I arkivet på Sønderborg Slot ligger et sang- og nodehæfte på 4 sider med titlen: “Tilbage til Fronten” og undertitlen: “Digt af en soldat, der har været hjemme paa orlov“, der er udgivet i 1917.
Sangen er oprindelig et digt med titlen “Paa orlov”, som en ung mand fik trykt i Hejmdal den 11/09-1917. I Hejmdal var digtet underskrevet med et “N”.

Paa Orlov.
Farvel mit Hjem i den stille By,
Tak, Far og Mor, for de korte Dage.
Nu kalder Pligten mig bort paany,
– mon Freden gi´r mig engang tilbage?
Hvis nu det sidste Farvel det gjaldt,
Da Tak for Alt!

Farvel mit Folk mellem Aa og Fjord,
Dit Blod endnu i min Aare rinder.
Hvor langt jeg føre omkring opaa Jord,
Jeg ved, din Lige jeg aldrig finder.
Engang jeg freder din gamle Gaard,
hvis jeg det naar.

Farvel mit Als, som jeg har saa kær,
Mit Fødeland med de fagre Bøge!
Tit vil min Take paa lønlig Færd
Fra fjerne Lande din Kyst opsøge
Og aande Markens og Skovens Fred
Ved Bæltets Bred.

Mens bort jeg kaldes herfra igen,
Helt ret jeg kender, hvad jeg forlader:
Min Brud, som blev mig en fuldtro Ven,
Min Bror og Søster, min Mor og Fader.
Jeg savner eder ved Vejens Skel, –
Farvel, Farvel!                                     N.

Digtet er skrevet af Jacob Nielsen (1890-1959), der var født i Mjels, Oksbøl sogn. Han blev efter krigen en anerkendt matematiker og professor i Breslau og København.

Den 13/12-1917 blev digtet også trykt i den amerikanske avis “Den Danske Pioneer” under titlen “Igen til Fronten!“.
Her blev digtet set af Max Springer, der satte musik til digtet. Siden blev et dansk nodehæfte med kun denne sang udgivet.

Paa Vagt i Vaaren.
(Feltbrev.)

Guds Maane i sin fulde Glans
henglider over Himlen
og stemmer en til lystig Dans
midt under Stjernevrimlen.

Og Skoven i sin Pinsedragt
med lysegrønt i Hatten,
den pranger med en sælsom Pragt
i Sølverskær om Natten.

Paa Marken staar hver Blomst i
Knop, et fint og pragtfuldt Tæppe,
en Farvepragt — jeg giver op —
beskrives kan det næppe.

I Busken Nattergalen slaar,
saa lifligt lyder Sangen,
og Elverpigens Dans den gaar
saa let, saa tyst paa Vangen.

Jeg lytter til den milde Vind,
dens Sus i Skovens Blade,
den stryger kælent om min Kind
og kruser Søens Flade.

Naturen er en Foraarskvæld —
dens Lige ej man finder —
et Underværk, et Skønhedsvæld,
der evigt, evigt rinder.

Det Billede er stort og skønt,
der straaler for mit Øje,
med Mark og Eng og Skov i grønt
og Maanen i det høje.

Et andet Billed toner frem
og fylder mig med Smerte:
Jeg mindes sønderskudte Hjem
og mangt et sorgfuldt Hjerte.

Hvor fordum laa saa stolt en By,
ej Sten paa Sten der ligger,
alt ødelagt af Brand og Bly,
og Folkene — de tigger.

Jeg ser i Tankerne en Egn,
som Krigens Kno har hærget,
med Hus og Hjem, samt Have, Hegn
af Dødens Engel mærket.

Med Hul ved Hul i frugtbar Muld,
Granaterne har slaaet,
af Skyttegrave, Skanser fuld,
hvor gyldne Aks har staaet.

Med Pigtraadshegn paa tværs og Kryds,
der Fjendens Angreb stænger,
i Nattens Mulm Pakettens Lys
og Træer, skudt i Flænger.

Jeg hører, at med Lynets Fart
igennem Luften hviner
der Projektiler af hver Art:
Shrapnels, Granater, Miner.

Den Jord ej frugtbar er, men gold,
vor Slagene er slaaet.
Der avles aldrig mangefold,
hvor Vaabengny har staaet.

O. du mit elskte Fædreland,
jeg ønsker til din Baade,
du vorder fri for Krigens Brand,
for Kampens Ve og Vaade.

N. O.

Jul i Flandern

Det er som en stille Salme
henover Flanderns Jord,
det er som Sus af en Palme,
hvor ellers intet gror.

Og Salmen møder den ene
paa Vagt i Is og Sne:
i alt det hvide og rene
svinder en Verdens Ve.

Saa daler den ned i Hulen –
Mismodets tunge Luft,
og alle mærker nu Julen
i Granens fine Duft.

Den stiger atter i Sange
fra dybe Stemmers Kor:
den inderlig stærke, bange
Bøn om Guds Fred paa Jord.

(Johannes Reiff: Nye Sange fra Ingenmandsland, H. Hagerups Forlag 1930)

Flandern, den 16. november 1917.

Kære N………. !


Saa har jeg saa meget at sige dig Tak for, N., og saa mange Tanker, du, men min Tid er saa knap. For Øjeblikket sidder jeg paa et Lofte i Halluin-Menin, vest for Courtrai (Kortrik), vi skulde ‘have et Par Dages Ro, men nu har de smidt os ud igen, og først for et Par Timer siden kom vi tilbage, men endnu ligger vi i højeste Allarmberedskab. Tilgiv da, om Brevet i Retning af Form og Skønskrift bliver »maadeligt« jeg kan ikke, som jeg helst vilde.

Jeg var saa glad for den Dag i Cambrai, selv om det var saa kort, og for Dagen i Buissy. Saa fik jeg da at føle, at vi endnu har Mænd, som kan betrygge vor Fremtid, at der endnu er virkelig unge Nordslesvigere, som tør vedkende sig deres Gud og deres Fædreland.

Det er vist at dømme haardt, men jeg regner dem for simple Folk, som svigter disse to Ting. Saa vidt jeg har erfaret, er disse to Ting -— selvfølgelig mest Vorherre — de to Poler, hvorom vort Liv drejer sig, og som giver vort Liv Indhold.

Tit har jeg tænkt i denne Tid: Kunde jeg blot have kæmpet og lidt dette forfærdelige for en Sag og et Land, som jeg elsker. Hvad der er en Del af ens Væsen kan man dø for . . .

Tak, N., for den Bog, du sendte mig, jeg vil se at faa den læst en af de første Dage, for at du saa kan faa den tilbage. Med forud vil jeg ikke tage den, dertil er den for god. Den første Fortælling har jeg læst, og den var god, dyb og af virkelig Værdi. Saa snart jeg faar en god Bog, faar du den tilsendt, vi vil hjælpe hinanden over denne Tid., N., og i Livet senere hen, ikke sandt? Hvis vi hjælper ‘hinanden frem mod høje Maal, saa vil Gud ogsaa velsigne vort Venskab, ja hele vort Liv.

Den 20. Oktober blev vi sat ind, og vi har været 10 Dage i Stilling siden da. Resten af Tiden har vi været i Halluin, men ogsaa i Beredskab, alarmeret hele Dagen, men ikke sat ind i Storm endnu.

I Dag har Englænderne trommet voldsomt, og der kastes Bomber og skydes her ind i Byen. Uhyggeligt er her, men forude er det værre. I mørke Nætter vil mange sætte Livet til i det bundløse Morads, og mangen Saaret vil lide en haard og fortvivlet Skæbne.

Bitterhed har fyldt mit Sind — der var knap Plads for Tak til ham, som jeg dog skylder Tak for saa uendelig meget godt. Vi er smaa, vi Mennesker, meget smaa, og i denne Tid især har jeg været en af de mindste: Svag og utaknemmelig, ængstelig og utro mod Gud.

Hvor fandt jeg Hvile i at læse i din Bog, de gode Tanker, dem faar man aldrig for mange af.
Jeg sad forhen og læste et Digt af Josias Bille, skrevet nu under Krigen. Tonen er ganske vidunderlig og gribende, men den kan jeg jo ikke skrive, jeg kender den næppe selv. Men Ordene faar du nu:

Ring, Klokke, lydt over Land og By,
meld om en blaaraende Himmel bag Sky,
ring for de Sjæle, som stønner i Strid,
Klokke, ring Fred i vor fejderde Tid.

Dybt skal du ringe i Sjælene ind,
nævne det bløde, vi bær i vort Sind,
kalde paa alt, som kan stemme til Fred,
vende vort Sind til Fordragelighed.

Kald alle Minder om Kærlighed frem,
kald paa de Længsler, vi bær til vort Hjem,
mind om den Hustru, som græder i Bøn,
mind om den Moder, som elsker sin Søn.

Ring, Klokke, ring over Hærenes Tal,
ring gennem Hjertets forhærdede Skal,
fri vore Sind for dens tærende Splid,
Klokke, ring Fred i vor fejdende Tid.

Du skulde høre N. N. synge den, selv har jeg ikke hørt ‘ham synge den, men andre, gribende Sange, og det var Andagt, det var noget, der greb det dybeste i mig, og fik Strenge til at dirre, som aldrig kom i Svingning ellers.

Ja, min Tid ebber ud, skønt jeg gerne vilde fortsætte, maa jeg dog slutte.

Guds Fred, N., over alle dine Veje, og vær kærlig hilset.

Din Mikael.

Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)

Fjernt har dine sønner, Danmark, faret fra din stavn.
Der er ristet danske runer i Piræus’ havn.
Brede bautastene knejser end på Skotlands vang,
og i lejet nynner Seinen på en nordisk sang.

Fjernere dog sønner af dig, Danmark, farer nu,
for en fremmed fane følger de med sorg i hu;
fjernere og dog tillige fast i hjemmets favn,
i vort håb, vor tro og længsel, i vor sorg, vort savn.

Polens sletter. Namurs volde, Lüttichs skansers fod
så dem kæmpe, så dem falde, drak af deres blod;
mange hviler alt derude i en ukendt grav,
Danebrog blev ej den pude, dødens seng dem gav.

Herre, hvert et suk du hører trods kanoners brag!
Bær du Slesvigs trætte sønner gennem nødens dag,
lad dem se dit kors, der lyser gennem røg og brand,
og dit røde blod, der købte vej til livets land!

Først langt senere blev det opklaret, at det ikke var en krigsdeltager, men en lærerinde ved navn Jensine Jensen, der havde skrevet det.

Jensine Jensen sad en sommerdag i toget fra Vildbjerg til Herning og læste i avisen om de sønderjyske tabslister fra Verdenskrigen, og hun blev så grebet, at hun gav sig til at skrive nogle vers på kupevæggen.

Disse vers blev så set af andre rejsende, som skrev dem af, og således kom de fire første vers ud i befolkningen, uden at nogen anede, hvem der havde skrevet dem.

Men Jensine Jensen blev syg og kom på sanatorium. En dag nåede versene hertil, og hun kendte dem straks, som sine egne.

På sanatoriet skrev hun det femte og sidste vers:

Taareblændet Slesvigs Datter ud af Døren ser;
han, den kære, som hun venter, kommer aldrig mer!
Bøj dit Hoved, Moder, Danmark, klæd i sort din Borg,
sæt Sordinen paa din Harpe, dine Børn har Sorg!

Farvel, mit Hjem i den stille By,
Tak, Far og Mor, for de korte Dage.
Nu kalder Pligten mig bort paany –
Mon Freden gi’r mig engang tilbage?
Hvis nu det sidste Farvel det gjaldt,
da Tak for alt.

Farvel, mit Folk mellem Aa og Fjord,
dit Blod endnu i min Aare rinder.
Hvor langt jeg føres omkring paa Jord,
jeg ved, din Lige jeg aldrig finder.
Engang jeg freder din gamle Gaard,
hvis jeg det naar.

Farvel, mit Als, som jeg har saa kær,
mit Fødeland med de fagre Bøge!
Tit vil min Tanke paa lønlig Færd
fra fjerne Lande din Kyst opsøge
og aande Markens og Skovens Fred
ved Bæltets Bred.

Mens bort jeg kaldes herfra igen,
helt ret jeg kender, hvad jeg forlader:
min Brud, som blev mig en fuldtro Ven,
min Bror og Søster, min Mor og Fader.
Jeg favner eder ved Vejens Skel, –
Farvel, Farvel!

DSK-årbøger 1955

MIN DRENG

Han sover nu i fremmed Jord,
min muntre, blonde Dreng.
Hans Billed, som jeg fik i Fjor,
det har jeg stillet paa mit Bord
ved Siden af min Seng.

Hver Morgen er de kære Træk
det første, Øjet ser,
Kan jeg det tro, at han er væk,
min store Dreng, saa klog og kæk,
at ej han kommer mer?

Hvor blev min Stue kvalm og trang
og livløs Skov og Eng,
da mer’ ej lød hans glade Sang.
Og Tiden blev saa trist og lang,
min egen, egen Dreng!

Anna Jakobsen

Fra: Sønderjyske soldaterbreve. Udgivne af Harald Nielsen (1915).