Senest ændret den 14. marts 2019 21:49

Persondata
Født: 23/02-1887, Fjelstrup sogn.
Død: 30/11-1960, Haderslev Bys sygehus.
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug. 1960: Forhenværende skovarbejder.
Bopæl: Efter krigen Marstrup
Hustru: –
Børn (før krigsafslutningen):

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1910
Udtrådt: 1912
Enhed: I.R. 176, komp. 2, Thorn (Toruń)
Rang:  –
Andet: –

Militære løbebane under krigen
Indtrådt:  04/08-1914
Udtrådt: Taget til fange 09/09-1914. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 84, kompagnie 7
Rang: –
Såret: let, 06/09-1914 af granatsplint i skulderen
Udmærkelser: –
Andet: –

Efter krigen
Skovarbejder, Statsskoven Pamhule, samt sæsonarbejder

Kilder
Dødsbiregister, Haderslev, RAA.

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936.
Billeder i Aurillac-Bogen 1937.

DSK Årbøger, 1961. Nævnt på liste over årets afdøde medlemmer under navnet “H. Bondesen”.

Fotos
Ja, gruppebilleder

Uddrag af Aurillac-Bogen, 1936:
Født d. 23. Februar 1887 i Fjelstrup, hvor Forældrene var Arbejdsfolk.

Jeg kom efter min Konfirmation til Landbruget og arbejdede i Omegnen af Christiansfeld, i Fjelstrup, Anslet, Stubbom, Aller, Tyrstrup og Frørup. Jeg var Soldat ved I. R. 2/176 i Thorn fra 1910— 12. 4. August 1914 mødte jeg i Haderslev og kom til I. R. 7/84. Efter Indmarchen i Belgien den 11. August deltog vi i forskellige Træfninger, bl. a. ved Tirlemont den 18. August, ved Mons den 23. August og deltog derefter i Marneslaget den 6. September 1914 paa Frontafsnittet Esternay—Epernay. Jeg blev saaret i højre Skulder af en Granatsplint, men lider ikke af det. Efter at være blevet saaret, blev jeg med forskellige Transportmidler, tilsidst med Ambulance, ført tillbage til Chateau—Thierry, hvortil vi ankom den 8. September om Morgenen; her blev jeg taget til Fange af franske Kyrasserer om Aftenen den 9. September.

Vi kom derfra til Bordeaux, hvor vi havde det godt, og kom saa til St. Jean Pied de Port (Basses Pyrénées), meget primitivt, men gode Minder om Kammerater; senere kom jeg til Ile d’Oléron og Ile d’Aix (som Oppasser) og igen til Oléron, hvor det var godt.

15. Maj 1915 kom jeg til Aurillac. Under Optagelsesceremonien saa den gamle Tolk, Serg. Boulanger, noget skeptisk over Brillerne paa mig. Men da jeg fik fortalt, at min Fader var Veteran fra 1848, strakte han begge Hænder imod mig og sagde: »De er en god dansk Mand og bliver her«.

I det store og hele havde jeg det godt i Fangenskabet. Tiden gik bedst paa Landet, men der var jo nogle sproglige Vanskeligheder i Begyndelsen. Min første Plads var paa Martinée (St. Simon), hvor jeg hjalp Madame, en ældre Kone, med at plante Kaal i Haven. Langs med Haven løb en Aa, hvoraf jeg hentede Vand til at vande Planterne med. Hun nikkede til mig og sagde: »komode«. — »Kom pram pa, Madam«, sagde jeg, for jeg forstod ikke, hvilken Forbindelse, der kunde være mellem Aaen og en Kommode. Om Aftenen i Lejren fik jeg af Hans Ries, der altid var hjælpsom, Forklaringen: commode betød bekvemt og bien commode meget bekvemt. Den følgende Dag kunde jeg forklare Madame, at nu forstod jeg hende. Hun blev saa henrykt, at hun, til Trods for, at hun stod med begge Hænder fulde, straks serverede Brød og Vin for mig, og siden hang jeg naturligvis i med det Franske. — Jeg tror, jeg kunde fylde et helt Aurillachefte med Oplevelser fra den Tid. Mit Element hos Bønderne var Køerne og les bœufs (Studene), som jeg holdt af at arbejde med.

Vaabenstilstandsdagen forløb uden Festlighed; vi tog den paa Forskud. Vi var 5 Mand i Anglards de Salers, hvor man ved en Fejltagelse lod Kirkeklokkerne ringe Vaabenstilstanden ind Dagen før. Det gav Kaffe og Cognac i Anledning af Dagen. Kort efter kom vi ind i Lejren og var der Vinteren, hvor Tiden kun sneglede sig afsted.

Hjemrejsen skete den 4. April 1919 med Tog fra Aurillac over Clermont, Paris, Calais til Dunkerque og videre med »St. Thomas« til Odense. Det var med Vemod, jeg for sidste Gang rullede gennem Auvergne og fjernede mig fra de Mennesker, der i en Trængselstid paa over 3 1/2 Aar, i hvert Fald for manges Vedkommende, havde gjort alt for at lette Tilværelsen, ja, søgt at gøre det hjemligt for mig. F.ndnu i denne Stund sender jeg Cantals Beboere en venlig Tanke og Tak. Og ikke mindre husker jeg med Tak Besætningen paa »St. Thomas« og Modtagelsen i Odense, der var storslaaet. Det er Minder, der altid vil huskes.

Gensynsglæden hjemme blev noget beskaaret i det Forfald, der tegnede sig overalt. Mit Indtryk var Armod. — Siden 1921 har jeg arbejdet i Statsskoven Pamhule. De første 6—7 Aar ved stadigt Arbejde, men med Tiden er der gaaet
Sæson i det, og i Sommermaanederne tager jeg, hvad der byder sig.

Nej, jeg har ingen Forbindelse med Frankrig, men jeg vilde gerne se Egnen og de Mennesker, vi lærte at kende under Fangenskabet.