En Dag i Begyndelsen af November holdt vi vort Indtog i den katolske Missionsstation Ndanda, der ligger paa Grænsen mellem Lavlandet, som vi stadig havde vandret i siden Livale, og Bjergene ud mod Kysten.

Vi slog Lejr et Stykke fra den stenbyggede Station for de katolske Missionærer, der virkede paa disse Egne, og Stache fik her en Ordre fra en Løber. „Flere Miner!“ skrev Generalen, der aabenbart stadig var i det Humør, og jeg lod mine Folk stille Drejebænken op.

Kort efter kom Ramasan løbende og raabte allerede paa lang Afstand: — Bwana Hansen har faaet en Kugle. Jeg bad ham vise mig Vej, og vi løb hurtigt hen imod en stor Græshytte, som Ramasan pegede paa. 

Ja, Peter Hansen havde faaet en Kugle. Han sad paa sit Græsleje med Blod omkring Munden og graableg i Ansigtet. Kuglen havde ramt ham fra Siden, var gaaet gennem Skulderen og tværs igennem Kroppen paa ham. Det var ved Mahiva, det var sket.

Han forklarede mig langsomt og stødvist og med stort Besvær. — To Mand bar mig fra Mahiva hertil. De var fire Dage om det, men jeg er ikke den eneste. Der ligger fuldt af saarede her omkring, baade Tyskere og Englændere.

Jeg tog Afsked med Peter Hansen for ikke at trætte ham yderligere og gik derfra i tunge Tanker. Hvis han kom over dette, saa var det mere end et Mirakel.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden

Det var i Slutningen af Oktober eller i Begyndelsen af November 1917.

I de Dage naaede sære Rygter ud til selv de mest afskaarne og isolerede Safarier.

Der havde staaet et stort Slag inde i Bjergene.

Senere dukkede Navnet op — Mahiva, og endnu senere mødte vi Folk, som kunde fortælle om Enkeltheder fra Slaget.

Det havde været et Slag som ved Tanga i sin Tid. Efter Maaneders henholdende Kampe havde Englænderne givet sig en Blottelse, og Lettow-Vorbeck havde straks slaaet til.

I Ilmarch var Kompagnierne blevet trukket sammen og Englænderne pludselig angrebet.

Senere fik de Lov til i tre Dage at løbe Storm paa de tyske Stillinger, indtil et Flankeangreb afgjorde Slaget med en tysk Sejr. Tabene havde efter østafrikanske Forhold været blodige — for Englændernes Vedkommende 1500-2000 Mand paa Grund af deres stædige Frontalangreb.

Noget strategisk Resultat var dog ikke opnaaet — dertil rakte de tyske Kræfter ikke.

Som en stærkt svunget Bue bevæ­gede de engelske Tropper sig fra alle Sider ned mod Koloniens sydøstlige Hjørne og drev i daglige Kampe de faatallige og næsten fuldstændig udkørte tyske Troppeafdelinger foran sig.

Overmagten var saa svimlende stor, at selv den genialeste Hærfører ikke kunde vinde det tabte Land tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden