krigsnødpenge, som de sloges om at falbyde, og bænkene kolliderede i luften over bærernes hoveder, når der var én i rækken, der pludselig stod stille og gav sig til at købslå.

Fra første færd var kasernen en magnet for alle nabolagets mange unger. Timerne som vagtpost senere hen fløj ved at se på deres lege. I grunden kom de for at hente mad og havde allesammen deres spande med sig, men det blev til, at de slog sig ned for hele dagen og dannede en heftigt larmende lejr lige foran indgangen, som alle måtte passere. Der var måske ialt et halvthundrede børn i alle aldre fra 2-3 til 16-17.

De større pigers lege var hele skuespil, og hver gik fanatisk op i sin rolle, alt imens de sang deres skingrende sange, hvoraf især én var øresønderrivende, den om »Mariechen«, som »fuhr am nächsten Tag mit der Bahn nach Neckarthal! Neckarthal ist wunderschön, so was hat man nie gesehen. O, du mein Neckarthal, dort blüh’n die Flieder, wenn der Frühling kommt, so kehre ich wieder,«osv.

Bekymrede underofficerer standsede dem undertiden og befalede dem kategorisk at synge dansk, hvortil de måbede og tav. De har jo aldrig haft andet end tyske børneviser, og fattige børn kan ingen andre, men man fik et godt begreb om, af hvor indgribende betydning dette er, for når visen er på tysk, bliver resten af legen det som regel også.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.