Senest ændret den 18. marts 2020 13:09

Persondata
Født: 3/4-1890 i Røllum, Ensted sogn.
Død: 29/6-1961 i Varnæs Vig.
Uddannelse: –
Erhverv: –
Bopæl:
Hustru: –
Børn (før krigsafslutningen):

Militære løbebane før krigen
Blev indkaldt før krigen ca. 1909.

Militære løbebane under krigen
Indtrådt:
Udtrådt: Såret 1915
Enhed(er):
Peter Wolter
Rang: Unteroffizer
Såret: Januar 1915
Udmærkelser: –
Andet: –

Kilder
Dødsbiregistret:
Mindetavle:
Andet: Peter Wolter: DSK Årbøger 1953 side 45, 1954 side 69 og 1957 side 31.

Publikationer
46.6 Sønderjylland: Kirkeskov, A: Sønderjylland. Et historisk-topografisk værk, bd. 2 Åbenrå-Sønderborg fra 1935, side 180.

Fotos
–

Øvrige oplysninger:
Jytte Pedersen oplyser:
Peter Wolter blev født 3. april 1890 i Røllum, Ensted sogn, søn af Carl Christian Wolter og hustru Cathrine f. Petersen, og han døde 29.juni 1961 i Varnæs. Han blev gift 16.november 1916 i Flensborg med Cathrine Marie Jensen.
Peter var efter endt skolegang beskæftiget ved landbruget og var senere tysk soldat i 6 år, bl.a. i krigen 1914-18, her blev han Unteroffizer, han blev hårdt såret omk. 1. januar 1915. Der er en i-akte (indvalidesag) nr. 1465 på Landsarkivet i Åbenrå.
Han fik tysktoldbetjenteksamen, blev toldbetjent i Varnæs i 26/6-1920 og blev i 1921 overtoldbetjent. Peter Wolter var medlem af skolekommissionen i Varnæs siden 1929.
http://www.europeana1914-1918.eu/en/contributions/4262

DSK årbøger 1953 side 45.
Paa Østfronten
Efter Marneslagets knusende Nederlag blev en Del Kavaleri-Enheder sendt til Østfronten.
Hvilken Forandring! Ikke alene rent klimatisk, men ogsaa hvad  krigen angik forelaa der helt andre Operationsmuligheder end paa Vestfronten.
Jeg kom i November 1914 med mit Regiment til at deltage i Kampene i russisk Polen. Som altid før, fik vi underordnede Befalingsmænd ikke mindste Oplysning om noget som helst.
Jeg var en af dem, der var i Besiddelse af et udleveret Generalstabskort og kunde saa nogenlunde følge Regimentets Bevægelser. En skønne Dag stod vi da i umiddelbar Nærhed af Lodz og opdagede snart, at vor Bevægelsesfrihed var stærkt begrænset. Russerne havde lagt en Ring omkring os. Hvad nu? Ja, ingen spurgte os om, hvad vi mente. Vi var kun ganske smaa Nuller. Vi fik Ordre til at spare paa Ammunitionen og vor meget beskedne Levnedsmiddelbeholdning. Efter nogle Dages uhyggelig Venten fik vi Klarhed over vor vanskelige Situation. Vi skulde forsøge at
slaa os igennem.. Chefen stod foran Fronten og oplæste med alvorsfuld Mine Ordren, som gjorde et stærkt Indtryk paa os, og han føjede til: „Børn, i Dag maa vi enten sejre eller dø!” I korte Vendinger
forklarede han os den vanskelige Situation, vi befandt os i.
Kampen om Lodz begyndte nu rigtig for Alvor. Vi havde store Tab, men Russernes var større.
Selv om man var en „haardkogt Kriger”, blev man dog vemodig i Sindet ved at se saa mange prægtige unge Mennesker miste Livet, Ofre for en meningsløs Kamp. En stor Del af de russiske
Soldater søgte Tilflugt i de omkringliggende Smaaskove. Tyskerne udsendte smaa Afdelinger for at tilintetgøre dem. Jeg fik den Opgave sammen med en Underkorporal og en Menig at undersøge et
lille Skovparti. Snart fandt vi 52 russiske Soldater med fuld Udrustning. Alle strakte de Hænderne i Vejret som Tegn paa Overgivelse. Vi var slet ikke stolte ved Situationen, for hvis blot een af dem havde brugt sit Gevær, havde vi været færdige.
Nu kunde jeg altsaa med mine to Mænd føre 52 Soldater (vi fangede dem jo ikke, men fandt dem) tilbage til mit Regiment, og forstaaeligt nok rystede Regimentschefen paa Hovedet, da han saa
denne Afdeling russiske Soldater med fuld Udrustning.
To Dage senere blev jeg saaret af en russisk Granat. Resultatet var, at jeg maatte tilbringe syv Maaneder paa Lazaretterne, og hermed var Kampen paa Østfronten forbi for mig.
Peter Wolter, Varnæs.
DSK årbøger 1954 side 69
Paa vej mod Marnefloden
Det var vel omkring 1. sept. 1914. Vi var nået til Marne og måtte snart erkende, at det ikke skulle blive en så let spadseretur til Paris, som vi havde tænkt os. Vi måtte gå i stilling for at yde modstand
mod de fremrykkende fjender.
Jeg oplevede her noget, som jeg aldrig glemmer. Vi stod en dag og manglede kød. På en mark i nærheden af os gik en flok kreaturer. Vi blev hurtigt enige om at rekvirere et af dem. Vi skød det
allerbedste dyr i flokken. Det viste sig, at det var en kvie med kalv, men nu var det jo for sent. Vi forsynede os med det af dyret, vi kunne bruge. Da vi så ville forlade marken, kom en gammel bonde
hen til os og bad om tilladelse til at tage det tiloversblevne affald af den kvie, som vi tyveknægte havde ranet fra ham.
Ja, så gemen kunne man opføre sig i krigen.
Peter Wolter, Varnæs.