Tom Buk-Swienty præsenterer sin nye bog på Sønderborg Slot tirsdag den 13. september kl. 15:00

“En safari fra Helvede” hedder den nyeste bog af den kendte forfatter og historiker Tom Buk-Swienty.

Bogen har undertitlen: “Nis Kock og sønderjyderne, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt.”

Mød forfatteren Tom Buk-Swienty på Sønderborg Slot den 13. september kl. 15:00, hvor han vil præsentere sin nye bog: “En safari fra helvede”.

Den handler om den utrolige – men i dag næsten glemte – historie om de forholdsvis mange sønderjyder, der deltog i Første Verdenskrig i Tysk Østafrika (det nuværende Tanzania).

Bogen præsenteres i Riddersalen på Sønderborg Slot tirsdag den 13. september kl. 15:15. Det vil være muligt at købe et eksemplar af bogen og få den signeret af forfatteren selv.

Her har du chancen for at købe en tidlig og personlig julegave!

Der er gratis adgang fra kl. 15:00 til slottet for gæster til bogpræsentationen.

Tom Buk-Swienty vil selv præsentere bogen i et kort foredrag.

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside

4 tanker om “Tom Buk-Swienty præsenterer sin nye bog på Sønderborg Slot tirsdag den 13. september kl. 15:00”

  1. Nu foreligger de første anmeldelser af bogen.

    Kristeligt Dagblad:
    Forlaget Politiken henviser selv (med ordene “En sand guldgrube for den historisk dedikerede læser … Fantastisk historie.”) til anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, skrevet af Liselotte Wiemar:
    https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/tom-buk-swienty-genopliver-et-glemt-stykke-soenderjysk-historie
    12.09.22 Kl. 20:45
    4 af 6 stjerner.
    “Tom Buk-Swienty genopliver et glemt stykke sønderjysk historie.
    Det er et gigantisk stykke researcharbejde, forfatteren Tom Buk-Swienty har begået med sin beskrivelse af et glemt stykke sønderjysk historie – og verdenshistorie”

    Jyllands-Posten:
    https://jyllands-posten.dk/kultur/anmeldelser/litteratur/ECE14395339/30-soenderjyder-kom-i-1914-paa-en-hemmelig-tysk-mission-der-frustrerede-royal-navy-og-ophidsede-winston-churchill/
    13/09/2022 KL. 10:48
    Skrevet af Flemming Østergaard.
    “30 sønderjyder kom i 1914 på en hemmelig tysk mission, der frustrerede Royal Navy og ophidsede Winston Churchill.
    Tom Buk-Swienty forvalter den gode sønderjyske historie og løfter den til et episk format.”
    “Op mod 30.000 sønderjyder, der efter nederlaget i 1864 endte som kejser Wilhelms undersåtter, deltog, som det hedder i den officielle historieskrivning, som soldater i den tyske hær, men en lille skare tjente i den kejserlige marine. En af dem var fyrbøderen Nis Kock fra Kegnæs på Als.
    En dag i slutningen af 1914, da han stod til appel på kasernepladsen i Kiel, tog hans liv en skæbnesvanger drejning. Den vagthavende officer befalede alle dansktalende marinesoldater at træde et skridt frem. Det gjorde en lille håndfuld, mens en fremmed søofficer granskende iagttog dem. Han tog dem til side og fortalte dem på dansk, at de hermed var udtaget til særlig tjeneste og skulle være klar til afrejse med kort varsel. Han var kejsertro friser og hed Carl Christiansen.”

    Berlingske:
    https://www.berlingske.dk/litteratur/to-stjerner-tom-buk-swientys-bog-om-afrikansk-krigshelvede-fremstaar
    2 af 6 stjerner.
    “To stjerner: Tom Buk-Swientys bog om afrikansk krigshelvede fremstår som utroværdige fantasier: »Folk er jo ikke dumme«”
    13. september 2022, kl. 13.43
    Skrevet af Bent Blüdnikow.
    “Tom Buk-Swienty er på gyngende grund i sin nye bog om Første Verdenskrig i Afrika. Er det fiktion eller dokumentarisme? Det er umuligt at bedømme, for noterne mangler, og sproget fra mulige eksisterende kilder er omskrevet, så det ligner alt andet i vor fiktionaliserede nutid, mener Bent Blüdnikow.”

    “Stilen er en blanding af citater fra Nis Kocks angivelige erindringer og scener, som Tom Buk-Swienty selv fantaserer sig til. Til tider er det umuligt at bestemme, hvad der er det ene, og hvad der er det andet. Der er anvendt tekster fra diverse erindringer – blandt andet Paul Lettow-Vorbecks og kilder fra en række arkiver, men det meste er omskrevet.”

    “Nis Kocks kilder er væk.
    Som man kan forstå, er der tale om en dramatisk skildring af en krig i det fjerne Afrika, hvor forbindelsen til Danmark er spinkel. Der er ingen noter, og man aner stort set ikke, hvad der er digtning, og hvad der er dokumenterbart. Det problem er til at føle på, for Nis Kocks »erindringer« er slet ikke rigtige erindringer, men en bog udgivet af den danske forfatter Chr. P. Christensen i 1937, der fremstod som Nis Kocks erindringer, men i virkeligheden var Chr. P. Christensens fortælling, der skulle bygge på Nis Kocks optegnelser, breve og dagbogsnotater.
    Så i virkeligheden er Tom Buk-Swientys bog en gendigtning af en gendigtning af Nis Kocks papirer, som vi ingen mulighed har for at vide er sande eller ej, for det oprindelige materiale eksisterer ikke længere.”

    “Nis Kock, en brav sønderjyde?
    … Kan vi tro på gendigtningen efter Nis Kocks egne papirer, som ikke eksisterer mere? Var han virkelig et sympatisk menneske, der havde modvilje mod at stjæle de lokales mad? Udnyttede han ikke de lokale kvinder? Var han virkelig ikke voldelig mod de sorte bærere?”

    “I et efterskrift kommer Tom Buk-Swienty ind på behandlingen af de indfødte. Der var tale om en særdeles brutal behandling af dem, og i løbet af de fire år krigen varede, døde tusindvis af sorte bærere af sygdomme og overanstrengelse. Afrikanere blev jaget på flugt, deres jorde hærgede og mellem 300.000 til 700.000 civile afrikanere omkom som følge af krigen.”

    “… forlaget har også svigtet ved ikke at stille kritiske spørgsmål. Det har sikkert regnet med, at salget af disse letfortalte bøger var sikret på forhånd, og man ikke behøvede at udføre et egentligt redaktionsarbejde.”

    – – –
    Bogen hedder “Safari fra helvede”. Skiftet fra “En safari fra helvede” er nok sket i sidste øjeblik. Der foreligger billeder af bogens forside med og uden ordet ‘En’.

  2. Jeg har købt bogen som e-bog og er lige blevet færdig med den. Den kan på det varmeste anbefales. I kan roligt se bort fra Bent Blüdnikow anmeldelse.

  3. Weekendavisens anmeldelse:
    Som Politikens Forlag nu angiver det (med teksten “En fængende beretning … en formidabel røverhistorie, som man indfanges og forføres af”), har Weekendavisen, ved Bo Bjørnvig, anmeldt bogen:
    https://www.weekendavisen.dk/2022-37/boeger/kolonierne-som-krigslegeplads
    13. September 2022.
    I fjendens sold.
    Kolonierne som krigslegeplads.

    “… Buk-Swienty kan sit kram, historien glider smukt afsted med passende skift mellem scenerne – så er vi i den tyske admiralitets besluttende organer, så hos skibets sønderjyder, der jo på det tidspunkt lever under tysk styre og derfor er indkaldt til krigstjeneste. Så nede i floddeltaet, hvor den tyske krydsers situation bliver mere og mere kritisk, …”

    “Første halvdel er en skøn røverhistorie, mens sidste del er titlens »safari fra helvede«, hvor vi følger den tyske kommandant Paul von Lettow-Vorbecks årelange modstandskamp mod de engelske invasionsstyrker, som sønderjyderne altså indrulleres i.”

    “Historien har ligget til højrebenet, Buk-Swientys indsats har først og fremmest bestået i at samle materialet, så læseren fanges ind, hvilket han gør på bedste vis. Samt at tilføje baggrundsviden om for eksempel …”

    “Alt er fuldt ud veldokumenteret, bedyrer forfatteren. Hvilket nok er rigtigt, men når han går ind i hovedet på sine personer, ligner det mere en roman »baseret på virkelige begivenheder«, som man siger, når vi skal skal tro på, at dette ikke er fiktion.”

    “Men det tyskvenlige perspektiv er også en øjenåbner. Vi får fortalt historien, som enhver nationalsindet tysker ville fortælle den, …”

    “Forfatteren slår korsets tegn ved lige at nævne, at han skam godt véd, at han ser det fra tysk synsvinkel: …”
    (Der henvises til Abdulrazak Gurnahs roman “Efterliv”).

    “Det er en fantastisk historie, og som altid giver forfatteren den ikke for lidt, men bagefter sidder man med en lidt bitter smag i munden over at være blevet forført til at holde med fjenden.”

    – – –
    Angående Bent Blüdnikow anmeldelse i Berlingske:

    Denne anmeldelse er meget negativ, for Bent Blüdnikow vil ikke anerkende, at man kan kalde en bog for en historisk roman, og at man derved ikke behøver at udstyre bogen med et ‘noteapparat’, som kunne skræmme læsere væk.
    Bent Blüdnikow kan også have svært ved at forstå, at historiske begivenheder som udgangspunkt bør vurderes ud fra samtidens situation.
    I andre forbindelser taler han for, at datidens virkelighed ikke må omdigtes.

    Jeg læser Berlingske, og jeg læser gerne Blüdnikows artikler og anmeldelser.
    Jeg tror, at Tom Buk-Swientys bog kan anbefales, som Arne May gør det, og som det fremgår af anmeldelser i andre aviser.

    Bent Blüdnikow kan have markante meninger. Hvad jeg for det meste sætter pris på.
    Jeg husker tilbage til filmen “Under sandet” fra 2015. Den blev nu og da debatteret i de følgende år. Blüdnikow skrev 19. januar 2018 en artikel “Vi har en forbandet pligt til at råbe op, hver gang film misbruger historien”:
    https://www.berlingske.dk/kultur/vi-har-en-forbandet-pligt-til-at-raabe-op-hver-gang-film-misbruger-historien
    “I Martin Zandvliets film »Under sandet« (2015) havde han af politiske årsager gjort de tyske soldater, der søgte efter miner i Jylland, til uskyldsrene drenge og danske officerer til kynikere og sadister. Det meste i filmen var løgn og fup i et antinationalistisk 1968-kampråb.”

    – – –
    Tv-serien “1864” i 2014 gav som bekendt en ‘hidsig’ debat, og vidt forskellige vurderinger.

  4. En pdf-fil med diverse kort kan downloades fra forlagets side om bogen:
    https://www.politikensforlag.dk/safari-fra-helvede/t-0/9788740078244

    – – –
    Flere anmeldelser:

    Politikens anmeldelse:
    Politikens Forlag gengiver:
    “Det vigtigste nyere bidrag på dansk til Første Verdenskrigs historie … den kommer omkring vigtige temaer, der rækker langt ud over traditionel militærhistorie, og kan derfor læses af alle, der interesserer sig for Europas ageren i Afrika i det 20. århundrede.”

    Skrevet af Ulla Tofte (direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør. Hun skifter nu til direktørstillingen på Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot i Hillerød).
    https://politiken.dk/kultur/boger/art8973381/Tyskerne-er-de-gode.-Engl%C3%A6nderne-er-de-onde
    19. september 2022
    “Tyskerne er de gode. Englænderne er de onde.
    Det er ikke sejrherren, men fjenden, der skriver historien hos Tom Buk-Swienty. Sådan er det også i hans nye værk, ’Safari fra helvede’, som uden sammenligning er det vigtigste nyere bidrag på dansk til Første Verdenskrigs historie.
    Tom Buk-Swienty er en af dem, der næsten altid insisterer på at tilføje andre perspektiver til centrale nationale narrativer. Han nærmest excellerer i genren …”

    – – –
    Historie-Online’s anmeldelse:
    https://www.historie-online.dk/boger/anmeldelser-5-5/1-verdenskrig-53-53-53/safari-fra-helvede
    En lang og udførlig anmeldelse skrevet af Bjarne S. Bendtsen (som har skrevet “Mellem fronterne: Første Verdenskrigs aftryk i dansk litteratur og kultur 1914-1939”)

    “Der er ingen kildehenvisninger i ’Safari fra helvede’, som ifølge forfatteren da heller ikke skal regnes som en faghistorisk udgivelse, men en ”dokumentarisk fortælling”, som han skriver i en note om arkivmaterialet. Det er helt fint på denne vis at henvende sig til en bred læserkreds, som han nævner i samme note, om end det fra en faghistorisk synsvinkel naturligvis ville være at foretrække, at man kunne gå kilderne efter. Hvad denne læser finder mere problematisk er, som antydet ovenfor, at næsten hele bogen loyalt fortæller historien fra Nis Kock og delvist Lettow-Vorbecks synsvinkel – kan man stadig se verden på denne måde? Lettow-Vorbeck er i den nyere forskning, særligt den tyske, ikke helt så stor en helt mere, hvad Buk-Swienty da også gør opmærksom på, men først allersidst i bogen.”

    “Og det er vel også at skrapvinkle sagen noget, når Buk-Swienty hævder, at historien i dag er så godt som glemt. Hans primære kilde til bogen, ’Sønderjyder forsvarer Østafrika 1914-18’, var en ganske stor succes i samtiden, …”

    Billedtekst:
    “Omslaget til Chr. P. Christensens udgivelse med Nis Kocks oplevelser, ‘Sønderjyder forsvarer Østafrika’ fra 1937, viser klart datidens opfattelse af den stærke hvide mand helt i forgrunden i den afrikanske krig.”

    “Det kunne måske også have været påpeget, at forfatter og journalist Christen P. Christensens bøger fra anden halvdel af 1930’erne – der udkom en mindre serie fra hans hånd om sønderjyder i 1. verdenskrig – i et vist omfang gengiver, hvad vi nu betragter som racistiske stereotyper. Christensen kom efter Besættelsen noget i uføre for bl.a. at have været medarbejder på den nazistiske avis ’Fædrelandet’, så måske er hans opfattelse og karakteristik i forordet til ’Sønderjyder forsvarer Østafrika’ af sønderjydernes indsats i Afrika ”som et smukt Udtryk for en hel Befolknings Pligttroskab, Mod og Offervilie i en fremmed Sags Tjeneste”, eller i den tyske udgaves forord, hvor han taler om Kock og de andres ”unbeugsamen Willen und das starke Blut ihrer Rasse” ikke helt uproblematisk. Kan man uden kommentarer skrive videre på sådan en opfattelse af denne del af krigen?”

    Interessant er det, at Bjarne S. Bendtsen i sin anmeldelse henviser til en bog af Jan Guillou: “Og endelig optræder Nis Kock og historien om den falske S/S ’Kronborg’ faktisk også kort i første bind af Jan Guillous successerie om århundredet, ’Brobyggerne’ (2011) – dog lettere forsvensket som Nils Kock – så helt ukendt er den da ikke.”

    Denne bog, Brobyggerne, Bind 1, er med i Google Books:
    https://books.google.dk/books?id=tI40EAAAQBAJ
    Herfra kan kopieres: “… Med Kronborg ble alt forandret. Hun hadde seilt fra Wilhelmshaven under dansk flagg med mannskap fra Jylland. Skipperen het Karl Christiansen. De gikk nord for Shetlandsøyene, sør for Færøyene og kom en måned senere, … til den tyske havnebyen Tanga.”
    “Kronborg hadde hatt med seg 1600 tonn kull som var avsatt for hennes hjemreise. Sjøkrigen mot engelskmennene i Det indiske hav kunne uansett ikke vinnes, man måtte vinne på land. …”
    (Med “hennes hjemreise” menes krysseren Königsberg).

    – – –
    Om nævnte forfatter og journalist Christen P. Christensen kan henvises til kommentarerne til
    https://denstorekrig1914-1918.dk/soenderjyder-oversigt/soenderjyder-s/stoeckler-christian-1948/
    Jeg skrev bl.a. “Christen Pedersen Christensen, som udgav beretningerne, var medlem af DNSAP.”

    Den tyske udgave “Letzte Kaperfahrt nach Quiriquina” blev efter 2. verdenskrig ‘spærret’ af ‘Alliierte Zensur im Nachkriegsdeutschland’ som en del af ‘Die größte Büchervernichtungsaktion der Geschichte’.

    https://arkiv.dk/vis/1183531
    Udgivet på tysk: ‘Nordschleswiger verteidigen (forsvarer) Deutsch-Ostafrika’, 1938.

    Den fulde titel var: “Nordschleswiger verteidigen Deutsch-Ostafrika: Bericht über die Fahrt des Blockadebrechers, Kronborg und das Schicksal seiner Mannschaft in Deutsch-Ostafrika 1914-1918”.
    Mit zehn Abbildungen auf Kunstdrucktafeln und einer Karte.
    Denne bog blev også ‘spærret’ af censuren efter 2. verdenskrig.

Skriv et svar til Arne May Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *