Senest ændret den 1. marts 2019 13:54
Persondata
Født: 31 januar 1880 i Torning, Tyrstrup sogn.
Død: 4. marts 1955 i Sønderborg
Uddannelse: Karetmagerlære
Erhverv: Karetmagersvend, karetmager
Bopæl: Før krigen Haderslev-egnen; Blans; Jejsing; Sønderborg. Efter krigen Sønderborg
Hustru (før krigsafslutningen): Ja
Børn (efter krigsafslutningen): 1 søn (adopteret)
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1900
Udtrådt: 1902
Enhed: I.R. 84, Haderslev
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 7. august 1914
Udtrådt: Taget til fange 5. september 1918. Til Aurillac.
Enhed(er): Ers.res.I.R. 86, komp. 3; Feld-Rekr.-Dep. 10. armé, batl. 5, komp. 2; R.I.R 266, komp. 7
Rang: –
Såret:
Udmærkelser: –
Andet:
Efter krigen
Karetmager; brandforsikring
Medlem af DSK Sønderborg afdeling : 11/11-1937 Link til DSK
Kilder
Aurillac-Bogen 1936
Personregister Sønderborg 1955 nr. 57: Branddirektør Hans Nielsen Lind, som var gift med efterlevende Cathrine Margrethe Lind f. Tranekjer, boende i Løngang 16 i Sønderborg, født i Taarning, Christiansfeld flække den 31/01-1880, søn af smed Jørgen Hansen Lind og Johanne Marie Lind f. Nielsen, er afgået ved døden den 04/03-1955 i Sønderborg.
Publikationer
Nævnt i DSK-årbog 1955 på listen over afdøde medlemmer
Fotos
Foto fra DSK medlemskort på Rigsarkivet.
Født d. 31. Januar 1880 i Taarning, hvor Faderen var Smedemester.
Efter Konfirmationen kom jeg i Karetmagerlære hos Vognfabrikant K. B. Schau, Vognfabrikken »Kristinelyst« ved Kolding. Efter 4 Aars Læretid arbejdede jeg som Svend i Christiansfeld, Haderslev, Hammelev, var derefter Soldat ved I. R. 84 i Haderslev fra 1900—02, og arbejdede videre som Svend i Blans til 1903, da jeg lejede en Forretning i Jejsing. Her byggede jeg eget Hus og drev Forretningen til 1911, da jeg flyttede til Sønderborg, hvor jeg havde en ret god Forretning, da Krigen udbrød.
Den 7. August 1914 mødte jeg ved Ers.-R-es. I. R. 3/86 i Flensborg. Den 24 Marts 1916 tildeltes jeg Feld-Rekr.-Depot for 10. Armee V. Batl. 2. K. i Vilna og den 6. Maj 1916 kom jeg til R. I. R. 7/266, der laa i Stilling østfor Vilna. Flyttedes Julen 16 til Frankrig, hvor vi kom i Stilling ved La Bassée; senere var jeg paa forskellige Afsnit af Vestfronten. Sidste Gang ved Laon, hvor Stillingen var rømmet, og den tyske Armee var ved at trække sig tilbage. Blev taget til Fange usaaret den 5. September 1918 mellem Laon og Soissons. Det skete, da vi skulde afløse en Kavalleri Skytte-Division, der havde forladt Stillingen som uholdbar. Vi kom med stort Besvær frem gennem Spærreilden og mødte ved tidlig Daggry de franske Tropper. Vi tog Stilling ved et Hegn og kunde senere dække os i en stor Grotte, hvor vi holdt ud i 3 Døgn. Kompagniet trak sig tilbage om Natten, en Del af os mærkede det ikke, og ved Daggry var vi omringet af marokkanske Tropper, der tog os til Fange.
Derefter var jeg i forskellige Gennemgangs-Fangelejre, en længere Tid paa en fransk Feltfabrik til Reparation af Militærvogne i Nærheden af Paris, »Maralles«. Derfra sendtes jeg i Januar 19 til Aurillac.
Ved Juletid 18 blev vi i Maralles udspurgt om, hvor vi var fra; Elsassere, Polakker og Slesvig-Holstenere skulde skilles fra. Vi var 15 fra SlesvigHolsten, hvoraf jeg var den eneste, der var hjemmehørende nordfor Ejderen og ogsaa var den eneste, der blev i Aurillac. Jeg blev godt modtaget af mine Landsmænd, der hjalp mig til Rette. Pastor Troensegaard-Hansen var netop i Lejren i de Dage, og det var en hel Oplevelse at komme sammen med Landsmænd og Lidelsesfæller. Talen drejede sig da mest om, hvornaar vi kunde vente at komme hjem. Jeg kom ikke paa Arbejde.
Vaabenstilstandsdagen var jeg i Maralles og arbejdede sammen med franske Soldater. De fortalte os, hvad der var sket, og lod os saa passe os selv. De tog sig en glad Dag og festede med Vin og Musik, mens vi andre passede vort Arbejde og haabede paa, at vi nu snart maatte komme ud af det hele og hjem.
Jeg kom hjem med første Transport fra Frankrig til København. Det var med en mærkelig Følelse, at vi en Aften fra Kasernen i Dunkerque førtes til Havnen, vi vilde synge, men kunde ikke. Efter at vi var kommen om Bord paa »St. Thomas« og var budt velkommen, følte vi os allerede paa dansk Grund. Et herligt Bord stod dækket til os med Mad, vi ikke havde set Magen til i 4 Aar. Da vi sejlede ud af Havnen og saa ind mod den franske Kyst og viftede Farvel til Frankrig, stod Taarerne i Øjnene paa mig. Jeg takkede Gud, der havde ført mig uskadt gennem Krigens 4 Aar. En besværlig Rejse fik vi, Søsygen var slem, men vi var lykkelige, da vi om Morgenen den 31. Marts 1919 laa ud for Kronborg, og sikken Modtagelse ved Toldboden! Det var Danmark, vor Moder, der bød os velkommen hjem. — Efter de mange Fester rejste jeg den 3. April hjem med Skib fra Faaborg til Sønderborg, hvor min Hustru tog imod mig — begge lykkelige over at have Krigens Trængsler bag os.
Jeg fortsatte min Forretning, men Inflationen gav kun Arbejde og ingen Fortjeneste. Saa paabegyndte jeg en engros Forretning med Karetmagerartikler; den drev jeg et Par Aar, men maatte holde op paa Grund af store Tab, der endnu ikke er afviklede. Saa gik jeg over til Assurancevirksomhed, som jeg stadig arbejder med.
Vi har ingen Børn, men adopterede en lille Dreng, der nu er konfirmeret og i Købmandslære; vi haaber paa en bedre Fremtid for ham, end Tiden vi oplevede 1 mange Aar. — Jeg er Branddirektør for Købstædernes almindelige Brandforsikring, en Stilling, jeg overtog i 1934. Jeg er f. T. Formand for Skolekommissionen i Sønderborg.
Jeg har ingen Forbindelse med Frankrig, men vilde meget gerne en Tur derned, hvis der var Penge dertil.