7 tanker om “Weiland, Ernst Robert Hans (1885-1958)”

1. Hans Weiland #7828 om sin tid i WW1, sakset fra DSK årbog 1943

   Da jeg avancerede til ,,Ober-Schweitzer”,
   Med stor Interesse har jeg læst de to Aarbøger, D. S. K. har udgivet, og glædet mig over Oplevelserne, der er beskrevet saa levende. Der er ingen Pral, der er heller ikke noget, der kan saare Medborgere, der har en anden anskuelse, og endelig er det hele fortalt lige ud ad Landevejen, Dette har animeret mig til ogsaa at gøre et Forsøg med at fortælle lidt om mine Krigsoplevelser, og da det gerne er den muntre Side af Soldatertiden, der skildres, saa vil jeg da ogsaa skildre en munter Tildragelse, Rigtignok er jeg ikke Medlem af D. S. K., og Sønderjyde er jeg heller ikke.
   Min Vugge stod i Berlin, i Berlins Arbejderkvarter, og der oplevede jeg min Ungdom, Som alle Drenge var jeg meget interesseret i Militæret, og naar vi kunde høre Militærmusiken, var vi altid paa Pletten, for at se, hvad der foregik. Paa denne Maade saa jeg mange Parader og militære Optog og glædede mig til selv at blive Soldat, naar jeg blev stor, Jeg blev ogsaa Soldat, – men saa gik Glansen af Sct. Gertrud.
   Da jeg var 17 Aar gammel, kom jeg til Sønderjylland, eller som det den Gang hed, Nordslesvig. Jeg havde Plads hos flere Storbønder, og selv om jeg ikke blev forkælet der, saa skal det dog ærligt indrømmes, at jeg altid er blevet ordentligt behandlet. Man var hjælpsom og god ved den store Dreng, der kun kunde tale Tysk, og som tog akavet paa Arbejdet. Fra min Side var der god Vilje, og forvænt var jeg sandelig ikke hjemmefra. Ret hurtigt lærte jeg det danske Sprog, og snart fik jeg Venner blandt Ungdommen, og da
   disse, der oftest var Gaardmandssønner, omgikkes mig som deres Lige og ofte tog mig med til Ungdomsfester og lignende, følte jeg mig snart hjemme her hos de fremmede, men gode Mennesker.
   Den 17. August 1914 blev jeg indkaldt til at møde i Flensborg. Efter en kort Uddannelse i Flensborg blev jeg forflyttet til Øen Sild, men paa Grund af Sygdom blev jeg sendt hjem igen. Tre Uger senere fik jeg dog paany Ordre til at melde mig og blev nu sendt til Weissenburg, blev efter Uddannelsen sendt til Fronten i Frankrig og deltog bl. a. i Kampene i Præsteskoven, hvor jeg blev saaret. Efter et Ophold paa Lazaret, havnede jeg igen i Weissenburg ved mit gamle Regiment, hvor jeg blev Oppasser for en Løjtnant. Løjtnanten, der var ansat paa Bataillonskontoret, meddelte mig en Dag, at Bataillonen vilde anskaffe nogle Køer for at kunne levere Mælk bl. a. til et Militærlazaret, der laa i Nærheden, dog skulde Officersfamilierne ogsaa have Mælk, og han spurgte, om det ikke var noget for mig at passe disse Køer. Da jeg fra tidligere Tid var fortrolig med Kreaturernes Røgt og Pleje, slog jeg til, og faa Dage senere blev jeg beordret op paa Bataillonskontoret,
   hvor jeg blev udspurgt om mine Kvalifikationer som ,,Schweitzer”. Disse maa være faldet godt ud, thi faa Dage senere blev jeg atter kaldt op paa Kontoret, hvor det blev mig meddelt, at jeg havde faaet Kommandoen over 17 Køer og en Tyr.
   ,,Hvor mange Mand skal De have til daglig Hjælp” spurgte Feldweblen.
   Uden lang Betænkning svarede jeg: ,,Fire, Hr. Feldwebel”. – Jeg fik mine fire Mand, samt Løfte om, at dersom jeg til særligt Arbejde skulde bruge flere, kunde jeg faa dem ved Henvendelse paa Kontoret.
   ,,Men – De har Ansvaret”, formanede Feldweblen, ,,De er nu Oberschweitzer, de andre fire er almindelige Schweitzere. Verstanden”.
   Jo, jeg havde forstaaet det. Jeg fik dog hverken Knapper eller Tresser eller andre ydre Tegn, der beviste min høje Rang.
   Køerne var ret flinke til at give Mælk, og Sommeren igennem kunde vi nok efterkomme Leverancerne til saavel Sygehuset som til Officersfruerne, da vi havde rigeligt med Græs. Foruden nævnte Aftagere var der naturligvis her og der en Feldwebel og en Underofficer, der ogsaa skulde have en Pot Mælk, og selv skulde vi da ogsaa have noget, men som sagt, det gik godt i Sommertiden. Da vi var 5 Mand til 17 Køer, blev vi ikke overanstrengte, ja, ærlig talt var det et Driverliv af den anden Verden, men vi forstod at gøre os nyttige, snart paa den ene og saa paa den anden Maade. Vi havde faaet Ordre til at høste en Eng for at have Hø til Vinteren, og da vi havde faaet Høet i Stak og skulde have det kørt hjem, gik jeg op paa Kontoret for at faa den lovede Hjælp til Arbejdet.
   ,,Hvor mange Mand har De Brug for, – og i hvor lang Tid”, spurgte Feldwebelen, med bister Mine. Da jeg var forberedt paa dette Spørgsmaal, svarede jeg: ,,14 Mand, Hr. Feldwebel, i ca. 2 Dage, – vi skal jo gerne udnytte det gode Vejr”, Der blev saa anvist mig 17 Mand og 1 Underofficer, og sammen med mine
   4 Schweitzere og mig selv fik vi saa i Løbet af 2 Dage kørt siger og skriver – to Læs Hø ind. Folkene var ikke til at slippe af med igen, de vilde alle blive ved Høarbejdet.
   En Dag, jeg havde Vagt i Stalden – en saadan Vagt skulde holdes – gik Døren op, og Kaptajnen kom ind sammen med Feldwebelen for at besigtige Køerne.
   ,,Hvor er Folkene?” spurgte Feldwebelen.
   ,,De rapper Hø, Hr. Feldwebel”, svarede jeg, og pegede op paa Loftet. Havde Feldwebelen set efter, vilde han have opdaget, at de fire Mand tog sig en ordentlig Middagslur í Høet.
   Da vi Afkommanderede ikke maatte glemme vor militære Uddannelse, fik vi alle en Dag Ordre til at stille i Kompagniet for at deltage i Skydning. Jeg forklarede Feldwebelen, at det var meget risikabelt saadan at overlade hele Besætningen til sin egen Skæbne, uden fornødent Tilsyn. ,,Hold Mund”, brølede Feldwebelen, ,,ind i Rækken med Dem”. – Sagen var, at Kaptajnen i samme Øjeblik kom om Hjørnet, og saa skulde Kompagniet jo staa Ret.
   Da vi igen stod i Hvilestilling, var Kaptajnen og Feldwebelen optaget af vigtige Forhandlinger, og vi Menige har vel ogsaa slaaet en Sludder af, saa jeg overhørte fuldstændig, at Fatter Feldwebel flere Gange havde raabt mit Navn. Til Slut brølte han, rød í Kammen: ,,De der med Krigskassen paa puklen, kom herhen”. Hentydningen med ,,Krigskassen” var tydelig nok, jeg er ret rundrygget, og dette benyttede Feldwebelen sig nu af til at fornærme mig. Da jeg kom hen til Kaptajnen og Feldwebelen, hentydede denne igen til min Skavank, og jeg bad da høfligt Kaptajnen, om jeg maatte svare Feldwebelen. Kaptajnen gav Tilladelsen, og jeg sagde saa: ,,Min runde Ryg, Hr. Feldwebel, som De benævner som ,,Krigskasse”, er kommet af
   strengt Arbejde fra Barnsben, men Deres tykke Mave, Deres ,,Krigskasse”, er kommet af Æden og Drikken.”
   Feldwebelen blev Svar skyldig. Jeg fik Ordre til at overtage Vagten i Stalden, men dermed var Sagen ikke glemt. Sommeren var forbi, Græsset var borte, og Køerne var sat paa Stald. Mælkemængden svandt ind, men det kunde Aftagerne ikke forstaa, Sygehuset skulde i første Linie have Mælk, og i anden Linie Officersfruerne,
   og selv om vi rationerede Mælken saa godt vi kunde, var det umuligt at pine mere ud af en Ko, end den har i sig! For nogenlunde at klare Skærene var vi nødsaget til at ,,døbe” Mælken, og da der naturligvis ingen Mælkekontrol
   var, var Faren for, at det skulde opdages, ikke stor. Det gik ogsaa godt en Tid lang, men værre og værre blev det, og mere og mere Vand blev der fyldt i, og tilsidst revnede Ballonen.
   ,,Der er bleven klaget over Mælken” – sagde Feldwebelen en Dag, jeg kom ind paa Skrivestuen. ,,Har De fyldt Vand i Mælken?”. ,,De har vel solgt af Mælken, og det manglende Kvantum har De saa erstattet med Vand, ikke?”
   Jeg bedyrede min Uskyld og forklarede, at Køernes Mælkemængde hen paa Sommeren gik ned, og –
   ,,Ja, ja, det skal nok vise sig, jeg har anmodet Kaptajnen om en Undersøgelse og saa skal De komme til at staa til Regnskab for Deres Handlinger.”
   Faa Dage senere fik jeg fra Skrivestuen Ordre til at henvende mig paa Bataillonskammeret for at faa udleveret en ordentlig Uniform, thi den jeg havde anvendt et halvt Aar i Stalden var hverken særlig smuk eller vellugtende, og naar jeg skulde i Forhør, skulde jeg se ordentlig ud. Kammerunderofficeren paalagde mig at aflevere hele Garnituren, naar Sagen var afsluttet, og forklarede, at det gamle Kluns var godt nok til mig, naar jeg dog skulde i Hullet paa Grund af mine Transaktioner.
   Jeg lovede alt, thi i Sønderjylland havde man lært mig at sige ,,Loven er ærlig, men Holden besværligt.”
   Dagen for Forhøret oprandt. I Skrivestuen var Bordet rykket ud midt paa Gulvet, og bagved Bordet sad Kaptajnen flankeret af to Løjtnanter, og for Enden sad Feldwebelen som Anklager og Protokolfører.
   ,,Retten er sat” – erklærede Kaptajnen og gav Ordre til Feldwebelen, der forklarede, at der fra flere Sider til ham var klaget over Mælkens Kvalitet.
   Der var ingen tvivl om, at Mælken var fortyndet med Vand, og da anklagede var ,,Oberschweitzer”, var det ham, der var ansvarlig for Historien. Der var en udtalt Formodning om, at anklagede havde solgt Mælk til egen Fordel, og for at dække over Sagen, fortyndet Resten med vand.
   Med Kaptajnens Tilladelse spurgte den ene Løjtnant, ham jeg i sin Tid havde været Oppasser hos, hvem der havde Krav paa Leverancen af Mælk fra Bataillonens Køer.
   Feldwebelen oplyste, at Lazarettet i første Række havde Krav paa Mælk til de saarede Soldater, og dersom der var Mælk tilovers, maatte denne leveres til Garnisonens Officersfamilier.
   ,,Med Kaptajnens Tilladelse vil jeg gerne have oplyst, hvem der har klaget over Mælken, Sygehuset eller Officersfamilierne” – fortsatte Løjtnanten, ,,da andre jo ikke har Krav og altsaa heller ikke kan klage.”
   Feldwebelen maatte indrømme, at hverken Lazarettet eller Officersfamilierne havde klaget.
   ,,Tak”, sagde Kaptajnen, det interesserer os ikke at høre, hvem der har klaget, naar De paastaar, at hverken Sygehuset eller Officersfamilierne har klaget, de eneste to Kategorier der med Rette kunde klage, dersom der var Grund til Klage.
   Kaptajnen var nemlig af Løjtnanten blevet underrettet om Sagens rette Sammenhæng, han vidste godt, at jeg af Godhed havde udleveret Mælk til Underofficerernes Koner, og at det var disse, der nu havde klaget til Feldwebelen; de glemte bare, at de ikke havde Krav paa Mælk.
   Dommen kom til at lyde paa Frifindelse, og det uden at jeg havde sagt et eneste Ord til mit Forsvar.
   Jeg blev i Weissenburg til Freden kom, og da jeg fik udleveret mine Papirer og kunde rejse ,,hjem”, var jeg slet ikke i Tvivl om, hvor jeg skulde hen. Jeg skulde ikke til Berlins Arbejderkvarterer, nej, jeg skulde til Nordslesvig i min gamle Plads, hvor jeg ogsaa blev modtaget som tilhørende Familien. Siden Genforeningen i 1920 har jeg boet i Sønderjylland. Jeg har stiftet Familie og opdraget en stor Børneflok, det har altid været smaat for min Familie og mig, men jeg har aldrig haft Grund til Klage over det Folk, jeg som ung Mand sluttede mig til. Jeg er altid blevet behandlet korrekt og har nydt samme Ret som Landets egne Folk, og mere kan en fremmed da vist ikke forlange.
   fhv. Oberschweitzer” i den tyske Armé.
   Hans Weiland, Gram.

   Note, slj:
   Af andre beretninger indsendt til DSK, ses at kampe ved præsteskoven (i nærheden af Marne floden og landsbyen Fleury, syd for Metz) fandt sted i sensommeren 1914.
   Jeg har ikke evnet at finde nutidens Præsteskov på kortet.
   Hans Weiland kom hjem fra krigen med et træben. Det sår han omtaler i denne indberetning, kan ikke have været tabet af benet. Med et manglende ben mener jeg han var ”Kriegs unvervendbar”, så han må være såret andetsteds i krigen, senere.
   Jeg forstår ikke bemærkningen om at han ”blev i Weissenburg til freden kom”. Han burde vel være hjempermitteret på grund af uanvendelighed til krigstjeneste??

   Svar

2. Til Hanne C. Christensen og Søren Lindehøj Jensen

   Det er befriende og fornøjeligt at læse Ernst Robert Hans Weiland (ERHW)’s “muntre” krigsoplevelser.

   Med udgangspunkt i , at han bl. a. opholdt sig i Weissenburg og blev såret i kampene i Præsteskoven, har jeg fundet nogle supplerende oplysninger om hans tid i krigen.

   Byen Weissenburg lå efter den fransk-tyske krig 1870-71 i den tyske provins Elsass-Lothringen. Her havde Infanterie-Regiment 60 sin garnison: https://wiki.genealogy.net/IR_60.
   Regimentet deltog i tiden fra 1. Maj 1915 til 29. Februar 1916 i meget hårde kampe i Præsteskoven (tysk: Priesterwalde, fransk: Bois le Prêtre). Præsteskoven er et kuperet skovklædt område nordvest for byen Pont-a-Mousson på vestlige Mosel-bred mellem Metz og Nancy, se Regimentshistoren , side 82-113 samt Skitse 8 på side 337: file:///Users/Dres/Downloads/LOG_0000%20(2).pdf.

   I Verlustlisten dateret 25. Juni 1915 meddeltes, at “Weiland, Hans – Berlin – leicht verwundet” og tilhørende Infanterie-Regiment 60: http://des.genealogy.net/search/show/2238860.
   Denne sårede soldat må utvivlsomt være ERHW.

   I Verlustlisten dateret 20. Maj 1916 meddeltes, at: “Weiland, Ernst – Berlin – leicht verwundet” og tilhørende Landwehr-Infanterie-Regiment 31. Denne sårede soldat kan være ERHW, men det er ikke sikkert.

   Jeg har ikke fundet nogle oplysninger om, hvor og hvornår ERHW fik sit ene ben amputeret og erstattet med et træben. Men det må kunne opklares.

   Idag ligger Weissenburg i den franske region Alsace-Lorraine og hedder Wissembourg. Grænsen til Tyskland ligger i byens udkant.

   Med venlig hilsen
   Andreas Jacobsen

   Svar

   1. Til Andreas Jacobsen og Søren Lindehøj Jensen.

      Jeg har på personsiden for Ernst Robert Hans Weiland (1885-1958) bl.a. tilføjet et avisudklip fra januar 1958.

      Jeg har fravalgt at notere de oplysninger som Andreas Jacobsen har fundet i “Verlustlisten”, da da det er usikkert om det er den samme Weiland. Dels er regimenet et “kvalificeret gæt”, dels er der kun få oplysninger om personen i de fundne 2 tabslister (der er f.eks. ingen fødselsdato eller lignende). Endelig angives fornavnet i den ene liste som “Hans” og i den anden som “Ernst”, hvilket ikke ses ofte, da militæret normalt bruger det samme fornavn hver gang.

      Hans Weiland er ved dødsindførslen i kirkebogen ikke omtalt som “Krigsinvalid”, men som “Invalid” (måske på grund af den skade, der nævnes i avisudklippet).
      Der er ikke fundet en ansøgning om krigsinvaliderente for Hans Weiland i Invalidenævnets arkiv på Rigsarkivet, hvilket der burde være, hvis han havde fået amputeret et ben under eller som følge af 1. verdenskrig og han var blevet dansk statsborger i 1920´erne.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

      Svar

      1. Hej
         Jeg mener at regimentet er ved at være “overkvalificeret” gættet.
         Verlustlisten skriver således:
         Hans Weiland – Search results
         Es wurden 1 Einträge gefunden.

         Last name
         First name
         Ort
         Liste
         Reg. o.ä.
         Status
         GOV-Id
         Dienstgrad
         Bemerk.
         Geburtsdatum
         Ausgabe
         Datum
         Page
         show Weiland Hans Berlin Preußen 258 Infanterie-Regiment 60 verwundet BERLINJO62PM 556 1915-06-25 7209
         Altså omtales Regimentet (IR60) i Verlustlisten med relation til Hans Weiland.
         “Schweitzer og Vejmand” Hans Weiland anfører i sit indlæg til DSK stærk underbygning af tilknytning til Weissenburg / Wissembourg, hvor regiment IR 60 var forlagt.
         Jeg har fra familien (hans barnebarn) ikke erfaret andet end at “Han kom hjem fra krigen med et træben”. Der er tale om overleveringer på anden eller tredje hånd.
         Hvor finder man det omtalte avisudklip ?

         Svar

         1. Til Søren Lindehøj Jensen.

            Avisudklippet er det jeg har tilføjet personsiden forleden. Det står også under “Publikationer”.

            Da der ikke er har kunnet findes en ansøgning om Invaliderente, er der umiddelbart ikke meget mere at komme efter i de “sædvanlige kilder”.
            Jeg har ikke kunnet at finde den i avisudklippet fra 1958 omtalte ulykke, som må være sket i midten af 1940´erne, i de tilgængelige aviser.
            Et andet alternativ kunne være at undersøge, om der evt. er bevaret en sygejournal for Ernst Robert Hans Weiland. Men det ligger klart udenfor de frivilliges opgaver & de ville sikkert heller ikke kunne få adgang til en sådan sag.

            Har man supplerende kilder eller oplysninger ang. krigsdeltagelsen mm. er man velkommen til at sende mig en mail.

            Med venlig hilsen
            Hanne C. Christensen
            Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

            Svar

3. Til Hanne C. Christensen

   I sin DSK-artikel skriver ERHW, at han igen havnede i Weissenburg ved sit gamle regiment, efter at han var blevet såret i kampe i Præsteskoven og efter et ophold på et lazaret.

   Under Den Store Krig var der ét og kun ét regiment, der var hjemmehørende og havde garnison i Weissenburg, Infanterie-Regiment Markgraf Carl Nr. 60 (IR 60):
   https://wiki.genealogy.net/Garnisonsorte_1914
   https://wiki.genealogy.net/images//b/b7/Garnisonskarte1914.jpg.

   Andre regimenter eller troppe-dele kan under krigen have opholdt sig i Weissenburg, men deres eventuelle ophold har ikke været “bofast” og stationært sådan som IR 60’s ophold med regimentsstab og officersfamilier mv.

   Relationen mellem ERHW og IR 60 er altså ikke et “kvalificeret gæt” fra min side, jeg betragter relationen som et faktum.

   Med venlig hilsen
   Andreas Jacobsen

   Svar

   1. Til Andreas Jacobsen.

      Tak for din kommentar.
      Jeg brugte udtrykket “kvalificeret gæt” i “” i den allerbedste betydning for at understrege, at jeg bestemt ikke mente eller mener det noget negativt overhovedet. Særligt ikke, da du i tidligere kommentarer har underbygget oplysninger med kildehenvisninger.

      Jeg er historiker og det betyder bl.a. at jeg gerne vil finde bare én kilde, der siger at Weiland var ved et specifikt regiment angivet med nummer. Det er pt. ikke fundet.
      Oplysningerne fra “Verlustlisten” skal tages med forbehold – dels er der mange krigsdeltagere fra Berlin, dels er der en del fejl i “Verlustlisten”, der gør at jeg helst ikke lader disse stå som eneste kilde. Særligt når der ikke er angivet fødselsdato mm., der kan hjælpe med at identificere den enkelte.

      Dine kommentarer bliver stående under personsiden, så andre kan benytte links mm.

      Hvis der er brug for yderligere meningsudveksling om ovenstående, er du velkommen til at kontakte mig via mail, så vi ikke fylder kommentarsporet yderligere.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

      Svar