Persondata
Født: 30/11-1899, Lysabild sogn.
Død: 08/01-1934, Hospital i Kolding, begravet i Lysabild.
Uddannelse: –
Erhverv: Møller
Bopæl: Vamdrup i Ribe Amt
Hustru: ikke gift
Børn (før krigsafslutningen): –

Andet: Søn af Peter Andresen Andersen og Anna Cathrine Brink. Faderen var civilfange i begyndelse af krigen. Bror til Christen Andersen (1897-1967), Hans Andersen (1894-1916) og Peter Andersen (1895-1916).

Militære løbebane før krigen

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: –
Udtrådt: –
Enhed(er): –
Rang: –
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: –

Efter krigen
–

Kilder
Kirkebog vedr. dåb Link.
og begravelse Link.

Publikationer
–

Fotos
–

Jørgen nåede også at blive krigsdeltager, som hans 3 ældre brødre, 2 faldt og 1 kom i fransk fangenskab.

2 af Jørgens nevøer fortæller om faderens forsøg på at få Jørgen væk fra fronten:

”En dag først i året 1918 ankommer farfar til forkontoret på Sønderborg Slot med en stor indpakket svineskinke på skulderen. Med begrundelsen, at det var et meget vigtigt ærinde, fik han foretræde hos den tyske Landråd Kurt von Schönberg på hans kontor. Farfar går straks direkte hen til Landrådens skrivebord i det store rum, og lander tungt den store skinke midt på skrivebordet.
”Was ist dass”: nærmest råbte Landråden. ”Ein augenblich”: sagde farfar, og fortsatte (på tysk). ”Jeg har lige mistet to sønner, der er falden i krigen, og en tredje søn er taget til fange i Frankrig, og nu er min fjerde søn sendt til fronten i nord Frankrig. Hvis jeg også mister ham, så har jeg ingen børn mere til at drive min gamle slægtsgård videre. Jeg har to små børn, der ikke er gamle nok, og den ældste datter er gift andet sted. Min ældste søn er invalid og går ved krykker, og en datter er uarbejdsdygtig og en 3. datter har fået konstateret Rosen i hovedet på Sygehuset. – – så jeg vil være Hr. Landråden meget taknemmelig, hvis De kunne sørge for, at min søn, Jørgen, bliver forflyttet til Sanitærtjenesten i nord Tyskland”.

Schønberg skulle nærmest have råbt af farfar, at dette er jo ikke en vigtig sag, og i øvrigt skulle farfar være stolt af, at han havde to sønner, der var faldet for dass Vaterland. Farfar sagde, at han da var meget stolt – -; hvorefter han havde bukket høfligt og sagt tak for, at han fik foretræde og var derefter gået mod døren. ”Was mit dass”: råbte Landråden efter ham og gik hen og pegede på den store indpakkede skinke på sit skrivebord. ”Den?” sagde farfar” – Den har jeg aldrig set før!” – og så gik han. Jeg ved ikke hvor længe efter, men Jørgen blev forflyttet til sanitærtjenesten i nærheden af Flensborg. Og overlevede krigen.”