Senest ændret den 9. september 2017 8:41

Persondata

Født: 19/04-1892,  Nustrup
Død: 22/03-1958, Amtssygehuset, Gram.
Begravet på Nustrup sogns kirkegård.
Uddannelse: Ved landbruget.
Erhverv: Landbrug, Gårdejer (fra 1923).
Bopæl: Store Nustrup, Nustrup sogn.
Hustru (efter krigsafslutningen): Gift 1923 med Marie Hansine Østergaard.
Børn (efter krigsafslutningen): 1 datter

Militære løbebane før krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed:
Rang:  –
Andet: Mødte på session 1912, 1913 og 1914. De første 2 gange blev værnepligten udsat 1 år.

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: November 1915
Udtrådt: Taget til fange 16/12-1916.
Fra 14/01-1917 i Aurillac.
Enhed(er): –
Rang: –
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Opført i “Verlustlisten” (dateret 17/01-1917) som savnet, senere (dateret 31/03-1917) som “bisher vermisst, laut private Mitteiligung in Gefangenschaft”.

Efter endt krigsfangenskab:
Kom med St. Thomas til København.

Efter krigen
Gårdejer i Nustrup sogn.
Formand for Andelsmejeriet.
Flere tillidshverv.

Kilder
Fødselsbiregister, Nustrup, LAA. (Navngivet “Waldemar Julius Gram”).
Alfabetiske lister (= lægdsruller), Haderslev Landråd, militæralder 1912, Nustrup, RA. (eksternt link, september 2017).
Verlustlisten.
Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anl. Krigsfangekontoret, kartotekskort over krigsfanger, Rigsarkivet.  (Eksternt link, september 2017).
Aurillac-Bogen 1937.
Mindeværket Danske Landmand og deres Indstats, Bind 3, Haderslev amt, udgivet 1944 af Nationalt Bogforlag.
Kirkebog, Nustrup, LAA.

Publikationer
–

Fotos
Ja, samt gruppebillede

Født d. 19. April 1892 i Nustrup, hvor Forældrene var Gaardmandsfolk.

Min Barndomstid har jeg oplevet paa en Gaard i Nustrup; den er senere brændt og nu delvis udstykket. Bortset fra en Vinter, jeg var paa Hejls Efterskole, har jeg været hjemme de første A ar efter min Konfirmation. I 1909 overtog min ældste Broder Fædrenegaarden, og vi yngre Søskende flyttede saa med vore Forældre hen paa den Gaard, jeg senere har overtaget. Sommeren 1911 var jeg paa en Gaard ved Odder, og den følgende Vinter besøgte jeg Ryslinge Højskole. Efter et Ophold paa en større Gaard paa Sjælland var jeg paa Dalum Landbrugsskole. Sommeren 1914 var jeg med paa det sønderjyske Gymnastikhold til Malmø. Paa Hjemturen derfra modtog min Broder og jeg i København Budskabet om min Faders Død.

Paa Foraarssessionen 1914 var jeg taget til Soldat, men dels paa Grund af Faders Død og dels paa Grund af Aareknuder trak det ud med Indkaldelsen til Efteraaret 1915. Reklamationer kunde kun hjælpe til en Tid, og da jeg engang ved en Afhøring blev mødt med det meget sigende Udbrud »Hochschulenschrift«, var det forbi. Jeg kom sammen med flere fra Egnen til Lohausen ved Düsseldorf til Res. I. R. 53; det var i November 1915.

I Januar 1916 blev vi sendt til Maubeuge til Videreuddannelse og som Reserve. Da det trak op til Verdun-Offensiven, lod jeg mig indlægge for at faa Aareknuderne opereret bort, men jeg naaede alligevel at komme med til Verdun som Reserve; begejstret var jeg jo ikke. — Bortset fra en lille Høstorlov var jeg hele Sommeren 1916 ved Cote du Poivre, hvor det jævnligt gav baade Peber og Kanel. Ved et enestaaende Held laa vi dér hele Sommeren uden at storme en eneste Gang, men alligevel kunde vi efter en Sommers Ophold dér regne os til »Seniorerne«. Mangen Aften og Nat har man dér staaet paa Post i Mulm og Mørke eller har ligget foran Skyttegraven i et Granathul og har hørt Trommeilden til begge Sider af os, og til Afveksling kunde man se Lyskugler af forskellig Art og Kulør som Signal over Terrænet. T il de ikke saa hyggelige Bestillinger hørte ogsaa at trække Pigtraad mellem Skyttegravene om Natten; selv om man lærte at blive færdig i en Fart, og man var fri for Tjeneste Resten af Døgnet, saa var det ikke et Arbejde, der var særlig Rift om, for Franskmændene holdt godt Udkig, og undertiden gjorde de os det »pebret« nok. Nej, saa var »Stollenbau« da mere humant Arbejde.

Den 15. December 1916 hørte jeg Kanonernes Drøn for sidste Gang. Efter 5 Dages Trommeild angreb Franskmændene i Nærheden af vor Stilling, og vi blev kommanderet op for at afgive nogle Skræmmeskud (de eneste, jeg har affyret), og derved blev det. Ved Middagstid den følgende Dag gik de frem, i Læ af deres egen Ild, og indtog et Par Skyttegrave over en længere Frontstrækning. V i hørte, der blev nogen Skærmydsel, men da vi tøvede lidt, hvor vi var, blev vi røget ud af Understanden med Haandgranater. Ved Hullet stod en Franskmand paa Post, mens vi kravlede ud én for én. Saa vidste vi, hvad Klokken havde slaaet. Det varede lidt, inden Franskmændene fik Samling paa os. Et Par Mand af os søgte Læ et Sted, hvor det viste sig, at en Franskmand havde gemt sig. Da han sad med opplantet Bajonet, tilbød vi ham for en Sikkerheds Skyld lidt Tobak.

Vi blev ført til Verdun, hvor vi stod fra Middag til Aften, inden vi blev ført gennem Byen. Vi naaede den første Nat saa langt, at v i ikke længere kunde høre Kanontordenen. De første 8 Dage af Fangenskabet var v i i en Samlelejr i Souilly, godt med Pigtraad omkring, med en Lyskaster i det ene Hjørne og et Maskingevær i det andet. Derfra kom vi til at arbejde i et Stenbrud i Fleury, men kom kort efter paa Grund af mangelfuld Beklædning til Dijon, hvor der blev spurgt efter Slesvigere, Elsass-Lothringer og Polakker.

Saa gik Turen til Aurillac, hvor jeg ankom den 14. Januar 1917. Noget forkommen var man blevet efter den sidste Tids mindre behagelige Tilværelse; Skafterne havde maattet skæres af Støvlerne for dog at kunne faa Fodtøj paa de ophovnede Ben, og blank var man blevet i Ansigtet paa Grund af for ringe Vandforsyning, dertil passende langhaaret, saa man saa ikke helt almindelig ud. Det var velgørende at blive vasket og i det hele taget at dumpe ned blandt Landsmænd, der sørgede for én, men som tillige var svært gridsk efter Nyt hjemme fra. Efter kort Tids Forløb kom jeg paa Landet, dels til Bønderne og dels til Høpresning. Det første Sted, jeg arbejdede, var i Marmanhac, og senere har jeg været i

Laroquebrou, St. Projet de Sâlers, Pleaux og Vendome. Landbruget var ret forskelligt fra vort. Om Sommeren gav det god Øvelse i Græsslaaning, og om Vinteren var det særlig Skovarbejde, Gyvelhugning osv., vi beskæftigedes ved. Undertiden gravede vi Overrislingsrender; de flyttedes, idet Grønsværet fra de nye Render, der gravedes, brugtes til Opfyldning af de gamle. Overrislingen spillede en stor Rolle, og i Forbindelse dermed kunde jeg nævne, at jeg et Sted var med til, at vi kastede Møddingen i en lille Bæk, der flød forbi Gaarden. Bækken førte Gødningen med sig, og Vandet, der brugtes til Overrisling af Markskraaningerne, kunde nok sætte Kulør paa Græsset. Livets Behagelighed bestemtes jo mest af

Bøndernes og Vagtmandens Velvilje. Mest frit havde man det ved Høpresning; i vort Hold har vi ofte haft det muntert, naar Hans N. Hansen, fik fat i Harmonikaen, hvormed han forstod at lokke Nysgerrige til. Ved dette Arbejde var vi paa egen Kost og havde engang en pudsig Oplevelse. En Dag ved Middagstid indfandt Politiet sig pludselig og gik lige løs paa vor Suppegryde, som han inkvisitorisk undersøgte efter at have løftet Laaget af. Vi blev alvorligt bange for, at han vilde snuppe Suppen lige for Næsen af os, men saa galt gik det ikke. Forklaringen var den, at der var blevet stjaalet Høns i Nabolaget, og da Tyvene havde været saa raffineret at strø nogle Fjer fra Hønsehuset hen til vort Kantonnement, blev vi mistænkt for at have stjaalet Høns, hvad vi naturligvis ikke havde.

Vaabenstilstanden oplevede je g i Lejren; Stemningen var høj baade dér og ude i den flagsmykkede By ; jeg var Vaabenstilstandsdagen med efter Levnedsmidler og saa da første Gang Aurillac flagsmykket og Gaderne fulde af glade begejstrede Mennesker. En lang Vinter, men alligevel med Forventning i Sindene, fulgte, og endelig sidst i Marts 1919 kunde vi — jeg arbejdede den Gang i Vendome, pakke Klundset. Hjemrejsen foregik over København. Det var med ejendommelige Følelser, v i i Dunkerque gik om Bord i et Skib, der laa og ventede med Dannebrog i Toppen. Her modtog vi det første Velkommen paa dansk Grund af Dr. Munch og N. Neergaard, der, som Deltagere i den danske Delegation til Paris, vendte hjem med samme Skib.

Det blev en haard Sejlads over Nordsøen, men den glemtes hurtigt over den hjertelige Modtagelse, vi fik ved Ankomsten til København, og de Festdage, der fulgte efter. Min Moder og Svigerinde kom over at hente mig og var med til en Del af Festlighederne. Da v i en lille Uges Tid senere kom hjem, var Dannebrog gledet til Tops; det var lidt før Tiden, men alt var rede.

Jeg var ikke blevet saaret i Krigen, men Helbredet slog kun lige til, til jeg kom hjem; kort efter maatte jeg paa Sygehuset, og jeg skrantede en Del de første A ar efter Hjemkomsten. I 1923 blev jeg gift; vi har en Pige paa 12 Aar. Samme Aar, jeg blev gift, fik jeg Gaarden overdraget af min Moder, som var svagelig og døde 2 Maaneder senere.

Jeg har ikke været i Frankrig siden Krigen. Paa Grund af et Byggeforetagende kunde jeg ikke saa godt deltage i Turen derned sidste Sommer; det var i hvert Fald ikke Lysten, der manglede.