Der var stor opstandelse, da det blev meddelt, at den tyske kejserinde, Augusta Viktoria, ville besøge lazarettet, og der blev pudset og skuret og gjort rent.

»Hvad vil De nu sige til kejserinden, når hun tiltaler Dem«, sagde stabslægen til mig, »vil De sige »fru« kejserinde?« »Jeg vil sige ‘Eure Majestät’«, svarede jeg.

Alle hårdtsårede måtte ned på den nederste korridor. Vi, som var nogenlunde til bens, blev her stillet op i en række, mens andre lå i deres senge, men alle, der ikke var blevet værdige til at være med til paraden, fik ordre til at blive i deres stuer og ikke vise sig ved vinduerne. Mange af dem tog det som en alvorlig tilsidesættelse af deres ret til at se deres kejserinde.

Kejserinden og et par damer og vore øverste læger gik nu langs med rækken, og kejserinden gav en og anden hånden og henvendte et par ord til andre.

Hun var gået forbi mig, da vor stabslæge sagde: »Den mand her har mistet synet, Deres majestæt!« Hun kom tilbage og gav mig hånden, spurgte om mit navn, mit regiment, og hvor jeg var blevet såret. »Lorette«, sagde hun, »ja, det var jo nogle af de hårdeste kampe!« –

Da hun så hørte, at jeg var fra Nordslesvig, spurgte hun om min familie. Hun var jo selv knyttet til Slesvig med stærke familiehånd.

Derpå forærede hun mig et billede af hendes gemal, kejser Wilhelm, til hest. Billedet var i postkortformat og i papramme. Endvidere gav hun mig en lille buket laurbærblade fæstnet i en sløjfe af sort, hvidt og rødt bånd.

I disse få øjeblikke så jeg hende som ganske almindelig kvinde og mor, som kendte krigens kår så godt som nogen, og som selv havde en række sønner med der, hvor menneskeskæbner afgøres, men som nu, tvunget af hendes høje stillings krav, måtte være vidne til denne menneskelige elendighed.

DSK-årbøger 1964

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede rigsdanske avis nord for Kongeåen.

Sønderjylland og Krigen
Advokat Ravn, der ligesom en anden kendt Sønderjyde, Dr. Thomsen i Skærbæk, nu har faaet Jernkorset  i Krigen, er som saaret i Armen af en Kugle vendt tilbage fra Belgien for at komme sig. Jernkorset er ligeledes tildelt Gaardejer D. Andresen i Ravsted ved Aabenraa.

Som en medvirkende Grund for Militærmyndighederne i Slesvig-Holsten til at forbyde Bladet „Hejmdal” og Aflæggeres Udgivelse i 8 Dage anføres ogsaa, at Bladet ikke havde omtalt den tyske Kejserindes 56-aarige Fødselsdag den 22. Oktober.

Chirry ved Noyon, den 22. Oktober 1914. De franske Omklamringsforsøg har bevirket, at Divisionen har maattet trække længere til højre. Jeg har denne Gang været fri for at tage den Tur til fods, thi med mine sølle Ben er det ikke blevet bedre. Over Dreslingcourt og Noyon er vi naaet hertil, hvor der paany er opkastet Skyttegrave, og hvor der paany er indtaget Stilling.

Her i Chirry er der Kvarter for flere Staber, Bagager og Feltkøkkener, og vi har indrettet os paa bedste Maade.

Det er imidlertid blevet værre med mine Ben, og efter en Undersøgelse igaar, besluttede Lægen sig til at sende mig til Tyskland. Idag har jeg pakket mit Kluns, og har taget Afsked med Venner og Bekendte, der allesammen misunder mig mit “Held”, thi nu er Krigen jo Slut for mit Vedkommende.

Sammen med et Par Kammerater indtog vi en bedre Afskedsfrokost. Bøfferne havde Skorstensfejeren lavet og ligesaa med Pandekagerne, som jeg dog havde tilrørt. Efter at have faaet Brand paa en Cigar, der var “gewidmet den deutschen Helden”, og ogsaa havde faaet et Par stukket i Lommerne, rejste jeg til Tonerne af “Heil dir im Siegeskranz”, fra Byen.

Det er Fødselsdagen for Regimentets høje Chef, og det er derfor Musikken spiller. Franske Granater giver deres Besyv med i Laget, og deres langtrukne Hyl høres endnu tydeligt her paa Banegaarden i Noyon, hvor jeg sidder og venter paa, at Toget snart skal sætte sig i Bevægelse. Ventetiden bliver lang, men jeg holder det vel ud. Nu kommer jeg dog ud af Skidtet og hjem.