Flebbe, Peter (1897-1982)

Senest ændret den 16. april 2021 16:27

Persondata
Født: 21/05-1897, Skovby, Vedsted sogn.
Død: 06/03-1982.
Begravet på Hoptrup sogns kirkegård.
Uddannelse: Bramminge Efterskole (vinteren 1913-1914).
Erhverv: Landbrug, fodermester. Senere graver og kirketjener.
Bopæl: Bopæl: Vedsted sogn (i 1920), Bjerning (i 1922) og fra ca. 1923 bosat i Hoptrup sogn.
Hustru: Gift 1. gang 25/06-1920 i Hoptrup kirke med Bothilde Knudsen Gejl (1899-1937).
Gift 2. gang 06/06-1939 i Sønder Onsild kirke med Caroline Dahl (1911-1989).
Børn: Mindst 4 børn (født 1920-1926).

Andet: Søn af Gottfried Petersen Flebbe (1876-1921) og bror til bl.a. Hermann Sørensen Flebbe (1899-1965).

Militære løbebane før krigen
Andet: Mødte på session i 1915.
Indtrådt: 13/03-1916 ved 1 Ersatz-Bataillon, Regiment 60 i Weissenberg (i marts 1916).

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 13/03-1916
Udtrådt: 19/04-1919
Enhed(er):  Infanterie-Regiment 60 i Waisenburg, Elsass (fra marts 1916).
Fra 02/09-1916 ved Infanterie-Regiment 57, 11 Kompagnie (til juni 1917).
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet: 
Opført i “Verlustlisten” (dateret 09/08-1917) som savnet, senere (dateret 14/09-1917) som “bisher vermisst, in Gefangenschaft“.
Sidst opført i “Verlustlisten” (dateret 03/10-1919) på liste over hjemvendte krigsfanger.  Blev ifølge denne liste taget til fange ved “Hurtedise Ferme” den 26/06-1917.

Blev overført til krigsfangelejren i Aurillac, Frankrig.

Var ifølge kartotekskort over krigsfanger fransk fange i Frankrig og kom med St. Thomas til Danmark via Odense.

Efter krigen
Var juni 1920 arbejder, februar 1921 landbrugsarbejder, 1925 og 1930 fodermester i Hoptrup sogn.
Senere graver og kirketjener ved Hoptrup kirke.

Kilder
Fødselsbiregister, Vedsted, RAA.

Alfabetiske lister (= lægdsruller), Haderslev Landråd, militæralder 1917, Skovby, Rigsarkivet. (Eksternt link, april 2021).

Kirkebog, Hoptrup sogn, RAA.

Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anliggender Krigsfangekontoret, Kartotekskort over krigsfanger, Rigsarkivet. (Eksternt link, april 2021).

Kirkebog, Hoptrup sogn, RAA.

Sønderjyske lægdsruller (1920-1920). Udskrivningskredsen for Sønderjylland. Rigsarkivet Aabenraa.  Indført under bogstav S (= årgang 1920), lægdsnummer 120, fødselsår 1897.

Folketælling 01/02-1921, Hoptrup sogn, Djernæs. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1925, Hoptrup sogn, Marstrup. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1930, Hoptrup sogn, Kjestrup. Rigsarkivet.

Gravsten, Hoptrup sogns kirkegård.

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936

Fotos

Uddrag af “Aurillac-Bogen 1936”:
Født d. 21. Maj 1897 i Skovby, Vedsted Sogn, hvor Forældrene var Arbejdsfolk.

Jeg gik i Skole i Djernæs og blev konfirmeret derfra Vinteren 1912— 13. Vinteren 1913— 14 var jeg paa Bramminge Efterskole, hvor Frk. Frederikke Eline Volt dengang var Lærerinde. Senere fortsatte jeg ved Landbruget hos Gdr. J. Bræraa, Kjestrup [sic].

Jeg blev krigsuddannet ved I. R. 60 i Waisenburg i Elsass fra 13. Marts til 2. September 1916. Da blev jeg overskrevet til I. R. 11/57 og kom til Fronten ved Højde 304 ved Verdun. Den 26. Juni 1917 blev jeg taget til Fange ved Chemin des Dames. Vi laa to Kompagnier i Reserve i en af de store Stenhuler, men ved et fransk Stormangreb blev vi omringet. Jeg blev ikke saaret.

Vor første Lejr var ca. 35 km bagved den franske Front. Efter 14 Dages Forløb kom vi til Rouen og var der i 6 Uger, der var saa lange som Aar. Midt i August kom jeg til Aurillac. Jeg har kun godt at sige om Opholdet dér. Min første Plads ude hos Bønderne var i Le Falgoux, hvor man var saa omsorgsfuld for mig, som var jeg deres Søn. Jeg var mest hos Bønderne, men var ogsaa i 8 Maaneder ved Skovarbejde i Crespiat, saa jeg lærte lidt af hvert. Vinen var god, men det var Osten ogsaa. Undertiden savnede vi en Taar Kaffe, men det var der gode Raad for. Jeg er altid blevet godt behandlet, ogsaa inde i Lejren, særlig Fuglsang Damgaard glemmer jeg aldrig. For en ung rask Mand gik Tiden dog bedst ude i den frie Natur. Til Tider syntes vi nok, at Bønderne tog lidt bagvendt paa det, men vi gik dog paa med godt Humør.

Vaabenstilstandsdagen fejrede jeg i Lejren, hvor vi drak mangen god dansk Skaal. Der var sørget godt for Vin til Lejligheden. Den 6. April 1919 gik det hjemad over Dunkerque til Odense. Vi havde en smuk Tur over Vesterhavet og spiste med god Appetit, saa vi naaede Bunden af »St. Thomas« Varebeholdning, og ved Ankomsten til Odense udbragte Kaptajnen et Leve for os for god Opførsel. Modtagelsen i Odense af de mange Mennesker, der var samlet ved Havnen, var helt overvældende. Hjemme fejredes Gensynet mere stilfærdigt. Fra Aarøsund ringede jeg hjem til min Fader og Moder og bad dem hente mig i Haderslev. Glæden var stor, for da jeg kom hjem, var vi igen alle samlet. Min Fader og Broder havde ogsaa været med i Krigen. Men Fader var ikke længere den stærke Mand, som da jeg drog ud, og han døde allerede den 30. November 1921.

Efter Hjemkomsten slog jeg mig igen paa Landbruget. En lille Pige, jeg havde lært at kende, giftede jeg mig med den 25. Juni 1920. Vi har nu fire Børn i Alderen fra 9 til 16 Aar. Jeg er nu Graver og Kirketjener ved Hoptrup Kirke.

2 tanker om “Flebbe, Peter (1897-1982)”

    1. Til Anne Gy Flebbe.

      Tak for din kommentar med oplysning om Peter Flebbes dødsdato.
      Jeg opdaterer hans personside i løbet af denne uge.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918