Paa Vagt i Vaaren.
(Feltbrev.)

Guds Maane i sin fulde Glans
henglider over Himlen
og stemmer en til lystig Dans
midt under Stjernevrimlen.

Og Skoven i sin Pinsedragt
med lysegrønt i Hatten,
den pranger med en sælsom Pragt
i Sølverskær om Natten.

Paa Marken staar hver Blomst i
Knop, et fint og pragtfuldt Tæppe,
en Farvepragt — jeg giver op —
beskrives kan det næppe.

I Busken Nattergalen slaar,
saa lifligt lyder Sangen,
og Elverpigens Dans den gaar
saa let, saa tyst paa Vangen.

Jeg lytter til den milde Vind,
dens Sus i Skovens Blade,
den stryger kælent om min Kind
og kruser Søens Flade.

Naturen er en Foraarskvæld —
dens Lige ej man finder —
et Underværk, et Skønhedsvæld,
der evigt, evigt rinder.

Det Billede er stort og skønt,
der straaler for mit Øje,
med Mark og Eng og Skov i grønt
og Maanen i det høje.

Et andet Billed toner frem
og fylder mig med Smerte:
Jeg mindes sønderskudte Hjem
og mangt et sorgfuldt Hjerte.

Hvor fordum laa saa stolt en By,
ej Sten paa Sten der ligger,
alt ødelagt af Brand og Bly,
og Folkene — de tigger.

Jeg ser i Tankerne en Egn,
som Krigens Kno har hærget,
med Hus og Hjem, samt Have, Hegn
af Dødens Engel mærket.

Med Hul ved Hul i frugtbar Muld,
Granaterne har slaaet,
af Skyttegrave, Skanser fuld,
hvor gyldne Aks har staaet.

Med Pigtraadshegn paa tværs og Kryds,
der Fjendens Angreb stænger,
i Nattens Mulm Pakettens Lys
og Træer, skudt i Flænger.

Jeg hører, at med Lynets Fart
igennem Luften hviner
der Projektiler af hver Art:
Shrapnels, Granater, Miner.

Den Jord ej frugtbar er, men gold,
vor Slagene er slaaet.
Der avles aldrig mangefold,
hvor Vaabengny har staaet.

O. du mit elskte Fædreland,
jeg ønsker til din Baade,
du vorder fri for Krigens Brand,
for Kampens Ve og Vaade.

N. O.

Jeg er en Sønderjyde, til Danmark staar min Hu,
dog maa jeg Tysken lyde og følge blindt hans Bud.
Det gik i Fredens Tider, skønt ikke altid let.
Nu jeg for, Tyskland strider. Det kan ej være Ret.

Jeg maatte drage fra mit Hjem, fra Kone og fra Børn,
jeg maatte sværge Faneed til Tysklands sorte ørn.
Det var med tunge Tanker; jeg gjorde, som man bød,
for Danmark Hjertet banker, for Danmark – til min Død.

Nu maa jeg kæmpe for en Sag, som er mig helt imod,
jeg vandre maa fra Slag til Slag paa mødig, trætte Fod.
Det er ej mine Fjender, som jeg maa skyde ned!
Jeg helst tilbagevender, til Hjemmets stille Fred.

Det er ej for mit Fædreland, jeg vover Liv og Blod.
Jeg staar her som en tvungen Mand, og helst jeg alt forlod.
Det er saa tungt at tænke, jeg flyed’ helst i Hast,
men Krigens tunge Lænke, den holder her mig fast.

Jeg ved, min Moder sørger – saa tungt det er for Far,
med Angst i Sind de spørger – og ingen giver Svar.
Og selv jeg spørger mangen Gang: Naar faar engang vi Fred? –
Er derfor endt min Klagesang og min Udlændighed?

Og Længselen mig drager til Sønderjylland hen,
at pløje der min Ager i Fred med Fryd igen.
– – – Gid Krigen var til Ende. Gid Dagen dog var nær,
da hjem jeg kunne vende til dem, som jeg har kær.

A. Qu.

DSK-årbøger 1953