Ravn, Jens Petersen (1892-efter 1935)

Senest ændret den 15. september 2019 22:30

Persondata
Født: 12/11-1892, Stevelt, Øsby sogn.
Død: Efter 1935
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Før og efter krigen Stevelt, Styding og Marstrup.
Hustru (efter krigsafslutningen): Gift 1926 med Marie Holm
Børn (før krigsafslutningen): Nej

Andet: 2 brødre v. fronten: Peter i Aurillac, og Sigfried Anton Ravn (1895-1916).

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1912
Udtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste 04/08-1914
Enhed: 2. Garde-Regiment, Komp. 9, Berlin
Rang: Tambour, Gefreiter
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste 04/08-1914
Udtrådt: Taget til fange 04/09-1916. Til Aurillac.
Enhed(er): 2. Garde-Regiment, komp. 9, Berlin
Rang: Underofficer
Såret: I lår og øre, lazaret
Udmærkelser:  Jernkorset 2. Klasse.
Østrigsk Tapperhedsmedalje.
Andet: 

Efter krigen
Landbrugsforpagter; gartneri

Kilder
Fødselsbiregister, Øsby, RAA. (Eksternt link, september 2019).

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936

Fotos

Uddrag af Aurillac-Bogen 1936:
Født d. 12. November 1892 i Stevelt, Øsby Sogn, hvor Forældrene havde en Gaard.

Jeg er opvokset i mit Hjem, hvor jeg var til mit 18. Aar. Jeg var saa et Aar som Forkarl hos H. Vildfang, Bæk ved Vonsbæk, og aftjente min Værnepligt ved 2 Garde-Regiment, 9. K., i Berlin fra 1912— 14; det sidste Aar var jeg Tambour og Gefreiter.

Herfra rykkede jeg den 4. August 1914 med Regimentet til Belgien og kom faa Dage senere i Kamp ved Namur. Vi havde flere mindre Træfninger, inden vi naaede St. Quentin, hvor vi i Slutningen af August var med i et 3 Dages Slag. Sidste Dag blev jeg saaret i højre Laar og venstre Øre og kom paa Lazaret i Nærheden af Køln. Efter Opholdet dér og 14 Dages Orlov kom jeg kort før Jul 14 til Frankrig igen, først til Arras og i Begyndelsen af 15 til Ypern. I April 15 kom jeg til Galicien. Her blev jeg udnævnt til Underofficer. I de følgende Maaned var jeg med i 48 Kampe, fik Jernkorset II. Kl. og den østrigske Tapperhedsmedalje.

Efteraaret 15 kom jeg tilbage til Vestfronten til Somme og var med paa forskellige Frontafsnit indtil min Tilfangetagelse. En Maanedstid forinden var jeg med til min Broder Sigfreds Begravelse ved Fronten.

Jeg blev taget til Fange ved Somme den 4. September 1916. Vort Kompagni havde en meget udsat Stilling. Den sidste Dag var vi kun 30 Mand tilbage, der førtes af en Reserveløjtnant og mig, der var blevet Feldwebel. Vi havde gjort Bataillons-Staben opmærksom paa, at vi ikke kunde holde Stillingen, idet vi hverken havde Forbindelse til højre eller venstre. Om Eftermiddagn stormede Franskmændene og tog os til Fange i vor egen Skyttegrav. Jeg var paa dette Tidspunkt den eneste tilbage ved Kompagniet af dem, der rykkede ud med det i August 1914.

I en Lejr bagved Fronten blev der efter et Par Dages Forløb spurgt, om der var Nordslesvigere iblandt. Jeg meldte mig og kom staks til Aurillac. Det var i September 16. I Aurillac traf jeg min Broder Peter.

Efter faa Dages Ophold i Lejren kom jeg sammen med min Broder og flere, ialt 5 Mand, ud paa en Gaard. Jeg var i længere Tid paa Comblai. Mit meste Arbejde var at køre med Stude, slaa Græs og hvad der ellers kunde falde for. Deltog bl. a. i Høpresningsarbejde i Murat. — Det sidste halve Aar var jeg hos en Dansker, Hr. Eriksen, der havde en stor Gaard i Vendome, ikke ret langt fra Paris. Her var vi 24 Mand, hvoraf 10 var beskæftiget ved Skovarbejde. Med Studeforspand kørte jeg Træ fra Skoven til Stationen, et rart Arbejde, hvorved Tiden gik hurtigt.

Vaabenstilstandsdagen var jeg desværre sengeliggende af spansk Syge, mens mine Kammerater alene fejrede Dagen. Den sidste Dag hos Hr. Eriksen før Hjemrejsen blev en stor Glædesdag. Hr. Eriksen beværtede os med god Mad og rigelig Vin. Vi havde lige faaet Meddelelse om, at vi Dagen efter skulde hjemad og kunde næsten ikke spise af Glæde. Jeg kom hjem over København, hvor vi ankom den 31. Marts 1919. Turen, der skulde have taget 3 Dage, tog 5—6 i det haarde Vejr. Modtagelsen var overvældende, og jeg fik et udmærket Kvarter i Charlottenlund. Jeg opholdt mig i København i en halv Snes Dage og fik meget at se.

Hjemme var Gensynsglæden stor. Broder Peter kom dog først hjem senere over Odense. Men Glæden var jo vemodsblandet ved Savnet af Broder Sigfred, der blev derude.

Det første Par Aar efter Hjemkomsten var jeg hjemme paa Gaarden i Stevelt. i 1926 blev jeg gift med Marie Holm fra Vandling, Starup Sogn. Vi havde i 6 Aar en Gaard i Forpagtning i Styding. I 1932 købte vi saa et Hus med 1 Td. Land i Marstrup, hvor vi driver lidt Gartneri. Her har vi boet siden. Vi har ingen Børn.

Jeg har ikke været i Frankrig siden, men det mangler ikke paa Lyst dertil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918