Den 5. December har vi naaet Rhinen.

Rhinlænderne er livlige Folk. I Weissenturm lavrbærkranses vi af unge Piger, i Kaltenengers skænker en Kone Snaps. Ved Engers, mellem Koblenz og Neuwied, marcherer vi over Rhinbroen.

Regimentskommandøren holder højt til Hest paa Brohovedet. Musikken staar bag ham og spiller i det uendelige »Die Wacht am Rhein«. Rhinens Vand faar vi ikke at se. Taagen er saa tæt, at vi ikke kan øjne Floden oppe fra Broen.

Vi forlader Rhindalen og kravler op ad den vidunderlig smukke Sayn-Dal. I Isenburg har vi den 6. December Hviledag.

Kvartererne er maadelige. Folkene i det smukke Isenburg er præget af deres Luftkursted; de rører sig kun af Pletten, naar de faar Betaling for det.

Vi ser paa deres smukke By og Kirke, paa den gamle Borgruin og paa Krupps flotte Jagtslot.

Over Selters kommer vi op i Westerwalds fattige Bjergegne. Her møder vi igen de varme Hjerter, der slog os i Møde hos den stille Eifelbefolkning. 

Fra: Eskildsen, Claus: Østfront-Vestfront, 1929. s. 256-257