Ved 6 – 7 tiden var vi ude ved Oeuilly igen. Vi kunne imidlertid ikke komme ud til kanonerne endnu, da franskmændene lå lige bag kanoneme i en afstand på ca. 500 m. Vi fik en vinkælder anvist til opholdssted – en underjordisk hvælving, der kunne rumme ca. 60 – 70 mand. Der var ingen vin i kælderen, men mange sårede og døde.

De lå rundt omkring ved siderne. Vi sad og ventede efter, at der skulle blive lidt mere mørkt, så hestene kunne komme frem. Vi havde intet at spise, og der var ret trist i denne mørke kælder. Ved 10-11 tiden kom hestene.

Vi blev kommanderet ud, og vi kanonerer skulle først op til batteriet for at gøre det køreklart, pakke sammen osv. Vi skulle først over en bakke og så til højre ind i en hulvej. På bakketoppen kunne franskmændene se os, så vi måtte krybe i vejgrøften, vi kravlede een efter een i en lang række op over bakketoppen og nåede godt ned til kanonerne.

Vi fandt en del af vore kammerater – de lå døde rundt omkring; karabinerne var kastet rundt til alle sider, men ellers var kanonerne urørte. Vi samlede de forskellige ting sammen og gjorde batteriet køreklar. Dog var vi en lille smule nervøse, da franskmændene lå lige på den anden side af bakken.

Det blev efterhånden ret mørkt, og vi sendte bud efter hestene. De kom med Protzerne, vi protzede meget hurtigt på, hestene fik sporerne og et par af pisken, og så satte de af sted; de mærkede sikkert også den nervøse spænding, og så var de mere tilbøjelige til at trække end under rolige forhold.

Da de tog fat ved den 4. kanon, gled denne, og der kom et træ på 15-20 cm. tykkelse ind imellem hjulet og lavetten, men hestene trak så voldsomt, at træet blev rykket op med rod. Vi slap ud af stillingen og kørte ned til Oeuilly, og først her åndede vi lettet op.

Vi kørte igennem byen og fortsatte hen af landevejen, bøjede af til højre og kørte efter en 1 – 2 timers kørsel ned til Marnefloden; her gik vi i stilling, og kanonerne stod ikke længere end 20 – 25 m fra selve floden.

Undervejs derhen sad jeg på Protzen, og løjtnant Weichert førte kanonerne tilbage. Da vi red på landevejen, bad han mig om at få en slurk af flasken, han tiltalte mig med “Kammerad!” Jeg sagde, at det var første gang, han tiltalte mig på denne måde, men selvfølgelig gav jeg ham min flaske, og han tømte den for indholdet, den var fyldt med kaffe. Da han havde taget den sidste slurk, spruttede han grumsen ud og sagde, at det var strenge tider for os.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.